En helt anden opera ...

Indhold

Som det måske er en del af DMT’s læsere bekendt, befinder Den Anden Opera sig i øjeblikket i en overgangsfase, hvis formål er at videreudvikle teatrets kunstneriske profil til i højere grad at blive et mere tidssvarende musikdramatisk hus, end det de senere år har været tilfældet. Hvor det kunstneriske felt i Kronprinsensgade i en periode har haft en tendens til at lukke sig omkring kammer-operaen, mener vi nu, at vi bliver nødt til at tage vores ansvar på os. Som landets største eksperimenterende musikteater med offentlig støtte har vi en forpligtelse til at bevare en vis bredde i repertoiret.

Musikdramatik er mange ting. Musikteater, opera, musical, cabaret, performance osv. Fælles for dem alle er primært det tværkunstneriske – i de musikdramatiske genrer er det afgørende, at kunstarterne arbejder sammen for at skabe en helhed, der er større end delene. Hvordan man opnår de mest frugtbare og interessante samarbejder mellem kunstarterne, kan man givetvis diskutere uendeligt. Og det har vi så tænkt os at gøre fremover på Den Anden Opera. For hvis der er noget sted i det danske kultur-liv, hvor der bør være plads til at eksperimentere frit og professionelt med at udvikle genrer og samarbejder, så må det være på her.

Målet er således, at Den Anden Opera ved relanceringen i september 2006 skal fremstå som en dynamisk hybrid-kunst-zone i hjertet af København, hvor publikum ikke kun vil kunne opleve musikdramatik, men også andre former for beslægtet samtidskunst som fx lydkunst, mediaart, installationskunst og generelt eksperimenterende og nyskabende samtidsmusik fra alle genrer og stilarter.

Form

For at kunne skabe den mere intense og direkte kontakt til publikum, som et sådant bevidst eksperimenterende arbejde kræver, har vi lavet en gennemgribende revision af vores billede af teatret. På /DAO/ betragter vi kunsten som et møde. Et møde mellem kunstnere. Et møde mellem kunstnere og omverden. Et møde mellem kunstnere og brugere. Brugeren er ikke en modtager af en meddelelse, men en deltager i et møde.

DAO’s mål er at sikre de bedst tænkelige rammer for dette møde. Vi skal som den drivende kraft i systemet sikre, at såvel det fysiske, det mentale som det sociale rum omkring enhver begivenhed i huset gør mødet levende, dynamisk og inspirerende for alle parter. Vi skal sikre, at mødet mellem kunstnere og brugere er i stadig udvikling ved at insistere på, at den kunst, der præsenteres, altid aktivt udfordrer de givne former og søger nye udtryk. Vi skal sikre rammerne, så mødet mellem kunst og brugere bliver både oplevelse, indlevelse og medlevelse. Kun derved kan mødet føre til meningsfulde erkendelser.

Der vil derfor i højere grad blive fokuseret på en interaktiv og deltagerorienteret tilgang i forhold til publikum for at sikre, at husets aktiviteter forbliver vedkommende, udfordrende og i konstant udvikling forhold til både publikum og den samtid, vi lever i.

DAO’s primære fokus er at udvikle stadig nye former for musikteater. For os er musikteater nemlig på én gang hybrid-kunst, samtidskunst og kunst til tiden: I stadig nye samarbejdsformer og processer vil vi konstant være på opdagelse i relationerne mellem sprog, musik, stemme, lyd, rum, billede, krop og teknologi. Ved at kombinere kunstarterne frit vil vi udfordre tanke og følelse på stadig nye måder.

På DAO vil man kunne opleve musikteater i stilarter fra etnisk musik og avantgarde jazz til electronica og ny kompositionsmusik. Musikteater og anden hybrid-kunst, der opstår i mødet mellem musikken og eksperimenter inden for alle kunstarter fra performance og installations-kunst til poetry-slam og computer-kunst. Men på DAO vil man også altid kunne opleve nye typer af møder mellem kunstnere og brugere: en iscenesat koncert, et debatmøde om andre stemmer, en workshop om kreative processer, lørdags-rytmik for de mindste, et electronica-experimentarium, en stemme-festival, en musik-brunch, en børne-koncert, en alternativ karaoke, en stemme-legestue eller en komponist/improvisations battle.

Læs også portrættet af Sanne Bjerg og Den Anden Opera i DMT nr. 3, samt Svend Hvidtfelt Nielsens kritik af operaens nye profil i DMT nr. 4.