Når kunst og kultur nationaliseres

Carl Nielsen, kulturkanon og konstruktioner af national identitet i musik

Af Fie Thaning

I DMTs decembernummer 2005 kommenterer Henrik Marstal dele af en kulturkronik i Jyllandsposten skrevet af mig. Henrik Marstals brug af min kronik er uholdbar, og han går flere gange fejl i sin argumentation mod den. Det centrale er, hvordan Carl Nielsen og hans musik er blevet objekt for nationale diskurser, og hvilke mekanismer nationalismen fungerer i kraft af. Pointer Henrik Marstal formår at undgå at forholde sig til.

På trods af at Carl Nielsen forholdt sig til en europæisk musiktradition og bearbejdede den i sine værker og på trods af hybriditeten i hans musik, så er han i udbredt grad blevet regntet for en komponist, der udtrykker det særligt danske i sin musik. Billedet har domineret det 20. århundredes fremstilling af ham, og inden for de seneste 15 år er det blevet gendyrket gennem litteratur, film og kulturpolitiske tiltag. Portrætteringen af ham på hundredkronesedlen er blot en yderligere statslig manifestationen af ham som Danmarks nationalkomponist.

Er der noget galt i at opfatte Carl Nielsen som en nationalkomponist? Eller for den sags skyld at betragte hans sange som særligt danske? På sin vis kan det synes ret uskyldigt. Men hvordan en national ideologi påvirker de billeder, der skabes af en komponist, er, set fra en videnskabelig synsvinkel, et spørgsmål, der trænger sig på. Ikke mindst i forhold til nutidige politisk igangsatte nationaliseringsprocesser som fx. kultur-kanonen. At beskæftige sig med spørgsmålet kan fortælle noget vigtigt om, hvilken opfattelse af virkeligheden og hvilke nationale forestillinger, der ligger til grund for konstruktioner af national identitet i musik og dyrkelse af et musikalsk nationalikon.

I modsætning til Henrik Marstals diskussion af Carl Nielsens personlighedstræk i nævnte artikel er det ikke min intention her at diskutere, hvordan Carl Nielsen var som person eller gøre forsøg på at vurdere hans personlighed. Det, der optager mig, er, hvordan hans musik, person, skrifter og udtalelser tilegnes som danske, og hvilke forestillinger, der knytter sig til det.

Den biografiske tolkning af Carl Nielsens liv og værk har som genre og argumentationsform ikke overraskende haft virkning på receptionen af komponisten. Carl Nielsen-fortolkere har under stor påvirkning af biografismens forestilling om, at et værks udtryk skal findes i ophavsmandens indre eller ydre liv, især i Carl Nielsens barndom hentet argumenter for nationale tolkninger. Forestillingen om at værket afspejler ophavsmandens liv kombineret med opfattelsen af bondemiljøet som noget ægte nationalt, bliver i Carl Nielsen-receptionen grundlag for at betragte Carl Nielsen og hans musik som særlig dansk. Det danner fundament for den barndomsmyte, der er gennemgående i opfattelsen af Carl Nielsen. Biografismen blev dog allerede problematiseret for mindst 50 år siden af fx den litterære nykritik, og i 1960erne blev begrebet om ophavsmanden aflivet adskillige gange, mest opsigtsvækkende af franske tænkere som Michel Foucault og Roland Barthes. Denne kritik fremhæver gang på gang det problematiske i at betragte værkets og ophavsmandens overensstemmelse som det sted, hvor en ideel mening befinder sig.

I min kronik nævner jeg, at Carl Nielsen i et interview udtrykte, at: »... intet [...] ødelægger Kunst mere end Nationalisme«. En udtalelse, der fandt sted i forbindelse med den nationale fejring af hans 60-års fødselsdag i 1925, og som er et kuriosum, både fordi den går imod det dominerende billede af komponisten, og fordi det sandsynligvis netop derfor er en udtalelse, der er blevet undladt opmærksomhed i den efterfølgende reception. Men citatet udgør ikke, som Henrik Marstal lader det fremgå, grundlaget for argumentationen i artiklen. Argumentationen tager afsæt i de receptionshistoriske nationale billeddannelser, der er baggrund for opfattelsen af Carl Nielsen som en nationalkomponist.

For så vidt er det underordnet, hvorvidt Carl Nielsen selv var enig eller uenig i tolkninger af ham, eller hvorvidt han selv bidrog til det nationale billede. Sidstnævnte er en af de påstande, Henrik Marstal fremfører i sin artikel. Det interessante er, hvilke forestillinger, tolkningen knytter an til, og hvor de henter argumentation. I Knudåge Riisagers festskrift ved Carl Nielsens 60-års fødselsdag i 1925 kan det ses, hvordan Riisager henter argumentation for at betragte Carl Nielsen som dansk i den musikalske selvforståelse, der udtrykkes i Carl Nielsens essay Musikalske problemer fra 1922. Riisager trækker indirekte på Carl Nielsens tanker om musikalsk oprindelighed. Han lader det danne baggrund for sin karakteristik af Carl Nielsen som »den danske mand«, ved at tolke musikalsk oprindelighed i et nationalt perspektiv.

At en sang har en bestemt titel, hvori ord som ‘fynsk’ og ‘dansk’ indgår, gør ikke, at hverken teksten eller musikken partout frasiger sig at indgå i en kontekst, der rækker ud over Danmarks grænser. Det kan heller ikke bekræfte eksistensen af en særlig dansk musikalsk karakter. Opfattelsen af, at et musikalsk værk må indeholde noget specifikt dansk, fordi teksten refererer til noget ‘lokalt’ eller ‘nationalt’, eller fordi musikken har folkelige træk, fordi musikken er enkel, eller fordi musikken indeholder naturlyde, er nogle af de forestillinger, der anvendes som argumenter i den nationalitetskonstruerende reception af Carl Nielsen. Disse fortæller meget om, hvilke nationale diskurser og hvilke forestillinger om danskhed tolkeren tænker og ræsonnerer ud fra.

Henrik Marstals argumentation i artiklen fra DTM synes ikke at være undtaget for forestillinger om danskhed, idet han skriver: »Ganske vist arbejdede han [Carl Nielsen] allerede i sine yngre år målrettet på at komponere sig væk fra det danske« samt, at Carl Nielsen: »med årene blev mere og mere opmærksom på sine rødder«. Dette begrunder Henrik Marstal ved at nævne værker som Fynsk forår, Min fynske barndom og Til min fødeø!. Henrik Marstal synes ikke at være refleksiv nok i forhold til, hvordan han kommer til at udtrykke sig inden for rammerne af den selvsamme diskurs, som han skriver om og kunne formodes at have en større analytisk distance til. Det afspejler sig i hans anvendelse af formuleringen om »det danske«. Hvad er det egentligt Carl Nielsen, ifølge Henrik Marstal, vender sig væk fra for senere at blive opmærksom på igen?

Henrik Marstal skriver i sin artikel, at Jørgen I. Jensens sigte med Carl Nielsen – Danskeren ikke var, at: »... bygge videre på en forestilling om, at Carl Nielsens musik skulle rumme en særlig danskhed ...«. Han argumenterer herfor ved at forklare, at intentionen var en anden, samt ved at henvise til, at danskheden i 1991: »... kun i begrænset omfang var et emne i samfundsdebatten«. Denne pudsige argumentation røber, at Marstal ser bort fra flere væsentlige forhold. Dels udelukker danskhedens mindre rolle i en samfundsmæssig debat for 15 år siden ikke eksistensen af nationale tankemønstre eller diskurser i det samme tidsrum. Dels udelukker ophavsmandens sigte eller intention for en litterær udgivelse heller ikke, at nationale tankemønstre kan komme til udtryk i teksten. Det væsentlige er, at forestillingen om en særlig dansk tone kan spores i tolkningerne af musikken i Jørgen I. Jensens monografi, uanset hvilke erklærede og tænkte hensigter, der ellers måtte ligge til grund.

Som objekt for en analyse af konstruktioner af national identitet er Jørgen I. Jensens monografi interessant. Jørgen I. Jensen fremfører i kraft af sin store historiske indsigt opfattelsen af danskheden som en myte og relaterer denne til en bestemt samfundsmæssig forestillingsramme. Derfor er det interessant alligevel at finde konstruktioner af danskhed på det musikalsk-analytiske niveau. Her kan man bl.a. se, at et bestemt melodisk motiv, der af Jørgen I. Jensen betragtes som Carl Nielsens »livshistories ledemotiv«, i analysen af Holsteinske sange opfattes i en national sammenhæng. I Jørgen I. Jensens tolkning skal Holsteinske sange forstås som en dansk ‘erindringsvision’ og som en komposition, der tager afsæt i ‘selvet’, hvorfra Carl Nielsens erindringer om den ‘danske’ barndom udgår. Det, der er ‘bag’ musikken, er dette Carl Nielsens ‘selv’, hvorfra hans nationale kunst udspringer. Ud over den meget fine analyse af værket set i kontekst af datidens europæiske symbolistiske strømninger i maler- og digterkunst, så er forestillingen om, at et værks ideelle mening kan afdækkes i ophavsmandens liv på spil. Det er netop forestillingen om den danske barndom koblet på den biografiske analyse, der danner grundlaget for den nationale fortolkning. Hos Jørgen I. Jensen findes den nationale diskurs på trods af, at han er refleksiv i forhold til mange af de historiske nationale forestillingsrammer. Dette viser nogle grundlæggende aspekter ved nationalismen og ved ideologi mere generelt, som Marstal overser. Nemlig hvordan ideologi virker.

Den engelske nationalismeforsker Anthony D. Smith har behandlet nationalismens komplekse virkning i sin forskning, der bl.a. indbefatter studier af forholdet mellem ideologi, objekt og menneske. Som en korrektion til det moderne konstruktivistiske nationalismesyn, bl.a. fremført af historikeren Eric Hobsbawm der gennem et marxistisk verdenssyn opfatter nationalismen som elitært tankespind, der pålægges ‘folket’ af magthaverne, betoner Smith, hvordan ideologi bliver til virkelighed i ‘folket’. Han mener ikke, at nationalisme udelukkende kan opfattes som en politisk doktrin, men argumenterer for et mere dynamisk syn, der inddrager og forholder sig til opfattelsen af nationalisme som en kulturel form. Her er ‘folket’ en deltagende part i nationale konstruktioner bl.a. i kraft af dets identifikation med disse konstruktioner.

En af nationalismens afgørende mekanismer ses netop, når forestilling og virkelighed bliver identisk. Her udebliver nemlig sondringen mellem virkelighed som det oplevede plan og virkelighed som sandhed. Nationalismens tag i virkelighedsopfattelsen gør den uhyre virksom. Derfor kan der i modsætning til Marstals argumenter som henvist til ovenfor sagtens både være formulerede ‘ikke-nationale’ hensigter og nationalitetskonstruerende udsagn til stede samtidig.

Mine undersøgelser af Carl Nielsen-receptionen peger på, hvordan et musikalsk heterogent udtryk, der forholder sig til og er i dialog med en europæisk kunst- og musikdiskurs tilegnes et nationalt program. Tilegnelsen bygger på forskellige forestillinger om, hvad det danske repræsenteres ved fx den fynske natur eller bondesamfundet. Fra 1924 ses der i receptionen konstruktioner af slægtskaber mellem Carl Nielsens musik og den gregorianske sang, der foregiver at begrunde et særligt dansk udtryk i musikken. En konstruktion der synes at trække på Erik Abrahamsens doktordisputats fra 1923 og som leder til et selvmodsigende ræsonnement, idet ‘dansk’ folkesangs ‘rødder’ placeres i den katolske kirke. Det er med til at bekræfte, at nationale konstruktioner ikke kan betragtes som frit opfundne, men at de fx trækker på konstruktioner af forbindelser mellem et nutidig og et præmoderne musikalsk materiale.

Som en del af nutidens ideologiske værdikamp, der under den borgerlige regering kaldes kulturkamp, er danskhed og nationale værdier blevet nøglebegreber. Begrebet danskhed anvendes i relationer, hvor det prætenderer at afsøge og beskrive en kulturel essens, der afspejler nationens homogenitet og fællestræk. Men en sådan forestilling modsiges bl.a. af danskhedens omskiftelige struktur, der ses i den reformulering og genforhandling af begrebet, som skiftende generationer har taget del i, og som foregår hele tiden.

Kampen for at definere og fremhæve danskheden har bl.a. den effekt, at danskheden forankres som en væsentlig faktor i den oplevede virkelighed. Derved forstærkes opfattelsen af danskhed som noget reelt eksisterende. Samtidig udebliver en kritisk distance til begrebet og med den refleksioner over musikkens og kunstens rolle som objekter i nationaliseringsprocesser. Det samme gør de historiske aspekter om nationernes opståen for omkring 200 år siden og udbredelsen af kendskabet til nationernes konstruerede baggrund. Dette sker på trods af, at netop problematiseringen af tab af historisk bevidsthed, er en aktuel politisk kæphest. Kort sagt handler det om ideologiske værdisystemer og om anvendelsen af kunst og kultur i et national-ideologisk identitetsdannende øjemed.

Ud over den ideologiske kulturkamps smag af genmæle mod kulturradikalismen og den venstreorienterede, intellektuelle 68er-generation har det aktuelle politiske program til formål at dæmme op for udvandingen af en angivelig truet ‘nationalkulturel’ identitet af frygt for, at den skulle forsvinde i et multikulturelt og globaliseret samfund. Det danner retningslinjer for, hvilke værdier der angiveligt er de rigtige i nutidens samfund. Kulturministerens kanon-projekt og det værdisystem, der ligger til grund for den aktuelle kulturpolitik, er ingen undtagelse, tværtimod. Her anvendes kunsten inden for en national ideologi i konstruktionen af en nationalkulturel dannelsesnorm, der virker mere eller mindre implicit motiveret af udfordringerne ved et samfund i multietnisk og multikulturel vækst. I argumentationen for kulturkanonen er det dog ikke den udfordring, som etnisk og kulturelt blandede samfund står overfor, der henvises til. I stedet argumenteres der bl.a. for kulturkanonen ved at henvise til globaliseringen og den angivelige støj fra de globale elektroniske medier. Men som allerede antydet er det nok ikke hele motivationen for projektet.

På Kulturministeriets hjemmeside er kulturkanonens erklærede formål bl.a. at gøre »os klogere på os selv« og forbedre muligheden for at »navigere i vores nationale kulturhistorie«. Man kan også læse, at »En kulturkanon styrker fællesskabet, idet den synliggør vores fælles historiske bagage som danskere. Og en forudsætning for at alle kan tage del i et samfund, er, at man har indsigt i samfundets historie og tradition«.

En kanon vil altid afspejle bestemte værdi- og normsæt og en bestemt opfattelse af historien. I Kulturministerens argumentation er det en angivelig fælles nationalkultur, der er referencepunktet for kanonen. Det fornemmes tydeligt, at citatet rummer referencer til assimileringsprocesser, der skal få et individ til at tilegne sig et bestemt (national)kulturelt værdisæt, hvis det vil undgå at blive sat uden for (national)samfundet. Men citatet viser også et andet helt konkret træk ved en national ideologi i den statslige version. Målet er en mobilisering af befolkningen i et forsøg på at generere og regenerere en kollektiv følsomhed over for et nationalt fællesskab, bl.a. ved at stimulere modtagelighed over for identifikation med ‘det nationale’.

En af bagsiderne ved den aktuelle kulturkamp er, at den reduceres til en kamp for identifikation med ‘nationale værdier’ og livsanskuelser, der lægger sig i forlængelse af politiske programmer og interesser. Ikke mindst synes innovative og visionære politiske bud på, hvordan man kan fremme fællesskabs- og loyalitetsfølelse mellem borger, stat og samfund, og borger imellem, at gå tabt i det nationalkonservative program.

Fie Thaning er cand. mag i musik og kunsthistorie og forskningsassistent ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Litteratur

Anthony D. Smith: Nationalisme. Teori, ideologi, historie. København 2003. (opr. Cambridge 2001).

Anthony D. Smith: ”Gastronomy or geology? The role of nationalism in the reconstruction of nations.” i Nations and Nationalism, Vol. 1, No. 1 (1995).

Uffe Østergård: “Stat, nation og national identitet” i Klassisk og moderne samfundsteori, København 2005.

Jørgen I Jensens: Carl Nielsen – Danskeren, Gyldendal 1991.

Uffe Østergård: “Nationalstatens genkomst?” i Kritik 176/177, København 2005.

Mikkel Bogh: ”For en udvidelse af kampzonen: Kunstkritik som kulturkamp.” i Turbulens, (www.turbulens.net/temaer/kritik/krydsfeltet/mikkelbogh/), 2005.

Kulturministeriet: “Hvorfor en kulturkanon?” se www.kum.dk/sw22950.asp, 2005.

Eric J. Hobsbawm & Terence Ranger (eds.): The Invention of Tradition, Cambridge 1983.

Knudåge Riisager: “Carl Nielsen og Samtiden.” I Musik – tidsskrift for tonekunst, 9:6 (juni 1925) s 79-81.

Henrik Marstal: ”Vor store (danske) komponist”. DMT nr. 3 december 2005 årg. 80.

John Fellow: Carl Nielsen til sin samtid. Bind I-III, København 1999.

Fie Louise Skovsbøg Thaning: “Intet ødelægger kunst mere end nationalisme”. Kulturkronik i Jyllandsposten 5. august 2005.

Fie Louise Skovsbøg Thaning: Nationalitetskonstruktioner i receptionen af Carl Nielsen – en receptionshistorisk analyse. Speciale, Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, 2005.