Fremtidsmusikken - er den her nu?

»Skal der fortsat produceres ‘svær’ musik? Hvad skal vi med kunst, der er så marginal og utilgængelig, at den overhovedet ikke figurerer i den offentlige bevidsthed?«

Komponisten Juliana Hodkinson stiller spørgsmål på de følgende sider. Hendes artikel antager manifestets format, og det opfordrer til en fornyet kritisk musikpraksis. Der er lige nu blandt komponister en kritisk dialog om musikkens mulige funktion som kommunikator, og der er en igangværende diskussion om dens udfoldelsesmuligheder i et verdensbillede i hastig forandring. Vi oplever ikke mindst en æstetisk diskurs, som drejer sig om en forankring i traditionen over for en radikal fornyelse af måden, vi laver kunst på.

Holdningerne kom bl.a. til udtryk ved Dansk Tonekunstnerforenings seneste debatmøde om ny dansk scenekunst, som fandt sted på Den Anden Opera i København. Her blev den diskussion, som DMT i de seneste numre har lagt spalter til, med bidrag fra bl.a. operachef Sanne Bjerg og komponist Svend Hvidtfelt Nielsen, genoptaget med bemærkninger fra de forskellige positioner. Vi bringer i dette nummer indlæg i debatsektionen, som vedrører den aktuelle diskussion.

Vi bevæger os i stadig højere grad væk fra komponistrollen som manden, der sidder alene og skaber et værk, som andre tager sig af at realisere, og frem mod en skabelsesproces, som er præget af kollektivitet, workshop, mediebevidsthed og work in progress. Det betyder, at institutioner, musikere, instruktører, scenografer, idemennesker, branding-specialister, netnørder, medieforførere osv. i visse sammenhænge kan få betydning for udforningen af det endelige kunstneriske produkt. Værkbegrebet var allerede ved at blive usynligt, i det nye perspektiv er det ikke længere interessant som et emne for en samtale.

Denne udvikling er i et historisk perspektiv ikke ny. Den er ikke ny i international sammenhæng, og den er ikke ny i den danske kunstverden, hvor fx teatermiljøerne i de seneste halve snes år har arbejdet med nye arbejdsrytmer og skabt helt nye muligheder for at kommunikere med publikum. Det er heller ikke nyt i mediesammenhæng, hvor musikalske meningsdannere i et utal af artikler og debatfora har efterspurgt denne fornyelse. Det nye er, at komponisterne selv tager emnet op og indbyrdes fører en interessant diskusion om den fornyelse, som skal komme indefra. Det nye er, at eksempelvis Den Anden Opera med et bemærkelsesværdigt rent snit har foretaget radikale ændringer, formodentlig inspireret af erfaringer fra bl.a. teater og film. Det nye er, at en SPOR-festival i Århus i 2006 og 2007 foretager det samme rene snit og dermed fremstiller et radikalt brud med selve måden at skabe og formidle kunst på. Men det er slet ikke sikkert, at dette betyder et farvel til traditionen eller den lange hukommelse, eller håndværket, men det betyder en ny bevidsthed vedrørende processer, publikum, musikerrolle, æstetiske preferencer, tilgængelighed, markedsbetingelser og operationalitet i bredeste forstand.

Nu er det jo ikke sådan, at den ene eller den anden fremgangsmåde på forhånd garanterer et sublimt resultat. Men det er tankevækkende, at de store publikumssuccesser og kunstneriske produkter med langtidsholdbarhed er skabt i samarbejder, hvor komponisten bliver bedt om at skrive ind i en bestemt sammenhæng eller indgå i et længerevarende samarbejde, hvor de involverede fletter kompetencer. Blandt de eksterne katalysatorer finder vi eksempelvis Jakob F. Schokking, Gabriel Axel, Lars von Trier og Kirsten Dehlholm.

Hvor står kunstkritikken på musikområdet i denne sammenhæng? Den står slet ikke, den findes ikke i det offentlige rum. Ærgerligt, for denne instans kunne, som den var det tidligere, være et vigtigt korrektiv til nye ideer, og kritikken kunne være en medskabende partner. Med et citat fra artiklen på de næste sider: »Man savner en kunstkritisk position, som udmærker sig ved at være analytisk, historisk bevidst, grundig, gerne politisk, men under alle omstændigheder pedantisk og samtidig til det yderste følsom over for kunstens muligheder; en kunstkritisk position som også kender til de hurtige mediers styrker og vilkår, og som derfor kendetegnes ved sin vilje til hurtighed, skarphed, aktualisering, polemik og meningsudveksling.«

Når viljen til at drøfte de mange udfordringer og nye muligheder er så markant lige nu, er det ikke kun, fordi det er sidste udkald for fornyelse efter vind eller forsvind-parolen, men også fordi der er en levende interesse for at massere bestemte områder, så de ikke stivner i fortidige positioner og vanetænkning.

Læs mere om disse overvejelser i dette nummer.