Te, figner og danskhed

Fire timers (parentesiske) parenteser med Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Af Henrik Marstal

Det er ikke automatisk tiltalende at være dansk. Vi må ikke tro, at det at være danskere giver os nogen ret til at gøre andre folk ringere end os selv. Sådan lyder en gennemgående pellelogisme. Samtidig giver det kun kunstnerisk mening at italesætte danskheden, når det gøres med et konstant selvkritisk blik på tingene. Sådan lyder en anden, ikke mindre gennemgående pellelogisme.

Læseren er hermed varskoet.

I. Indledning

Hverken cigaretter, whisky eller nøgne piger – men til gengæld brændende varm indisk te, blændende økologiske tyrkiske figner og brogede monologer om danskhed. Det er, hvad huset formår en bidende kold januardag hjemme hos komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Der når at gå fire stive klokketimer, tre kopper te og otte figner fra det øjeblik hvor han, sekunder før jeg ringer på, selv åbner sin hoveddør for mig, til jeg igen befinder mig ude i kulden. Dog ikke alene i kulden, for værten selv følger mig behørigt hele vejen ud ad indkørslen, og det under mange undskyldninger og tirader fordi han selv mener at have talt, snakket, ja rent ud sagt vrøvlet alt for meget og ikke mindst for ufokuseret.

Mens jeg cykler hjem, har jeg tid til at tænke samtalen igennem, og jeg må til dels give ham ret: Pelle snakkede faktisk meget, og for nu at parafrasere en værktitel af hans tidlige forbillede Ligeti og nævne hans husgud ved navn: Samuel Beckett war auch dabei. Men meget af det, som Pelle fik sagt vedrørende danskhed, var nu langt fra så ufokuseret, som han selv mente. Det var blot viklet ind i så mange parenteser og parentesiske parenteser og formuleret i så mange spring, at det efterfølgende tager mig adskillige sene aftentimer og tidlige morgentimer at få viklet trådene ud igen og stykke en nogenlunde meningsfuld helhed sammen af dem.

Lad os spole tilbage til seks dage før samtalen: Jeg har telefonisk sat Pelle stævne om danskheden. Intet mindre. Men først vil han slet ikke. Under ingen omstændigheder. Det ligger ikke til ham at skulle forholde sig til et så diffust emne, siger han. Men nu hvor han er blevet sporet ind på emnet, taler vi alligevel videre om det. Og efter et stykke tid bedyrer han, at han har ændret mening: Rent undtagelsesvist kan vi godt forsøge at tale lidt om emnet, men under den udtrykkelige forudsætning, at han til enhver tid kan afblæse hele ideen. Jeg går ind på hans betingelser, men ikke så snart har jeg gjort det, før Pelle nu igen har ændret mening. Okay, siger han i røret, okay så, han vil sgu godt snakke danskhed med mig. Nogen skal jo gøre det, ikke mindst i disse tider hvor danskheden, som han formulerer det, bliver hevet og flået i fra alle sider og alt for ofte søges gjort til noget, den slet, slet ikke er eller burde være. Og som sagt, så gjort.

Pelle er selvfølgelig selv ude om at blive udfrittet om sine synspunkter vedrørende danskhed. For er det måske ikke ham, der i efteråret 2005 fik uropført et sjældent eksplicit danskhedsrelateret stykke partiturmusik? Et værk som efter hans eget udsagn kun er det andet politiske værk, han har begået i sin tid? Jo, så afgjort. Værket hedder Moving Still, og det fik sin ilddåb under en koncert i Diamanten i København med Kronos Kvartetten og sangeren/dirigenten Paul Hillier, der her optrådte som solist. I værket spiller H.C. Andersen-teksten ‘Om Aartusinder’ og hans digt ‘I Danmark er jeg født’ hovedrollerne.

Til trods for sine egne indledende forsikringer om det modsatte er Pelle måske på sin egen måde en særlig danskhedsrelateret komponist. En lille tilfældighed giver mig en fornemmelse af netop det. Dagen før jeg møder ham, genhører jeg det markante korværk Konstateringer, det første jeg i sin tid hørte af ham via en indspilning med Ars Nova Copenhagen, og som fik – og så sandelig stadig får – mig til at studse. Jeg finder den del af teksten frem i bogreolen som står i Hans Jørgen Nielsens At det at, en samling af digte eller tekster fra 1965. Og hvad ser jeg? Få sider derfra har forfatteren begået et konkret digt trykt med rød skrift, forestillende et Dannebrog. Fire felter med rød tekst, sat sådan at den hvide baggrund mellem dem udgør et kors. Teksten i felterne består af i alt 12+18+12+18 gentagelser af et eneste ord: dannebrog, vel at mærke stavet med lille d. På den måde er danskheden helt bogstaveligt ikke særlig langt væk fra den tekst, som Pelle har brugt til sit værk. Det er konkretisme, det er kondenseret enkelhed, og det er afgjort humor. Jeg bilder mig ind, at der samtidig er noget særlig dansk over kombinationen af disse tre ting. Ligesom i Konstateringer, hvor danskheden næppe heller kan siges at være langt væk.

Og med disse ord ikke flere udlægninger og indbildninger fra mig – lad os i stedet lade Pelle selv tage ordet.

II. Den første kop te; dertil de første to figner (gode): Pelle om Moving Still

»Mit nye værk Moving Still er et bestillingsværk, som tager afsæt i H.C. Andersen. Paul Hillier kender medlemmerne af Kronos Kvartetten, og de blev enige med hinanden om at ‘lokke’ mig til at komponere et værk til dem. Der skulle nu ikke ret megen lokken til, før jeg slog til, må jeg sige. Et dejligt selskab at komme i er det jo. H.C. Andersen-året var en oplagt mulighed for et bestillingsværk, og man pudsede mig på den lille tekst ‘Om Aartusinder’, en fantastisk historie, ja et fremtidssyn der ligger på linje med Jules Verne.

H.C. Andersen fantaserer her om det dynamiske Amerika og om, at amerikanerne en dag vil kunne se Europa på en uge. Det var en inspirerende tanke for mig at tidens rastløshed kunne blive et udgangspunkt for et stykke musik. Selve det dynamiske har altid optaget mig – fysisk såvel som mentalt. Og som vi ved, har især amerikanerne været rastløse og har haft vældig fart over feltet.

Kronos Kvartetten består jo af fire amerikanere, som pr. definition ikke alene har fart over feltet, men også farer verden rundt. Så dér var der en forbindelse mellem H.C. Andersens fantasi og ‘det amerikanske’. Desuden så jeg en mulighed for at forbinde et stykke musik med den amerikanske minimalisme, som jeg har en særlig svaghed for. Værket gav mig mulighed for at nærme mig denne musikstil på en nærmest pastiche-agtig måde. Jeg ville gerne gøre som Stravinsky – jeg ville altså gerne plagiere en pastichekomponist! Altså gøre en dyd af at ligne andre med manglen på nervøsitet ved at noget skulle ligne noget andet. Det syntes jeg var tillokkende.

Denne rejsesats havde jeg lyst til at modstille med noget helt og aldeles anderledes i andensatsen. Jeg kom så i tanker om at ‘I Danmark er jeg født’ ville være et passende sted at slå sig ned, en passende sang for mig at være hjemme i og gå ud fra. Det var ikke svært at beslutte sig for, hvilken melodi det skulle være på. Henrik Rungs melodi har dette fuldkommen åndssvage oktavspring i åbningsfrasen. Ingen folkelig sang bør te sig sådan – det er simpelthen ude af trit med sprogrytmen eller sprogmelodien. Men Poul Schierbecks melodi, derimod, er aldeles glimrende. Den er ren i gænget, fin i linjen. Den holder sig på måtten, synes jeg. Derfor kunne jeg godt have brugt den. Men jeg ville gerne diskutere lidt med Søren Krarup og hans kumpaner, ja måske mest med Krarup himself, for mon ikke han er den værste? Med den dér nedladende og manipulerende alfaderlighed? Jeg kom derfor på den idé at lade melodien mutere lidt efter lidt, så den gradvist antog en mere arabisk klang.

Men det gik op for mig, at det ville være synd for Schierbeck, hvis jeg uden videre ændrede hans melodi. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte lave min egen melodi. Dog anvendte jeg de første fire toner af Rungs melodi som et slags ‘Schein des Bekannten’ og brød af lige før det rædderlige oktavspring, men ellers lavede jeg helt min egen melodi – som dog også har stumper af Schierbeck i sig! Og det var en god oplevelse – jeg blev faktisk yderst tilfreds med den melodi. Flere af fraserne fik noget rent og purt over sig, som jeg fandt tiltrækkende. Min melodi ender underligt vaklende ud i den blå luft – eller den ender måske snarere lidt mildt spørgende i stedet for bombastisk, hvorved den på en måde sætter spørgsmålstegn ved det hele. Det fandt jeg var en dyd. Men det var kun i begyndelsen, at tonen var dansk, for jeg ønskede at udsætte melodien for ‘fremmed’ påvirkning undervejs. Dels gik der lidt boogie woogie i det ledsagende akkompagnement, og dels fik melodien efterhånden en nærmest arabisk tone, idet jeg ændrede melodiens intervaller fra vers til vers. Jeg ville gerne på en uforskammet måde gøre opmærksom på, at danskhed ikke er en uforanderlig størrelse, men præget af talrige påvirkninger udefra. Det har nu også at gøre med at jeg holder meget af arabisk musik og det melodiske raffinement, der er i den tradition. Men satsen blev derved, hvad jeg vil kalde en politisk sats, og det har jeg nydt at arbejde med. Jeg beklager jo bestemt ikke, at vi lever i et multietnisk samfund.

Men jeg er opmærksom på, at min arabiserede melodi også er en slags pastiche, det er alt sammen pastiche. For det hele er båret frem som kliché, dybest set som fake, og der er noget selvmorderisk over det. Mon ikke det for resten er et særligt dansk træk, egentlig? Bevidst at falde over sine egne ben? Jeg kan se det samme træk hos Benny Andersen, men lige netop det træk irriterer mig nu tilfældigvis også jævnt hen. Jeg betragter faktisk mig selv som lidt af en usling, men det må jeg jo leve med – har bestemt mig til at leve med. Jeg er selvkritisk grænsende til det parodiske, en Klodshans med lav selvfølelse og ikke som ham, der vandt prinsessen og det halve kongerige – der er jeg 100 procent på linje med Carl Nielsen, som notorisk også var en klovn, en landsbytosse. Men der er jo samtidig noget befriende over at få sine ting pillet ned, karakteriseret som noget juks, for så slipper man for yderligere tiltale. Man slipper for mere vrøvl. Det er med stor sandsynlighed en holdning, der har skadet mit liv som komponist, for når jeg selv taler så kritisk om min musik, tror mange, at der må være noget om det. Det øger i hvert fald ikke tilliden. Men det er for sent at noget at gøre noget ved det nu.

Fordi vi lever i tider, hvor danskheden er blevet et tema på en måde, som gør utilpas og giver klaustrofobi, ja så fik jeg ganske enkelt lyst til at drille. Så mildt vil jeg sige det. Jeg tænkte, at hvis jeg nu tog fat i en dansk sang, som jeg i forvejen ikke havde noget helt nemt forhold til, kunne det måske være en måde at føre værket videre på efter den indledende rejsesats. Og så var det jo interessant at få Paul Hillier til at synge den. Han taler nogenlunde dansk, men hans engelske accent fornægter sig ikke, hvilket giver fremførelsen af sangen en særlig dimension, kaster et pudsigt, skævt lys over opfattelsen af danskhed som noget, man kun kan tilegne sig, når man er et hundrede procent indfødt dansker. Jeg sagde til Paul, at jeg godt kunne lide den vagt indvandrer-agtige tone, der var i det, hvilket ganske vist stødte ham lidt, for han ville jo gerne gøre det så godt som muligt. Det gav hele værket en nærmest Benny Andersensk syrlighed.«

Mange danskere, deriblandt forfatteren Georg Metz, har ivrigt hævdet at netop ‘I Danmark er jeg født’ burde være Danmarks nye nationalsang i stedet for ’Der er et yndigt land’. Hvorfor har du ikke noget helt nemt forhold til den sang?

»Ja, det kan vi godt lige dvæle lidt ved. Alle disse højtpriste danske sange kan jeg bestemt godt se kvaliteterne ved – ikke mindst når Gade eller Weyse eller Hartmann står bag. Men hvis jeg nu skal være grov, synes jeg, at der er noget vegt, noget blegnæbbet over de fleste af dem. Især teksterne giver mig en slags klaustrofobi. Det gælder først og fremmest Grundtvigs tekster som jeg på ingen måde er på bølgelængde med. Hans bravalla-ting og lemfældige omgang med begreberne virker direkte ubehageligt på mig. Også H.C. Andersens ‘I Danmark er jeg født’ har nogle kedelige ting i sig. Man kan jo godt sige, at man er født i Danmark, men det er ikke nogen dyd i sig selv at være født et bestemt sted. Det er vi jo alle. Teksten er noget fædrelandskvalm, og flere steder rent ud sagt ulækker. Altså: “Et lille land og dog så vidt om jorden, end høres danskens sang” – gu’ gør den da ej! – “og mejselslag”. Hvad mener du? Mejselslag! Det er altså ikke sjovt.

Dog vil jeg mene, at der også er fine ting i teksten. Det er smukt og rigtigt at kunne sige: “Derfra min verden går”, for det må betyde, at man netop ikke har tænkt sig at blive siddende dér hvor man er, men derimod vandre ud i verden. Men at synge om ‘Danmark, mit fædreland’ – det er alt for meget for mig. Jeg ville da heller ikke have drømt om at sætte denne tekst i musik, hvis den ikke indgik i sammenhæng med første sats og netop byggede på ideen om indvandrerfarvning.

Konklusionen er, at jeg bestemt ikke føler mig tryg ved den tekst. Men når jeg alligevel bruger den, er det selvfølgelig, fordi jeg trods alle forbehold alligevel holder umådelig meget af H.C. Andersen og egentlig også gerne vil være solidarisk med ham. Måske kunne jeg komme omkring noget af det kvalme i teksten med min egen nyskrevne melodi. Jeg har lavet den ret kølig, nærmest nøgtern og udpræget ikke-romantisk. Der er måske mere renæssance og Carl Nielsen i den, og derved er den på en måde ældre, det vil sige med modalt islæt, end de melodier vi normalt forbinder med H.C. Andersens digte. Fraserne er både enkle og lineære, sådan som vi kender det fra middelalderens og renæssancens musik.

Jeg ville prøve at rense ud i den fede danskhed for at få en slank danskhed til at blive tilbage, ja for at få det trods alt bedste frem i teksten. Jeg bad derfor også Paul Hillier om ikke at synge på en brægende, selvfed måde som man jo ofte gør når man synger danske sange. Jeg ville hellere have en slankere, mere tilbageholdt måde at gøre det på, idet jeg vedtog for mig selv, at jeg måtte prøve at se bort fra tekstens nationalromantiske sprogtone.

Men altså: Meningen med min melodi var, at vi skulle komme fra noget vi følte os trygge ved, og dernæst skulle utrygheden brede sig. Jeg ville gerne have diskussionen frem om forholdet mellem det trygge og hjemlige, og så det utrygge og globale. Der er et stort moment af selvforførelse i beskæftigelsen med danskhed. Det kommer frem i åbningen af satsen. Det lyder kønt og besnærende, og jeg ved også godt, at nogle danske lyttere hopper på limpinden. For det lyder jo åh, så dansk og yndigt og mildt. Og jeg gør helt kynisk, hvad jeg kan for at få dem til at hoppe på den limpind. For når jeg først har dem dér, kan jeg fjerne dem fra det trygge ved at ‘arabisere’ melodien, sådan som det jo gradvist sker i løbet af satsen.«

III. Den anden kop te; dertil de næste tre figner (også gode): Pelle om danskheden

»Jeg kan blive ret irriteret over ‘danskheden’, også den der har været gældende i flere generationer og ikke blot i de senere år. Måske har det at gøre med, at jeg har rejst en del. Som 20-årig var jeg i Spanien et par måneder. Længe nok til at jeg efterhånden begyndte at føle mig sydlandsk! Derfor så jeg måske på det danske med noget klarere øjne end ellers, da jeg langt om længe vendte hjem igen. Det havde også at gøre med, at jeg havde en lang rejse hjem, hvor jeg ikke fik sovet ret meget. Den slags gør jo én irritabel. Men jeg havde tænkt meget på Danmark, mens jeg var væk, og jeg kunne mærke, at jeg glædede mig til at komme tilbage til det danske, de milde grønne øer, det gode humør og så videre. Men da jeg nåede grænsen, var det første, jeg så, de danske toldere, og det fik min irritabilitet til at slå ud i lys lue. Tolderne udstrålede denne lidt blegfede selvtilstrækkelighed, som med det samme gik mig på nerverne. Jeg havde vænnet mig til andre, mere rå og lidenskabelige typer. Så jeg blev skuffet over at opleve denne attitude.

Faktisk tror jeg, at det ligefrem gik ud over min opfattelse af den danske sangskat, som jeg pludselig kunne se, at der var noget fedladent og selvfedt over. Jeg fandt at den var – ja, måske ikke direkte infam, men navlepillende, bleg, udfladet og fedladen som de dér toldere. De løb sgu ikke nogen steder, nej de bevægede sig mageligt rundt og stod ellers bare dér og nynnede – billedligt talt – deres ‘Velkommen til lille Danmark!’ Jeg blev bekræftet i, at man skal være på vagt over for den dér sangskat med dens blide, bløde og behagelige tone. Altså, melodierne kan være gode nok og formet med stor ynde, men det redder dem ikke op af sumpen, og teksternes nationalromantiske svælgen i oldtidshøje og brask og bram og guld i muld og guld i mund og den danske sang er en ung, blond pige brød jeg mig overhovedet ikke om og gør det stadig ikke. Men tingene er komplekse, og som dansker har jeg selv en rem af huden: Kort efter hjemkomsten så jeg Kjeld Abells Den blå pekingeser på Det Kgl. Teater. Og jeg følte mig utilpas over den højtravende tone i stykket. Det er måske et særlig dansk træk, at vi ikke bryder os om det alt for grandiose. Det kan vi også se hos Benny Andersen, der undgår alt selvhøjtideligt i en grad, så det nogle gange bliver decideret irriterende. Jeg får lyst til at sparke ham ud af dyndet, ud af hele den dér Klodshans-selvforståelse, hvor selvironien fylder hele horisonten, og hvor det er mudderet, der er guldet, ikke guldet selv.

Jeg synes også det er synd, at danske sange skal mases ind ved festlige lejligheder. Man kan sidde i et selskab og snakke hyggeligt med hinanden – og pludselig skal man bremse op og synge ti vers i én køre. Det bremser jo fuldstændig ethvert godt selskab, at man skal synge de sange sammen – det er en elendig tradition! Jeg har været til flere selskaber, hvor man har fået et fint måltid og god vin, og snakken går lystigt. Men hvad sker der? Pludselig skal man jages ud i køkkenet, hvor man får stukket en spegepølsemad i den ene hånd og en bajer i den anden. Og så skal man have fat i de dér danske sange, altså! Det ødelægger jo samtalen mellem mennesker. Desuden følger der noget med, som jeg heller ikke bryder mig om, nemlig sådan en ‘har-vi-det-ikke-hyggeligt’-stemning. Det er en form for kollektivt tyranni. Og der opstår efter min opfattelse altid sådan et – jeg vil kalde det klaustrofobisk fællesskab, når man begynder at synge de danske sange i en sådan inderlig samstemthed. For mig er der noget udpræget humørsænkende over det.

Den danske muld er fed og god – det er jo et faktum, især på øerne. Men denne muld sidder jo også fast som en klæg masse under træskoene. Og våd muld er mudder. Og man kan sige, at mudderkastning er en dansk nationalsport. Den foregår oven i købet på ‘muddermålet’ som Benny Andersen ironisk nok kalder det i Svantes Viser! Det har at gøre med, at vi har det lidt bondsk her til lands. Nå, men jeg hænger jo fast i det danske, ubehjælpeligt som alle andre. Man præges, tror jeg, af et steds klima, træer, dyr, planter, mennesker, sprog, musik og billeder. Og himlen er ikke den samme her som over Sahara, lyset er ikke det samme. Mit værk Chronos fra 1962, for at nævne et eksempel, er en stor, grå masse – ganske vist inspireret af Ligeti! Men denne dis som værket på en eller anden måde beskriver, ja det har vel at gøre med mit nordiske og danske ophav. Det er rimeligt nok at tro, at det klima man er vokset op med, sætter sig i sindet. Det gør de grønne danske bakker også, ligesom havet gør det. Især havet betyder meget, tror jeg. For vi kan ofte se det, og når vi kan se det, kan vi ofte også lugte det. Lugten af tang og fisk, uendelige mængder af friske pust. For ikke at tale om lyden: denne evige hvisken eller mumlen eller brølen. Skræmmende og beroligende på én gang.

Som du kan høre, kan vi efter mine begreber altså godt sige, at noget er dansk eller for den sags skyld finsk eller spansk. Men jeg vil samtidig godt vedgå, at der er en del vanetænkning og selvforførelse over det. Jeg er ikke helt på det rene med, hvor der kan være noget om det, og hvor det er rene illusioner. Der er jo tale om konstruktioner, det er jeg klar over. Men alligevel vil jeg dog fastholde, at Verdi for mig ikke lyder den mindste smule finsk, og at Sibelius ikke lyder den mindste smule italiensk. Der er mere fart over Verdi, et mere oplagt drama, mere klart defineret linjeføring og enkel sangbarhed, og der er en direkte forståelighed med hensyn til temperamentet. Men Sibelius pakker jo det hele ind i lange, filtrede forløb som har en naturmæssig parallel i de mange finske birkeskove, kunne man godt fristes til at sige. Den finske natur melder sig ganske enkelt med billeder på nethinden, når man hører ham.

Og hvad med en gut som Axel Borup-Jørgensen? Han kan i sin lidt selvfornægtende, duknakkede form godt have noget dansk over sig. Hvis vi går ud fra, at det kan kaldes dansk! Men han har jo også et svensk islæt, blandt andet fordi han har boet i Sverige i mange år og sat musik til svensk lyrik. Så Borup er en mand, der i min optik rummer et svensk pust, hvilket også viser sig i, at han kan være spydspids-radikal, og at han ikke lefler det mindste for folk, hvad vi måske har tilbøjelighed til her til lands. Jeg synes nok, vi er for bløde og føjelige og snobber nedad i rigeligt grad. Og hvad med Gunnar Berg? Han var født i Schweiz og uddannet i det franske musikliv. Han er udansk derved, at han er en virkelig radikal modernist, mere radikal end Borup. Berg arbejder hårdt og strengt, og hans musik har en konsekvens, som nok kan være enerverende, men som også er gribende. Jeg ville ikke kalde ham dansk for to ører. Måske derfor er han også blevet kanøflet igen og igen herhjemme. Og vi har jo også både Rovsing-Olsen, Riisager og Jersild. ‘Den franske forbindelse’. De viser alle, at det danske er langt mere mangfoldigt, end det for øjeblikket gøres til.”

IV. Den tredje kop te; dertil de sidste tre figner (endnu bedre, og desuden er jeg blevet sulten): Pelle om impulser, inspirationer og idiosynkrasier

»Gennem hele mit musikalske liv har jeg beskæftiget mig meget lidt med det danske. Men jeg har selvfølgelig været påvirket af, at andre kunstnere gjorde det. At jeg ikke har beskæftiget mig med det, skyldes langt hen ad vejen at mine afgørende impulser – i litteratur, i billedkunst, i musik – mestensdels har været udenlandske.«

Hvad med Carl Nielsen?

»Ja, men han har hele mit liv været en slags primus motor. Nogle mener, at Carl Nielsen var en dårlig komponist – det har jeg hørt flere sige, og han har jo haft svært ved at overbevise især i de sydeuropæiske lande. Det, man har bebrejdet ham, er blandt andet hans lidt bryske instrumentation, hvor han undertiden trækker linjerne hårdt op. Han har samtidig en karsk melodik og harmonik, som kan være ganske forbavsende, men som jeg tror forvirrer mange mennesker, fordi man bliver rykket rundt med hele tiden. Men det er netop det, som fascinerer mig. Så er der også det, at hans forløb undertiden bliver voldsomt anstrengende og krævende. Men hans stædighed med formerne – det lidt umulige der er over dem, det finder jeg interessant. Tag nu klarinetkoncerten. Det lyder jo som en klarinet, der skal slagtes. Men det er netop det, som er så skønt! Og den femte symfoni – måske især førstesatsen – det er en mand, der følger en indre stemme, som skriver sådan. En stemme som dikterer ham ikke at finde sig i noget. Så der er hele tiden et lille oprør i gang. Og jo ældre han bliver, jo værre bliver det.

Man taler om Carl Nielsens enkelhed. Han søger at lade melodien være i fred, selvom det ofte er et broget foretagende. Altså, i forhold til Wagners harmonik er Carl Nielsen ret enkel eller tonal. Dog på en skæv og original måde. Herhjemme har vi siden hans tid – og før – gjort enkelheden til en dansk dyd. Den er jeg også blevet påduttet. Måske er jeg selv lidt ude om det. Men for mig kommer det faktisk slet ikke fra ham, men fra billedkunsten – fra Mondrian. Enkelheden er noget som mange ser som særlig dansk. Men for mig at se er det altså ikke et særlig dansk fænomen. Eric Satie var ikke just dansk!

Det danske – det findes jo. Det kan vi bruge Carl Nielsen til at fortælle os. Og vi kan også bruge en person som Benny Andersen til det. Han har om nogen sat fingeren på de ømme punkter og fundet egenskaberne frem. Tag nu Svantes viser. Svante er mønstergyldig dansk – og så er han svensk! En typisk dansk pointe! Men hvorfor skal vi nu tale så meget om det danske? Det har selvfølgelig noget at gøre med at emnet er blevet aktuelt på grund af nogle dominerende politiske strømninger. Men ellers er det jo en lidt syg diskussion. Jeg er vokset op her, jeg er glad for dansk natur, det danske sprog, den danske humor som jeg finder er ret speciel. Men at være glad er ikke det samme som at være selvglad! Og det er en god tradition – også en god dansk tradition – at lade nye initiativer komme til udefra, så man kan flytte sig. Det er jo en holdning, der går helt tilbage til Holberg og ligefrem fungerer som tema i Niels Klims underjordiske rejse. Men selvglæden og troen på at vi er noget helt særligt – det er jo det, der præger Søren Krarup og hans slæng. Der tales om ‘danske værdier’, om ‘dansk kristendom’ og man skulle nærmest tro at Jesus var dansk. Men Jesus’ budskab var universelt, hvilket står i skærende kontrast til den opfattelse, at næstekærligheden kun gælder den næste, der står nærmest.«

Det er jo næsten som i Shu-bi-duas gamle julesang, hvor de synger om at Jesus blev født på anden sal i Magasin du Nord?

»Ja, ha-ha, det er det!«

Og det er vel også det, som du reagerer på med Moving Still?

»Jo, men det er helt rigtigt. Det er en sen reaktion, det medgiver jeg, og det er en klar undtagelse for mig. Jeg har faktisk kun én gang tidligere lavet et politisk stykke musik, og det var i 1962, hvor jeg som kommentar til hele atomkrigstruslen komponerede et meget støjende, hårdt metallisk værk, der fik den fromme titel In terra pax, altså ‘fred på jord’. Det var ironisk ment, og måske skulle jeg i stedet have kaldt værket ‘In terror pax’. Meningen var at udstille den skizofrene symbiose af fredstalen og rå vold. Freden var kun mulig i ly af atombomben. Men denne form for protest gik dårligt nok op for folk.

Jeg har altid været meget interesseret i politik, og jeg er meget glad for Moving Still, og det på mere end én måde, nemlig både på grund af det musikalske og det politiske. For mig at se er instrumentalmusik dog ikke helt så egnet til politik. Musikalsk ironi er meget svært at have med at gøre. Derfor gør H.C. Andersens tekst det hele noget lettere for mig. Og så må jeg sige, at jeg glæder mig over, at Kronos og Paul Hillier også har opført værket i Sverige og Estland. Her fanger man måske ikke den danskhedsrelaterede indforståethed, der ligger i at bruge ‘I Danmark er jeg født’, men det hindrer forhåbentlig ikke værkets politiske dimensioner i at udfolde sig alligevel.

Der er tider, hvor man bliver nødt til at råbe vagt i gevær. Også i andre lande. Jeg er ked af, at vi ikke nåede at få Moving Still opført i USA! Jeg ville have været glad for en opførelse i Det Hvide Hus! Nå – kunstens små næppe hørbare protestskrig gør ingen forskel, når overhovedet ikke frem. Hvis man gør sig håb om det, må man over i filmen eller journalistikken.«