Debat: Os og de andre der ikke fik lov!

DMT’s relevante tema om forholdet mellem danskhed, musik og det store udland samt Henrik Marstals artikel i sidste nummer (3, 2005) har givet mig en anledning til at gå i blækhuset. Både Fie Louise Skovsbøg Thaning og Henrik Marstal har i deres artikler beskæftiget sig med, hvad dansk musik er og de dertilhørende bagvedliggende tankegange og/eller kulturelle konstruktioner. For at se sagen fra en anden side er det relevant at undersøge den musik, som bliver erklæret for ikke at være dansk.

I samme periode som Carl Nielsen fik status som dansk nationalkomponist, havde Rued Langgaard som bekendt svært ved at gøre sig gældende. Dette hang bl.a. sammen med, at han lod sig inspirere af ‘forkerte’ komponister som Franz Liszt. Undersøger man modtagelsen omkring Liszts musik i Danmark, fremgår det tydeligt, at grunden til, at hans musik ikke blev opført oftere, havde andre årsager end kvalitet. Alene det faktum at flere af hans væsentligste værker ganske enkelt ikke blev opført, er et tydeligt tegn på dette. Allerede ved Liszts optræden som klavervirtuos i København i 1841 skabte han forargede miner på parnasset: han blev fordømt som fransk, moderne, revolutionær og forkastelig. Det skete på trods af, at der var åbenhed for hans musik i det brede publikum.

Da de kunstneriske strømninger efter mange årtier vendte i slutningen af 1800-tallet, blev Liszts musik mødt med en ny modstand, selvom den i nogle år kunne lune sig lidt fra lyset af Richard Wagners popularitet. I de første årtier af det 20. århundrede blev forsøg på at sætte Liszt på dagsordenen afvist. Hans musik blev nu fraskrevet af de toneangivende som romantisk, spirituel og gammeldags – og fortsat var det kun et fåtal af hans større værker, der var blevet opført i Danmark. Ve også den danske komponist som blev for optaget af hans stil; han fik valget mellem omvendelse eller isolation. Det var ikke kun Langgaard, der endte som organist i en kulturelt set perifer kirke, fordi han ikke kunne tilpasse sig.

Den skarpe musikkritiker Angul Hammerich kunne allerede i samtiden se tendensen. I forbindelse med en opførelse af Liszts oratorium Christus i anledning af 100-året for Liszts fødsel i 1911 påpegede han usunde tendenser i musiklivet til at inddele komponisterne ud fra et sort/hvidt verdensbillede. Liszt blev alligevel glemt, og selv i dag gives hans værker så godt som aldrig en chance i danske koncertsale. Det er i den forbindelse pudsigt, at Hammerich antyder, at Händels Messias var en alvorlig konkurrent til oratoriet. Det ville nemlig også i dag være særdeles overraskende, hvis bare én af de utallige Messias-opførelser hvert år i december bare en enkelt gang blev skiftet ud med juledelen (1. del) af Liszts Christus.

I processen omkring denne ‘udstødelse’ blev Liszt i nogle tilfælde erklæret som udansk. Selvom det nationale ikke fyldte mest i afvisningen, fremgår det tydeligt, at Liszt i hele forløbet fik tillagt en negativ identitet – han blev et ‘Andet’ – og et eksempel på, hvad ordentlig (dansk) musik ikke er eller burde være. I de første generationer var der kun plads til Gade/Hartmann-stilen, og senere blev det som bekendt Carl Nielsen, der kom til at dominere de danske koncertsale. Liszt var dømt ude.

Jeg gad vide, om ikke lignende tendenser ville vise sig ved tilsvarende undersøgelser omkring andre senere udenlandske komponisters møde med dansk musikliv. I Liszts tilfælde var det tydeligt, at han som fransk-inspireret komponist kom på tværs af den dominerende tyske koncerttradition i København. Mozart, Schumann og Mendelssohn fik og får stadig en stor plads i danskernes bevidsthed som indbegrebet af god smag, både hvad angår klavermusik og på det symfoniske område på trods af de seneste årtiers revurdering af Liszt.

Samtidig med at Liszt blev udelukket i Danmark, indgik han i en fransk-tysk kulturkamp omkring musikalske genrer og deres videre udvikling. Liszt havde bosat sig midt i Tysklands hjerte Weimar og forsøgte derfra at forny symfonien ved hjælp af det kontroversielle og senere så forkætrede programmusikkoncept. I denne debat for og imod blev dansk musikliv inddraget, og der blev valgt side til fordel for den herskende smag i Wien og Leipzig. Det i en sådan grad at en stor del af Liszts musik slet ikke blev opført i Danmark.

Tilbage står spørgsmålet, om Liszts skæbne i Danmark er et udtryk for en generel tendens. Er Danmark simpelthen for lille til at rumme forskellige musikopfattelser og -smag på samme tid? Forsøg på differentiering og mangfoldighed kan tilsyneladende allerede kvæles ved fødslen. Det kunne have været interessant at få Carl Nielsens svar på dette spørgsmål!

Referencer:

Hammerich, Angul (A.H.): Anmeldelse af Musikforeningens opførelse af Christus, Nationaltidendes morgenudgave, den 15. december, 1911.

Marstal, Henrik: Carl Nielsen, vor store (danske) komponist, Dansk Musik Tidsskrift 80/3, 2005, s. 88-91.

Nissen, Peter E.: Klaverkonge i Abbatedragt? – Franz Liszts receptions- og virkningshistorie i dansk musikliv 1839-1928 Speciale i musikvidenskab, Københavns Universitet, 2005.

Skovsbøg Thanning, Fie L.: Intet ødelægger kunst mere end nationalisme, Kronik i Jyllandsposten, den 5. august 2005.