Legible Hearings

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 05 - side 190-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

– at læse lyden. SPOR 2006 i Århus


Af Edward Jessen

Der bliver ingen første person i aften. Ingen komfortabel zone til første person ental. Det er ligesom hos Beckett: alting, absolut alting ... men Ikke jeg. Så lad os komme i gang, uden at blive for emotionelt involveret i det hele. Ved at beslutte os for at bevæge os væk fra vores egen singulære oplevelse, kan vi måske producere noget, som er tættere på os selv. Meget tættere på os selv, rent faktisk.

Og det er den slags kontakt, vi gerne vil have. Ritualer, der ikke er bundet op på noget bestemt, som fx at skulle celebrere en komponist, men i kraft af at selve ritualet kan forklare os noget om, hvad værket betyder. Lidt på samme måde som den kontakt, Rebecca Horn skaber i sine aktive skulpturer og installationer (Horns værker blev vist i en omfangsrig retrospektiv udstilling på Hayward Gallery i London sidste år – på samme tid som jeg arbejdede med at skabe SPOR 2006).

Til dem som ikke kender Horns arbejder: Hun får tilskueren til at tænke på musik. Dette skyldes først og fremmest, at hun bruger lyd og bevægelser som virkemidler og dette med stor underfundighed. I Horns værker er der hele tiden et spil mellem forskellige ‘mekanismer’, som indvirker på hinanden. Fx er der i Heart Shadows For Pessoa Cinema Verité en motoriseret arm, som cirkler rundt i luften. Med mellemrum og med en pludselig bevægelse farer denne arm ned i vandet, som en anden fisker, der støder med en ålestang efter fisk. Men armen rører kun netop vandets overflade. Langsomt falder vandet til ro samtidig med at vandets reflektioner projiceres på galleriets vægge. (Denne artikel er illustreret med værker af Horn, red.).

Vi bliver i dette værk konfronteret med vandets viden om, hvor lang tid det tager at bringe ‘sig selv’ tilbage til en rolig overflade. Det er en udmålt tid, som er kalkuleret på en musikalsk måde og drevet frem af total lovmæssighed. Det slog mig, at denne gestik kan sammenlignes med bevægelser, som vi allerede kender. For eksempel bevægelser skabt af tilfældige objekter og motorer (Horns stædige brug af motorer er måske sammenlignelig med Alvin Luciers forkærlighed for sinustone-oscillatorer). Men det slående er, at en billedkunstner med så stor succes har arbejdet med tid og bevægelse – to elementer som er mere forbundet med musik – gennem de små hændelser eller bevægelser i de forskellige kunstneriske opstillinger.

Jeg følte, at dette område, den forklaring af tid og bevægelse, var mere adækvat fremstillet af en billedkunstner end sædvanligvis af komponister og ensembler. På den anden side er det jo noget essensielt ved skabelse af musik: At gennemtænke hvordan vi kan præsentere ideer på en scene, hvordan vi kan bruge lyd og bevægelse med henblik på at røre vore sanser, hvordan vi kan skabe eksperimenter som scene-ritual og derigennem opbygge lag af begivenheder.

Disse tanker var centrale i min bevidsthed, da jeg blev spurgt om at kuratere 2006-udgaven af SPOR, og da jeg begyndte at shoppe rundt efter indslag til festivalen.

Mens jeg foretog de kunstneriske valg til 12 koncerter og events, begyndte jeg at fokusere på ideer om fremdrift, signifikant historiefortælling og måden at præsentere musikken på. I forsøget på at skabe et tema fandt jeg ud af, at definitionen måtte være “værker som fremstiller en historie, skabt gennem abstraktion”. Jeg ville have betydningsfuld musik, som satte fokus på sindet og sanserne. Jeg ønskede også at mine valg skulle indikere bestemte ritualer i selve præsentationsformen. Dette på en sådan måde, at formidlingen af musikken skulle understøtte værkets idé og på den måde give os signaler om, hvad det er, vi skal lytte efter og se på. Med andre ord musik, der har en ambition om at forklare sig selv.

Den amerikanske eksperimentalist Alvin Lucier er markant repræsenteret ved dette års SPOR. Hans værker er måske de mest rendyrkede i stilistisk henseende. Hans æstetik er demonstrativ, rundet af et rent under, og kunstneren præsenterer sine værker som de rene soniske facts.

Århus Sinfonietta vil opføre Luciers Crossings for chamber orchestra. Her vil vi opleve en koncentreret proces formet som en historie for orkester. Kernen i stykket er bygget op omkring Luciers elskede lange sinustoner. I dette tilfælde skal oscillatoren forme et enkelt opadgående glissando (med en frekvens-indikator i stedet for en dirigent til at lede musikerne).

Luciers musik eksisterer i en verden, som næsten udgør en førsproglig ynde, før opfindelsen af regler og love. Hans ideer er forunderlige manifestationer, med lyd og lydens omgivelser, som skabt til at blive udstillet. Der er tale om musik, som formidler poesi, skabt af en sand storyteller.

Allerede tidligt i de første udkast til SPOR var det vigtigt at få to alternative syn på forholdet mellem performer, ensemble og publikum: Det ene fremstilles af det Yorkshire-baserede Black Hair-ensemble, som præsenterer Takashi Fujis Dancing Bones for solobasunist (i dette stykke udstilles en spillende basunist, der, ved hjælp af pauser i musikken, gradvist ‘demonterer’ sit instrument og sig selv stykke for stykke. Det er et transformationsstykke, en visuel fest, hvor udøveren udsættes for en bestemt proces, og vi andre står tilbage med spørgsmål som: “Hvad vil der ske med ham når han er helt ødelagt?” og: “Hvordan vil han så tale til publikum, når det er sket?”

Det andet syn præsenteres af Juliana Hodkinsons Why linger you trembling in your shell?, igen formidlet på Black Hairs aftenkoncert. Her er det tilfældets æstetik og oplevelsen af faldende objekter; de schweiziske filmmagere Peter Fischli & David Weiss’ blændende Der Lauf der Dinge fortæller om en mulig serie af hændelser bygget på blokke af dramatiske processer: antænding af tændstikker, gradvist decellerende penduler, oppustede balloner, bilhjul som ruller på ramper osv.

Dette års udgave af SPOR vil også tegne et portræt af Roger Marsh og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Disse to komponister deler – sandsynligvis helt uden at være vidende om det – samme synspunkt vedrørende det teatralske element i musik og i det at fremføre en historie. Af førstnævnte skal vi høre et ældre stykke, Not A Soul But Ourselves, for forstærkede stemmer, der anvender Finnegans Wake som et abstrakt digt. Vi skal også lytte til Århus Sinfonietta med sopranen Anna Myatt i en hyper-energisk udgave af en tekst fra Gamle Testamente i værket Marsh’s Song of Abigail.

På festivalens afslutningskoncert vil publikum kunne opleve Roger Marsh’ livtag med Albert Girauds Pierrot Lunaire-digte (som intet har at gøre med Schönberg), der er skrevet for forskellige størrelser vokalensembler. Værket realiseres semi-teatralsk fra de 50 rondoer, som oprindelig blev komponeret for blandede stemmer, i forbindelse med Hilliard Ensemblets sommerskole i 2001.

I tilfældet Gudmundsen-Holmgreen får vi et udsøgt portræt af ARS NOVA Copenhagen ved en aftenkoncert. I forbindelse med min research om komponisten blev jeg besat af hans næsten diagrammatiske følsomhed. Det slog mig, da jeg hørte nogle af Gudmundsen-Holmgreens ældre stykker som Konstateringer og Eksempler.

Da alle disse koncerter var ved at falde på plads i slutningen af 2005, og SPOR således var planlagt, oplevede jeg i England en rutine-uge med Bachs musik på BBC’s Radio 3. Vi er mange, der nyder hver eneste node af Bach, men det overrasker mig, at disse temaaftener eller guidede ture altid foregår på samme måde: eksperter udtaler sig, vi får forklaringer og rosende ord om komponistens fornemme placering i universet. Lige som vi eksperimenterer med koncertformen, kunne man eksperimentere med presentationsformerne og bestemte ritualer også i radioen, og det behøver ikke kun være begrænset til at omfatte ny musik. Vi kunne fjerne ‘selvet’ fra Bach og derigennem finde ud af, at det er muligt at finde glemte og gemte historier inde i musikken.

Det har været en stor fornøjelse at samle denne festival i samarbejde med en række mennesker og derigennem lære noget nyt om den yngre generation af danske komponister. Jeg formoder, at et SPOR-publikum altid vil være tiltrukket af en kunst, der beskriver publikum selv, og som anstrenger sig for at forklare bevægelser eller tankeprocesser i et eksperimentelt sprog. Hvis dette eksperiment ikke er af fornyende karakter, står vi kun tilbage med en tradition af formler. Og det er ikke sådan, historien skal fortælles.

Illustrationer i denne artikel: Installationer af Rebacca Horn.

Komponisten Edward Jessen bor og arbejder i London. Jessen kuraterer SPOR Festivalen “Legible Hearings“ 4.-7. maj i Århus. Værker, installationer og film af bl.a. Alvin Lucier, Roger Marsh og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Festival-ensembler inkluderer: Ars Nova Copenhagen, Århus Sinfonietta, Concerto Clemens, Juice og Red Byrd.

Oversat af Anders Beyer.

Spor Festival 4.-7. maj 2006

Med valget af Edward Jessen til kurator har SPOR-festivalen fået en kurator med sans for det egentlige i musik: lyden og det, der gør lyden til musik.

Om årets udgave af SPOR siger festivalens leder Thomas Agerfeldt Olesen: Det, der gør lyden til musik er, med John Cage’s ord, når vi hører den som lyd og ikke som signal (et pip er et signal om en fugl, et dyt = en bil, en sagte hvislen i højt græs og i baggrunden en sagte rytmisk skratten = en græshoppe i en grøftekant). En tone er et signal om musik, hvad der giver den en særlig status blandt lyde. Men musikken har igennem historien ad bagvejen selv fået så meget signalværdi, at det ved slutningen af 1800-tallet var muligt at ”fortælle historier” i musik: forsmået kærlighed, høj søgang, hele romaner.

Det, som Edward Jessen sætter fokus på, er, når lyden eller tonerne fortæller deres egen historie. Her går de opad, her nedad, her spredes de, her forsøger de at finde sammen, men gør det ikke helt, her flyder de, her eksploderer de vildt osv. Der findes mange komponister, for hvem dette er det vigtigste overhovedet: at kunne gå på opdagelsesrejse i lyde, toner, rytmer, bevægelser, i lydens fysik, og dem sætter SPOR-festivalen bl.a. spot på i 2006. Vi sætter også fokus på det modsatte: historier som musikteater, kabaret og commedia del’arte; helt andre genrer, hvor musikkens rolle heller ikke er at være metafor for historierne. De fortælles af figurerne på scenen. To slags historiefortælling i en musikalsk kontekst.

Yderligere oplysninger på www.spor-festival.dk

Årgang 80/2005-2006, nr. 05