Nye Udgivelser: Bøger

Thomas Vilhelm:

Det visuelle øre – filmmusikkens historie. Forlaget Systime 2005. 325 sider, kr. 325,00. ISBN 87-616-0970-6.

I løbet af kort tid er der tilgået redaktionen hele to bøger om filmmusik. I DMT nr. 3, nærværende årgang, blev der i disse spalter omtalt en tysk bog om nyere filmmusik (Tonspuren. Musik im Film: Fallstudien 1994 – 2001.)

Her er så endnu en bog om emnet, nu af dansk oprindelse. Forlaget Systime – der i årenes løb har udgivet en lang række værdifulde musikbøger af høj kvalitet – udsender hermed denne bog med den ambitiøse undertitel filmmusikkens historie. Intet mindre. Forfatteren, Thomas Vilhelm, der selv er musiker, underviser og – naturligvis – filmentusiast, har skrevet bogen på baggrund af et speciale fra 2001, der ifølge pressematerialet »fik rosende ord med på vejen«.

Bogen falder i fire hoveddele, de to første kronologisk-historiske, hvor de store træk i filmmusikkens historie i hhv. USA og Europa/Danmark oprulles. I bogens sidste to afsnit slår forfatteren ned på udvalgte komponister og instruktører, først i et afsnit om særligt frugtbare parløb mellem fire komponister og instruktører, fx Fellini og Rota, Hitchcock og Herrmann. Bogen afrundes med portrætter af fire “musikalske billedskabere”, Chaplin, Kubrick, Scorsese og Spike Lee.

Det er sådan set en udmærket idé, på denne måde at forsøge at tilgodese både overblikket og det mere detaljerede studie. Dog må især de historiske overblik i sagens natur blive relativt overfladiske, bogens 300 sider til trods. Men man får da netop et overblik og en fornemmelse for tidernes skiften og forandringer i smag og behag, samt præsenteret en række af de vigtigste navne og værker.

Alt sammen udmærket. Og er man interesseret i filmmusik, glæder man sig overordentligt over at få et større dansksproget værk om emnet i hænde. Undervejs i læsningen af bogen breder der sig imidlertid en spirende uro og let irritation over en række detaljer. I første omgang kunne jeg godt have ønsket mig en skarpere afgrænsning af bogens indsatsområde, defineret i forordet.

Det er således fint nok, at bogen ikke beskæftiger sig med filmmusik i animationsfilm, især tegnefilm. Men det burde have fremgået af forordet, at denne genre er valgt fra, især da specielt Disneys film har været kendetegnet ved en intim sammenhæng mellem musik og film, endda i en sådan grad, at de lange tegnefilm (og især Disneys, men også fx Don Bluths) er blevet betegnet som »filmmusical’ens sidste reservat«. En række evergreens så jo dagens lys i netop Disneys langfilm – lige fra Snehvide og de syv små dværge til Løvernes konge. Man skal heller ikke have se ret mange Tom og Jerry-film førend man indser en virtuos sammensmeltning af musik og animation.

O.k. – animationsfilm er altså ikke med. Fint nok – der er jo rigeligt andet at tage fat på. Vi arbejder os altså igennem filmmusikkens historie, og der er megen god og oplysende information undervejs – men desværre også en del forstyrrende unøjagtigheder og uklarheder. Og det irriterer, fordi man som læser så at sige snubler mange gange i læsningen af bogen.

Én ting er forfatterens vaklende brug af metaforer (»... ny vin på gamle flasker«, »på rette køl« m.m.), uklare formuleringer (fx »Fuzzy har desuden haft timer hos navnkundige personligheder som Vagn Holmboe og Finn Høffding i musikteori«, s. 145) eller udstrakt anvendelse af kliché-prægede vendinger for ikke at sige dårligt sprog (klingede/klang, instrumentering/instrumentation osv.), noget andet er deciderede unøjagtigheder i beskrivelsen af film:

Gary Grant bliver ikke jaget af en helikopter (s. 257), men et dobbeltdækker-fly i en central scene i Hitchcocks North by Northwest (se fx foto s. 98 i Palle Schmidts Skræk og gys i filmen, Chr. Erichsens Forlag, 1972. Eller se filmen °≠ ). Beskrivelsen af Murnaus Hotel Atlantic er stærkt forenklet (s. 155) – bag filmens i bogen omtalte lykkelige slutning gemmer sig en helt anden historie – den urealistisk lykkelige slutning blev ifølge Bjørn Rasmussen påtvunget Murnau, hvorved instruktørens oprindelige intention blev underløbet.

Rossellinis Rom Åben By anføres som neorealismens gennembrud (s. 166). Det kan sandelig diskuteres – mange kilder angiver Viscontis Ossesione fra 1942. Chaplins sidste film, A Countess of Hong Kong oversættes til Komtessen fra Hong Kong (s. 264). Den korrekte danske titel er Grevinden fra Hong Kong. Og så fremdeles.

Dette er blot nogle eksempler på, hvad denne anmelder med sin uprofessionelle cineastiske begejstring faldt over – men det ansporer ikke undertegnedes blinde tillid til bogens øvrige oplysninger. Bevares – det meste skal såmænd nok passe – men i hvor høj grad?

Endelig mangler der stringens i anvendelse af danske hhv. engelsk filmtitler, ligesom kriterierne for bogens index heller ikke synes klare. Det er ærgerligt, at så ambitiøst et værk ikke er blevet gået bedre efter med en kyndig redaktørs tættekam. Værket er bestemt ikke uden værdi, men ville vinde voldsomt ved en grundig redigering. Og den vil jeg så se frem til!

Henrik Marstal:

Borger i smilets land. Benny Andersen og danskheden. Aschehoug 2005. 183 sider, indbundet, kr. 299,00. ISBN 87-11-11725-7.

Der bliver snakket og skrevet umanerligt meget om danskheden og al dens væsen i disse tider. Også danskhed i musikken, jf. bl.a. antologien Musik og Danskhed. Fem faglige bidrag til debatten om nationalitet, omtalt i DMT nr. 1, 2005/06.

Af mange mennesker anses Benny Andersens digte og sange for at være noget af det mest danske, så hvad vil være mere relevant end at inddrage hans værker i en undersøgelse af begrebet. Nu må det indledningsvist anføres, at der ikke primært er tale om en musikbog, men snarere en debatbog, der eftersporer og fra mange vinkler belyser holdningen til danskheden i Benny Andersens lyriske produktion. Som en følge af dette runder Marstal også hist og her digterens virke som komponist af melodier til egne tekster, men det er ikke bogens egentlige fokus.

Bogen er at betragte som »... en selvstændig fortsættelse af bestselleren Benny Andersen – et liv ved klaveret, udgivet i 2004, også skrevet af Henrik Marstal. Denne anfører i forordet, at nærværende bog netop er blevet til på baggrund af arbejdet med førnævnte mere kronologisk-biografiske bog, og at forfatteren i den seneste bog går mere i dialog og debat med digterens produktion og holdninger end tilfældet var i den første bog.

Der er i høj grad tale om en bog til tiden. Forfatteren bekender allerede i forordet kulør i forhold til den polariserede og ofte højrøstede debat om national identitet og protektionisme. Dansk Folkeparti – Nej Tak!

Som tilfældet var i den tidligere nævnte bog om Musik og Danskhed (der i øvrigt har Povl Dissings kontrafej på omslaget!), så går også Henrik Marstal selve begrebet danskhed efter i sømmene og påpeger dét, som de fleste med almindelig begavelse og intelligens i virkeligheden godt ved: at det er uhyre svært at isolere særlige danske karaktertræk. Selv materielle manifestationer er ofte et konglomerat af påvirkninger fra andre kulturer, jf. julen, hvor kalenderlyset vist er det eneste reelle danske bidrag til denne højtids mosaik af ritualer og effekter.

Det er en fin pointe hos Marstal, at han påpeger, at samtidig med at Benny Andersen om nogen har sat et poetisk og venligt ironisk troldspejl op foran den narcissistiske danske selvgodheds tunnelsyn, så er han netop blevet brugt i den samme sags tjeneste – som eksempel på netop noget ærkedansk. Også af kredse, han efter alt at dømme helst ville være foruden.

En sang som Se hvilken morgenstund er qua sin optagelse i bl.a. Højskolesangbogen ophøjet til hint panteon af morgensange, hvortil Weyses og Ingemanns længe har været kanoniserede. Ergo: Samtidig med at han problematiserer begrebet ‘danskhed’, er Benny Andersen – ofte uforskyldt – blevet anvendt i netop bestræbelserne på at definere og afgrænse denne danskhed.

Bogen giver mange – også mindre kendte – eksempler på Benny Andersens veloplagte og ofte virtuose digtning, hvor danskhed tages under behandling, og Henrik Marstal giver en lang række af eksempler på, hvorledes digteren lader sig inspirere af, leger med og ironisk genbruger netop nationalt poetisk arvegods. Det oplagte eksempel er selvfølgelig Muddermålet fra Svantes Viser.

Bogen er let og hurtigt læst, men præsenterer sin læser for mange gode overvejelser inden for rammerne af den folkekære digters kunst.

Den nye sangskat.

175 danske sange efter 1965. Aschehoug 2005. 241 sider, spiralryg, kr. 299,00. ISBN 87-11-11778-8.

Hvis man overhovedet med nogen ret kan tale om ærkedanske fænomener, så kan fællessangen være en kandidat. Alle folkeslag har naturligvis – specielt i den før-industrielle fase eller sfære – stærke traditioner for folkeviser, som i forskellig grad er blevet brugt som socialt samlingspunkt. Men oftest har disse folkeviser været overleveret mundtligt og er blevet viderebragt af en mindre gruppe af folkemusikere og/eller sangere, der hver især har været led i en kæde, som har fragtet denne musikalske lokalkultur fra den ene generation til den næste. Disse sangere og musikere har så ofte været det centrum, hvorom resten af et lokalt fællesskab har udfoldet den fælles sang og musik.

At et folk rent faktisk har nationale, ikke-kirkelige sangbøger til brug for fælles afsynging i større forsamlinger – det er vist ret specifikt dansk, eller i det mindste skandinavisk. Om denne fællessang skrev Kirsten Sass Bak i den tidligere citerede bog Musik og Danskhed. De vigtigste sangbøger i denne fællessangstradition er jo i første omgang Højskolesangbogen og dernæst DGI-Sangbogen. Herefter følger fx Arbejdersangbogen, forskellige spejdersangbøger, måske Lystige Viser – og så videre.

At denne sangbog indskriver sig i bemeldte tradition annonceres allerede af titlen: Den nye sangskat. Af bogens forord fremgår det da også, at det har været udvalgets intention at bidrage med en udvidelse og videreførelse af den traditionelle danske sangskat. Det må siges at være en rigtig god idé.

Ikke blot får man med denne sangbog tekst og noder til en lang række nyere danske sange, der i mange tilfælde kan være svære at finde; bogens repertoire er også anlagt på en bredere anvendelse end tilfældet er med Højskolesangbogen og DGI-Sangbogen, fx også til rytmisk sammenspil.

I Den nye sangskat finder man så forskellige sange som Steppeulvenes 0-0-0, MGP-vinderen Smuk som et stjerneskud, Gnags’ Safari, Kliché’s Militskvinder, Smilende Susie – samt en række mindre kendte sange, som udvalget gerne vil give en chance. Og endelig (naturligvis ...) 5 sange med tekst af Benny Andersen.

Udgivelsen er et glimrende supplement til alle, der arbejder med (eller blot interesserer sig for) fællessang, dansk sang og musik. Og tak for spiralryggen! Det gør det ulige nemmere at have bogen stående på klaveret eller nodestativet.

Anne la Cour-Harbo:

Mozart-avisen. Jubilæumsavis i 250-året for Mozarts fødsel. 44 sider hæftet og rigt illustreret, kr. 192,00. ISBN 87 7612-172-0

Cd med eksempler til Avisen: kr. 148,00. FM-CD-699. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2005. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. 5www.dansksang.dk

Sød, sjov og pædagogisk lille sag i anledning af 250-året for Mozarts fødsel, udfærdiget af pædagog og skribent Anne la Cour-Harbo, der tidligere har stået for de fire hæfter om Årstidernes musik, også fra Musiklærerforeningen (tidligere kort omtalt i disse spalter).

Hæftet gengiver Mozarts liv og virke i punktnedslag, fremstillet som kortere eller længere avisartikler eller –notitser, blandet med små artikler om alt muligt andet, der rørte sig i samtiden. Konceptet vil af nogle ældre læsere erindres fra Verdens Nyheder. Verdens historie i dagblads-form, som forlaget Skrifola udgav engang i 1960erne.

En udmærket måde at give en første appetitvækker til Mozart liv og musik, især når den klingende musik lægges til. Som altid i smukt, gedigent og karakteristisk udstyr, når udgivelsen er fra Musiklærerforeningen.