Nye Udgivelser: Cd´er

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 04 - side 162-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Out of Chaos. Jason Eckardt:

After Serra; Tangled Loops; A Glimpse Retraced; Polarities. Ensemble 21. mode 137 (www.mode.com)

De to hovedpersoner på denne og den i det følgende beskrevne cd-udgivelse, komponisten Jason Eckardt og pianisten Marilyn Nonken, besøgte Musik Høst Festivalen i Odense i november og gav ved den lejlighed – for den del af publikum, der ikke er blevet så festivalnegative, at de vælger at blive hjemme i det festivalfri København! – et indblik i, hvad der lige nu rører sig i New York, i form af en række koncerter med Ensemble 21 og et offentligt seminar ved Jason Eckardt.

Eckardt (født 1971) er som komponist egentlig nærmere en europæisk modernistisk tradition end de retninger vi vanemæssigt forbinder med amerikansk musik, såsom minimalismen, John Cages Down Town-skole eller en John Adams’ ubekymrede eklekticisme. Når man åbner et partitur af Eckardt, mener man straks at kunne påvise indflydelsen fra Brian Ferneyhough-skolen, nemlig gennem den grafiske fremtræden af nodebilledet, med de suggestive, quasi-uudførbare rytmenotationer og det dekorative, pertentlige linealarbejde. Men når man hører musikken, er man et helt andet sted end i Ferneyhoughs uigennemtrængelige pianissimojungle: Eckardts musik er pågående, uadvendt virtuos og i sin fremtræden mere beslægtet med halvtredser-serialismens hyperaktive og gennemdetaljerede udtryksformer.

Det nyeste værk, kvintetten After Serra fra 2000, minder i sit formforløb således om et værk som Stockhausens Kontrapunkte fra 1953, i den forstand at det drejer sig om en overmåde detaljefyldt, kompleks musik, der formes i et enkelt, retningsbestemt forløb, der bevæger sig fra en monolitisk begyndelse, hvor fortissimoudbrud med effektfulde resonansvirkninger gradvist forvandles til en mere og mere solistisk musik, hvor først klaveret, siden cello, violin og basklarinet kastes ud i frenetiske kadencer, og basfløjten til sidst afslutter det 15 minutter lange værk med en lang hendøende solo, omgivet af de øvrige instrumenters udholdte enkelttoner. En meget effektiv form: fra kompleks til enkel, kraftig til svag, som allerede fæstnede sig ved den første koncertoplevelse i Odense, hvor tre af cd-ens fire værker i øvrigt blev opført.

Den hektiske stil fortsætter i de følgende værker, Tangled Loop for klaver og sopransax, fremragende spillet af Taimur Sullivan på sopransax, og A Glimpse Retraced, bekrevet som en kammerkoncert for klaver og fire instrumenter, hvor Marilyn Nonken ubesværet udfører den krævende solostemme således, som hun også er i centrum i de øvrige værker, som alle har virtuose klaverstemmer.

Eckardt startede som guitarist i rock- og jazzbands og beskriver, hvordan han, i sin søgen efter en ny, ukendt musik, af en lærer blev ledt over først Schönberg og Berg (ak, disse musiklærere!) til han faktisk fandt, hvad han søgte i Weberns musik! Man mærker i høj grad jazzmusikeren i komponisten Eckardts musik. Faktisk bevæger lytterens højreben sig konstant, som når man lytter til nyere former for improviseret jazz: den samme kviksølv-agtige rytme (som angiveligt er, hvad Eckardt vil opnå med sin komplicerede rytmiske notation), den samme overdådige detaljerigdom og, sjovt nok, den samme anarkistiske polyfoni, som opstår, når hverken harmonik, metrum eller temaer holder sammen på strukturen.

De samme egenskaber gør nok, at man ikke nødvendigvis skal høre alle kompositioner efter hinanden på én gang. Eckardts udtrykspalet er endnu forholdsvis sort/hvid: interessen fokuserer sig på statistiske toneformationer (i Nonkens noter nævnes bl.a. trækfugleformationer og vejrsystemer som inspirationer) der kræver masser af toner; klaverstilen er således præget af enten hurtige skalabevægelser eller atonale toneformationer – et klaver er i denne sammenhæng simpelthen et instrument med 88 toner – og det kan godt gøre musikken en anelse udmattende i længden. Men lyttere med 50-er oktan i blodet skal lytte til denne musik.

American Spiritual. Jeff Nichols:

Chelsea Square; Jason Eckardt: Echoes’ White Veil; Michael Finnissy: North American Spirituals; Milton Babbitt: Allegro Penseroso. Marilyn Nonken, klaver. Composers Recordings, Inc. (Cri) CD 877 (www.composersrecordings.com)

Ved Ensemble 21 og Marilyn Nonkens koncerter til Musikhøst var den amerikanske del af programmerne stærkt præget af det, nogle kalder Ny Kompleksitet – defineret ved fx den hensynsløse brug af notationen som incitament for musikerne og forkærligheden for det vildtvoksende, detaljefyldte lydbillede, men uden den lige så komplekse 50er-serialismes strukturelt systematiske fingeraftryk. Også Marilyn Nonkens solokoncert var præget af denne retning, indtil vi fik smidt Frederic Rzewskis timelange, vanvittige The People United will Never Be Defeated! i synet: et vognlæs variationer over en chilensk folkemelodi – og vel at mærke uden ironi: det virkede – helt ud i titlen – lige så ærligt ment (og lige så langt) som Beethovens Diabelli-variationer!

Lidt samme rolle har Michael Finnissys (f. 1946) North American Spirituals på denne soloklaver-cd. Omgivet af tre hard core modernistiske værker står dette 20 minutter lange værk, bygget på fire spirituals, bl.a. Go Down, Moses og Nobody Knows the Trouble I See, som en sær, farverig fugl. Der er her, i modsætning til tilfældet Rzewski, ikke tale om associativ, vertikal variation-på-variationsbygning; det er snarere, som om hver af de fire spirituals knopskyder sig længere og længere ud i et til tider atonalt toneunivers og så pludselig vender tilbage i al sin velkendthed, lidt som i Charles Ives’ musik hvor man, efter lange ekspeditioner ud i det ukendte, pludselig befinder sig et kort øjeblik hjemme foran kaminilden, med en gammel salmemelodi eller en dosis ragtime, før det igen går mod det ukendte.

Og så er værket kun “Andet Kapitel” af “Anden Bog” af Finnissys næsten fem timer lange klaverværk The History of Photography In Sound. Komponisten beskriver selv denne musik som en analogi til fotografiets “bevaring” af de visuelle erindringer, forvrænget gennem brugen af speciallinser, fokuseringer og beskæringer. Man forstår, hvad han mener, når man hører dette sælsomme og fascinerende værk.

Jason Eckard er også repræsenteret, her med værket Echoes’ White Veil, hvor energien igen er i fokus. Og igen må jeg tænke på Stockhausen og hans Klavierstücke fra halvtredserne, med den ekstreme fokusering på navigering i materialets kvantitative egenskaber, de lynsnare skift mellem kompakt og spredt, hurtigt og langsomt, kraftigt og svagt, altså de parametriske ekstremer, som serialisterne byggede deres musik på.

I denne sammenhæng er Jeff Nichols’ (f. 1957) Chelsea Square et mere blegt stykke, lyrisk, men også underligt ufokuseret og uden Eckardts sans for samspillet mellem lagene i musikken.

Den amerikanske komponist Milton Babbitt (f. 1916), der vist ikke spilles meget i Europa, men her mest kendes fra historiebøgerne som en af de første hard core computer-komponister, synes at have haft stor indflydelse på de kompleksitetsdyrkende New Yorker-komponister. Ligesom de tre andre komponister på denne cd har Babbitt skrevet sit stykke, Allegro Penseroso specielt til Marilyn Nonken – titlen er i øvrigt ikke en morsomhed, men hentyder til Milton-digte.

Det er skrevet i 1999 og er altså af en 83-årig komponist! Det er en yderst sprælsk og kviksølvagtig levende musik, til tider med en klang i stil med Messiaens Mode de valeurs et d’intensités; ligesom i dette værk er forskellig slags musik lagt oven på hinanden i klaverets ekstreme registre – højt, dybt og i midten – til tider oplever man det næsten som en stilistisk pointilisme. I hvert fald var jeg lige ved (men også kun lige ved) at associere til Karl Aage Rasmussens gamle kultværk Genklang fra 1978, med bittesmå fragmenter af, synes man, genkendelige, ekspressionistiske såvel som ragtimeagtige, fraserester. Igen, som noget typisk for værkerne på denne cd, er den rene energi det centrale.

Og den fremragende Marilyn Nonken har ikke valgt den nemme vej som pianist!

Rhizome

Christer Lindwall: A Certain Ratio; Earth Bow; En milimeter av ljus; Wenn sie so, dann ich so und Pferd fliegt; White Nights. Stefan Östersjö, guitar; Ensemble Ars Nova; Ensemble SON; Kulchural Archioelagos Quintet; The Gageego Ensemble, m.fl. Phono Suecia/STIM PSCD 154 (www.phonosuecia.com)

Denne cd indeholder fem værker af den svenske komponist Christer Lindwall (f. 1950), alle for heterogent sammmensatte kammerensembler og med guitaren som gennemgående instrument. Igen er det et tonesprog med rødder i bestemte grene af modernismen, selve musikkens gestik minder således en del om Pierre Boulez’ musik – specielt de tre første værker fra før 1999 – med pludselige frenetiske udbrud efterfulgt af pauser eller udkomponerede efterklange.

Rhizome er et begreb, lanceret af Gilles Deleuzes og Felix Guattaris, der sætter spørgsmålstegn ved lineære og hierarkiske strukturer og viser muligheden for at tænke strukturer som en slags rodnet (rhizoma er græsk for rod), hvor alle punkter i en struktur kan kobles til alle andre på ethvert tidspunkt.

Guitaristen Stefan Östersjö, som medvirker i en virtuos rolle på fire af de fem værker og også har skrevet de oplysende noter på grundlag af et langvarigt samarbejde med komponisten, fremhæver Umberto Ecos The Open Work fra 1962 som et af de fremmeste teoretiske udtryk for denne idé. Eco beskriver i øvrigt, i det indledende afsnit, “rhizomatiske” værker som bl.a. Stockhausens Klavierstück XI og Boulez’ 3. Klaversonate, og som Östersjö bemærker, er denne bog et eksempel på »et af de sjældne tilfælde, hvor kunstmusikkens innovationer var i fase med det øvrige kulturliv«. En tankevækkende pointe i dag, hvor populærmusikken er absolut eneste referencepunkt for selv den mest skolede akademiker.

Lindwall arbejder angiveligt i sin musik med disse rhizomatiske strukturer. Jeg ved dog ikke, om værkerne har variabel form, som det fx er tilfældet i ovennævnte Klavierstück XI, hvor notationen lægger op til nye varianter, hver gang værket opføres, eller om det snarere er en kompositorisk holdning, der giver sig udslag i et entydigt noteret partitur. Det problematiske i den nonlineære idé praktiseret i musik er jo, at man umiddelbart hører musik lineært, fremadskridende, og ofte kun hører et bestemt værk én gang ad gangen, så at sige. Men umulighederne er jo som bekendt en stærk drivkraft i kunst, og komponistens arbejdsmetode har under alle omstændigheder en betydning for musikkens fremtræden.

Under disse forudsætninger bliver Lindwalls musik naturligt nok til en musik uden retning, en musik med en prismeagtig, rumlig karakter. Der er ikke højdepunkter og afsnit eller formdele, men en evig fornyet genoptagelse af det samme materiale, og selv de enkelte værker virker som fornyede forsøg med de samme ideer. Det er samtidig uhyre detaljeret udarbejdet musik med nye klanglige overraskelser hvert øjeblik. Derved indskriver musikken sig også i dén modernistiske tradition, hvor intet er overgange eller fyldstof, men hvert moment har sin egen betydning. Man kan så på den anden side sige, at komponisten, med sin fastholdelse af denne ekskluderende metode, naturligvis afskriver sig fra en masse andre musikalske muligheder, hvilket sandt at sige også giver værkerne på denne cd et noget ens, kontrastløst præg – som en person der hele tiden på nye måder siger det samme ...

Men hvis man koncentrerer sig om ét værk ad gangen, og man er i stand til hele tiden at være til stede i nuet, lønner det sig absolut at lytte til denne kompromisløse, klangbevidste og detaljefyldte musik.

Paradisfloden. Sven Erik Werner:

Living Memory; Bent Lorentzen: Flood of Paradise “Paradisfloden”; Vagn Holmboe: Triade, opus 123; Thomas Daniel Schlee: Cantus; Petr Eben: Okna. Ketil Christensen, trompet; Jens E. Christensen, orgel. Rondo Records RCD 8376 (www.ohmusik.dk)

Trompet og orgel er ikke nogen almindelig kombination i den nyere musik og må være lidt af en udfordring at puste nyt liv i for en komponist. Alligevel har Ketil Christensen og Jens E. Christensen kunnet samle fem fremtrædende komponister, der har skrevet for denne besætning. Vi er i mere konservative omgivelser her end i de tre foregående udgivelser. Ingen af komponisterne, bortset fra Bent Lorentzen, viser nogen tilbøjelighed til at gå ind i eksperimenter med instrumenternes særpræg eller eksponere særligt, hvad de kunne stille op imod hinanden; de tildeles snarere de traditionelle roller i den klassiske musik, altså et soloinstrument med et fortrinsvis akkompagnerende tasteinstrument.

De tre første værker er af danske komponister med Sven Erik Werners Living Memory først på skiven; et velskrevet og afvekslende stykke, med en brug af trompetens harmon-dæmper, der, sammen med de korte, søgende fraser, i midterdelen leder tanken hen på en disciplineret Miles Davis – hvis han havde levet længe nok til at spille kirkemusik ...

Bent Lorentzen, der jo har skrevet meget for orgel, deriblandt noget af det bedste nyere danske orgelmusik, er repræsenteret med stykket, der har lagt navn til cd’en. I dette stykke eksperimenteres der som det eneste med utraditionelle spillemåder i form af trompetens glissandotoner, der danner interessante interferensvirkninger, når de blandes med orgelklangen.

Triade er et stykke klassisk, bundsolid Holmboe, med klassisk formede temaer og melodilinjer og med orglet som klassisk, solidarisk medspiller. Specielt den traditionelle rollefordeling kan godt gøre denne cd lidt ensformig i længden; en orgelsolo eller et værk der vendte helt op og ned på de to instrumenters fremtræden, ville have været velgørende. Det næste, korte, stykke, Thomas Daniel Schlees Cantus, lægger ihvertfald ikke noget afgørende nyt til cd’en eller, for den sags skyld, til musikhistorien som sådan.

Ketil Christensen står naturligvis frem som hovedpersonen i disse klassisk anlagte værker, med flot blæste, lange melodilinjer og en præcis rytmisk udførelse. Orglet er i de første værker mixet noget langt tilbage i lydbilledet, men træder i Petr Ebens værk, Okna, (“vinduer”, på slavisk) mere frem, og værket fremstår egentlig som cd’ens hovedværk, ikke mindst fordi orgelsatsen her er meget velskrevet – Eben er selv organist – og orglets traditionelle spilletekniske muligheder udnyttes her i langt højere grad end hos de øvrige komponister, og her kommer Jens E. Christensen tekniske færdigheder til fuld udfoldelse i et ligeværdigt samspil med solisten.

In Concert. Jaakko Mäntjärvi:

Canticum Calamitatis Maritimae; Sven-David Sandström: Lobet den Herrn; Einojuhani Rautavaara: Katedralen; Jan Sandström: Solsönarna; Bo Holten: La Douce Nuit; Bjørn Andor Drage: Klag-Lied; Sven Ahlin: I Have a Dream. Barents Kammerkor, dir. Erik Westberg. Caprice Records CAP 21752 (www.capricerecords.se)

Barents kammerkor dannedes i 2003 i forbindelse med indvielsen af Barents korcenter og består af 24 sangere, der rekrutteres fra Norge, Sverige, Finland og Rusland til hver produktion – altså i sandhed et nordisk korprojekt. Alle spor er koncertoptagelser og viser et højprofessionelt kor med en behagelig slank, vibratosparsom klang, der passer godt til den katedralagtige akustik, som optagelserne er produceret i, og som også klæder værkerne særdeles godt, ja, nærmest er nødvendig for de fleste af dem.

Det er drevne korkomponister, der har gjort sig umage med at komponere imødekommende og velklingende kormusik. Rautavaara (f. 1928) har dog virkelig sat koret på en hård prøve med en 17 minutter lang kantate til tekst af Edith Södergran, hvor sopranerne gennem længere tid presses op i knap så velklingende, instrumentalt prægede passager.

Jaako Mäntjärvi (f. 1961) har i sit værk brugt noget af requiemteksten Lux aeterna, Davids Salme 106 samt en nyhedsoplæsning på latin (!) i finsk radio om Estonia-skibbruddet i 1994, hvis ofre værket er tilegnet. Det er et uprætentiøst anlagt værk med en smuk folkelig sopransolo (Maja Lundbäck), der sandelig giver Titanic-stemning med sin Nearer my God to Thee-melodik, men faktisk er uendeligt meget smukkere end den kendte, klæbrige filmmusik.

Sven-David Sandström (f. 1942) har gennem årene udviklet sig væk fra den elitære modernisme hen imod en mere humanistisk komponisttype, som skriver sin musik ind i en social sammenhæng, således som fx også en komponist som Peter Maxwell-Davies har gjort det. Det vil naturligvis ikke afholde vore luddovne (masse)mediefolk fra, nu og i al fremtid, at opfatte ABBA’erne Andersson/Ulvaeus som Skandinaviens største komponister gennem tiderne – som jeg så i SVT forleden – ligesom Fabricius Bjerre if. TV-avisens kulturafdeling er Danmarks største nulevende symfoniker. Nå ...!

I Lobet den Herrn har Sandström som den eneste af komponisterne, udnyttet teksten som klanggiver mere end som bærer af et budskab, og det er helt velgørende. Kormusik med lange kommunikerende tekster fungerer meget sjældent uden et forstyrrende teksthæfte i hånden. Og Hallelujah er da et godt ord at synge!

Omvendt syntes jeg ved de første gennemlytninger af Bo Holtens La Douce Nuit fra 1976 at høre en lang episk fortælling, men da jeg fik fat i teksthæftet og opdagede, at komponisten med et hurtigt snit har fjernet næsten hele digtet – Baudelaires Recueillement fra Les fleurs du mal – fra sin tonesætning og kun komponeret den sidste sætning, “- entends, ma chère, entends la douce nuit qui marche.”, syntes jeg egentlig kun, at satsen blev endnu smukkere.

Folio. Barry Guy:

Folio for to soloviolinister, improviserende kontrabassist og strygeorkester. Maya Homburger, barokviolin; Muriel Cantoreggi, violin; Barry Guy, kontrabas; Münchener Kammerorchester; dir. Christoph Poppen. ECM Records ECM 1931 (www.ecmrecords.com)

Jeg kender ikke Barry Guy og får ingen hjælp af ECM’s sædvanlige spartanske designpolitik, der ikke beskæftiger sig med sådan noget som biografiske banaliteter, men jeg kan regne ud, at han er komponist og improviserende kontrabassist – og at dømme ud fra hans syngende pizzicato sandsynligvis med baggrund i jazzen.

Det er bemærkelsesværdig musik. Folio (et fagudtryk hentet fra bogtrykkerbranchen) er en bestilling fra BT Scottish Ensemble for et strygerensemble, to solovioliner (en af dem barokviolin) og improviserende kontrabassist, med det udtrykte ønske at bringe komponeret og improviseret musik sammen.

Den timelange komposition er bygget op om fem satser, Folio Five I-V, som også kan spilles som enkeltstående stykker. Når de spilles samlet, adskilles de af såkaldte Improvised Commentaries for hhv. kontrabas alene og kontrabas og barokviolin. Denne gruppe er igen omgivet af en 20 minutter lang sats foran, der i sig selv er tredelt: Prelude – Ortiz I – Postlude og to afsluttende stykker, Memory for violin og barokviolin og Ortiz II for hele ensemblet. Det hele indledes af en kort kontrabasimprovisation. En ganske kompliceret satsfølge, som her egentlig fremstår som ét organisk forløb, ulig et andet stort ECM projekt, Heiner Goebbels storværk Surrogate Cities, hvor de forskellige satser nærmest er selvstændige værker, der simpelthen eksisterer side om side.

Improvisationselementet er egentlig ganske upåtrængende i værket og virker simpelthen bare som det naturlige element at bevæge sig i for kontrabassolisten, mens den klassiske barokviolinists medvirken i de improviserede kommentarer angiveligt baserer sig på nedskrevne valgfri fragmenter – altså ingen improvisationsfundamentalistisk ideologi, Hasse, men snarere “enhver fisk sit vand”!

For eksempel er den indledende kontrabassolo nærmest utænkelig som fostret i en komponisthjerne; det er simpelthen kun en musikers symbiotiske forhold til sit instrument, der kan frembringe en så intens lille sats, med de hvalsangsagtige pizzicato-glissandi, hvor man i øvrigt hører, at hans instrument ikke er en helt almindelig klassisk kontrabas. Her sætter improvisationen interessant nok snarere den følgende, komponerede musik i gang, i stedet for det omvendte, oftere forekommende fænomen, at den improviserende “reagerer” på den nedskrevne musik.

Strygersatserne er yderst velskrevne og anvender hele registret af moderne spilleteknik og udtryksmuligheder. Ofte er instrumentationskunsten jo ikke blandt improvisationskomponisternes spidskompetencer, men her glitrer og flintrer det af sted, med mindelser om både Schnittkes virtuose instrumentbehandling, Pendereckis støjafsnit og Góreckis velklang.

Folio er delvis inspireret af Nikolai Evreinovs skuespil, skrevet i den hektiske prærevolutionstid i Rusland, Sjælens Teater fra 1912, som angiveligt foregår »i sjælen, i et tidsrum af 30 sekunder«, før et pistolskud lyder og det Følelsesmæssige Selv dør og det Evige Selv vækkes.

Barry Guy har taget teaterstykkets idé om en “Selvets treenighed” (det rationelle, det følelsesmæssige og det evige selv) til sig, med den improviserende bassist i rollen som det rationelle (sjovt nok!), barokviolinisten som det følelsesmæssige og ensemblet som det evige aspekt af selvet.

Denne dramatiske idé slår ikke åbenlyst igennem i musikken, men har været en del af det inspirationskatalog, som komponisten opregner i sine noter, og har i hvert fald resulteret i en letflydende og velklingende musik – med kant!, som helt naturligt bygger videre både på improvisationens frihed og kompositionsmusikkens muligheder for struktur og klang.

(Facts om Barry Guy findes på www.ecmrecords.com)

DVD:

Riket är ditt. Komisk opera i tre akter. Musik og libretto: Jonas Forsell. Live-optagelse fra Vadstena Gamla Teater, 1992 af Sveriges Television. Phono Suecia/STIM PSDVD 02 (www.phonosuecia.com)

Et problem for operakomponister i dag er den ringe sandsynlighed for en fast plads på repertoiret for en nykomponeret opera. En enkelt oplevelse er naturligvis helt utilstrækkeligt for at sætte sig ind i og overskue helaftensoperaer som fx Bent Sørensens Under himlen med dens ambitiøse handling og komplekse sceniske forløb. Men faktisk burde alle de operabestillinger, der laves i dag, hvad enten det er i mindre format på Den Anden Opera eller i Kongelig størrelse, i budgettet medtænke en version for dvd-mediet og gerne et kunstnerisk inspireret og ikke blot dokumenterende produkt, så de ofte absurd dyre produktioner ikke er gone forever, når de få opførelser er slut.

Her foreligger så en dvd af Jonas Forsell – chef for Den Anden Opera i København fra 2002 til 2005 – med hans komiske opera Riket er ditt fra 1991, i en tv-produktion, filmet live i Vadstena Gamla Teater. I praksis altså en live-dokumentation fra et gammeldags teater med snoretræk og levende publikum.

Operaen her er ikke så ambitiøs som ovennævnte eksempel, men faktisk mere i stil med mange af Den Anden Operas tidligere produktioner: en frisk og munter libretto med en gerne meget tydelig handling samt en musik, der understøtter tekst og handling mere, end den gør krav på selvstændig opmærksomhed.

I Forsells tilfælde er professionalismen overbevisende: librettoen er skruet godt sammen, en historie om chilenske flygtninge, der søger skjul i et kloster hos fem nonner, der i 1. akt tror, at de hver især er den eneste, der kender til de hemmelige gæster. I 2. akt er der de obligatoriske forviklinger og kærlighedserklæringer og i 3. akt får alle hinanden. Det lyder både operamæssigt og politisk korrekt og er det også – kun onde, onde mennesker kan jo se skævt til humanistiske nonner og gæve flygtninge – men er samtidig instrueret og iscenesat så superstramt, med stor timing af de humoristiske indslag, at man faktisk sidder og småklukker foran skærmen og også føler sig lidt ramt, når den chilenske Marcus – sprudlende spillet af Henrik Westberg med indstuderet indvandrersvensk – i sin buffamonolog synger: »Ack, jag stackars otlenning få stanna lite i fina svenska land, – ska vara tist och snäll – inte sjunga, inte dansa, inta prata i bussen, inte stikka upp, inte lägga i, inte skrata när nå’n ser det.«

Ak ja, disse sydlændinge er så livsglade og temperamentsfulde og nonner er jo, bag deres dydige ydre, i virkeligheden kvinder af kød og blod, der blot drømmer om at smide sløret og springe ud ... O.k., det er jo lystspillets vilkår, så ikke et ondt ord om det.

Men når en højreeekstremist ringer til komponisten efter tv-premieren – således som Jonas Forsell beskriver det i programhæftet – og skælder ham hæder og ære fra, er det nok at skyde gråspurve med kanoner. Selvom det da er interessant, at svenske højreekstremister ser ny svensk operadramatik – og forstår den, som Forsell skriver – så er det nok for meget at kalde Riket er ditt for politisk, det er slet og ret et elskværdigt og yderst velskrevet lystspil – men det er måske også provokerende nok i denne sammenhæng?!

Komponisten, som jo også er librettisten, har i øvrigt gjort sig stor umage med at formidle den omfangsrige tekst. Man følger faktisk ubesværet næsten hvert ord, blandt andet fordi komponisten har valgt at følge århundreders operatraditioner med lange, tekstrige recitativiske forløb, hvor de vigtigste og sjoveste pointer fremføres, afbrudt af de mere lyriske arier.

Sangerne trækker et stort læs – og de gør det på et exceptionelt niveau, både som sangere og skuespillere! – og støttes af et lille ensemble på otte musikere. Disse spiller også udmærket, især blæserne, men man kunne dog ønske sig, at der var gjort mere for at stille instrumentalisterne i et bedre klangligt lys; det klinger faktisk lidt harsk, når man bare stiller en mikrofon op foran musikerne uden at producere på lyden – især når man har udenlandske produktioner som ECM’s i ørene, hvor selv to ensomme strygere kan klinge som smør! Dette være sagt, hvis man i fremtiden vil se dvd-produktioner som denne som selvstændige produkter, ligesom audio-cd’er, og ikke blot som dokumentation af allerede producerede teaterforestillinger.

Men den ultimative ros for en opera af denne type må være, at den ser ud til at fungere perfekt i et ganske almindeligt teater – analogt og real time!

Årgang 80/2005-2006, nr. 04