Hus forbi

I majnummeret af DMT skriver komponisten og musikforskeren Juliana Hodkinson under overskriften “No tears for chamber music” om den smalle, vanskelige, langsomt komponerede, ja i følge forfatteren »pinlige« og ofte svært fordøjelige kunstmusik. Med andre ord om den kunstmusikalske avantgarde og dens plads i offentligheden.

Inspireret af rektor for Kunstakademiet, Mikkel Bogh, observerer Juliana Hodkinson, at kunst og kultur er blevet adskilte størrelser. Det kan man som musikfaglig medarbejder ved et større dansk dagblad erklære sig så temmelig enig i. Eller sagt endnu mere præcist: Kunst (finkultur, som det engang hed) er i dag kun en begrænset del af feltet kultur set fra et mediesynspunkt. Det er ikke noget, anmelderen bestemmer. Det er en tendens i tiden, der præger samtlige massemedier i ind- og udland.

Kultur, som dette felt i øjeblikket dækkes i medierne, bliver stadig mere synonymt med forbrugskultur. Massekultur er styrende på bekostning af finkultur, fordi ungdomsoprøret har sejret ad helvede til, og inden for finkulturen overlever på anmeldelsesplads i højere grad main stream-kunstmusikken end avantgarden. Det ligger i sagens, altså i musikkens, natur: Avantgarde forholder sig per definition ikke til et bredt publikum, og når kulturlivet, som det dækkes i medierne, stadig mere bliver lig med forbrugs- og forbrugerkultur, ja, så er avantgarden i marchtempo på vej ud af avisspalterne.

Som musikkritiker ved Politiken og som formand for foreningen af danske klassiske musikkritikere føler jeg mig kaldet til at tage del i debatten, når den handler om musikkritik i medierne. På netop dette punkt er Juliana Hodkinsons artikel desværre ikke særlig klar eller givende i sin kritik. Dels udvander hun kritikbegrebet til at gælde, hvad hun kalder »den samlede verbale kultur omkring musikken«. Altså alt fra dagbladskritik til diverse former for formidling samt forskning. Dels kan jeg ikke genkende det fænomen, at kritikerstanden samstemmende ifølge Hodkinson skulle opfatte »radikalt formeksperimenterende musik« som enten »pubertær naivitet eller ren provokation«.

»Dagspressens anmeldere foretrækker at skrive bedømmende eller i bedste fald beskrivende om deres genstand«, hedder det videre. Hertil må jeg sige, at ja, det er netop kritikerens opgave at skrive bedømmende. Hvad ellers? Og deri indgår for læserens skyld gerne et omfang af beskrivelse, så læseren har en chance for at følge med i, hvad anmelderen kritiserer. Man kan vælge at beklage, at den kulturelle udvikling går stadig mere i retning af en forbruger- og forbrugskultur, der – også i medierne og dermed også i dagbladsanmeldelserne – prioriterer produkter, som efterspørges af et større publikum (det vil sige symfonisk musik og i særdeleshed opera live såvel som på cd/dvd), og at avantgarden i dét kulturelle medielandskab i dag er mere end perifert placeret. Men Juliana Hodkinsons kritik af de danske musikkritikere forstår jeg ikke relevansen af.

Thomas Michelsen er formand for Musikanmelderringen og musikkritiker ved Dagbladet Politiken