At skyde kanoner med gråspurve

En replik om Carl Nielsen, kulturkanonen og ‘det nationale’

Af Henrik Marstal

I sidste nummer af DMT gav Fie Thaning min artikel om Carl Nielsen og det nationale (bragt i DMT i december 2005) en temmelig hård medfart. Desuden benyttede hun lejligheden til at give det kulturministrielle kulturkanonprojekt en mindst lige så hård medfart. Da jeg mener hendes kritik af min artikel langt hen ad vejen er skudt over målet, og da jeg har siddet som medlem af kulturkanonens musikudvalg, vil jeg gerne give hendes ord en replik med på vejen.

Lad mig begynde med Carl Nielsen: Fie Thaning har faktisk helt ret i, at min bestemmelse af det nationale i forbindelse med Carl Nielsen vakler et par steder. Som hun skriver det, kommer jeg til at udtrykke mig inden for rammerne af den selvsamme diskurs, som jeg kritiserer Carl Nielsen for at tilhøre. Det er klart, at det ikke er så heldigt at tale om, at Carl Nielsen komponerede sig væk fra ‘det danske’, når ‘det danske’ langt hen ad vejen må siges at være en konstruktion (hvilket jeg nu også gør opmærksom på andetsteds). Og muligvis er det heller ikke heldigt at anvende den diskursive begrebsmetafor ‘rødder’, fordi det antyder, at ‘det danske’ netop ikke er en kontruktion, men udelukkende noget reelt og entydigt.

Når det er sagt, må jeg tilføje, at jeg gennemgående finder Fie Thanings kritik temmelig pedantisk. Udgangspunktet for hendes kritik lader til at være, at hun som hardcore akademiker nægter at forstå omverden som andet end resultatet af konstruktioner og forestillinger, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være, og hvor intet lader sig forstå eller opfatte på den rigtige måde, hvis man ikke forinden har oparbejdet et gennemreflekteret forhold til det, der skal forstås eller opfattes. Denne udpræget elitære og – tør jeg sige det? – alt for ofte golde og ufrugtbare position har i de senere år været umådelig udbredt i de hjemlige akademiske miljøer, og Fie Thaning følger derfor nidkært ethvert tiltag til andre opfattelser af tingene med den største mistro og skepsis.

Som jeg forstår det, er hun og jeg i hovedsagen uenige om, hvorvidt de gældende opfattelser af Carl Nielsen som nationalkomponist med et særlig dansk sindelag er opstået med eller uden hans egen aktive medvirken. Fie Thaning mener slet ikke, at spørgsmålet har nogen relevans, mens jeg mener, det har temmelig stor betydning for, at disse opfattelser overhovedet er opstået. Min opfattelse er, at Carl Nielsen selv bidrog aktivt til at skabe en myte om sig selv som ægte søn af det ægte bondefolk med ægte dansk muldjord under neglene. Og det argumenterer jeg for i min artikel, selvom Fie Thaning temmelig unfair hævder, at det kun er påstande.

Redaktionen af DMT har givet Fie Thaning så meget plads at brede sig på, at hun også finder det passende at kritisere kulturkanonprojektet. I hendes optik er det nemlig udtryk for selvsamme tendens til at ville nationalisere kunsten, som Carl Nielsen i mange år har måttet ligge under for, og som han efter hendes opfattelse vist også gør det i min artikel. Jeg er egentlig ikke uenig med hende, når hun bestemmer kulturkanonprojektet som værende en del af “nutidens ideologiske værdikamp”. Men så ophører enigheden også. Opfattelsen af danskhed som noget reelt eksisterende er blevet udbredt i de senere år, skriver hun, og det har hun så sandelig ret i. Men hun har altså næppe ret i, at denne opfattelse blot skulle være opstået som følge af en nationalideologisk kulturkamp. Danskhedens fremtrædende plads i disse år i samfundsdebatten og i forbruget af kulturprodukter viser noget ganske andet.

Hvad angår selve kulturkanonprojektet, er jeg bestemt heller ikke enig med Fie Thaning i, at det “prætenderer at afsøge og beskrive en kulturel essens, der afspejler nationens homogenitet og fællestræk”. For mig – og sikkert også for andre udvalgsmedlemmer – har arbejdet med at lave en kulturkanon haft at gøre med at besinde sig på kulturarven, fordi det af en lang række årsager relateret til globalisering samt videns- og dannelsestab er vigtigere end nogensinde at gøre netop det. Men det er ikke det samme som at sige, at kulturkanon nødvendigvis er national. Hvis man ser nærmere på de udvalgte værker på de forskellige kanonlister for de syv kunstarter, er det for det første tydeligt, at de ikke lader sig koordinere i retning af at søge at indfange nogen som helst særlig danskhed. Det er de alt for forskellige til, og det er de desuden alt for indbyrdes spredt i tid til. For det andet er det tydeligt, at de udvalgte værker på ingen måde kan siges at søge det homogene eller at have andet end ganske tilfældige fællestræk.

Hvis man ønsker bevis for, at dansk kultur på ingen måde er en enhedskultur, foreligger det nu i form af kulturkanonen. Snarere er dansk kultur en kultur, som er sprængt til atomer og splintet til en så mangetydig størrelse, at det burde være umuligt at opfatte projektet som udtryk for en ‘samlet’ danskhedsopfattelse. Julemandshæren, Weyses og Ingemanns morgen- og aftensange, vikingeskibet, Østbroen, Enten-Eller og Solvognen har selv på et nationalideologisk plan så lidt med hinanden at gøre, at man må have sat kikkerten for et usædvanligt blindt akademisk øje, hvis man kan se disse ting som udtryk for en national enhedskultur. At visse særligt nationalsindede danskere så vælger at se kanonprojektet som udtryk for noget ærkedansk, er selvfølgelig lige så naivt og for mig at se dybt beklageligt. Men det gør nu ikke kanonprojektet til en dårlig idé, til trods for Fie Thanings forsikringer om det modsatte.