»Hvis jeg havde været datter af Ib Nørholm eller af en anden professor, ville ingen have undret sig ...«

Portræt af en musikalsk ildsjæl

Af Helle Kristensen

»Jeg har jo overhovedet ikke nogen forudsætninger, jeg er jo ikke akademiker, og jeg har heller ikke lært at spille, men jeg er god til at synge og synger rent.«

Det stod bestemt ikke skrevet over Kirsten Benns vugge, at hun skulle blive den energiske drivkraft bag en forening, stiftet for at udbrede kendskabet til ny dansk kompositionsmusik. Et hverv hun til næste år kan holde sølvbryllup med. Et ægteskab, der har holdt sig levende gennem lige dele entusiastisk og umiddelbar musikglæde, ildsjælens ustoppelige energi og den retfærdige harme over ‘forstå-sig-på’ernes’ nedladende bedrevidenhed.

Der er kaffe og hjemmebagte kager på bordet i Kirsten Benns hyggelige lille lejlighed i Birkerød – den lejlighed, der utallige gange har dannet ramme om hyggelige sammenkomster for medlemmerne af Ny musik i Birkerød. Umiddelbart inden jeg ankommer, er der indløbet et afbud fra oplægsholderen til det nærtforestående medlemsmøde, men der skal mere end enhver arrangørs skræk til at ryste Kirsten Benn med hendes menneskealderlange erfaring. Man spørger jo ikke til en dames alder, men inden jeg når at overveje, om jeg alligevel kan spørge, betror Kirsten Benn mig med slet skjult stolthed i stemmen, at hun skam er af samme ædle årgang som Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, så foreningens jubilæum bliver ikke den eneste mærkedag i 2007...

Men hvordan fatter en djærv, sydsjællandsk bondepige interesse for den nye kompositionsmusik? På Kirsten Benns barndomsgård på Stevns interesserede faderen sig ikke spor for musik, moderen var til gengæld musikalsk og kunne spille lidt stueorgel. Når familien spiste, blev der altid lukket op for Middagskoncerten med populær klassisk musik – operaouverturer og den slags – til stor fornøjelse for lille Kirsten og hendes bror. Senere kom sygeplejeruddannelse og højskoleophold til, stadig med musikken på passagersædet. Men indgangen til musikken – og især til den nye musik – var nok i virkeligheden en blanding af intuition og naturlig nysgerrighed.

»Jeg er bare opvokset i naturen, meget tæt på naturen. Mine første 5-6 år var jeg egentlig meget alene, da var det dyrene, der var mine nærmeste legekammerater. Og så gik jeg og studerede i naturen – og det gør jeg stadigvæk. Jeg gik i marken med min far, da jeg var helt lille, og hver gang vi mødte en blomst, spurgte jeg: Hvad hedder dén – og hvad hedder dén? Det gav mig et nært forhold til jorden, jeg fik en god grounding, kan man sige. Og det gav jo et enormt input af noget værdifuldt. Det var nede på Stevns, på en gård der lå tæt ved Stevns Klint. Så der var somme tider storm på vandet, og dér fik jeg nogle input, der med tiden fik mig til at begynde at interessere mig for Axel Borup-Jørgensens musik. Senere kom jeg til at høre Marin i min transistorradio, mens jeg stod og strøg. Og det fangede mig altså, fordi jeg oplevede ... jeg har jo gået ved vandet og oplevet, når det slog ned på stenene der, og når det var havblik og sådan noget. Jeg roede jo også. Det var simpelt hen en stor oplevelse for mig. Og jeg fik fat i ham – det var min musiklærer, der udpegede ham for mig i kammermusikforeningen. Og så gik jeg hen og sagde til Axel “Jamen altså, det var så fantastisk, hvad jeg oplevede i den musik”.«

Det varede dog nogle år, før Axel Borup-Jørgensens musik kom ind i Kirsten Benns musikalske univers.

»Både min mand og jeg gik på aftenskole hos en musiklærer, som underviste i musikforståelse. Han syntes, det var så synd, at jeg ikke kunne noder, så jeg kunne følge med i partituret, så han tog mig privat hjem til sig selv – vi blev meget gode venner med både ham og hans kone for øvrigt – og han lærte mig at læse et partitur, så jeg kunne følge med. Ikke i ny musik, for han var den gammeldags slags, de musikfolk, der siger: “Jeg vil ikke beskæftige mig med komponister, der ikke er døde, for jeg vil ikke beskæftige mig med noget musik, jeg ikke ved om overlever”. Og dét provokerede mig, for jeg gik ret hurtigt frem, så der skulle ske noget! Og så var det at Messiaen skulle have den her musikpris, Sonnings Musikpris [1977, red.] og der var noget i radioen fra Sverige med fuglestemmer og hans Turangalila-symfoni. Og dét fangede mig. Men det korte af det lange er, at den musiklærer ... han provokerede mig virkelig med det dér. Han ville ikke gå længere end til Carl Nielsen og Sibelius, men for min skyld tog han så noget af Stravinsky!!!«

Men Kirsten Benns nysgerrighed tillod hende ikke at stoppe dér, for det var jo i allerhøjeste grad verden i kølvandet efter Nielsen og Stravinsky, der vakte hendes interesse. I 1976 stiftede hun for første gang bekendtskab med Per Nørgårds 3. Symfoni, et skelsættende værk, der betog hende dybt, og som bestemt ikke svækkede hendes interesse for den nye musik. Samme år havde hun en meget alvorlig oplevelse. Den energiske sportskvinde havde været ude at gå 100 km og var simpelt hen ved at dø af dehydrering.

»Jeg lå og sov, og så vågnede jeg op og kunne slet ikke trække vejret. Jeg sansede fuldstændigt fladt, ligesom et postkort, sådan 2-dimensionelt. Jeg var helt klar over, hvor jeg var på vej hen, jeg befandt mig i en helt anden verden, hvor der ingen tanker var, ingen følelser var. Det bare VAR. Nulstillet, fuldstændigt. En meget, meget høj tilstand. Og jeg lå bare der og oplevede – jeg kan ikke sige, jeg SÅ hvidt lys, men jeg VAR det egentlig. Det kan man ikke forklare, men dem der har prøvet at være i det, i den situation på en eller anden måde, de har jo oplevet det samme, så der var heller ikke spor tvivl hos den læge, der kom. Men så gik der de her par år, hvor jeg så kom til at høre Nørgårds 3. Symfoni igen, der omkring 1979-80. Og da jeg sad og hørte den – da de andre var gået i seng – da kom jeg ind i samme tilstand igen! Var det ikke mærkeligt? Kom ind i samme tilstand, men der var jeg jo altså rask! Og det skrev jeg om til Per Nørgård, og han blev så glad for det brev. Jeg fortalte om, hvad jeg havde oplevet, og at jeg godt ville fortælle ham mere om det, hvis han var interesseret. Du kan tro, det var han! Og på den måde så lærte jeg ham jo at kende.«

Og bekendtskabet med Per Nørgård førte Kirsten Benn videre til en kursusrække om musikken fra 1960erne frem mod 80erne, hvor både Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ivan Hansen var med.

»Jeg blev klar over, hvor forfærdelig trangt det var, for de der komponister, som jeg nu var begyndt at interessere mig så meget for. Det var ganske frygteligt for dem, der var ingen, der overhovedet havde noget forhold til den musik og ... jeg kunne slet ikke forstå det, for den sagde jo mig så meget, og jeg havde jo ikke engang nogen forudsætninger for det. Men det kan jeg jo så forstå bagefter, at det har jeg jo haft i kraft af mit nære forhold til naturen. For der gik man jo og mediterede, når man var alene i naturen, og det gør man stadigvæk. Jeg har altid været intuitiv.«

Forudsætninger eller ej – efter nogle måneder tog Kirsten Benn og et par andre kursister i foråret 1980 initiativ til at danne en interessegruppe for at styrke interessen for den nye musik, dog ikke uden spidse kommentarer fra andre på kurset.

»Men det gik jo ikke, sagde de, det var jo ikke til for almindelige mennesker at forstå – det sagde bl.a. Ivar Frounberg. Det kunne man ikke forlange at almindelige mennesker skulle forstå, det var mere for intellektuelle. Og DA blev jeg virkelig tosset!«

Om det var båret på vredens vinger eller ej, interessegruppen var i 1980 en realitet med 12-14 møder om året, privat hos Kirsten Benn og andre gruppemedlemmer – alle såkaldt ‘almindelige’ mennesker uden specielle forudsætninger, men med en fælles, brændende interesse for at lære den nye musik bedre at kende. Møderne blev holdt privat under hyggelige former, hvor komponisterne formedelst en flaske rødvin kom og fortalte om deres musik, og man lyttede til båndoptagelser sammen. Der blev flere og flere interesserede, og i 1982 blev Ny musik i Birkerød stiftet som en forening med 26 medlemmer – sparket i gang af en koncert med IRIS Ensemblet (Bodil Øland/Gert Sørensen/Jesper Lützhøft), der spillede ‘på døren’ for at støtte det gode formål: at udbrede kendskabet til den nye musik og – lige så vigtigt – at give musikerne og komponisterne et sted at spille den nye musik. Det blev også starten på de 6-7 årlige koncerter, der sammen med lige så mange medlemsmøder danner rammen om foreningens aktiviteter. Medlemstallet er vokset til ca. 120, de fleste i alderen 50+, men det er nu ikke noget, der bekymrer Kirsten Benn synderligt.

»Vi får hele tiden nye, men det er ikke unge, næh, det er meget voksne mennesker. Og det er jo ikke mærkeligt, de har børn og store stillinger – sådan er det for de unge, de har ikke tid; kun dem der studerer musik. Det er altså først, når de bliver pensionister, at de har tid til det. De nye vi har fået til – og vi FÅR nye til – de kan meget godt lide de medlemsmøder, hvor de får komponisterne og musikerne tæt på, og det synes de altså er hyggeligt og rart.«

Det sociale samvær har altid stået i højsædet. Og det har skabt frodige samarbejder med andre foreninger i erhvervs- og foreningsbyen Birkerød.

»I dag holder vi jo til i Mantzius-salen, men mens vi var ovre i bibliotekssalen, havde vores kunstforening engang en digterdag nedenunder, mens vi havde koncert. Og det viste sig, at der var rigtig mange i begge lejre, der gerne havde hørt begge dele! Så rykkede vi og slog os sammen, og sådan har det kørt siden. Først havde vi Poul Borum, der læste digte, og Den Fynske Trio kom og Inger Christensen har vi også haft.«

Og dermed var en tradition skabt, nytårkoncerten, som siden dengang altid har været i samarbejde med kunstforeningen. Et af Kirsten Benns yndlingsprojekter var, da ensemblet Nordlys for nogle år siden havde kombineret en udstilling med malerier af ensemblets to malere, Carsten Bo Eriksen og Martin Lohse, og en koncert. Flere af Martin Lohses billeder hænger nu på væggene i Kirsten Benns lejlighed, og hun fortæller mig begejstret om detaljer, hun har opdaget i malerierne. Og understreger dermed igen sin væsentligste drivkraft: den altid tilstedeværende nysgerrighed. Det begyndte med blomsternavnene på barndommens vandringer over slægtsgårdens jorde og fortsætter med alt mellem himmel og jord – krystaller, jiu-jitsu, geologi, cykelløb, antikviteter, astrofysik, you name it.

Kaffen bliver kold i kopperne og båndet i båndoptageren løber ud, uden at Kirsten Benn bliver færdig med at fortælle om det hele. Hverken den aktuelle mødeaflysning, en truende strukturreform eller KODAs ændrede afregningsmønster kan få hende til at ryste på hånden, så Mantziussalen er allerede reserveret til koncerterne i jubilæumssæsonen 2007.

Helle Kristensen er solistuddannet blokfløjtenist og programmedarbejder i DR Klassisk/P2.

Ny musik i Birkerød

Forening stiftet i 1982

Bestyrelse med 5 medlemmer og 2 suppleanter

p.t. ca. 120 medlemmer

ca. 6-7 koncerter pr. sæson + medlemsmøder

Økonomisk støtte fra Birkerød kommune, Frederiksborg amt og Kunststyrelsen

Koncertsted: Mantziussalen, Birkerød.

Sæson 2005-2006 koncerter med Duo Ørvad/Rodrick, Trio Divertimento, Jeanette Balland, Alpha, Corona Guitar Kvartet, Calda Kvartetten.

www.ny-musik-birkeroed.dk