Altfavnende enere, sammen trods afstand

J.F. Willumsen, Carl Nielsen, Rued Langgaard – dansk billedkunst og musik i Paris i juli måned

Af Svend Ravnkilde

Danmarks store komponist CarlNielsen (1865-1931) havde i sin omgangskreds to store danske billedkunstnere, som ikke godt kunne være mere forskellige – den stilfærdige maler VilhelmHammershøi (1864-1916) og den anderledes robuste og alsidige Jens FerdinandWillumsen (1863-1958). Hammershøi-udstillingen på Musée d’Orsay i Paris 1997-98 vakte furore i den internationale kunstverden, og denne sommer har det så været Willumsens tur til at blive vist på Musée d’Orsay (27. juni – 17. september 2006).

I forbindelse med udstillingen har publikum haft mulighed for at høre dansk musik spillet i Paris, og bl.a. havde Notre Dame-katedralen inviteret fire fremtrædende danske organister til at spille dansk musik ved sine søndagskoncerter ijuli måned, således også en uropførelse af Fuzzy.Hovedværket på Jens E. Christensens koncert 16. juli var Carl Nielsens sidste store komposition, Commotio fra 1930-31, mens en samtidig dansk komponist, som dårligt kunne være mere forskellig fra Carl Nielsen, nemlig RuedLanggaard (1893-1952) på samme koncert blev repræsenteret ved sit fascinerende lille sene stykke Som Lynet er Kristi Genkomst fra 1948.

Personen J.F. Willumsen var ikke sådan til at overse og dertil kantet af gemyt, for at sige det pænt. Mildere i klimaet var den klejne Carl Nielsen, men han var nu ikke noget mæhæ af den grund. Komponistens hustru, Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) var billedhugger, som parrets fælles ven ‘Willum’ også var det, samtidig med at han var maler, grafiker, keramiker og arkitekt; Anne Marie havde et iltert sind og kunne sidde rank og modig i sine meninger under diskussioner. Livets storme, verdenskrigen, fysiske adskillelser og forskelle i synspunkter til trods var de tre jævnaldrende kunstnere inderligt forbundne.

Da skæbnefællesskabet og livsvenskabet tog sin begyndelse i 1891, netop i Paris, var de tre hver for sig trådt i karakter og ejede endnu ungdommens råstyrke. Alle tre fik de den lykke at være produktive til det sidste, men det blev Willumsens tunge lod at leve længst. Han blev så meget ældre end de to og havde aldrig været det mest vennesæle – og er det sin sag at være alene, fordi man rager uklar med folk, hvor ensom og forladt er man så ikke, når de få, der har hængt ved, går i graven længe før en selv. Ikke blot er de der ikke mere, men de tager også det med sig, som var fælles udgangspunkt for fælles livsoplevelse og fælles livserfaring, det, som hele vejen igennem havde hørt til de bærende elementer i livets resonansrum. Og så med ét er akustikken gået død indenbords – for nu er der kun én stemme tilbage, og der er kun fremmede til at høre den i en verden, man selv er blevet fremmed for, en fremmed i.

Et af Willumsens hovedværker er Det Store Relief, en gigantisk skulpturfrise udført i mange forskelligfarvede materialer; den kom med blandt de tolv udvalgte eksempler på dansk billedkunst i Kulturministeriets kulturkanon, offentliggjort i januar 2006, men lod sig ikke godt flytte fra Frederikssund til Paris her i sommer. Der er fin symbolik i, at Det Store Reliefs tilblivelseshistorie strækker sig fra 1893 til 1928, altså gennem tidsrummet fra Nielsens første hovedværker til et af hans sidste, klarinetkoncerten. Willumsens færdiggjorte, sublimt sammenstykkede ’opus maximum’ modsvares af den berømte klarinetkoncerts mosaikform, musikkens voldsomhed og blidhed og kompositionens elegante styrke i de indre sammenhænge. Klarinetkoncerten på sin side må ses som en direkte forudsætning for Commotio, hvor Nielsen et par år senere tager livtag med orglet som barokmusikkens dronning og ikke blot skriver den nordiske orgel-litteraturs største enkeltværk, men egentlig også sin egen sidste symfoni.

Det skal understreges, at Nielsen ikke skrev musik ’på’ Willumsens ting – eller omvendt. Men det kan gøre én klogere på Nielsens musik at beskæftige sig med Willumsens billedkunst – og omvendt. Lige præcis ikke fordi de var samtidige danske skabende kunstnere af verdensformat og dertil personlige venner, men fordi den nutidige lytters og betragters afsøgninger – på hhv. musikkens og billedkunstens egne områder – af det, der tiltaler og/eller undrer og/eller frastøder, kan give indsigter og begrebsredskaber, som viser sig at kunne overføres til det andet felt og dér tages i brug på en frugtbargørende måde.

Man skal nu heller ikke tro, at Nielsen og Willumsen sådan arbejdede side om side – måske havde de ikke engang det, der så rædsomt kaldes et fælles projekt. Venskabet mellem dem var dybt og dyrebart, men måtte ofte tage til takke med at eksistere hen over lange afstande i tid og rum. En eller anden komplementaritet tillod imidlertid de to at snakke liv og død og billedkunst og tonekunst på en sådan måde, at de begge lærte noget væsentligt om hinandens tilværelse og virkefelt og samtidig selv fik kigget deres regnebræt efter.

Begge mestre måtte i øvrigt til stadighed opleve kritik for egensindighed og for klodsethed, ubehjælpsomhed eller rådvildhed, og den slags kritik er der ikke blevet mindre af i eftertiden. For dem begge gjaldt det imidlertid, at de kunne, hvad de ville, og at værkerne således nok står til troende – havde udførelsen været anderledes, var værket allerede dermed blevet et andet.

Nielsens og Willumsens insisterende, velformulerede idiom er både indbydende og afvisende, og der kan næppe være tvivl om, at de begge var klar over, hvad de gjorde, og hvad de ikke gjorde – og hvad meningen var med at gøre eller ikke gøre. Det var noget, som angik ikke blot deres skabende selv over for kunsten, men også kunstværket over for modtageren. De var begge kunstnere, der arbejdede inden for traditionsrammer, og de stræbte begge fra første færd efter altid at nå et gyldigt personligt udtryk gennem en gyldig personlig formning af stoffet – og de kunne begge slå en proper næve. Der var en eller anden, der bebrejdede Nielsen, at et eller andet han havde skrevet, ikke var kønt, og så svarede han med sin typiske præcision, der kunne være helt H.C. Andersensk: “Det skal ikke være kønt, det skal være karakteristisk.”

På den ene side er der Willumsens lange vej frem mod Det Store Relief, og på den anden Nielsens vej fra tidligere værkers élan til den sindrigt opbyggede klarinetkoncert med dens skræmmende vildskab og uendelige mildhed. Midtvejs ligger Willumsens store maleri Naturskræk. Efter Stormen II fra 1916 og Nielsens 4. Symfoni ‘Det uudslukkelige’ , fra 1915-16. De to hovedværker kan indbyrdes belyse hinandens bestyrtende og opløftende særpræg. Men så kan man hos den danske maler, grafiker og billedhugger Per Kirkeby (f. 1938) læse en ganske anderledes oplevelse og vægtning af Willumsens Efter Stormen fra 1905 og det beslægtede billede fra 1916 i forhold til hinanden, og dette er naturligvis også stimulerende og tankevækkende – ikke mindst fordi det kan få én til så at overveje, hvor forskelligt Nielsen som komponist håndterede opgaven ‘voldsomt og blidt / storm og stille’, først i tidligere hovedværker som 2. Symfoni ’De fire temperamenter’ (1901-02) eller Søvnen (1903-04) og så altså i ‘Det uudslukkelige’ fra 1915-16.

1915-16 – et par mærkeligt spændende og frugtbare år i historien om dansk kunst. Den ovenud begavede unge maler Jens Adolf Jerichau (1890-1916) besøgte Spanien og Paris og malede hovedværker i dansk billedkunst, men endte med at tage livet af sig i den franske hovedstad.

Den ovenud begavede og endnu yngre komponist Rued Langgaard holdt sig hjemme og havde en vældig produktion i gang, men så slog den sensationelle uropførelse af Nielsens 4. Symfoni i København i februar 1916 ned i dansk musikliv som en komet, og tingene blev aldrig helt de samme igen for Langgaard.

Og vil man sammenholde moderværket, Nielsens ‘Det uudslukkelige’, og den overstimuleret desperate respons i Langgaards 4. Symfoni ‘Løvfald’ (1916) og 6. Symfoni ‘Det himmelrivende’ (1919-20), så kan det være en hjælp at vide, at der er sider af Langgaard, som matcher sider af Willumsens særpræg, og omvendt. Altså ting ved Langgaard, som set fra en snævrere synsvinkel lader ham komme til kort over for Nielsen, men som sættes fri i samspillet med Willumsen – og som vel at mærke indfanger noget ved Willumsen, som man virkelig skal radbrække tingene for at finde modsvarende til hos Nielsen. Der er altså sider af Willumsen, som kan hjælpe én til at forstå de store formaters Langgaard på andre præmisser end det sædvanlige kritikertrick med at knalde ham op mod Nielsen og rask væk erklære løjerlige Langgaard for et opblæst nul eller et miskendt geni.

Langgaard skrev voksen musik allerede som stor dreng og kom med sin personlige og musikalske særhed og sit livs tragiske bane til at skrive oldingemusik allerede i det, der aldrig blev hans bedste alder. På mærkelig vis endte han og Willumsen således som en slags jævnaldrende skabere, som på kant med og ude af trit med den faktiske samtid svævede rundt i hver sin sjælens rumkapsel og modtog signaler fra større tiders døde. Dette endelige fællesskab i skæbne og vilkår gør det interessant og legitimt at sammenholde Langgaards og Willumsens produktion i den sene fase, hvor deres bane var nådesløst udstukket, og hvor personen og kraftfeltet Carl Nielsen for længst var ude af øje, men ikke af sind. Den, der så temmelig uforskyldt blev Langgaards dæmon, var jo ingen anden end Willumsens engel – som ganske vist ikke altid bar sin byrde med en engels tålmodighed. Nielsen var Willumsen den bedste ven i livet, hører vi fra den knarvorne selv. Men de kunne skændes, så det bragede, for som Nielsen en gang halvt undskyldende skrev til den unge tegner Hans Bendix: Willumsen var altid så utåleligt provokerende.

I en ideel verden skulle enhver større præsentation af Willumsens vidunderligt provokerende, storslåede, generøse og sære billedkunst ledsages af aktiviteter og faciliteter, som kunne tilskynde publikum, kritikere og forskere til at beskæftige sig med Willumsen også gennem andre kunstarter og finde nye indgange til anden kunst ved at tage livtag med Willumsen. Allervigtigst er her musikken, for den er uden ord og uden billeder – og netop fordi den kun kan henvise til sig selv, kan musikken inde fra sin egen verden række os nøgler til andre verdener og til os selv.

Familiefoto (billedtekst): Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen med børn. Fotografiet er taget af Jens Ferdinand Willumsen i 1896. Den store buste bag familien er et selvportræt af Willumsen (Relfektion).

Relief (billedtekst): J.F. Willumsen: Det Store Relief (1893-1928). Marmor i forskellige farver og andre typer sten med forgyldt bronze. 440 x 646 cm.