Nye Udgivelser

Cd’er

Niels Viggo Bentzon: Piano Sonatas vol. 2. Sonate nr. 2 op. 42, Sonate nr. 4 op. 57, Sonate nr. 7 op. 121. Christina Bjørkøe, klaver. Dacapo 8.226030.

I disse tre sonater møder vi efterkrigstidens Niels Viggo Bentzon, fra krigsafslutningens prøvende nytænkning til de forestående 60eres formale og stilistiske frigørelse. À propos førstnævnte: i noterne skriver Henrik Friis, at det i dag kan synes paradoksalt, at Bentzon fik et internationalt gennembrud på ISCM-festivalen i København i 1947 med Partita, et værk af samme art som Sonate nr. 2 – der er jo hverken tale om »systemiske eksperimenter, punktuel enkelhed eller hyperkompleks mangeklang«.

Det passer nu imidlertid smukt ind i billedet af den musikalske situation i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig: det gjaldt om at genoptage de internationale forbindelser og at høre det, man i lande som Tyskland og Østrig – og fx Danmark! – havde været afskåret fra under krigen. Man tog fat, hvor man slap i 1939. Det nye var repræsenteret ved fx Bartóks Koncert for orkester og Messiaens Quatuor pour la fin du temps; fx Goeyvaerts blev betragtet nærmest som en vittighed, og først fra 50ernes begyndelse fik man ørerne op for Webern, efterkrigstidens Messiaen og deres talrige efterfølgere, som førte musikken ind i bl.a. de tre felter, Henrik Friis nævner.

Her har vi så nu et tilbageblik på denne situation i Sonate nr. 2. Der er tydelige mindelser om Bartók både i indledningen og i hovedtemaet i 1. sats, og i 2. sats med dens næsten celeste-agtige svæven over en mørk “bund” mindes man Bartóks “natmusik”-satser. Sonate nr. 4 (1949) ser på en lidt speciel måde fremad: den foregriber på en måde momentformen med maksimal individualitet i den enkelte sats (der er i alt seks) og de tre largosatsers koralagtige passager, som hviler i sig selv. I Sonate nr. 7 fra 1959 har den bentzonske stilpluralisme holdt sit indtog: et kort værk, som vil alt på én gang.

Christina Bjørkøe har udtalt om Bentzons klaversonater, at »der er altid en mening med galskaben; kunstneren og lytteren kommer altid “i land”.« Ikke mindst i Sonate nr. 7 må man sande dette udsagn, men det gælder også for denne cd som helhed: den fører os igennem et skelsættende tiår i dansk musik, repræsenteret ved en af den tids mest fremstående skikkelser. Både på grund af dette og på grund af den fremragende udførelse kan den bestemt anbefales.

Ib Nørholm: Works For Solo Piano 1955-2005. Suite for klaver, Strofer og marker, Signaturer fra en provins, A discourse on time, Turbulens-Laminar, Cyclus i én sats, Strengeleg og hammerslag, Teenage, I drømmenes tid. Sonate for klaver, Tre vignetter. Hans Andersen. Kontrapunkt 32336/37.

Der bør egentlig ikke siges meget om dette overflødighedshorn af klaverværker fra et skelsættende halvt århundrede i dansk klavermusik, anskueliggjort ved to cd’er, som samtidig bliver til et portræt af en af tidens betydeligste danske komponister. Det anbefaler sig selv alene gennem én af titlerne: Strofer og marker, som i 1966 indvarslede ikke blot den danske “ny enkelhed”, men også den nørholmske pluralisme. Således kom Ib Nørholm til to gange at proklamere det nye: første gang var med “Tabeltrioen” i 1959, som også er udgivet på Kontrapunkt.

Det er ganske fascinerende at opleve springet fra den Bartók-prægede Suite for klaver til Strofer og marker for derefter at høre den vifte af muligheder, som udnyttes i pluralismens åbne land på tværs af musikhistorie og stil i de følgende værker. Udførelsen er i orden, noterne giver gode oplysninger. Her er et stykke musikhistorie lige til at sætte på hylden – men det bliver ikke stående dér hele tiden.

Per Nørgård: Works for harp and ensemble. Gennem torne (2003), Consolazione (2002), Sonora (1981), Lille dans (1982), Swan Descending (1989, Hedda Gabler (1993), Mens toner daler: Vårsol med fregner (2004), King, Queen and Ace (1989). Tine Rehling, harpe, og Esbjerg Ensemble, dir. Kaisa Roose. Dacapo 8.226039.

Her har vi igen et sandt overflødighedshorn: otte Nørgård-værker for harpe og i nogle tilfælde ensemble. Harpen er et af Per Nørgårds foretrukne instrumenter, og Søren H. Schauser kæder i noterne interessant nok dette forhold sammen med et generelt træk ved Nørgårds musik: han »kan simpelthen lide strengene. Lide at underkaste sig naturens enkle svingningslove og forvandle dem til sammensat musik. (…) Nørgårds harpemusik er mindre i familie med Tjajkovskijs balletter end Homers fortællinger og Pythagoras’ kosmiske tanker«.

Dette mærkes tydeligt i en vandring gennem disse værker, som er komponeret mellem 1989 og 2004. For mit vedkommende gik turen fra det velkendte – King, Queen and Ace – til det totalt ukendte – Hedda Gabler, som er komponeret til en BBC-produktion af Ibsens drama. Det er to værker, som hver på sin måde viser den stærkt dramatisk-billeddannende effekt, man finder hos Nørgård. Men man finder jo også det modsatte: det lyriske, svævende. Swan Descending og Mens toner daler – Vårsol med fregner er gode eksempler på dette.

Jeg kan i denne forbindelse ikke lade være med at tænke på Sibelius, som både havde sans for drama og svaner – Nørgård udtalte sig jo i sin tid om både “det nordlige sinds univers” i almindelighed og Sibelius i særdeleshed, og hele cd’en kan for mig at se betragtes som en nutidig manifestation af dette musikalske “univers” med tilbagegriben til mere arketypisk musikalsk tænkning. Cd’en er en spændende dør ind til en sådan musikalsk opfattelse. Niveauet er højt!

Torben Enghoff: Chamber Pieces. Nice Feeling, Clown Sits in a Garden, Take That, “The Beetles (Strawberry Weevils Forever)”, “Air” og “Birds” af 11 Naturhistorier, Melodi, sommeren 1988, Lille Stykke, Koral til minde om John Coltrane, Turning on Your Heels, Hommage à Antonio, Je pense à toi, Lyset, Vinden, Sundet, Bælthavet, Joe’s Coffee Shop, Night Song no. 2, Dance of Joy, Fabulade no. 3, Fabulade no. 1, 3 Improvisationer. Cikada Kvartetten, Carion, Torben Enghoff, Trio Divertimento, Copenhagen Saxophone Quartet, Kontra Kvartetten, Neel B. Teilmann, The Reed Quartet, Birgitte, Lindum Harris, Anders Havshøj, Per Egholm, Gabriella Bergman, Charlotte Andersson, Pia Kaufmanas, Jan zum Vohrde og Anders Gårdmand. Classico Classcd 665.

Også på Enghoff-cd’en møder der os et overflødighedshorn, men det samme kan ikke siges om niveauet: i dette horn er der både godbidder og overflødigheder.

Cd’en indeholder et væld af småstykker. Hensigten med den er tydeligt nok at præsentere Torben Enghoff fra en ny side, nemlig som komponist. Han har i mange år gjort sig gældende som saxofonist både i og uden for jazzmiljøet samt som jazzskribent. Siden 1999 har han virket som komponist af nedskrevne værker, og vi får her et antal af disse samt tre improvisationer.

Alt dette er bestemt ikke lige spændende. Generelt kan det siges, at stykkerne rent ud sagt i nogle tilfælde bliver til musikalsk smalltalk. Det er flink og rar musik, vi her får at høre – vi kan jo alle blive enige om, at saxofoner kan jazze, at en blæserkvintet kan lave en sjov zoologisk ekskursion, og at godt vejr er en god ting. Både i “klassisk” og jazzmæssig sammenhæng arbejdes der i stor udstrækning med kendte og prøvede fraser, stilelementer og sammenhænge. Der arbejdes også med citater, og så bliver det straks sjovere “Air” griber til improvisation over et Bach-citat (gæt hvilket!), og “Birds” leger ikke blot med beetles, men citerer også Beatles.

Joe’s Coffee Shop har god substans og idérigdom. I Lyset, Vinden, Sundet, Bælthavet kommer vi ind i klaverbilleder, som sine steder tangerer fx Schönbergs Seks små klaverstykker og Messiaens Catalogue d’oiseaux. Men de stykker, jeg finder mest spændende, er de tre indledende for strygekvartet, glimrende spillet af Cikada Kvartetten: Nice Feeling, Clown Sits in a Garden og Take That, samt de tre improvisationer, som høres hen mod slutningen. Inden for disse rammer findes som sagt en blandet landhandel. Generelt må det siges, at man næppe gør en komponist en tjeneste ved at medtage et stykke som Melodi, sommeren 1988. Komponisten skriver: »Jeg skrev den en dag, jeg sad og øvede mig. Den har “forfulgt” mig lige siden«. Godt nok – men her overskrides grænsen mellem det offentligt og det kun privat interessante.

Percussionist Songs. Kurt Schwitters: Ursonate, Arnold Marinissen: Miniatur I, II, og III, Kees van Kooten: Festival, Stuart Smith: Songs I-IX, Ron Ford: Follow Thy Flight, Michael Norris: – in flexion, Christian Wolff: Percussionist Songs IV, III, VI & VII, John Cage: ”Story” af Living Room Music. Arnold Marinissen, Barbara Hannigan og Kees van Kooten. BVHaast 0904/1004.

Teksthæftet til dette dobbeltalbum stiller på første side et spørgsmål og giver straks selv svaret: »Percussion can sing – but can a percussionist sing? A collection of works for percussion, voice, musical saw and electronics is put to the test in order to answer this question …« Dette giver med det samme en beskrivelse af hensigten med de to cd’er.

Arnold Marinissen har gjort sig gældende som slagtøjsspiller i mange sammenhænge både som solist, i ensembler og orkestre og som konservatorielærer. Mindre kendt er det, at han også er fremragende som vokalist. Her viser han begge talenter på overbevisende måde.

Som vokalist træder han frem med autoritet i Kurt Schwitters’ berømte Ursonate. Schwitters var den mest fremtrædende figur i 20rnes dada-bevægelse, og denne bevægelses svævende tilstand i feltet mellem poesi, teater og musik illustreres på smukkeste vis af netop dette værk. I næsten tre kvarter lytter man til et rituelt-formelpræget spil af sproglyde uden sproglig mening, her fremført med fremhævelse af alle klanglige nuancer og med stor styrkegradsmæssig og tonehøjdemæssig differentiering. Med fremførelsens præg af både meditativ ro og drama er det for mig den hidtil mest overbevisende version af stykket. Alene denne cd er hele sættet værd.

På den anden cd høres Marinissens egne Miniatur-stykker, som strækker sig fra et surrealistisk spil mellem et stønnende “lokomotiv” og “børnestemmer” til en syngende sav. Blandt de andre værker kan fremhæves Kees van Kootens Festival, som på flere sprog skildrer et melodi grand prix, i hvilket et nyopdaget talent af ubestemmeligt køn i det afgørende øjeblik taber såvel bukser som stemme, spilder kaffe ned ad sig og alligevel vil optræde – en klassisk mareridtssituation ... Det er meget morsomt.

Desuden Ron Fords Follow Thy Flight, i hvilken komponisten har hugget en stump tekst fra Wagners Siegfried, som hviskes over en overjordisk klingende vibrafonsolo, og endelig Michael Norris’ – in flexion for sav (dér var den igen!) og bånd, som synes at modulere den uvirkelige, sfæriske tone fra Ron Ford’s stykke over i savens metalliske, glidende svæven.

Der er meget cirkus i dette sæt, meget at mores og undres over, og samtidig viser cd’erne en række kunstnerisk overbevisende stykker fremført af en sand multikunstner (i to af stykkerne for det vokales vedkommende dog erstattet af alternative vokalister). Begge dele er karakteristiske for det hollandske BVHaast, som nok er værd at lægge mærke til: www.bvhaast.nl.

Nina Björk Elíasson: Phosphorous Sincerely. A Scarf Around the Neck, Rambling Robot, Cykeltur, Humming Percussion-Bird, Hair, Sisyfos, Three Flies, Sissy-Fuzzy, SMS, Where is it?, “Gentlemen’s Throats Cut With Very Sharp Razors With Great Care and Skill. No Irritating Feeling Afterwards”, Long Hair in Two Hours, Unlimited Chat – Fixed Price, The Singing Horse. Nina Björk Elíasson. TUTL SHD 73.

Hvis man efter at have hørt Percussionist Songs får lyst til at gå yderligere på opdagelse i de vokale udtryk, er der rig lejlighed til det i stykkerne på Nina Björk Eliassons cd.

Her udforskes alle de muligheder for udnyttelse af stemmens udtryksregister, som har vist sig i det sidste halve århundrede. For eksempel har Berio, Schnebel, Kagel, Ligeti og ikke mindst komponister som François Dufrêne og Henri Chopin fra poésie sonore-området i høj grad fokuseret på klangen, enten uafhængigt af det sprogligt-semantiske udsagn eller som understregning af eller kontrapunkt hertil. På det udførelsesmæssige område er det her oplagt at nævne Cathy Berberian, som i mange år samarbejdede med Berio.

Nina Björk Elíasson har arbejdet med stemmen i flere sammenhænge: som pædagog, som sanger i forskellige grupper og ikke mindst som vokalist i improvisationsgruppen Madam Press. Her på denne cd viser hun sig på slap line med et orgie af udtryk i grænsefeltet mellem sprog/fortælling og musik. Det kan ikke udtrykkes bedre, end det gøres i pressemeddelelsen: hendes stemme:

»roder, river, rasper, rytmiserer, reciterer / hvisker, hvæser og hyler / krænger, kradser, knitrer, knækker og klør / smasker – sitrer, stønner og sukker / vibrerer, bræger, gisper, græder og griner«.

Men også ord findes der i denne vokale tour de force, som på én gang klinger splinterny og har rødder helt tilbage til Darmstadt og New York i 50erne og 60erne og til 20rnes dadaisme (jfr. anmeldelsen af Schwitters-cd’en). At undlade at høre denne cd er at snyde sig selv for en væsentlig oplevelse. Det er mesterligt gjort!

Jexper Holmen: Night Pace. mooseMATRIX. TUTL FKT 34.

Værket er komponeret på bestilling af ensemblet mooseMATRIX med direkte henblik på denne cd-indspilning. mooseMATRIX består her af Anna Klett (klarinet), Peter Morrisson (cello), Frans Hansen (slagtøj) og Jens Hørsving (elektronik).

Jexper Holmen udtaler selv, at der er tale om et projekt, som vil vække sansen for de små detaljers betydning. Elektronisk forstærkning og bearbejdning bruges som et forstørrelsesglas til anskuelse af de bittesmå nuancer. Men der er ikke blot tale om udstrækning i “rum”, men også i tid: værket er et “helaftensværk”, et langt forløb med langsomme forandringer.

Der er tale om et fremragende eksempel på kompositorisk mod til at koncentrere sig og gå i dybden. En ro og nuancerigdom som denne er sjælden at finde, og ligeså evnen til at fastholde enhedpræget – og ikke mindst opmærksomheden! – over et så langt forløb. Det kan føre videre til en principiel betragtning: en sådan cd kan være bedre egnet som komponistportræt end en flimrende mængde småstykker, som trækker i hver sin retning.

Trash. Simon Christensen: The Acc’s Low Track, Morten Olsen: ranos, Morten S. Danielsen: 9 ways to wake up, Jexper Holmen: prefer og laughing out loud inhaling the SCARLET SPLEEN (…fade to black) og Ejnar Kanding: epicentre. Frode Andersen. Dacapo 8.226513.

Også her har vi en af de cd’er, som fra starten har udgjort en kunstnerisk helhed: trash er blevet til som et bestillingsværk, en cd bestående af seks værker, som for halvdelens vedkommende skulle være et remix af en improvisation, akkordeonspilleren Frode Andersen havde indspillet. Tre andre skulle komponeres hurtigt og være hurtige at indstudere – et af dem skulle være en enstemmig melodi.

Der er således ikke blot tale om den klassiske situation: en musiker bestiller værker hos komponister. Her leverer musikeren en del af materialet og giver kompositoriske anvisninger. Grænsen mellem komponist og udøvende bliver overskredet, og et ligeberettiget samarbejde finder sted. Denne tendens har gjort sig gældende i adskillige år sammen med en anden væsentlig tendens: dannelse af improvisationsgrupper.

Dette kan føre til spændende diskussioner om værkbegrebet og om musikkens fremtid. Her er der nu under alle omstændigheder tale om fem komponister, som i seks værker (to af dem skyldes Jexper Holmen) forholder sig til én musiker og hans forskrifter. Det giver et spændende enhedspræg. Værkerne bevæger sig mellem det melodiske og det rent klangfikserede udtryk og mellem det totalt uoverskuelige og det rørende enkle. Fra værk til værk – og til tider i det enkelte værk!

Hos Simon Christensen ryger man fra starten ned i en uhyggelig, mørk undergrund med pust og støn og hjertebanken. Det er en stump af Frode Andersens improvisation, som her er kommet under en ubarmhjertig lup. Morten Olsen fører os videre i et absurd rædselskabinet med kontrast mellem brølende og gryntende uhyrer og blinkende bip-lyde tilsat en el-bas og noget, som minder om dansemusik fra en slidt lp, men som stammer fra den originale improvisation – et helt Heiner Goebbels-agtigt indfald. Og Ejnar Kanding tager et lille afsnit af improvisationen og lader os ud fra dette møde nok et stønnende, prustende og hvæsende uhyre, som slæber en lænke efter sig. De tre andre stykker er mindre tegnefilmsagtige, men hver på sin måde lige så overbevisende.

Tilsammen anskueliggør cd’ens seks værker den gensidige inspiration og idérigdom, et sådant samarbejde mellem komponist og musikere kan føre til. Den enkelte cd bliver på én gang til en samling værker og til et samlet kunstværk.

Alpha. Eblis Álvarez: El triste juego de la polka espectral, Ib Nørholm: Jubilate Deo in primavere, Søren Nils Eichberg: Cantus, Bent Lorentzen: Farbentiegel II, Svend Hvidtfelt Nielsen: Trionetics, Alpha: Jaco. Alpha. Dacapo 8.226518.

Denne cd befinder sig ikke i samme grad som trash i grænseområdet mellem værksamling og værk, men grundideen er alligevel den samme: initiativet kommer fra musikerne – gruppen Alpha består af Bolette Roed (blokfløjte), Peter Navarro-Alonso (saxofon) og David Hildebrandt (slagtøj) – og cd’en slutter med en komposition/improvisation, som gruppen selv står for. Det, der i Trash var udgangspunktet og grundlaget for flere af værkerne, er således her en art konklusion, og i begge tilfælde er det musikerne, som således indrammer cd’en. Den bliver til et konceptalbum. Det er en tydelig – og spændende! – tendens, som jo har et sidestykke inden for “rytmisk musik”, hvor Beatles med Sgt. Pepper var pionerer.

Stilmæssigt er Alpha – altså ikke gruppen, men cd’en – langt mere heterogen end trash. Eblis Álvarez går på hypnotisk vis ind i stadig variation af små rytmiske celler, som vendes og drejes i et ti minutters udsnit af et uendeligt mønster. I Jubilate Deo in primavere går Ib Nørholm tilbage til middelalderlig praksis med stemmer, som både fungerer sammen og klinger hver for sig – eller omvendt, afhængigt af lyttemåden! Det bliver til et lyst og let spil, som maler et forårsbillede i pastelfarver med en Castiglioni-agtig tone.

Søren Nils Eichberg skaber med Cantus et smukt og direkte værk med en umiddelbart opfattelig form. Der er enkelhed uden kedsomhed i værkets klare opbygning i blokke, som virkningsfuldt stilles over for hinanden. Bent Lorentzens Farbentiegel II er på diametralt modsat vis en subtil klanglig udforskning, som umiddelbart har det lidt svært efter Eichbergs profilerede stykke. Derefter høres Svend Hvidtfelt Nielsens Trionetics, i hvilket de tre stemmer flettes sammen til en slange, som snor og vrider sig i et homogent spil, der glitrer af farver.

Der rundes så af med Jago, som denne gang er titlen på gruppens eget stykke. Det er et rytmisk og spændstigt værk, klangligt set gennem mikrofon og forstærker, hvilket skaber en rustik klangverden med lyde, som ikke normalt høres ved en opførelse eller optagelse – “forstørrelsesglas” som hos mooseMATRIX på Night Pace. Der skabes et nærmest primitivistisk stykke, som i karakter undertiden nærmer sig en middelalderlig dans. En effektfuld afslutning!

Tilsammen udgør stykkerne et ret så dækkende billede af gruppens virksomhed: minimalisme, folkemusik, middelaldermusik og udforskning af klanglige muligheder. Både denne cd og de to foregående giver et godt indblik i danske musikeres spændende initiativer. Som nutidig komponist behøver man ikke nødvendigvis at skrive til skrivebordsskuffen.

Planet Poing. Sachiyo Tsurumi: Sushita 009, Maja Solveig Kjelstrup Ratkje: Rondo Bastard Overture Explosion, og No Title Tango and Milonga, Aki Asgeirsson: 435271, Jexper Holmen: Tension III: Disembarrass, Lars-Petter Hagen: Kronologi. Poing. Jazzaway Records JARCD019.

Nok en gruppe, denne gang norsk. Bag navnet Poing gemmer sig Frode Haltli (akkordeon), Rolf-Erik Nystrøm (saxofon) og Håkon Thelin (kontrabas).

Denne cd er udgivet af Jazzaway Records, men over lange stræk vil man kun med megen god vilje kunne begrunde, at den netop skulle puttes i jazzskuffen. Skellet mellem “rytmisk musik” (rædsomt udtryk) og “kompositionsmusik” (ikke mindre rædsomt) bliver mere og mere udvisket inden for det område, som de her anmeldte cd’er bortset fra de tre første repræsenterer.

Flere af stykkerne er ganske morsomme. Således præsenterer Poing i Sachiyo Tsurumis Sushita 009 et vekselspil mellem spillemandsklingende fraser, som danser eller marcherer fremad på bedste vis, og klanglig fordybelse. Maja S. K. Ratkje leverer i Rondo Bastard Overture Explosion en vekslen som hos Tsurumi, men her med fløjten, piben og hvæsen, mens hun i No Title Tango and Milonga giver præcis, hvad titlen angiver.

Andre er mere barske. Jexper Holmen kører i Tension III: Disembarrass løs med en boremaskine, som slås til og fra i arbejdet i de rå blokke. Det bliver til en snerrende, vibrerende, overstyret Varèse, som ikke glemmes lige med det samme. Og det samme er tilfældet med 435271 af Aki Asgeirsson, hvor der arbejdes med en motorisk mosaik af signaler, som kammer over i et aggressivt kaos, gennemtrængt af råb og skrig.