Pendulet svinger?

»Er der nogen derude?” lød det i 1979 et dramatisk rockepos af Pink

Floyd. DMT’s vagthavende klummebestyrer tænker på sangen og glæder sig over flere ting. Han kan ikke undgå at lægge mærke til, at der er nogen derude. Han bliver næsten dagligt mindet om det, fra læsere der ønsker at blande sig i debatten om ny musik. Det er glædeligt og livgivende, fordi det betyder, at nogen mener, at der er noget at kæmpe for.

For det første handler debatten om, hvordan vi skal indrette os institutionelt i dansk muskliv. For det andet er klare udmeldinger vedrørende den æstetiske diskurs så bestemt ikke fraværende. De to diskussioner hænger i nogen grad sammen, fordi rammerne for den kunstneriske udfoldelse også hænger sammen med indholdet inden for rammerne.

Vi lever i en brydningstid, hvor mange nye ideer tager form, og traditioner genopdages. Kan det tænkes, at vi i fornyelsens hellige navn ligefrem har glemt noget, eller overset nogle anskuelsesmåder, der har livskraft til bære musikken videre? Kan man tale om et generationsopgør, hvor nye udtryksformer, skabt af ‘lyd-mennesker’, som ikke føler sig belastet af fortidige æstetiske pejlemærker, står i opposition til en form for traditionsbevidsthed, der er forankret hos en ældre generation? På den ene side er der en (ung) frodig underskov af ny musik, der orienterer sig efter nye avantgarde-positioner, på den anden side virker det som om, at der er tale om en genopdagelse af det, man kunne kalde en klassisk-klassisk tradition.

Da Bo Holten i begyndelsen af 1980erne skrev en Symfoni i D-dur, var komponistens udmelding ikke til at tage fejl af: Vi er ikke færdige med tonalitet og rene melodiske linjer som virkemiddel. Men i den samtid – for cirka et kvart århundrede siden – var forståelsen over for denne æstetik til at overse. Meningsdannere taler nogle gange om, hvad der er ‘tilladt’, hvad man ‘må’ og ‘ikke må’. I 80erne var det ikke god tone at komponere melodier så utilsløret som Holten gjorde – for at udtrykke det firkantet og ikke helt korrekt. Det var, som om en del var bange for ikke at være moderne ‘nok’ – skønheden skulle pakkes godt og grundigt ind. Sådan er det ikke længere. Noget er der sket, og helt urimeligt er det vel ikke at tale om en rehabilitering af traditionen, som den kommer til udtryk hos danske og nordiske komponister i disse år.

Det ser ud til, at flere spor forløber parallelt, og det ser ud til, at disse spor i nogen grad er generationsbestemte. Man skal være forsigtig med at udlede alt for håndfaste konklusioner af tidens tegn, men noget kunne også tyde på, at institutioner ønsker at profilere sig i forhold til bestemte æstetiske spor. Det gælder fx festivalen med navnet Spor, det gælder en institution som Den Anden Opera, og det gælder ensembler, der ønsker at være talerør for bestemte komponister.

Mangler vi et æstetisk spor i debatten? Hvad blev der af modernisme-diskussionen, som synes at være fortrængt af nye (gamle?) tanker om musikken? Niels Rosing-Schow leverer på de følgende sider argumenter for, at vi har overset noget. Men han går endnu videre, han forsvarer ikke blot en gammel position, han formulerer et muligt alternativ, som kan indvirke i den æstetiske diskurs.

Oven i hele molevitten kører så sporet med ‘nationalisme-diskussionen’ og kulturkanon og national identitet, som i dette nummer er emnet for samtalen mellem Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Henrik Marstal. Anledningen er komponistens nye værk Moving Still, som er et sjældent politisk statement (»... man må overveje fribilletter til Krarup, Langballe og Pia«, hedder det et sted i komponistens programnote). Det nationalistiske er også emnet i Fie Thanings artikel, der diskuterer vores forståelse af Carl Nielsen, som netop er blevet kanoniseret med både en opera, en symfoni og sange – et valg, der i pressen er blevet betegnet som en »refleksbetinget overfokusering på Carl Nielsen«.