Musik med alt

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 05 - side 182-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Georges Aperghis er en komponist, man hele tiden hører om, men aldrig hører. I Danmark. Udenlands er Aperghis et af de store navne. Han er netop blevet færdig med en stort anlagt Wölfli-kantate. Uropførelsen finder sted den 22. juli ved festivalen Eclats i Stuttgart. Den danske komponist Michael Nyvang, der lever og bor i Paris, har mødt Aperghis og hans kunst.


Af Michael Nyvang

Hvis man nogensinde har set Leos Carax's stort anlagte film De elskende på Pont-Neuf, så har man set et stykke af Georges Aperghis: hans arm. Georges Aperghis optrådte sammen med sin hustru, skuespillerinden Edith Scob i en birolle i filmen, der i øvrigt var den tids største, og mest katastrofale, produktion i Frankrig (den blev fransk films enfant terrible Leos Carax' Waterloo, men huskes nu især for skuespillerinden Juliette Binoches sensuelle skønhed). Men det er ikke mindre biroller som skuespiller, der har gjort Georges Aperghis til en af de mest fascinerende komponister i dag.

Georges Aperghis har siden 1970erne udviklet et meget personligt og frodigt musikalsk sprog med udgangspunkt i teksten, teateret og ja snart sagt alt, og måske er Georges Aperghis' musikteater-arbejder særligt interessante i disse år, hvor musikteater oplever en renæssance, som et åbent rum for en syntese af postmodernismens musikalske eksperimenter. Der skabes nye fortællinger, der taler til publikum med en bred pensel og sammensætter moderne abstrakt poesi, koreografi og musik i en smuk forening uden at gå på kompromis med stil og karakter i populistisk retning. Georges Aperghis har selv opsummeret det med ordene »Faire musique de tout«, at lave musik med alt.

Aperghis er født i Athen den 27. december 1945, hans far var billedhugger, og hans mor malerinde. Han voksede op i efterkrigstidens Athen i et miljø præget af stor frihed, og han studerede musik og billedkunst. Hans periode i Athen var især centreret omkring maleriet, og han udstillede blandt andet sine arbejder i Athen i 1961, men vaklede ellers længe imellem maleriet og musikken. Via en ven af familien modtog han undervisning i klaver, men som komponist er Georges Aperghis i det store hele autodidakt. Georges Aperghis havde i Athen ingen kontakt med den centraleuropæiske modernisme, og studerede de partiturer, der var tilgængelige af Schönberg, Stravinsky og Bartók og hørte radio. Det var gennem radioen, at han blev konfronteret med den franske musique concrète, og det efterlod et stort indtryk.

I 1963 flyttede Georges Aperghis fra Athen til Paris og ankom til et Frankrig i fuld fart mod kulturrevolutionen i 1966. Det var en periode, hvor fransk kulturliv var inde i en rivende udvikling, og rummede stærke profiler som kulturminister og forfatter André Malraux, filosof og forfatter Jean-Paul Sartre, filosoffen Michel Focault og komponisten Pierre Boulez, for blot at nævne nogle få. Georges Aperghis stifter bekendtskab med fransk musik via Pierre Boulez' Domaine musicale og Ensemble instrumental de Paris. Han møder her dirigenten Konstantin Simonovitc, komponisten og arkitekten Iannis Xenakis og stifter ligeledes bekendtskab med pionererne i musique concrète: Pierre Schaeffer og Pierre Henry. Han hører også musik af Stockhausen, men det især værker af Mauricio Kagel og John Cage der gør et indtryk.

Det bliver teatret og arbejdet med teksten, som indfanger Georges Aperghis' sind, det bliver her, at han skaber en stil og en arbejdsform, der kommer til at give genlyd langt ud over Frankrigs grænser med sin særlige musikalske poesi. Georges Aperghis nærmer sig de franske teaterscener fra kulissen, da han møder og senere gifter sig med den franske skuespillerinde Edith Scob og derved introduceres til det levende progressive franske teaterliv. Han møder i 1972 skuespilleren og instruktøren Antoine Vitez og finder her en åndsfælle. »Man kan lave teater med alt« er Antoine Vitez' motto, det tager Georges Aperghis til sig og laver i de kommende år musik til størsteparten af Antoine Vitez' opsætninger.

De første kompositioner er værkerne Antistixis for tre strygekvartetter, Anakroussis for 7 instrumenter og Bis for to orkestre fra 1967-68, og han viser allerede her en vilje til at gå ud over de klassiske rammer, men det er først i 1970, at han skriver et værk der sidenhen får lov til at forblive på hans værkliste: Kryptogramma for 6 perkussionister blev uropført den 12. juli 1972 i Paris af Les Percussions des Strasbourg. Imellem dette og hans seneste større værk – en stor kantate efter tekster af Adolf Wölfli skrevet til Neue Vokalsolisten Stuttgart – finder man både store og små værker, fra det originale og effektive værk Le corps à corps (1978) for reciterende Zarb spiller, over musikteater stykker som Les geutteurs des sons (1981) for 3 perkussionister, til den over to timer lange opera Histoire des loups fra 1976.

Teksten var Georges Aperghis' grundlæggene inspiration, da han begyndte at komponere, og det er fortsat de pigmenter og olier, han finder i tekstens virvar af fonemer, dramaturgi og betydninger, som han bruger til at blande farverne på sin musikalske palet. Teksten kan være selvskrevet, objets trouvés eller en sammensætning af tekster fra forskellige kilder, men i alle tilfælde bearbejdes teksterne, og der er i reglen altid tekst fra mere end én kilde i det færdige værk. Den konkrete tekst omgives og suppleres af lydord, hvor vokaler og konsonanter er sammensat til lyddigte, der kan give mindelser om futuristerne og dadaisterne.

I det en time lange værk Sextour. L'origine d'espèces fra 1992 finder man således »Il-là ilv'loa / Lal'lé l'ole lou-louï-lu léï / Loué l'ai là / Il-ôle l'ole louï loa-léï / Lam-l'ai là lu / Loué lou-ilve / Lam'il-ôle loué l'ai l'ole-là lou-ilve louï-lu loa-lé'i« som del af en libretto udarbejdet i et samarbejde mellem François Régnault og Georges Aperghis. Det øvrige tektsmateriale er fundet i Darwins Arternes oprindelse, en naturhistoriebog Wonderfull life af Stephen Jay Gould og et leksikon Encyclopédie de la nature og derpå skrevet sammen til en næsten Shakespeare'sk poesi om skabelsen: »In the beginning, in the beginning, / there was not a beginning. / The common ancestor is unknown, one must seek, forever seek / the intermediate forms.«

Der opstår en sort og besk humor, når alten senere i samme forestilling lægger stemme til denne del af librettoen, der tilskrives Georges Aperghis: »I am a young woman twenty-two years old, kept / alive for more than thirteen months by a respirator, / fed and protected from infection by intravenous / injection. I am certain I shall never regain conscious- / ness. The hospital persists, in spite of pressure from / my familie, in maintaining me. / The reason is that I am / not yet brain-dead, that is, my electro-encephalo- / gram is not flat.«

Det er et karakteristisk element, at man finder en sammensætning af tekster, der er både dybt tragiske og forfærdelig morsomme på samme tid, sammen med tekster der enumererer, optæller og kategoriserer verden omkring os og sammenstilles i sitrende vokale kaskader på grænsen til det ladesiggørlige.

Man finder i Georges Aperghis' arbejde et centralt tema: opmålingen og kategoriseringen af verden omkring os, med titler som Secrets élémentaires (1998), De la nature de l'eau (1974), De la nature de la gravité (1979-80), 280 measures pour clarinette (1979) og Les sept crimes de l'amour (1979) fremstår værkerne som konstateringer og dokumentationer af fænomener, der beskrives med tør videnskabelig præcision. Teksterne bliver et prisme, hvorigennem sindets facetter lyser og belyses. Det er, som om Georges Aperghis her viser et ældgammelt slægtskab med de oldgræske filosoffer, der nøje opmålte, afmålte, besang, tegnede og beskrev verden omkring sig.

Georges Aperghis' baggrund som kunstmaler viser sig da også i hans interesse for Leonardo Da Vinci, en inspiration han blandt andet har bearbejdet i værket De la nature de la gravité, Giacometti og Klee, og man kan muligvis sige, at hvor kunstmaleren Georges Aperghis observerer og i sit maleri fanger motiver fra verden omkring os, så gør komponisten Georges Aperghis det samme, men blot er hans lærred nu blevet til musik og teater.

For en kunstner, der observerer og tæller, er det indlysende, at årtusindskiftet var en anledning til noget stort, som ikke skulle forpasses. I årene op til år 2000 gik Georges Aperghis længe med overvejelser til en messe for århundredets afslutning og kastede sig over Heiner Müllers dekonstruktion af Shakespeares mesterværk Hamlet: Die Hamletmaschine, et indlysende valg af en komponist for hvem teateret er musik. »Jeg levede, åndede og tænkte over Heiner Müllers tekst i over to år ... alt, hvad jeg ville sige, var deri ... jeg ville give den styrke!» siger Georges Aperghis i et interview med Frank Madlener i 2000. Resultatet, et timelangt oratorium, er et værk, hvormed Georges Aperghis når et foreløbigt højdepunkt i sin produktion med et stærkt og rigt nuanceret partitur for solister, kor og et originalt sammensat kammerorkester bestående af 16 solister.

Det bliver ikke den eneste gang, Georges Aperghis finder et åndslægtskab med Heiner Müπ ller, da han senere i 2002 sætter Paysage sous surveillance i musik, men ellers rækker Georges Aperghis' tekstsonderinger sig fra Jules Verne Pandæmonium (1973), Diderot Jacques le fataliste (1974), Freud Histoire de loups (1976) og Edgar Poe Je vous dis que je suis mort (1978) over et brev fra Bettina Brentano til Goethe Liebestod (1981) til Tristes tropiques af Levi-Strauss (1996).

Senest har Georges Aperghis fundet fornyet inspiration, og et slægtskab, i Adolf Wölflis univers med hans seneste arbejde Wölfli-kantaten, en i skrivende stund endnu ikke uropført kantate på over 500 sider, for også Adolf Wölfli var besat af at tælle, tælle og atter tælle, stjernerne, planeterne og ja selv tallene i sig selv blev opremset og navngivet; desperat og vanvittigt forsøgte Wölfli at tælle til enden, at fange og stoppe verdens gang ved at tælle, indtil det sidste tal blev nået, det største tal navngivet, det højeste: ein Oberon, og derved fastbundet til tavlens sorte grafit i Die Stellung der Zahlen.

I tiden efter 2000 har Georges Aperghis lavet en række værker i samarbejde med IRCAM, her er hele repertoiret af interaktiv teknologi blevet anvendt til operaen Avis de tempü∫ te (2004) over tekster af Melville, Kafka og Hugo samt i værket Machinations (2000). Georges Aperghis viser her atter sin vilje til at rumme og gribe nye muligheder, og anvende dem i sit arbejde. I sine partiturer former Georges Aperghis intense virtuose passager vekslende med rolige og enkle flader, der sine steder kan give mindelser om Morton Feldman, men man finder også i hans vokalmusik inspirationer fra den sydøsteuropæiske folkemusik, med den spændte, påtrængende, kraftige, udtryksfulde, hårde, vibratoløse sang som et karakteristikum, og i hans instrumentalmusik imiteres det sitrende univers med en instrumentbehandling, der skriger, stammer, mumler, knurrer, græder og ler.

I alle tilfælde synes værkerne at tegne et billede af en konkret tilstand, eller situation, en følelse, en spænding, en belysning, en skygge, en kommentar eller et dramatisk moment. Et tonemaleri – en tonekunst – og jeg indser nu, at jeg uden at være klar over det, var inspireret af denne fascination af at opmåle og afbilde verden, da jeg i 1996 efter mit første møde med Georges Aperghis skrev halvdelen af min septet Spherical triangle ascending a mountain, for på et nodepapir fra den gang kan jeg se skitseret et navigations-instrument til søfart, og en sær vision om hvalfangere på togt ud for New Foundland. Jeg anede ikke dette, til dette øjeblik, men måske skyldes det, at min inspiration til værket starter hos en anden billedkunstner: Calder, og at Georges Aperghis er en kunstner, der maler tonekunst.

Georges Aperghis debuterede i 1971 som musikteater-komponist med La tragique histoire du nécromancien Hiéronimo et de son miroir under den franske teater-festival i Avignon og blev siden et fast indslag i festivalens aktiviteter. Den årlige teater-festival i Avignon er måske den mest betydningsfulde festival for teater i Frankrig, og den er en toneangivende begivenhed med stor betydning for udviklingen i fransk teater som helhed. At blive opført der er et make it or brake it og kan for en kunstner enten betyde starten på en lang karriere eller en altudslettende katastrofe. For Georges Aperghis blev det et make it, og senere i 1976 etablerede han l'Atelier Théatre et Musique (Atem) i Parisforstaden Bagnolet og fik det i 1991 tilknyttet Théatre Nanterre-Amandiers ikke langt fra Spreckelsens danske arkitektoniske mesterværk i la Defense uden for Paris. Jeg overværede her i 1996 en opførelse af værket Commentaires (1996-97), og det gjorde et stort indtryk; den rummelige sal var stort set udsolgt, og det var noget af en åbenbaring at opleve, hvordan musik og skuespil var blandet sammen til en forestilling, der aldrig virkede søgt eller kunstig, men hele tiden havde en fin balance mellem det absurde, det morsomme og det alvorlige, og hvilken befrielse også at opleve en fyldt teatersal runge af latter.

Georges Aperghis virkede i Théatre Nanterre-Amandiers indtil slutningen af 90erne og samlede en række musikere, skuespillere og andre artister omkring sig. Det var her, Georges Aperghis syntetiserede sin personlige form og arbejdsmetode. Tekst, lyddigte, instrumental musik med en enkel, men effektiv brug af specielle effekter, koreografi og gestuelle bevægelser blev integreret til poetiske og originale værker. Komposition bliver til iscenesættelse og iscenesættelse til komposition, partituret kom til lidt efter lidt, og produktionstempoet var svimlende, i og med at en produktion allerede var i gang, endnu inden partituret fyldte mere, end hvad man kunne folde sammen og stoppe i baglommen. Værket starter som et fragment og vokser derpå organisk i takt med dialogen med de andre kunstnere.

Således kan jeg til illustration berette om en af mine dage på besøg hos Françoise Rivalland, en eminent slagtøjs- og cymbalumspiller, der i en årerække med sit Ensemble S:I.C. (Situation: Interprètes et Compositeurs) har sammenarbejdet tæt med Georges Aperghis. På Françoises gulv står otte malerspande i en cirkel vendt på hovedet, oven på spandene står en række metalskåle, og i skålene ligger nogle mandler. Rundt om på gulvet ligger der forskellige bunker af nødder og en lille lap papir. Det er opstillingen til et nyt værk af Georges Aperghis, papirlappen er det foreløbige partitur og har blot lidt tekst og nogle enkelte noder skriblet ned. Françoise sætter sig ned imellem spandene, tager en håndfuld mandler og reciterer derpå rytmisk levende og raffineret en tekst (fra en opskrift var det vist), samtidig med at hun lader mandler falde ned i metalskålene i en flydende cirkelbevægelse. En smuk koreografi af recitation, cirkelbevægelse, og metallisk resonerende klink, klonk, klak er det forbløffende poetiske resultat. »Står det virkeligt altsammen der?« spørger jeg vantro, og Françoise svarer med et grin »nej da, så lidt får jeg altid, jeg må altid finde på de mærkeligste ting, først prøvede vi nødderne, men de lød forkert – dem kan du i øvrigt godt få ...« siger hun så, og begynder at stoppe dem ned i min lomme. Hun tilføjer senere denne mindeværdige linie: »I kan skrive hvad I vil, jeg gør, hvad jeg kan«, efter at vi har holdt prøve på et af mine egne nye stykker til en uropførelse senere dette år i Marseilles.

Jeg tyggede på denne linie på vejen hjem med nødderne raslende i lommen, for man glemmer ofte, overvældet af historiens krav, at man vitterligt kan skrive, hvad man vil, og det var godt således at blive mindet om det midt imellem Georges' og Françoises mandler og malerspande. I bund og grund er alle Georges Aperghis' værker teatrale, og det egentlige er, at Georges Aperghis i sin udvikling har grebet selve kompositionsprocessen an på en anderledes måde. Komponistens arbejde kommer nærmere instruktørens og ligner mere og mere arbejdsformen, som kendes fra teater og film. Værket skrives ikke fra start til slut i et partitur efter en klar opdeling af rollerne librettist / komponist / fortolker / producent / tekniker, men udarbejdes i et fortløbende samarbejde mellem komponist, skuespillere og andre artister, i en erkendelse af at inspirationen og ideerne yngler bedst i et forum, hvor alt er åbent og kan afprøves med det samme. Herved undgås den noget stive klassiske form, hvor komponisten på sit loftsrum skal udtænke og forestille sig alt fra A til Z. Med denne åbne form følger så også en holdning til partituret, at det i bund og grund blot er en opskrift til udøvere og ikke et grafisk design-objekt i sig selv.

Skal man således sammenligne Georges Aperghis med danske komponister, kan man nævne en Per Nørgård for hans tætte samarbejde med udøverne, en Bent Lorentzen for musikteater, men måske især en Pelle Gudmundsen-Holmgreen for kærligheden til teksten, og hans oprindelige vaklen mellem musik og billedkunst. Men helt konkret er der mig bekendt ingen danske komponister, der også arbejder med instruktion, og her mener jeg ikke kun med egne værker, men som instruktører, der har opsat regulære teaterstykker, som en essentiel del af deres karriere. Så selvom der i arbejdsform og interesseområder er berøringspunkter mellem Georges Aperghis og enkelte danske komponister, skal man uden for landets grænser for at finde kunstnere, som er optaget af det samme projekt som ham. Man kan her nævne Maurico Kagel, Vinko Globokar eller Heiner Müπ ller og også foretage en afstikker til Nouveau cirque (moderne cirkus) som fx Cirque du Soleil. Men man må i bund og grund konstatere, at Georges Aperghis er unik, og at det ikke giver mening at søge at klassificere ham i en samlende kategori, for selv begrebet musik er næsten for snævert til at rumme alle facetterne i hans aktiviteter.

Det er måske det sværeste og vigtigste for en komponist at finde ud af, hvad der kendetegner hans personlige projekt. En aften sad jeg i en lille jazzklub Le sept lezards i Paris sammen med ejerinden Caroline og en fremragende amerikansk trommeslager John Betch. Uden sammenhæng i øvrigt sagde John noget, som rammer denne problemstilling meget fint »Everybody has a gig, I have my gig, Caroline have hers, all you have to do is to find out what your gig is«. Der er mange komponister i slipstrømmen efter Pierre Boulez, som er vokset op i et stadigt mere struktureret musikliv, men de synes at have det tilfælles, at de fortsætter Claude Debussys projekt med subjektive musikalske illustrationer af billeder, landskaber og poesi, og man kan frygte, at ønsket om at konkretisere komposition til videnskabelige regnestykker og et målrettet karriereforløb, for dog at kunne have noget konkret indhold i det daglige arbejde, effektivt har afledet opmærksomheden fra, at musik er kunst. De kan derfor virke en smule fortabte på bredden af Debussys La mer. For hvor Debussy i en lang periode af sit liv var plaget af følelsen af, at en stor komponist måtte skrive en stor opera for at slå til og kun langsomt indser, at hans mesterskab reelt åbenbarer sig i det originale værk Nocturnes, der måske ikke uden grund måtte omkring titlen Trois Scènes au crépuscule (Tre scener i tusmørke), fordi han her konciperer et helt nyt kompositorisk koncept og frigør sig fra den stramme traditionelle symfoniske sats, så kan de unge franske komponister i dag føle presset i form af en forventning om at skulle mestre den traditionelle teknik, den ideologiske argumentation, den moderne teknologi og skrive et stort ensembleværk med interaktiv elektronik til Ensemble Intercontemporain produceret af IRCAM – alt sammen inden de bliver alt for gamle.

Vi må atter tage et skridt tilbage og minde os selv om dengang, hvor Jean Cocteau, Sergej Diagilev, Pablo Picasso og Igor Stravinsky i Paris skabte epokegørende værker, og at deres arbejde dér var kendetegnet ved at det var baseret på lyst – man kan simpelthen se, at de har moret sig, når man kigger på deres værker. Pierre Boulez og det moderne projekt med IRCAM som flagskibet introducerede for alvor begrebet pligt i fransk musik og gjorde komponistens rolle til en sur og humorforladt omgang. Vi kan genfinde lysten hos en komponist som Georges Aperghis, glæden ved at opfinde musik, skabe forestillinger, ikke være bange for at rode lidt, bruge hvad der er omkring én, fra litterære mesterværker til paroler fra tv-reklamer, og fortælle historier fra sindets dybder og overflader, og der er måske netop her en nøgle til at finde ud af et ellers truende dødvande. En nøgle til at finde sit gig.

Med en produktion der mellem 1973 og 2004 rummer 7 operaer, 15 musikteater-stykker, 3 oratorier samt orkester-, kammer- og solomusik, er der tale om en meget produktiv komponist, og Georges Aperghis er meget tæt på at blive en stilskaber. Det er fantastisk at være vidne til en kunstner, der fra en position som autodidakt viser en vej, som talrige veluddannede samtidige ikke har kunnet finde, måske fordi deres skoling spærrer for udsigten. Vi står over for en væsentlig komponist, netop fordi Georges Aperghis demonstrerer en ny rolle for komponisten, der er tættere på filmskaberens kaotiske multitalent end den specialiserede komponerende musiker eller akademiker og konkretiserer dette i forestillinger, som rummer både tragedie, humor og musikalitet. Det er tankevækkende, at en komponist, der aldrig har sat sine ben i et konservatorium som elev, skriver i hånden og ikke bruger kraftfulde computer-programmer til sit arbejde eller skriver lange tunge filosofiske forsvarstaler for sin blotte eksistens op imod Adorno eller andre 'Æpejlemærker', formår at vise et eksempel på en arbejdsform og en indstilling, der resulterer i 23 originale komponerede og producerede musikteater-værker i løbet af en periode på 25-30 år.

I tiden efter Pierre Boulez' dominans som toneangivende komponist er det den generelle opfattelse i Norden, at der i Frankrig har været to hovedstrømninger, den ene centreret omkring IRCAM, og den anden i opposition til denne, men efter mit møde med Georges Aperghis falder det mig ind, at dette billede meget vel kan være en smule fortegnet. Væsentlige kunstneriske udviklinger i musikken i Frankrig har fundet sted uden at være enten involveret i eller i konflikt med IRCAM. Der er, og har været, en så stor beundring for Pierre Boulez' stramme og stærke intellektuelle stemme, at det først er nu i disse år, at det for alvor så småt begynder at blive klart, at Pierre Boulez og miljøet omkring IRCAM kun udgør en del af musiklivet i Frankrig, og hvis man kun orienterer sig efter udviklingen omkring denne 'Æstate of affairs', får man et forsimplet sort-hvid billede af fransk musikliv.

Man finder overalt i Frankrig en stor interesse og vilje til at fremføre og lytte til musik fra mange forskellige kilder. Alene det at en komponist og personlighed som Luc Ferrari kan fødes, skabe et livsværk og dø i Frankrig og forblive relativt ubemærket i Norden, er en mangel på perspektiv, og man må også have øjnene op for den store bredde i fransk teater og film, der også udgør væsentlige kilder til inspiration og udvikling af musik. Komponisten Karl Aage Rasmussen sagde en dag til mig sådan en passant: »Georges Aperghis, det er jo en komponist, man hele tiden hører om, men aldrig hører«, og for at få det fulde billede af denne herlige komponists arbejde skal man også se en af hans forestillinger. Så lad os håbe at der bliver lejlighed til det i en nær fremtid i Danmark.

Udrag af værkliste

Operaer

Avis de tempête (2004, 70 min.)

Tristes tropiques (1990-95, 90 min)

L'Å0á7charpe rouge (1984, 160 min)

Je vous dis que je suis mort (1978, 45 min)

Histoire de loups (1976, 135 min.)

Jacques le Fataliste (1974, 130 min)

Pandaemonium (1973, 95 min)

Musikteater

Zwielicht (1999, 60) (Entre chien et loup, version française)

Sports et rebondissements (1974, 25)

Sextuor – L'Origine des espèces (1992, 60)

Self (1981, 25)

Quai n°„ 1 (1978, 19)

Paysage sous surveillance (2002, 70)

Oraison funèbre (1971. 30)

Les Sept crimes de l'amour (1979, 5)

Les Jeteurs de sorts (1980, 30)

Les Guetteurs de son (1981, 17)

Le Petit chaperon rouge, °∞ RotkÅ0ä1ppchen°± (2001. 40)

La Tragique histoire du nécromancien Hieronimo et de son miroir (1971, 30)

Fragments (Journal d'un opéra) (1977, 30)

De la nature de l'eau (1974, 17)

Commentaires (1996 – 97, 75)

Oratorier

Die Hamletmaschine – oratorio (1999 – 2000, 60)

Liebestod (1981 – 1987, 145)

Vesper (1971, 30)

Se i øvrigt den samlede værkliste på www.aperghis.com

Udvalgte indspilninger

Sextuor – L'origine des espèces

Donatienne Michel-Dansac, sopran

Françoise Degeorges, sopran

Valéry Joly, Mezzo

Frédérique Wolf-Michaux, kontraalt

Elena Andreyev, cello

MFA 216004

Simulacres

Il gigante golia / 280 mesures pour clarinette / Sept Crimes de l'amour / Cinq Couplets: about de bras/ Simulacres / Quatre pièces fébriles /Trio /Monomanies / Sept mélodies sur des poèmes française du XVI siècle

Ensemble Accroche Note

Françoise Kubler – soprano

Armand Angster – clarinettes

Emmanuel Séjourné – percussion

Michèle Renoul et Brigitte Foccroulle – piano

Christophe Beau – violoncelle

Denis Tempô & Oliver Vivarès – clarinette

Double CD – Accord – ACRD4761635

Alles Theater! New music for vocal soloists

Divers compositeurs. Georges Aperghis: Petrrohl

Neue Vocalsolisten Stuttgart

Stradivarius – STR33680

Die Hamletmaschine-Oratorio – Georges Aperghis, Heiner Müller

Ensemble Ictus, SWR Vokalensemble Stuttgart, Georges-Elie Octors (dir), Françoise Kubler, Lionel Peintre, Romain Bischoff, Geneviève Strosser, Jean-Pierre Drouet

Cyprès CYP560

Se i øvrigt diskografi disponibel på websiten www.aperghis.com

Dokumentarfilm: storm beneath a skull. A creative documentary, 2006 – Film direction: Catherine Maximoff. Music: Georges Aperghis. Coproduction ARTE France

Aktuelle uropførelser

Wölfli Kantata

Hommage til Adolf Wölfli, for vokalensemble i 5 satser

PETRROH

DIE STELLUNG DER ZAHLEN

VITTRIOOL

TRAUER-MARSCH

VON DER WIEGE BIS ZUM GRAAB

Uropførelse den 22. juli 2006 ved festivalen Eclats, Stuttgart, af Neue Vokalsolisten Stuttgart og SWR vokalensemble Stuttgart. Bestilling fra Süπ dwestrundfunk Stuttgart og Musica (Festival International des Musiques d'Aujourd'hui, Strasbourg)

Contretemps for sopran og ensemble (2.1.2.1 – saxophone – 1.1.1. – accordéon, 2 pianos, 2 percussions – 2.2.2.1)

Uropførelse den 29. august 2006 i Salzburg af Klangforum med sopranen Donatienne Michel-Dansac; bestilling af Festival de Salzburg

Uropførelse af Seuls à Seuls for perkussion kvartet

Festival Musica oktober 2006 – Strasbourg af Quatuor Hélios

Komposition og iscenesættelse Georges Aperghis. Scenografi og lyssætning Daniel Lévy

Se i øvrigt www.aperghis.com

Foto af Aperhgis i arbejdsværelset, side 182: Philippe Gontier.

Scenebilleder i denne artikel er hentet fra videoen til Avis de tempüte, Aperghis' seneste opera. Fotos: Kurt d'Haeseleer.

Årgang 80/2005-2006, nr. 05