Nye cd’er

Efter internettet er pladebutikker ikke mere nødvendige. For ny og improviseret musik er det en kulturrevolution så murens fald næsten blegner. Nogle af de mest spændende udgivelser er nu engang ret så ikke-kommercielle og vil aldrig (eller kedsommeligt sent) komme frem på anden vis, og der findes mange væsentlige kompromisløse ting helt nede der, hvor individuelle musikere producerer nogle få brændte cd’er. Heller ikke alle miljøer har jo tradition for kulturstøtte. Man kan søge på nettet med »improvised music CD« eller »experimental music CD« – og passe på tids- og kreditkortforbruget ... – gå videre med kunstnere man er specielt interesseret i, følge links osv.

Her koncentrerer jeg mig (næsten) blot om et enkelt eksempel. Blandt de utallige bittesmå selskaber hører Public Eyesore til de kæmpestore og har base i Omaha, største by i den amerikanske stat Nebraska. Som så mange andre selskaber bestyres det af en musiker der er startet med at udgive sin egen musik, Bryan Day – i 1998. I skrivende stund er der kommet 97 udgivelser. Herunder noget om hvad man kan finde på www.publiceyesore.com

Onnyx (Kinno Yoshiaki): Private Idioms. Nr. 40, 2001. Solo guitar

Lane, frie soloimprovisationer på el-guitar. Udpræget glæde ved at bruge fingrene og et hurtigt tempo. Filigranagtig differentiering af lyden – klokkeklare toner, fingerspils-strukturer, kradsen, tørre ansatser med strengene løst mod båndene ...

Efter en stilfærdig begyndelse der kalder ud i rummet starter noget der lyder som polyfone glissandi – ved nærmere lytning en blanding hvor diskant-fingerspil myldrer og hvor brugen af bottleneck især høres i glissando på de dybere strenge. Det kan også gøres hurtigere, erfarer vi nu! Og så en næsten regelmæssig skiften registre op-ned ... men nu varieres hastigheden, som skyer der fortættes og fortyndes, sommetider dvælende (ikke mere kaldende), så suges lyden igen ind i en hvirvel, osv ... det var de første 4 minutter ud af 24.

Afsnit udvikler sig, ændres i større eller mindre grad. Sommetider i et hop til nyt afsnit som lige netop fortsætter eller kompletterer eller balancerer det forrige. Referencer til minimalisme sparkes ind som sparsomme vittigheder, evt. til afslutning af nummeret.

Forrrygende virtuost – vidtdrevet i sin væren sig selv, i sin træfsikkerhed. Et eksempel på, hvordan improvisationsmusikken giver os instrumentet tilbage. En legen med figur og baggrund. Detaljer bliver til mønstre, som overlejres af nye struktur-ideer. Lidt en parallel til Nancarrow, men på andre præmisser.

I næste nummer på 29 minutter ligner alt, men er dog nyt – fx den klokke-agtige struktur 3:45 – og måske er der mere kontinuerlige stræk og færre spring i denne. Om det nu skyldes at den forrige var live, denneher en studieindspilning. Hvis man kan sige sådan når optagelsen ifølge coveret fandt sted i ophavsmandens dagligstue.

Khoury * Shearer * Hall: Insignia. Nr. 34, 2001. Mike Khoury, vl – Jason Shearer, sax, fl, cl – Ben Hall, perc.

Improviseret musik. Ved den klare free-jazzede start af denne cd tror man, man ved hvad der kommer, men nej! Her bevæger vi os uberegneligt mellem det og så fritonalt kammermusik-agtige ting og klanglige strukturer. Last Date er reduktionistisk enkel trods absolut fravær af aftaler. Adskillige minutter er der tre instrumenter sammen i en lang klangflade. Gradvist introduceres mere bevægelse: lidt hurtigere skift – fx subito fra bækkenhvirvlen – og det ender med flagrende melodier. – Six and Lodge begynder fx med spiccato i violinen, som fløjte og trommer helt forunderligt formår at gøre også til deres livsform en tid – så skiller det lidt ad – et afsnit med lange toner – og nu finder de så på at gøre lydene helt korte og punktuelle – men violinen ændrer billedet ved at ville noget andet, vegeterende-vippende. Sul ponticello-spil på violinen bliver nu inspiration for et afsluttende pianissimoafsnit tilslut, hvori gnubbende slagtøjslyde indgår. – Og sådan skifter skæringerne.

Jack Wright & Bob Marsh: Birds in the Hand. Nr. 69, 2003. Jack Wright, as, ss, bcl – Bob Marsh, vcl, vl, processed voice.

Med fælles baggrund i Webern, men uafhængigt af hinanden, har kompositionsmusikken i 50erne (Darmstadt) og improvisationsmusikken i 60erne (Bailey mfl.) opdaget de punktuelle strukturer. Da åndedrætsagtige og metrumsbestemte fraser ikke mere var det selvfølgelige udgangspunkt, kunne man også bygge musikken op af mange små partikler. Øget sensibilisering, en langt mere håndvævet approach. Som Eimert og Stockhausen sagde i forordet til tidsskriftet die reihe 1 i 1955, »Klangen hænger ikke mere sammen i en grov masse, men må holdes sammen af et tæt, fintvævet netværk«. Og på omslaget her: »Improviseret musik som afspejler og celebrerer musikernes gensidige afhængighed«. Det punktuelle giver plads til masser af reaktioner og super-dialog i denne improvisationsmusik.

Mange små helt individuelle lyde med mulighed for lejlighedsvis kondensering, men faren for at gro fast undgås ... kæde- eller guirlandeagtigt, mildnende til bløde toner – flere og flere farver i lydene og en 4 sekunders jazzfrase bliver i denne kontekst vildt frivol – kildrende kortheder med netop de små pauser det kræver – vekslende kollektive temperamenter og en solo – hvirvlende med pauser som klar luft omkring --- de 6 skæringer giver sig alle god tid. Men musikken sover ikke.

V.'stYe. James Guggino, drums/noise – Jeff Surak, homemades/hurdy gurdy/noise – Carl Merson, bgt, gt (special guest). Nr. 48, 2002.

Dette er noise music – kender du genren? Nu ofte sat i forbindelse med Merzbow fra Osaka i Japan, før det med New York (Zorn mfl.), og forbindelsen kan trækkes helt tilbage til futuristerne om man vil ... Men altså, maskinagtigt, konstant høj dynamik når den spilles ved koncert, statisk/monotont, sommetider hvidstøjsagtigt. Ofte som electronica, instrumentalister kan dog også være med (som nr. 51 fra 2002 i øvrigt klart demonstrerer med Yoko Sato på solo guitar). Mange flot varierede og afvekslende monotonier her, så at sige. Rytmisk afbrudte samplinger – formørket guitarlyd krydret med bla. denatureret trommesætslyd – noget lidt alarmsirene-agtigt sammen med metalagtigt skarpt knas – bløde koriske strengelyde mm.

Jad Fair and Jason Willett: Superfine Nr. 76, 2003.

Her er glad rock med poppede tekster og rap-agtig deklamering, men den fræsende ostinato-facon er meget langt fra mainstream. Punk Rock 1996 Pt. 6 er en elegant parodi på den patetiske skrige-stemme, en af rockens klicheer par excellence, som den elektroniske forvrængning gør rigtig barnligt-hysterisk.

Ja, så er der også fx Emergency String Quintet (Nr. 57, 2001) med sin fordomsfrie brug af den velplejede strygerlyd, japansk freejazz med kraftige kontraster og reliefvirkninger (Nr. 65, 2003) og forskellige mere ambient- eller tilstandsagtige ting.

Sådan kan en ikke-kommerciel mangfoldighed se ud!

live (2004). flas 1009. Michio Karimata, ssax, fl, stemme – Keiko Higuchi, stemme, trb, tamburin – Morishige Yuasumune, cello, mikrofon. www.morishigeyasumune.com

Så – nu kunne jeg ikke lade være at give et udblik til endnu en cd fra en anden kontekst. London er Europas store by for fri improvisationsmusik med koncerter flere gange om ugen. Men i Tokyo er der flere om dagen! Stederne er små og intime.

Blandt mangfoldigheden af små cd-rom udgivelser har jeg valgt denne. Tre musikere spiller et helt, langt sæt. Det er ikke fordi der ikke findes udgivelser med mange små numre. Faktisk er det næsten mere almindeligt – musikerne har det ofte med at vælge de ‘bedste’ passager ud. Men jeg syns musikformen kommer bedre til sin ret sådan her. Organisk flow som det jo er karakteristisk, men musikerne tør godt danne kontraster indbyrdes. Stemmer der kan lyde så anderledes at elektronisk bearbejdning bliver overflødig, strejf af følelsen fra Noh-teaterets sang. Impulser der kommunikerer eller danner klangfarver der næsten kildrer i næsen, lange toner der fordyber, pauser med en særlig forfriskende brise-agtig karakter.