Debat: Om operaafviklingsdirektørens “visioner”

En af Danmarks bedste operalibrettister i nyere tid, Sanne Bjerg, er blevet operadirektør. Eller rettere operaafviklingsdirektør. Hendes første store udmelding er at stikke en kniv i ryggen på sine tidligere samarbejdspartnere, operakomponisterne. Med samme argumentation som tv bruger for at sende programmer med kendte og amatører, der foretager sig ting, de ikke kan, vil hun nu fjerne operaproduktionen fra huset. Ellers, mener hun angiveligt, vil Den Anden Opera i fremtiden ingen bevillinger få! Hvor ved hun det fra? Er det rigtigt?

Det er nu ikke kun de i fremtiden muligvis manglende bevillinger, der ansporer Sanne Bjerg. Det er også den attitude, som disse operakomponister har, der er ødelæggende for det gode teater. Bjerg tror nemlig ikke, at der overhovedet kan komme noget levende ud af en forestilling, der baserer sig på en komponists partitur. Komponisten bliver – hånligt? – sammenlignet med Gud, fordi han ved traditionel operaskrivning tillader sig at have en samlet vision for et samlet værk. Det på trods af at den arbejdsform, som intervieweren diskret antyder, ellers indtil videre har affødt en lang række værker, der har kunnet realiseres vidt forskelligt. Tænk blot på de mange Wagner-versioner!

I sit korstog inddrager Bjerg pudsigt nok yderligere komponisterne selv som gidsler. Det hedder: »Formen er håbløs, fordi der er en afgrundsdyb kløft mellem den nye kompositionsmusik, som gerne vil være eksperimenterende og nyskabende, og så en to hundrede år gammel teaterform …«. Andetsteds hedder det, »Operasangere er skolet i en bestemt måde at bruge stemmen på, der er meget snæver i forhold til den moderne musik«. Man spørger sig selv, hvor hun mon har det fra?

Hvis opera og operasangere er inkompatible med eksperimenterende komponister, hvad skal vi så sige om de sidste femten års operaproduktion? Er de alle blot traditionelle og bagstræberiske? Er fx Lars Klits Den sidste virtuos, Eva Noer Kondrups Neja, Bent Sørensens Under himlen, Poul Ruders’ Proces Kafka, Anders Nordentofts On this Planet (ja, den regner komponisten selv for en opera!), uden fornyelse og eksperiment?

For at kunne tale meningsfyldt om et kunstnerisk ‘eksperiment’ forudsættes en tradition og et sæt konventioner, der kan udfordres. Bevidstheden om et tilhørsforhold er afgørende for den kunstneriske gehalt. Selv et værk som Miki Alone, der muligvis i Bjergs bevidsthed rangerer som prototype på et frit eksperiment, bygger på en tradition og er struktureret gennem et partitur, skabt af en komponist med en vision. Derfor fungerer det som kunst. Man kan mene, at mantraet om eksperimenternes lyksaligheder allerede én gang – i de glade tressere – er blevet ført ad absurdum. ‘Eksperimenternes’ lyd er i hvert fald i dag ét af de fortidige udtryk, man som komponist kan forholde sig til, gøre op med. Som fx John Frandsen gør det med sine gennemgående melodiøse operaer, der på mange måder er et mere radikalt opgør med tidligere (og kommende?) tiders dogmer, end mange elektroniske events.

Sanne Bjergs første konkrete bud på den nye linje er i forlængelse af sin ovenstående kritik at udskifte den professionelle komponist med en performancekunstner. Det lyder umiddelbart frisk og forjættende. Spørgsmålet, der står tilbage, er blot, om resultatets kunstneriske værdi vil leve op til, hvad man kan forvente af et hus med DAO’s bevillinger?

Da jeg sad i henholdsvis Musikråd og Statens Kunstfond, var der én ting, alle professionelle kunstnere – uanset musikalsk tilhørsforhold – var enige om: Nemlig at fornyelse kun giver mening på baggrund af tradition, at man hellere støtter det lange kontinuerlige forløb end eventmæssige punktnedslag, samt at man ønsker professionalisme i alle led.

Så som jeg ser det, er Bjerg med sin konsekvente afskaffelse af et traditionstilhørsforhold godt i gang med at skyde sig selv i foden. Operaens succes opstod netop på baggrund af det limbo, som års eksperimenter med operaformen/musikdramatik og deres efterfølgeres stadige overtrumfning havde ført genren ud i. Det var dengang tradition (også?) var et tabu!

Først ved genopdagelsen og genfortolkningen af traditionen viste formen sig atter levedygtig, og ved en stor indsats fra Dansk Komponist Forening etableredes den scene, der under Jesper Lützhøft kom til at indtage en central plads i det ny musik-miljø. En plads, dens efterfølgende direktører ikke har formået/ønsket at fastholde, og som nu øjensynligt i Bjergs regeringstid helt skal opgives. Til fordel for atter mange års ‘spændende’ traditionsfrie eksperimenter.

Skal vi le eller græde?