Stilfærdig epilog – med jordforbindelse

»Jeg hader at blive kaldt revolutionær, hvad jeg aldeles ikke er.«

Schönberg

Dette indlæg er bevidst forsinket, da det ville fornemmes som lidt af en platitude umiddelbart at torpedere de højtflyvende og lærde refleksioner omkring den tyske tekst fra mit værk mirrors (1971-74), og den måde jeg bruger den på i dette lille bestillingsværk til den noget usædvanlige ensemble-kombination: sopran, slagtøj, guitar.

Jeg fornemmede, at der manglede noget kontraststof til de allerede komponerede satser med sopranmelismer, og forestillede mig nogle abstrakte, “sort-hvide” afsnit med talt tekst i en vis kompleks tekstur. Her i 1974 havde jeg en masse erfaringer med den slags, så jeg behøvede ikke at “eksperimentere” – et udtryk visse kritikere ynder at bruge når noget forekommer dem komplekst i overkant. Til min arbejdsmåde hører, at jeg altid lytter mig tæt ind på stoffet, med både indre og ydre ører. Jeg er, som Mogens Andersen siger det: »atonal efter gehør«.

Men hvad for en tekst var egnet? Jeg skævede lidt til “Store Knud” Rasmussens fascinerende grønlandske trylleformularer. Men så dumpede et jubilæumsnummer af Sverige Radios “Nutida Musik” ind ad brevsprækken, fyldt med skæg og ballade. Der var bl.a. et folkedanserhold, der kom anstigende, iført flotte svenske folkedragter. Men på de forreste tre dansere havde man monteret ansigterne af komponisterne Maurice Karkoff, Hans Eklund og Jan Carlstedt – en af de tre dansere var i øvrigt en kvinde. Hvad mon stakkels Jan Carlstedt har følt ved at se sit ansigt eksponeret med kvindekrop? Et andet sted var der en unavngiven mandsperson, der stod og fægtede vildt med armene, og ud fra hans mund kom der en enorm taleboble: »Die philosophische Geschitchte als die Wissenschaft vom Ursprung ...« Etc. - Her var lige en tekst, jeg kunne bruge: Tyske konsonanter og sproglyde så distinkte, at de med klar diktion kunne udnyttes både i forte og piano, eller ligefrem hviskes. At den anonyme tekst virkede ganske kryptisk, gjorde den ydeligere velegenet til mit abstrakte formål.

Jeg anede ikke, om denne taleboble var travesti på tidsskriftet “Die Reihe”, eller blot en fri parodi på det tyske sprog, med labyrinter af bisætninger. Tysk var jo det førende sprog inden for ny musik den gang. Så jeg skrev i programnoten til uropførelsen i 1974 at »teksten er hentet fra Nutida Musiks jubilæumsnummer, der ikke angiver pålidelig kilde« - Dvs. for mig helt ubekendt do. Og denne tekst var selvfølgelig ikke aftryk i programmet, så en “tale” var ikke fornøden.

Vi havde forud for uropførelsen haft en række gode prøver (om hvilket fænomen A.B. ud fra sit skrivebord gør sig nogle lidt uprofessionelle tanker). Ergo forløb uropførelsen til både musikernes og komponistens store tilfredshed. Og der var ingen, der brokkede sig bagefter, hverken i tale eller skrift - vi var jo alle lykkeligt uvidende om, at teksten stammede fra Adornos “Philosophie der neuen Musik” og krævede philosophische panderynker.

Langt senere kunne min gode ven Poul Nielsen fortælle mig, hvor citatet stammede fra.

Tja, det var så det ...

Med et lidt skævt smil fra Axel Borup-Jørgensen

P.S. - Til vejledning for A.B.: Mit skrivebord solgte jeg til Hansgeorg Lenz i 1958.

P.P.S.: Tak til Niels Rosing-Schow for både klogt og fagligt tilforladeligt og kompetent indlæg.