Sangen om Koppel

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 05 - side 10000-10000

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Interview med Thomas Koppel, Anders Koppel og Herman D. Koppel


Af Anders Beyer (Denne artikel er ikke publiceret i den trykte udgave)

»Et statistisk departement fandt på at sige, at hvis ikke begge forældrene var født i Danmark, så er man ikke dansk. Selv om jeg har rødder i Polen, har jeg ikke noget specielt forhold til Polen. Jeg er sgu fandeme dansk. Jeg er født og opvokset her i landet.«

Den 2. juni 1992 talte jeg med Herman, Thomas og Anders på en solbeskinnet terrasse i den 83-årige Hermans hjem i Holte. Det indledende citat er naturligvis sagt af Herman D. Koppel.

Vi er i det, der med al ønskelig tydelighed kaldes en hjem med klaver. Det er næppe overdrevet at hævde, at familien, rødderne, opvæksten i et kunstnerisk hjem, har været en altafgørende stimulerende faktor for de tre som skabende kunstnere. »Drengene«, som Herman D. Koppel kaldte sine sønner Thomas og Anders, fik musikken ind med modermælken og blev vidunderbørn, med alt hvad det indebar af lykke og ulykke. Uafviseligt er det, at det frugtbare miljø omkring familiens musikalske aktiviteter medførte, at de tre hver for sig og sammen kunne yde et fornemt bidrag til dansk musik og det inden for vidt forskellige genrer.

Men hvor forskellige deres kunstneriske produkter end var og er, så mødtes de på en række områder og befrugtede hinandens arbejde. Med Herman D. Koppels ord: »Efterhånden som børnene blev professionelle kunstnere, fik den gensidige inspiration stadig større kunstnerisk betydning. Anders’ medarbejderskab på mine vokalværker var vigtigt, og Thomas havde sin andel i, at jeg både som komponist og pianist beskæftigede mig med den serielle musik.«

Skulle man forsøge sig med at påhæfte de tre en fælles etiket, må det blive et forslidt candy floss-ord som ‘genreoverskridende’. Den musikalske spænding, der er indeholdt i så vidt forskellige udtryk som “Sangen om Larsen” og “Requiem” for soli, kor og orkester i Herman D. Koppels produktion, siger noget om viljen til at bryde med faste forestillinger og musikalske genreopdelinger. Og det går igen i sønnernes arbejde. Det, de tre bl.a. har til fælles, er, at de alle er både musikere og komponister. For dem er musikalsk praksis og musikalsk vision to sider af samme sag. De er anti-intellektuelle i ordets bedste forstand, de gør det, øjeblikket måtte forlange, uden skelen til om det passer ind i en bestemt æstetisk teoridannelse.

Musik og samfund

Thomas Koppel, der i 70’erne, efter bruddet i gruppen Savage Rose, stillede hele sin musikalske virksomhed i den yderste politiske venstrefløjs tjeneste og var folketingskandidat for DKPLM, var i 1992 »... på vej mod et nyt trin i udviklingen«. Hvor han i mange år udelukkende skrev politisk musik, anti-koncertsalsmusik, begyndte han at skrive værker, som i det mindste på det formelle plan ligger i forlængelse af den tradition, der var hans udgangspunkt. Det blev f.eks. til en koncert for blokfløjte og orkester til Michala Petri. Og endelig tiltrak det helt store musikalske apparat også kunstneren: »Jeg har også en plan med en større musikdramatisk forestilling, som skal forene alle mine erfaringer. Det skal være en slags musical, hvor der er dans, gøgl og alt muligt. Teksterne laver vi selv. Det er stort, besværligt og dyrt, men det skal skrives.« [det blev til forestillingen Bella Vita på Gladsaxe teater, red.].

Det betød dog ikke at Thomas Koppel reviderede eller ligefrem fortrød sit (musik)politiske engagement. Med hans egne ord: »De grundlæggende holdninger føler jeg intet behov for at revidere, men selvfølgelig lærer man gennem hele livet. Når man er inde i en heftig udvikling, hvor man skal fra et trin op til det næste, så er man som regel nødt til at være meget skråsikker og forkaste alt det, der omgiver én. Når en sådan proces er overstået, kan man begynde at geninddrage det, som man byggede sit arbejde på før. Jeg er kommet til et punkt, hvor det er muligt for mig at forbinde alle mine erfaringer og oplevelser i en ny musikalsk syntese. Det er nødvendigt nu med en ny syntese af den klassiske tradition og alle de nye bevægelser, som er kommet til i løbet af dette århundrede. Og som alle andre mennesker føler jeg mig tilknyttet bestemte strømninger. Dem tager jeg med ind i musikken. Jeg har siden 6-års alderen altid gjort det, jeg instinktivt har følt er rigtigt, nemlig at udtrykke det jeg rent faktisk rummer. Igennem mine ord og musik må jeg udtrykke det, jeg rent faktisk er. I mit liv har der været en række store oplevelser, som det har været nødvendigt at fortælle om gennem min musik. Hvis min musik ikke fortæller noget om, hvem jeg er, så kan det være lige meget. Når jeg nu kan begynde at tage partiturmusikken op igen, er det fordi jeg føler at jeg har overskud til det nu, og jeg har lært dét, der var nødvendigt for at bruge den igen.«

Herman D. Koppel havde store forhåbninger til den unge Thomas, og skuffelsen over at sønnen efter sin debutkoncert som pianist »fuldstændigt opgav kompositionsmusikken og enhver tanke om at udnytte sine evner som klassisk pianist« var ikke til at skjule: »Efter sin debutkoncert rørte Thomas selv ikke mere det sorte klaver som koncertpianist: det var ham for ensom en tilværelse. Jeg syntes Thomas havde så stort et talent, at han kunne lade tingene trives side om side. Måske har de mange forventninger, der så tidligt blev rejst til ham i det etablerede musikmiljø været for tung en arv at løfte.«

Hertil svarede Thomas Koppel: »Jeg vil ikke skrive under på, at det var den væsenligste grund. Jeg tror det hænger sådan sammen, som jeg sagde før, nemlig at musikken skal være på samme plan som mennesket bag musikken. På et tidspunkt i mit liv så jeg en masse nye muligheder, som ungdomsoprøret var med til at sætte igang, og måtte naturligt gøre nogle ting, der var nødvendige for mig. Jeg tror alle komponister vil bibringe andre mennesker noget, der er oplevet som stærkt i livet - med mindre man er kynisk levebrødskomponist.«

»Det kan du også høre i de store komponisters værker«, supplerer Anders Koppel - »Hos dem har man en fornemmelse af, at de ‘har taget deres søndagstøj på’ og koncentrerer sig så meget som overhovedet muligt for at sige noget vigtigt til os. Det er jo ikke så tit vi møder mennesker, som gør sig meget umage for at blive forstået. I musikken kan man i bedste fald møde mennesket fra dets allerbedste side i ét koncentreret øjeblik.«

Thomas’ klaverdebut blev mødt af en skarp kritik af kritikeren Poul Nielsen. Måske er det ikke urimeligt at hævde, at Thomas led under et stort fra fra omgivelserne, en af de negative sider ved at være vidunderbarn. Herman opsumerer:

»Efter Thomas’ klaverdebut kastedede drengene sig for alvor over den amerikanske folke- og beatmusik og trak os andre med. Det var især Bob Dylan der optog dem. Anders Havde holdt foredrag om ham i radioen og havde planer om at skrive en genre-biografi om Dylan, og Thomas ville udsætte nogle numre af ham for Lones sopran og orkester. I stedet skrev Anders i sommeren 1967 selv nogle tekster, som Thomas satte tekster til og som Lone sang med Thomas ved klaveret, Anders ved el-orglet og jazz-musikeren Alex på trommer.«

Det blev som bekendt til gruppen Savage Rose. Gruppens første plade solgte 15.000 eksemplarer og blev et hit. Svage Rose forsøgte sig i Amerika, som sidenhen også kunstnere som Kim Larsen og Marilyn Mazur gjorde. Hjemvendt fik Savage Rose succes med musikken til balletten “Dødens triumf”. Men i 1971 forlod de tre i rytmegruppen Savage Rose der reorganiseredes som gospel-trio. Thomas flyttede sammen med Anisette og sine to sønner i et havehus. De lagde nu mere vægt på et direkte politisk engagement til fordel for fremmedarbejdere og politiske fanger. Refugee hed den plade de udsendte i begyndelsen af 1972. I 1982 rejste gruppen til Albanien i forlængelse af Thomas’ medlemsskab af partiet DKPLM, som han ved valget i 1987 var folketingskandidat for.

Musikalsk mangfoldighed

Hvordan Anders Koppel ‘klæder sig på’ musikalsk, kan man få et indblik i ved at gæste hans studie i hjemmet i Valby, hvor den nyeste teknologi tages i anvendelse: synthezisere, sampler, computer, nodeskrivningsprogrammel m.v. Dertil det instrument med uforligne god lyd: Hammond B3, hvis umiskendelige lyd gennem årene er blevet så intimt forbundet med Koppels virke som musiker og komponist.

Det er i det private studie, Anders Koppels balletter er blevet til, og det er her, han arbejder med at finde ind i nye musikalske landskaber. Derudover har han orkestret Bazaar sammen med Peter Bastian og Flemming Quist Møller:

»I gruppen kender vi hinanden til bunds og bliver alligevel hele tiden overraskede over nye ting. Bazaar er en vigtig del af mit liv og den kollektive arbejdsform, som ligger i forlængelse af den måde vi arbejdede på i Savage Rose, har altid været mest tiltalende for mig. Derudover har jeg studiet derhjemme, hvor laver jeg båndmusik til teater, ballet, film, osv. Det er en naturlig ting for mig at arbejde med mange forskellige medier. Thomas sagde, at man er den, man er. Jeg har altid ment, at man er den, man bliver til. Det har altid været vigtigt for mig at se fremad, udvikle mig. Det keder mig grundlæggende at se tilbage på fortiden. Det er derimod vanvittig spændende at finde ud af, hvor fanden man skal hen i morgen. Det er vigtigt konstant at være i bevægelse.«

»Thomas og jeg har jo haft en omskiftelig tilværelse sammen og hver for sig. Der har været nogle år, hvor vi ikke har arbejdet sammen, men i de sidste par år er vi igen begyndt at spille sammen. Det fællesskab vi har, er noget vigtigt i mit liv. Vi spillede sammen i Savage Rose til 1974, derefter havde jeg behov for at lave mit eget. Jeg var 25 år, vi havde spillet sammen fra vi gik ud af skolen, jeg havde fået tre børn og følte, at jeg måtte igang med mit eget liv. Siden har jeg fulgt Thomas’ og Anisettes produktion og altid været fuld af beundring for den konsekvens, der har præget deres virke. Og det var skønt for mig at spille med i bandet igen, at ‘få ribbet op i det gamle sår’«, siger Anders Koppel.

For mange år siden, som 19-årig, udtalte Anders Koppel: »Jeg har altid drømt om at føre et liv, hvor jeg bare gør, hvad jeg har lyst til - det er det, jeg er i færd med nu.« Den livsform ser han stadig som rigtig. Det blev først til det legendariske familiesammenspil i Savage Rose og musikken til balletten “Dødens Triumf”. Siden 1976 har arbejdet i gruppen Bazaar stået øverst på dagsordenen for Anders Koppel. Samarbejdet her med Peter Bastian og Flemming Quist Møller, deres udforskning af bl.a. den østeuropæiske folkemusik, har allerede indskrevet sig som noget enestående i dansk musikliv, og er heldigvis også foreviget på en række pladeindspilninger.

Rødderne

Hvad end “drengene” har kastet sig over af musikalske gøremål i årenes løb, det være sig handlinger, der må have ligget nok så fjernt fra nestor Koppels sindelag, så er det altid blevet mødt med forståelse og accept. Thomas Koppel betonede kraftigt den betydning familien havde for hans egen udvikling: »Vores barndomshjem var specielt på den måde, at der var et element, musikken, som gav baggrunden for hele vores liv. Når man vokser op et sådant sted - man kender det også fra cirkus-miljøer, i artistfamilier - så bliver det et helt specielt sted at være. Hvor Herman skulle skabe det hele fra bunden, så at sige, fik vi børn en masse forærende fra starten.«

Anders Koppel er enig: »Arbejdsdisciplinen er om noget jeg har med mig fra min barndom. Både som komponist og musiker skal det håndværksmæssige være i orden, det lærte vi tidligt. Da jeg var barn, vågnede jeg som regel ved halv seks-tiden om morgenen, ved at far sad inde i stuen og komponerede. Han udnyttede et par timer inden vi skulle op i skole til at lave noget fornuftigt. Min far er konstant en stor inspiration på alle felter, både som metodiker og menneske. Han har lært os at være levende, åbne og nysgerrige.«

For Herman D. Koppel var det meget stimulerende, at børnene gik så stærkt op i det musikalske liv; de blev tidligt hans kompetente kritikere og inspiratorer: »For mig var det afgørende ikke, hvad mine børn ville med deres liv, men at de tog valget alvorligt. I den forstand har de nok fået en streng opdragelse.«

Årgang 80/2005-2006, nr. 05