Sangen om Koppel

Musikalske familieforgreninger. Thomas Koppel, Anders Koppel og Herman D. Koppel om musikken, sammenspillet, modgangen og trangen til frihed.

Af Anders Beyer

»Jeg er sgu fandeme dansk. Et statistisk departement fandt på at sige, at hvis ikke begge forældrene var født i Danmark, så er man ikke dansk. Selv om jeg har rødder i Polen, har jeg ikke noget specielt forhold til Polen. Jeg er født og opvokset her i landet!«

Den ellers så rolige Herman D. Koppel er synligt irriteret. Året er 1992. Jeg har sat komponisten i stævne sammen med sønnerne Thomas og Anders. The grand old man i dansk musik ser forståeligt nok sig selv som dansker, men myndighederne ser anderledes på sagen. En situation der øjeblikkelig fører til polemik med modspørgsmål som eksempelvis angår vores dronningemoders nationalitet.

Danskheden, den formelle såvel som den kunstneriske, er til diskussion. Dengang mindre synlig i dagens debat, nu i 2006 højprofilet som følge af politiske indsvingerne og ændret holdning til de fremmede: det er nu mere end nogensinde blevet et politisk og kunstnerisk forehavende at udføre stiløvelser i at gradbøje danskheden. Hvornår er man helt og aldeles dansker? Det irriterede Herman D. Koppel, at han officielt kun var måske egnet, og at han ikke kunne betragtes som dansker endskønt han var vokset op i landet.

For ikke mange år siden udkom en bog med titlen Carl Nielsen. Danskeren. Altså allerede i titlen antydes en forestilling om, at komponisten er indbegrebet af det at være dansker, og at hans musik er klingende danskhed. Det synspunkt anfægtes nu. Med nogen ret, for – når alt kommer til alt – hvem er vi så egentlig? Som Benny Andersen har ført overbevisende digterisk bevis for: De mest danske af alle er – svenskerne.

I heldigste fald kan vi få statens godkendte stempel i forhold til at kalde os danskere, men samtidig ser vi, at 'rigtige' danskere i deres kunst alligevel ikke inderliggør det påståede særlige og svært definerbare danske i deres kunst. Tænker man videre i den dur, bliver det meningsløst at bruge spalteplads på diskussionen. Hvis vi bare kunne blive enige om at være verdensborgere, ville det være en rummelig størrelse at have med at gøre.

Nu er Herman og Thomas på en anden planet, og de kan ikke deltage i den jordiske diskussion. Kan hænde at den set fra et ophøjet udsigtstårn ser lidt forvrænget ud; med fleuretfægtning til højre og venstre, kanoner der misbruges, tegninger der cirkulerer, fronter der trækkes op, bliver vi vidner til en rodet affære i et politisk-ideologisk korstog mod de mennesker, der ikke er 100% danske – hvad det så ellers vil sige.

Postludium

»Et træ søger ikke sine rødder, et træ har sine rødder.« Sådan lød Anders Koppels slutreplik den junidag i 1992. I marts 2006 kontakter jeg ham igen for at udtrykke mine tanker ved broderens bortgang. Dagen efter henvendelsen sender Anders et postludium:

»Da jeg var barn, skrev min far blokfløjtestykker til mig. Vi fulgtes ad til koncert i Domkirken, hvor jeg sang i Drengekoret, og han skulle spille cembalo (oh, hvilken fryd, når der i den anledning kom et cembalo i lejligheden, som han skulle øve på!) i Bachs 5. Brandenburgkoncert. Senere skrev han sine Variations for klarinet og klaver til mig.

Da jeg var ung, fik vi et tæt samarbejde omkring tekstsiden til hans Moses og hans opera Macbeth. Endnu senere – i 1993 – skrev jeg min klaverkoncert til ham i 85-års fødselsdagsgave.

Min bror Thomas og jeg voksede op sammen i leg og musik. Da vi blev unge mænd fortsatte legen, og vi tog levende del i hinandens ting og sager. Også han skrev stykker til min klarinet – bl.a. Pezzo Concertante, som jeg uropførte på konservatoriet til en UNM-festival. Vi udfærdigede avantgardistiske manifester og drev hinanden fremad – i naturligt ungdommeligt overmod. Da jeg var færdig med skolen, dannede vi Savage Rose, først sammen med vores søster Lone, siden med Annisette. Jeg skrev tekster, han melodier, og jeg købte et lille rødt Farfisa orgel, dernæst et Hammond-orgel på afbetaling. De første plader blev født i begejstring og frugtbarhed, senere blev det – under omverdenens og vores eget pres – nok lidt mere tvungent, og i 1975 skiltes vore veje. I 1992 klinkede vi skårene ved at spille sammen en enkelt sæson, men mere blev det ikke til. Dertil havde vi udviklet os for forskelligt.

Så fik jeg selv børn – og så fortsatte samarbejdet med dem. Da de var små, skrev vi sange sammen, som vi indspillede i mit dengang nye studie. Og til den voksne Benjamin har jeg skrevet mine to saxofonkoncerter og min nye dobbeltkoncert for sax, klaver og orkester.

Jeg har således i mit liv været velsignet med disse vidunderlige samarbejder med mine tætteste familiemedlemmer, og det vil altid fylde mig med glæde og taknemmelighed.«

Længslen efter frihed

I de sidste 15 år har Anders Koppel i stigende grad lagt vægten på kompositionsmusikken og er dermed vendt tilbage til sit udgangspunkt i den klassiske musik. Det er foreløbig blevet til ikke færre end ca. 80 værker for mange forskellige besætninger. Blandt de kendteste er Toccata for vibribrafon og marimba (cd indspillet i 1992), der blev uropført af Safri Duo og nu bliver spillet over hele verden.

Thomas Koppel efterlod en besked. Den kan endnu læses på www.thomaskoppel.com – og den har overskriften “Danmark, hvor er du henne? En historie om længsel“ (dateret 8. februar 2006). Det er et debatindlæg, som opfordrer til handling, herunder et krav om at Fogh-regeringen træder tilbage. Det slutter således:

Eneste krav til os selv må være: at vi holder fast i vores værdighed, respekt for andre uanset hudfarve, tro, køn, holder fast i kærligheden, drømmen, poesien, humoren, skønheden, storsindet, åbenheden, fornuften. Det er altsammen gamle dyder, som bliver nye og fine, når de bliver brugt. De er alt det, som forener virkelig folkelig dansk kultur med alle andre folks kultur på denne klode.

Når vi kommer ned under den løbske grådighed, bag om løgnen, er drømmene, tårerne og latteren de samme overalt i verden. De tusinde vidunderlige blomster, som udgør klodens kultur, udspringer af én rod, som alle folkeslag kender i sit inderstes dyb. Det er længslen efter frihed.«

Thomas boede og arbejdede de sidste år i Silverlake, Los Angeles, sammen med Annisette og den yngste datter Naja. Det kan man læse om på Thomas' hjemmeside (www.thomaskoppel.com), der på nyheder senest er opdateret 19. november 2005. Her berettes om en genindspilningen af Moonchild's Dream og Nele's Dances. Thomas' samarbejde med Michala Petri udkommer på en ny cd i foråret 2006. Den indeholder værker af Thomas, og det er Petri, der spiller sammen med Copenhagen Philharmonic Orchestra.

Læs interviewet med Thomas Koppel, Anders Koppel og Herman D. Koppel på www.danskmusiktidsskrift.dk

Nye Koppel-cd'er på plademærket dacapo:

dacapo 8.226021 Los Angeles Street Concerto – Petri plays Koppel (Thomas Koppel)

dacapo 8.226036 Works for Saxophone and orchestra (Anders Koppel)

dacapo 8.226003 Chamber Music (Herman D. Koppel)