"Jeg får lyst til at svæve og at gøre ting jeg ellers ikke gør"

Filmkunstneren Kassandra Wellendorf har skabt en ny film om komponisten Bent Sørensen. Filmen har premiere den 13. august ved åbningen af Schubertiade Roskilde 2006. Her skriver kunstneren om sit arbejde med at skabe en film til brug for musikundervisningen i gymnasieskolen.

Af Kassandra Wellendorf

»Jeg tror, jeg ville kunne lide musikken bedre, hvis der var en rytme i den, men så alligevel, hvis der var en rytme, ville det lyde helt anderledes. Det var, som om at tingene i mit rum ikke stod fast. Jeg sad og kiggede på mit anlæg, og jeg ville slet ikke blive forbavset, hvis anlægget pludselig begyndte at svæve.«

(Alex 16 år)

Med den nye gymnasiereform er musik blevet et valgfag, og ny kompositionsmusik en obligatorisk del af pensummet. Undervisnings-dvd’en Birds and Bells henvender sig til gymnasiernes musikundervisere. Dvd’en fokuserer på ét stykke musik, nemlig Bent Sørensens basunkoncert Birds and Bells fra 1995.

Dvd’en er formet, så den består af 2 små film: En 10 minutters film, der lader 6 unge mødes og lytte til musikken og en 15 minutters film, hvor komponisten fortæller om sine arbejdsmetoder og inspirationskilder. Derudover indeholder dvd’en også selve musikstykket, som underviseren kan spille i klassen. Man kan vælge at høre musikstykket i den fulde længde eller hakke det op i bidder. Læreren kan selv vælge, i hvilken rækkefølge filmene og musikstykket spilles i klassen.

Jeg har valgt at arbejde med stykket Birds and Bells, fordi jeg var fascineret af stykkets mangfoldighed, sprælske tone og det faktum, at hver gang jeg hørte det, lød det anderledes og nyt. Stykket kræver koncentration, og springer mellem mange forskellige stemninger.

Formålet med filmen om de unges møde med musikken er at give eleverne mulighed for at spejle sig i personernes direkte og uformidlede møde med musikken. Ligesom personerne i filmen kender eleverne ofte ikke den slags musik, det er dem helt fremmed og ukendt. Formålet med filmen om komponisten er at give et indblik i, hvad det vil sige at skrive musik – få inspirationen og helt konkret skabe et stykke musik. Filmen inviterer eleverne ind i hans univers og måde at tænke på. Til dvd’en vil der følge en artikel, der mere generelt beskriver brugen af klassiske instrumenter i ny kompositionsmusik.

Udfordringen har været at lave en film, der giver plads til, at tilskueren selv får billeder ved at lytte til musikken. Jeg har skullet lade være med at fortolke musikken for meget. Derfor har jeg valgt at arbejde på kanten mellem det figurative og det abstrakte. I filmen med de unge har jeg helt minimalistisk valgt kun at vise billeder af lyttende unge, men har så til gengæld arbejdet med billedernes farver og uskarphed som et suggestivt visuelt lag. Ind imellem de lyttende ansigter sætter jeg små grafiske ord som stikord eller noter til de unges tale. For at fæstne de mange associationer og indre billeder, vi bliver konfronteret med.

I filmen med komponisten er jeg mere fri; her filmer jeg stykkets noder og komponisten, der skriver noderne som det overordnede lag, der binder filmen sammen. Derudover arbejder jeg med s/h-billeder som et antydende lag, der refererer til elementerne i hans tale. Jeg har også lagt enkelte animationer af skriveredskaber ind som små musikvideoer. Arbejdsprocessen, det at fæstne indtryk fra virkeligheden på nodepapiret har været min rettesnor. Bent Sørensen sammenligner ofte sine partituer med dagbøger. Når han bladrer i dem, husker han ting, han ellers ikke ville have husket.

De unges møde med musikken

De unge i videoen har ikke før stiftet bekendtskab med ny kompositionsmusik som kunstart. Det var vigtigt for mig, at de mødte musikken uden noget krav om at de skulle sige noget musikkyndigt undervejs. Jeg spillede musikken for de unge hver for sig, og mens de lytter, filmer jeg dem i lettere abstrakte, uskarpe billeder, en afsøgning af den lyttendes kropssprog. Jeg spillede én sats af musikken ad gangen. Denne form har krævet koncentration (og overgivelse) af dem. Undertiden forlod jeg lokalet og lod dem lytte alene. Efter hver sats har jeg så interviewet dem og ladet dem fortælle om de associationer, der opstod under lyttesituationen. Disse udsagn er så klippet sammen med billederne. Resultatet er, at vi hører deres tanker, mens vi ser dem lytte til musikken.

De fleste unge er meget forbeholdne i starten, når de hører musikken. De har kommentarer om, at de aldrig kunne finde på at købe den, eller at det »ikke lige er deres kop te«. De er forbavsede over, hvor koncentreret man skal være, når man lytter til det. Det er, som om musikken tager magten over dem. En af dem fortæller, at hun i starten ikke helt ved, hvor hun skal gøre af sig selv, mens en anden siger, at musikken er som en person i rummet, der roder i hans ting, og selvom han beder ham om at lade være med det, er personen bare ligeglad og roder videre.

En af pigerne fortæller, at hun i starten ikke brød sig om musikken, men syntes, den var meget anderledes og stødte hende bort i stedet for at ‘please’ hende. Den krævede noget af hende. Men da hun vendte opmærksomheden mod musikken og gik ind i den, åbnede der sig et helt nyt univers for hende. Hun talte om, at hun fik lyst til at svæve og til at gøre ting, hun ellers ikke turde. At hun følte det, som var hun i en fortryllet skov, som ikke hørte til i denne verden. Fyldt med barkbiller og blade, der hvislede i vinden.

Mange af de unge synes, at musikken er meget uhyggelig. De kan ikke beskytte sig mod den, den får associationer om utryghed og evig søgen. En pige siger, at det er som at gå i ingenmandsland og lede efter et eller andet, »man går der i ingenting, og man vil bare have et eller andet«. Ensomhed og sorg er også følelser, der går igen. »Det er som en hule, og der er noget inden i hulen, man banker på, men man bliver ikke lukket ind.«

Bent mener ikke selv, at hans musik er uhyggelig, men at den er fuld af kontraster. Han gætter på, at det er selve genren, der gør, at de unge finder musikken uhyggelig. Det at der ikke er nogen genkendelig fast rytme, giver dem en helt anden oplevelse, end de er vant til. Det virker som om, at musikken kaster dem ud på dybt vand, hvor de føler, de kan blive angrebet fra alle sider. I citatet i starten af artiklen, erkender en af drengene, at hvis der var en genkendelig rytme, ville musikken ikke have den magi, den har, og som gør at han hensættes i en anden verden, hvor alt kan ske.

En af de unge siger, at han i 1. sats ser et mørkt helvede, hvorover der svæver en lille hvid due. Men duen flyver ikke helt stabilt, den prøver at komme væk, men bliver hele tiden trukket ned i det mørke helvede. Det interessante ved den asscociation er, at Bent selv angiver et lignende billede som inspirationskilde til musikken.

»Jeg havde været ved et hus ved Vesterhavet om efteråret, sent efterår og havde stået og kigget ud på det her meget, meget voldsomme stormvejr, og så stod jeg ude på sådan en terrasse nærmest, der gik lige ned til de der voldsomme klitter og bølger, og det hele var ét stort Ragnarok. Så havde jeg en fornemmelse af, at der var en kæmpestor fugl, der svævede henover, som nærmest ikke kunne holde fast på grund af vinden. Og så hele havet, der voksede op med klokker. Samtidigt begyndte musikken at køre i hovedet på mig. Ikke umiddelbart så jeg kunne gå ind og skrive den ned eller nynne den, men jeg havde et billede af det, og titlen kom med det sammen: Fugle og Klokker, Birds and Bells.«

Det er interessant, hvordan denne første inspiration har lejret sig i musikken, så inspirationsbilledet rent faktisk får lignende associationer op i lytterne.

Der var i øvrigt meget stor forskel på pigernes og drengenes tilgang til musikken. De fleste drenge havde svært ved at tænke musikken uden billeder, de fik associationer til spillefilm, eller tegnefilm. Deres kendskab til genren eller klassisk musik i det hele taget havde de fra film eller danseforestillinger. Pigerne derimod dykkede direkte ind i universet og havde ikke svært ved at få personlige associationer til musikken.

Selv om det er interessant at sammenligne lytternes associationer med komponistens tanker og ideer, har jeg alligevel valgt at skille de to lag ad på dvd´en. Det har været vigtigt for mig at undgå, at komponistens forklaringer skulle virke som en facitliste for de unges udsagn om musikken. Det er mere motiverende at lade de unge møde musikken uforbeholdent og uden frygt for at ‘dumme sig’. En af fordommene omkring både klassisk og ny kompositionsmusik er jo, at det er svært at forstå og derfor et meget tungt pensum. Bent Sørensen formulerer det selv således:

»Det pudsige er, når man skriver musik, så er den jo også uforklarlig for en selv. Den bliver først interessant i det øjeblik, den bliver uforklarlig. Hvis man kunne sidde og og forklare, at så sker der det, og så gør jeg det, og så gjorde jeg det, og så gjorde jeg det, så er magien væk. Gåden ved musik og magien ved den handler om, at komponisten ved, når han eller hun har gjort noget rigtigt, men uden at kunne forklare det. Altså hvis man kan forklare alting, hvorfor det er rigtigt, så er der ingenting tilbage.«

BIRDS AND BELLS er komponeret i 1995 til den svenske basunist Christian Lindberg. Værket er i 3 satser, der spilles uden ophold. BIRDS AND BELLS blev uropført 30.4.1996 med Christian Lindberg som solist og Århus Sinfonietta dirigeret af Søren K. Hansen. Varighed: 19 minutter.

Filmen har premiere ved åbningen af Schubertiade Roskilde 2006, 13. august kl. 15.00 på Roskilde Bibliotek, Dronning Magrethesvej 14, Roskilde.

Til åbningen spilles også Bent Sørensens The Bells of Vineta, for basun, og Skygger af stilhed, uropførelse af version for klavertrio.

Dvd’en vil i løbet af efteråret blive udsendt med Musiklærerforenigens blad Musikbladet sammen med en artikel, der kan bruges i undervisningen. Dvd’en vil også kunne købes hos Wilhelm Hansen Edition på hjemmesiden www.ewh.dk

Birds and Bells er produceret af Kassandra Wellendorf med støtte fra Det Danske Filminstitut, Undervisningsministeriet og Koda.