Ny musik, hvad vil du mig?

Eller: ingen tårer for den gamle avantgarde.

“… in the back of my head I heard distant feetChe Guevara and Debussy to a disco beat”

- Pet Shop Boys

Gi dig selv, få din røv ud på dansegulvet

I stedet for at stå og kigge ind ad nøglehullet

- Jokeren

Af Jakob Levinsen

Mediet er budskabet, hævdede for mange årtier siden den canadiske filosof Marshall McLuhan med en formulering, der siden er blevet en floskel. Hvad angår Juliana Hodkinsons “manifest” – anførselstegnene vender jeg tilbage til – i sidste nummer af DMT, er det imidlertid stadig den mest relevante måde at diskutere teksten på.

For dens virkelige pointer ligger ikke i det erklærede ønske om en ny kritisk bevidsthed inden for kunsten i almindelighed og den ny partiturmusik i særdeleshed. De ligger i de præmisser, ønsket fremsættes på, de rammer det formuleres indenfor, og de fjendebilleder, det orienterer sig efter.

Selve udgangspunktet for manifestet er et paradoks, der skriger til himlen. Det er nemlig et indlæg af den nye rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, kunstkritikeren Mikkel Bogh. Allerede her bør man ikke nikke bejaende, men høre alarmklokkerne ringe. Vi taler om, at den af statsmagten udnævnte indehaver af en af de mest magtfulde poster inden for det officielle kulturliv med stor patos og højt lixtal efterlyser kritisk bevidsthed som i de gode gamle dage.

Et manifest er desuden, i hvert fald i min mentale ordbog, noget, der formulerer en ny måde at fortolke og også gerne forandre verden på. Nærmest det stik modsatte af, som her, en nostalgisk bekendelse til kritisk teori model Frankfurterskolen classic – hvad der, ville skolens teoretikere i deres himmel formentlig også påpege, er en selvmodsigelse.

Ikke mindre tilbageskuende, inden for andre musikformer ville man sige old school, er forestillingen om, at der er kunst, der pr. definition er langsom, svær og krævende – og kunst, der ikke er det. Helt præcist: forestillingen om, at der er en gudgiven jernskodde imellem de to måder at praktisere kunst på, og at der er en del af kunstmiljøet, der har patent på at være de svære.

Det sidste er for så vidt manifestets mest provokerende og på samme tid mest reaktionære præmis. Det afslører sig igen og igen, når der tales om “musik” uden nærmere afgrænsning, og det ved nærmere læsning viser sig uden videre at være identisk med kompositionsmusik af i dag.

Yeah, right. Manifestet er, tiltalende nok, tænkt som en kritik af, hvad man kunne kalde offentligheden i forbindelse med nutidig kompositionsmusik, men det når bare aldrig frem til at stille det helt onde spørgsmål. Nemlig om løsningen overhovedet kan findes inden for den såkaldte ny musiks danske offentlighed og udøvere i dag. Om måske den efterlyste kritiske bevidsthed, hvordan sådan en størrelse så end tager sig ud i 2006, bare findes nogle helt andre steder end inden for partiturmusikken – og måske slet ikke kan findes inden for den, i hvert fald ikke i det hjørne den herhjemme har malet sig op i og den talentmasse, der befolker det.

I modsat fald skulle manifestet vel heller ikke have stået i – med al respekt for redaktørens sisyfosindsats – menighedsbladet DMT. Så skulle det da have været sendt til, lad os sige, “Kritik” eller “Ekko” eller et af de andre mere eller mindre allround-orienterede kulturtidsskrifter, som henvender sig til et alment kulturinteresseret og diskussionslystent publikum, og som jo ofte ligefrem selv anmeldes i dagspressen og formår at sætte en kulturel dagsorden.

Ja, manifestet kunne måske ligefrem have været trykt som kronik i et stort dagblad. Det ville i hvert fald ikke have været utænkeligt, snarere ret oplagt, hvis det havde handlet om litteratur, billedkunst, film eller såkaldt rytmisk musik.

Når det gælder ny partiturmusik, er det derimod reelt utænkeligt. For det første, fordi dens fortalere typisk formulerer sig med en grad af indforståethed inden for både problemstillinger, referencer og kulturpessimisme, som hverken appellerer til eller er tilgængelig for ret mange andre end Komponistforeningens medlemmer.

For det andet, fordi ny dansk partiturmusik bare ikke i disse år – min indre pladderhumanist afholder mig fra slet og ret at skrive “længere” – spiller nogen som helst rolle i det offentlige rum. Enhver normalt kulturinteresseret kan nævne 10 yngre danske filminstruktører og deres kendteste værker, ditto hvad bøger, billedkunst og populærmusik angår – men end ikke den grummeste kinesiske vandtortur ville formentlig kunne få ret mange andre komponistnavne end i bedste fald Nørgård og Ruders på tungen; det skulle da lige være Bent Fabricius-Bjerre.

Forstå mig ret: det er jo ikke, fordi der ikke sker nye ting inden for partiturmusikken, som har publikums bevågenhed og ansporer til både begejstring, bataljer og diskussion. Det barokke er bare, at det i langt højere grad end nyskrevne noder netop er – barok, og det der ligner.

Her møder man nemlig i en helt anden grad end inden for hovedparten af den i egen opfattelse ny musik en vilje til at tænke nyt, både hvad selve musikken og den måde, den formidles på, angår, til at kommunikere og i det hele taget til at ville sine lyttere noget. Interessen og gennemslagskraften er da også derefter.

Stik modsat det selvpineri, ny musik-scenen som en anden cilice-bærende Opus Dei-munk fra “Da Vinci Mysteriet” stadig synes at sidde fast i. Også fordi så meget af selvopfattelsen, når det kommer til stykket, er et romantisk kunsterbillede, der handler om kunstnerens egne visioner, som vi andre så enten kan benoves eller forfærdes over.

På den ene side vil man stadig gerne være kritisk avantgarde og provokere borgerskabet ligesom i de gode, gamle dage, uanset hvor meget revolutionens musikalske fortrop så i øvrigt får rundhåndet statsstøtte og skriver strygekvartetter til opførelse i Den Sorte Diamant. Men på den anden side vil man også så forfærdelig gerne være en del af det store fællesskab og blive tiljublet af publikum og knuselsket i medierne.

Hvis dansk film blev udråbt til at være i krise, ville både høj og lav, professionel og læg filmentusiast kaste sig ud i at diskutere, om det nu også passede, og hvorfor eller hvorfor ikke. Dansk partiturmusik har i de sidste mange årtier rullet sig i sin egen krise som en sørgmunter flodhest – bare uden at ret mange andre end en sluttet kreds har opdaget det, endsige opfattet det som noget betydningsfuldt.

Det kunne jo som sagt også være, at den kritiske kunst faktisk findes og har det godt og kritiserer og provokerer på livet løs. Men at det, hvad musikken angår, bare ikke nødvendigvis sker inden for de, som tiden er gået, dybt konventionelle former, institutioner og udtryksmåder, som det overvældende flertal af DMT-offentligheden i fortsat foretrækker at gebærde sig i.

Inklusive de lige så konventionelle og forudsigelige fjendebilleder. Det være sig alle ordentlige statskunstneres foretrukne boksebold i disse år, nemlig deres arbejdsgiver, kulturminister Brian Mikkelsen – og i anden omgang medierne.

Hvad det første angår, får manifestets lejlighedsvise hib til ikke mindst kulturkanon-projektet mig til at tænke på noget, billedkunstneren Thomas Kluge sagde for et par siden. Nemlig, at han som helt ung havde opdaget, at det mest grænseoverskridende og kontroversielle, man lige nu kunne gøre, faktisk var at male små realistiske oliebilleder.

Ligesådan med kulturpolitik. Hvis man virkelig vil udvise kritisk bevidsthed, frygtløshed og integritet, er det bare om at melde sig ind Dansk Folkeparti og råbe fra tagene, at Brian er en fin fyr.

Hvad medierne angår, rummer manifestet nogle lidt forbløffende påstande om at den musikkritik, der for tiden praktiseres, er overfladisk og aldrig går i dybden med noget. Ja sågar, hævdes det, jævnt hen forlader sig på at afskrive pressemeddelelser og lignende. Ud over at det sidste vel reelt tangerer injurier, tror jeg roligt, jeg på den samlede dagbladsanmelderstands vegne kan melde hus forbi. Alene fordi mange komponisters værknoter og manifest-lignende tekster typisk er så tågede, selvoptagede og ubehjælpsomme, at de er fuldstændig uegnede til udvortes brug.

Men også fordi ny partiturmusik fortsat, og alene fordi der stadig findes et par kritikere med et blødt punkt for ny partiturmusik, fylder langt mere i medierne, end dens reelle nyhedsværdi ret beset har fortjent, sammenlignet med hvad der sker inden for snart sagt alle andre kunstformer – andre musikformer inklusive. Hvis I virkelig gerne vil fylde lige så meget og blive diskuteret lige så indgående som fx litteraterne, så skriv noget, der ikke blot af de nærmeste konservatorievenner, men også i kulturlivet generelt opleves lige så vedkommende som en ny roman, en ny film eller en ny hiphop-plade gør.

Det behøver ikke engang være spor godt, hvad modtagelsen af og debatten om såvel Peter Høegs nye roman som filmatiseringen af “Da Vinci Mysteriet” jo mildest talt har demonstreret. Det skal bare have en historie at fortælle, og virke som om ophavsmændene og -kvinderne også selv tror på, at det har det.

Set i det lys er der også i denne forbindelse grund til at holde to minutters stilhed – mindst – for den uden sammenligning mest kritiske, radikale og nyskabende danske komponist i de sidste 40 år, nemlig Thomas Koppel. Ikke alene på grund af den musik, han skabte, men på grund af hvor mange nye steder i musiklivet, han havde mod til at flytte sig hen – og måske det med at få en trækharmonika mellem hænderne og en barrikade under fødderne i virkeligheden er noget, mange flere komponister burde udsætte sig for?

Jakob Levinsen er litteraturredaktør og musikkritiker på Morgenavisen Jyllands-Posten.