anmeldelser

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 01 - side 34-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Carl Nielsen:

Complete Symphonies. Symfoni nr. 1 – 6. DR Radiosymfoniorkestret, Inger Dam-Jensen og Poul Elming, dir. Michael Schønwandt. Dacapo 2.110403-04. Karl Aage Rasmussen: The Light and the Darkness. On Carl Nielsen’s life and music. Dacapo 2.110405. 3 stk. dvd – sælges samlet.

Her foreligger nu en nyudgivelse af de med rette lovpriste indspilninger af Carl Nielsens symfonier med Radiosymfoniorkestret og Michael Schønwandt. Som jeg skrev i en anmeldelse af cd’en med nr. 2 og 3:

»Der er ingen grund til at lave en lang anmeldelse af denne cd, for den anmelder jo sig selv: to Carl Nielsen-symfonier indspillet på dacapo af Radiosymfoniorkestret med Michael Schønwandt som dirigent. Der står videnskabelig grundighed bag udarbejdelsen af den reviderede version af Carl Nielsen-værkerne, som her er benyttet, og der står kunstnerisk talent, engagement og fortrolighed med værkerne samt med hele den tradition, de tilhører, bag indspilningen. Min sjæl, hvad vil du mer?« (DMT 1999-2000 s. 99 f.).

Den sidste sætning skulle jeg nok ikke have skrevet, for der var faktisk mere i vente. Her foreligger nu en udgivelse af symfonierne på to dvd’er – og dette rejser straks et principielt spørgsmål. En udgivelse af en bestemt fortolkning af et værk fastholder denne fortolkning for eftertiden. Denne kan være mere eller mindre præget af tilbøjeligheder og interesser hos de personer, som står bag optagelsen og af en overordnet betragtningsmåde hos udgiveren. Således har flere af selskaberne et tilstræbt præg: optagelser foretaget af fx Deutsche Grammophon og Chandos har hver især ganske bestemte individuelle klanglige kvaliteter, som man kan synes om eller ej, men man kan dog til en vis grad abstrahere fra dem – i hvert fald når det gælder værker, man har læst eller hørt i andre fortolkninger. Men hvad nu, når det hørte ledsages af det sete, af den filmede opførelse?

Som antydet ovenfor er en objektiv optagelse og gengivelse af lyd en illusion, og det gælder i endnu langt højere grad billedet. Fænomenet kendes fra tv-gudstjenester. Mens vi dog alle (forhåbentlig) hører salmerne og præstens prædiken og kan tænke hver sit om dem, er de individuelle synsindtryk nærmest uendeligt mere variable. Måske fokuserer jeg i et øjeblik på altertavlen, ser dernæst en måge flyve forbi vinduet, mens præsten taler om fuglen, som ikke falder til jorden uden Vorherres vilje – for så at notere mig, at præsten i dag er lidt bleg (søvnløs nat?), og at hans møgunger ikke kan sidde stille … Nøjagtig sådan gør manden med kameraet, og vi er alle tvangsindlagt til at følge ham.

En opera eller ballet er vi ikke deltagere i på samme måde som i en gudstjeneste, men alligevel berøver optagelsen os i høj grad selvstændighed. I teateret ser vi, hvorhen vi vil, men foran skærmen bliver vi til “tilskuer-marionetter”: vort syn drejes og fokuserer på det, kameraet dikterer os. Det kan både være ondt og godt, både irriterende og berigende for oplevelsen. Manipuleret bliver der under alle omstændigheder. Det svarer ganske til teater kontra film, når det gælder skuespil: en filmatiseret version kan både slå stykket ihjel og tilføre det uanede dimensioner. Det kan få en ny og selvstændig identitet. Teater og film er forskellige kunstarter.

Når vi nu ser en dvd med en optagelse af en symfoni, bliver vi præsenteret for en sælsom hybrid. Man siger tit, halvt i spøg, halvt i alvor, at koncerten er en verdslig pendant til gudstjenesten. Og ganske rigtigt: kjole og hvidt svarer til præstekjolen, dirigentens indgang foretages på rituel vis, publikum sidder andægtigt og prøver at undgå at hoste etc. Og med hensyn til synsindtryk er forholdet ganske det samme: dirigenten er som præsten en stor del af tiden centrum for opmærksomheden, men der fokuseres også på enkelte musikere, på orkesteret som helhed, på orglet i baggrunden etc. etc. Alt dette ændres, når øjet føres af kameraet – ikke som i operaen eller balletten, hvor en given handling følges og illustreres, men som i en gudstjeneste, hvor vi alle gøres til ét og samme medlem af menigheden, som får tilført et stænk af almagt og alviden: vi ser ind i noder og nakker, står pludselig et par meter fra dirigenten, iagttager nøje håndens greb om trianglen …

Således kan både gudstjeneste og koncert få tilført en art fiktiv handling, blive til et Gesamtkunstwerk. Vi rykker ud af kirke og koncertsal, bort fra den egne individuelle oplevelse i et fællesskab og ind til fællesskabets oplevelse anskuet gennem ét par briller. Pointen er, at gudstjeneste og koncert er kommet i hænderne på en anden kunstart, filmen. De får begge en ny identitet.

Karl Aage Rasmussen anskuer det fra en anden synsvinkel. Han skriver i ledsagehæftet til The Light and the Darkness: »Musik er en særlig form for oplevet tid, og det gør dens familiebånd til filmen tættere end til de andre kunstarter (…) Den moderne komponist er pinligt klar over, at film er den vigtigste kunstneriske udtryksform i det globale samfund, at film er det idébærende medium, som flest mennesker forholder sig til. I video-, dvd- og playstation-alderen dominerer de audiovisuelle kunstformer fuldstændig kulturbilledet.«

Det er så sandt, som det er sagt – men personligt har jeg et ambivalent forhold både til dette faktum og til de foreliggende dvd’er. For film er ganske rigtigt et idébærende – og som ovenfor nævnt: identitetsskabende – medium. Netop derfor må det anskues kritisk. For at vende tilbage til gudstjeneste-billedet: Der eksperimenteres i disse år på livet løs med freestyle-gudstjenester, hvor deltagerne bevæger sig frit rundt i rummet, og hvor det uventede sker i kraft af bevægelsen og i kraft af bl.a. billeder og film, til hvilke betragteren forholder sig ganske frit. På samme måde har drama og bevægelse, det uventede, tilføjelsen af tilhørerens ageren og egen udfoldelse holdt sit indtog i musikken i det 20. århundredes anden halvdel. Og netop det uventede, det både individuelt og kollektivt kreative, må styrkes. Det gælder også den autentiske koncertoplevelse. I modsat fald kan man frygte, at musikken fastholdes som oplevet tid iklædt en ganske bestemt betragtningsmåde og farvelægning af tiden – at den audiovisuelle kobling låses fast. Dét er netop faren ved optagelser som dem, der her er tale om. I en skala, som i den ene ende har den autentiske musikalske oplevelse, er vi her i den stik modsatte ende. Det er spændende at få den guidede rundvisning, men at nøjes med den svarer til at se ferievideoen fra Frankrig igen og igen i stedet for selv at rejse derned og gå på opdagelse. Og når man så ikke engang selv har optaget den!

Ledsagehæftet fortjener at nævnes: det består af både underholdende og perspektivrige artikler om symfonierne. Bedre præsentation af dem kunne man ikke ønske sig.

Den tredje dvd, The Light and the Darkness, er et stykke fremragende musikpædagogik. Karl Aage Rasmussen illustrerer Carl Nielsens liv og værker gennem musikken og gennem en sammenstilling af bl.a. gamle sort/hvide filmklip, fotos og kunstværker af Anne Marie Carl-Nielsen. Det hele kædes sammen til et musikalsk og kulturhistorisk panorama, som virkelig bliver til et Gesamtkunstwerk, undertiden med “koreografisk” effekt: slagscener fra 1. verdenskrig, billeder fra menneskers dagligdag og naturbilleder kombineres med værker af Carl Nielsen, og det hele får en fælles rytme, en virkning, som i kunstnerisk udtrykskraft – forstå mig ret! – kan lede tanken hen på et filmisk mesterværk som Leni Riefenstahls Triumph des Willens. Desuden gives en fin og nuanceret beskrivelse af det ofte problemfyldte samliv mellem to kunstneriske og egensindige mennesker. Alene denne dvd er hele sættet værd.

August Enna:

Den lille pige med svovlstikkerne; Alexander von Zemlinsky: Die Seejungfrau. Inger Dam-Jensen, Ylva Kihlberg, DR Børnekoret, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard. Dacapo 8.226048.


Af August Ennas værker havde jeg indtil fremkomsten af denne cd kun hørt forspillet til Den lille pige med svovlstikkerne, og det har altid forekommet mig at være en tynd kop te. På denne baggrund har jeg ikke undret mig synderligt over, at Ennas musik stort set er glemt i dag. Men denne indspilning af hele værket fik mig unægtelig til at spidse ører. Der er tale om en overraskende virkningsfuld og dramatisk gendigtning af H.C. Andersens eventyr. Den lille pige projiceres så at sige musikalsk ud i det voksne følelses- og udtryksspektrum i helt freudiansk grad. Enna bevæger sig mellem forskellige niveauer og livsaldre, og det er bemærkelsesværdigt, at børnesange stilistisk sættes i citationstegn og derved fremmedgøres. Pludselig kommer værket på højde med Carl Nielsens Søvnen og Hymnus amoris! Opførelsen gør også sit til dette indtryk: der er fuld damp på fra start til slut.

Også hos Alexander von Zemlinsky er der tale om et højspændt drama. Die Seejungfrau ligger i udtrykskraft og nytænkning tæt på den samtidige Schönberg – betegnende nok uropførtes værket ved samme koncert som Schönbergs Pelléas und Mélisande og blev uretfærdigt nok sat i skygge af denne. Her præsenteres værket med al den klanglige pragt, det fortjener.

I begge værker er Radiosymfoniorkestret, korene og solisterne i topform, og Thomas Dausgaard giver os musikken med eftertryk og brillans. Stedvis kan jeg føle, at det er lige ved at være for meget af det gode, men tilbage står hver gang et helhedsindtryk, som ganske enkelt er flot. Bedre opførelser kunne Enna og Zemlinsky ikke have ønsket sig.

Lyrical Landscapes.

Guitar music by the ancient moderns.Hilding Hallnäs: Preludi er 1 – 12 för Gitarr, 3 Dialoger för flöjt och gitarr og Strängaspel; Vagn Holmboe: Parlare del più e del meno; Dimitri Fampas: Guitar song no. 1 & Romanza; Gaspar Cassado: Leyenda Catalana & Sardana Chigiana; César Franck: L’Organiste (uddrag). Erling Møldrup og Karl Lewkovitch. Classico Classcd 640.

Allerede med navnet Erling Møldrup anbefaler denne cd sig selv. Det borger for kvalitet både i udførelsen og i valget af værker, og man bliver ikke skuffet.

Svenskeren Hilding Hallnäs spiller hovedrollen, og han bliver derved et godt og lærerigt eksempel på samarbejde mellem komponist og interpret. Erling Møldrup fortæller levende i ledsagehæftet om samtaler med Hallnäs, som ønsker kontraster og lidenskab i guitarspillet. Dette bliver nærmest et motto for hele cd’en, ikke blot for udførelsen af de tre Hallnäs-værker. Overalt er der udtryksmæssig intensitet og nuancerigdom. Man keder sig ikke et sekund – denne sætning siger lidt om den følelse, som kan opstå ved aflytningen af programmer med sologuitar, men den indfinder sig bestemt ikke her. Det er en fornøjelse at lytte til en så differentieret og inspireret udførelse af så gode værker.

Giacinto Scelsi:

Natura Renovatur. Ohoi, Ave Maria, Anâgâmin, Ygghur, Natura renovatur og Alleluja. Frances-Marie Uitti & Münchener Kammerorchester, dir. Christoph Poppen. ECM New Series ECM 1963 4763106.

Også her er der tale om inspiration og intensitet – og i allerhøjeste grad om samarbejde mellem komponist og musikere. Italieneren Scelsi er en ejendommelig skikkelse i det 20. århundredes musik. Han komponerede ikke på vanlig vis, men optog sine egne improvisationer, som blev udført på klaver og ondiola, en forløber for synthesizeren. Disse improvisationer blev dernæst nedskrevet og transskriberet af bl.a. komponisten Vieri Tosatti og cellisten Frances-Marie Uitti, hvorefter Scelsi selv navnlig i forbindelse med opførelser kommenterede og bearbejdede transskriptionerne.

Dette tætte samarbejde førte så i øvrigt for Tosattis vedkommende til et ejendommeligt intermezzo: kort efter Scelsis død i 1988 erklærede han, at »Scelsi: c’est moi«. Han hævdede, at han reelt havde komponeret de fleste af værkerne, og at Scelsis improvisationer i sig selv svarede til et barns klimpren. Dette blev dog tilbagevist, dels ved aflytning af optagelser, dels ved vidnesbyrd fra musikere, som kendte Scelsi.

Rent bortset fra, at også et barns “klimpren” på klaveret kan fungere som musik på sine egne betingelser, viser denne episode, at Scelsis virksomhed kan ses som en tidlig forløber for en mere og mere fremtrædende tendens: komponisten samarbejder mere og mere med musikeren, og undertiden bliver de til én og samme person på en anden og mere direkte måde end den traditionelle som fx komponisten, der også er en dygtig pianist og spiller egne værker. Værket bliver til i selve opførelsen, skabt af én eller flere musikere/komponister. Improvisation bliver lig med komposition. Det er ingen naturlov, at en komponist skal kunne nedskrive sine værker, og det er ingen naturlov, at én og kun én komponist skal stå som skaberen af et værk. Hvad det sidstnævnte angår, har Tosatti for så vidt ret, men hans udfald mod Scelsi synes at vise, at han ikke helt fattede den æstetik, som ligger bag de værker, han transskriberede – i øvrigt med stor dygtighed.

Scelsis værker af den type, som er indspillet på denne cd, blev netop forsætligt til som en “klimpren”, en lytten sig ind i mikrointervaller, glissandi og de fineste dynamiske nuancer. En sådan sætten materialet under lup er jo netop mulig med et synthesizer-lignende instrument, og den egner sig perfekt for strygere, som kan virkeliggøre den samme nuancerigdom. Samtlige værker på cd’en er da også for strygere. Disse værker bevæger sig på kanten af intet i en mærkelig nærmest overjordisk svæven. Det gælder i høj grad Ohoi for 16 strygere fra 1966, som leder tanken hen på Ligetis værker fra samme årti, og det gentages i Anâgâmin og Natura renovatur, beggefor 11 strygere fra henholdsvis 1965 og 1967. I Ygghur for solocello fra 1961 får den forunderlige Frances-Marie Uitti for alvor lejlighed til at brillere med utrolige klanglige nuancer, mens hun i Ave Maria og Alleluja, to tredjedele af et værk fra 1970, spiller stadige gentagelser af ganske enkle fraser – nok en gang “klimpren”, som i al sin naivistiske enkelhed gør et lige så stort indtryk som det “portræt”, Scelsi plejede at sende til koncertarrangører i stedet for et foto: en cirkel, som svæver over en vandret linje.

Dette viser så endelig hen til et træk ved Scelsi, som alt for sjældent omtales: hans optagethed af indisk filosofi. Han dyrkede meditation, en åndelig renselsesproces, som skulle tømme sindet for tanker (jf. den tomme cirkel og linjen) for at nå til en bevidsthedstilstand, hvor der opnås modtagelighed over for det, som normalt ikke erkendes. Det kan minde om John Cages fascination af zenbuddhisme, som kan føre til lydhørhed over for enhver lyd, men hos Scelsi udtrykkes det selektivt musikalsk i disse fabelagtige klanglige meditationer, en direkte oversættelse af betragtningsmåden til lyd. Klangene findes på grænsen til stilstand, og netop her bliver den svageste sitren og gliden til en verden i sig selv. Det er interessant, at Scelsi ligesom flere andre komponister specielt var inspireret af filosoffen Sri Aurobindo, som beskriver en yogaproces, der som sit endemål har “supermind”, hvor individualiteten er afløst af universalitet. Altet går ind i tomheden og fylder den – netop dette prøver musikken at beskrive, idet den på én gang er (næsten) intet og et mylder af særegent mikroliv.

En parisisk clochard sagde engang til Scelsi: »Voyez-vous, mon bon monsieur, ne pensez pas, laissez penser ceux qui ont besoin de penser«. Denne sætning gør man klogt i at huske, når man lytter til Scelsis klangverden, som på formidabel vis anskueliggøres på denne cd. Man bør ikke snyde sig selv for at opleve disse værker med Münchener Kammerorchester og Frances-Marie Uitti – og man bør heller ikke snyde sig selv for at læse noterne af Frances-Marie Uitti og Herbert Henck.

Bent Lorentzen:

Koncert for klaver og sinfonietta, Italiensk koncert og Jagtkoncert. Erik Kaltoft, Martin Schuster, Niels-Ole Bo Johansen, Klaus Gottlieb, Henrik Husum og Århus Sinfonietta, dir. Søren K. Hansen og Thomas Søndergård. Dacapo 8.226516.

Gisp! – at komme fra Scelsi til Lorentzen er som at blive rykket fra betragtningen af krusningerne på en vandoverflade i skovens dybe stille ro til Tivoli lige foran (eller måske snarere: i !) rutchebanen. Lorentzen boltrer sig i legen med lyde og overraskende effekter, og de tre værker på denne cd skuffer ikke.

Klaverkoncerten er ganske pågående, men har også en sats, Misterioso, som koncentrerer sig om mere stillestående klange, dog på ganske anden vis end hos Scelsi. Italiensk koncert er særdeles effektfuld og synes at rumme mere dybde og idérigdom end klaverkoncerten. Allemande-satsen er en både sjov og elegant jazzsats. I Jagtkoncert får vi både det vilde ridt over stok og sten og skoven i sin dybe stille ro (så var den der alligevel – misterioso med Tristan-akkord), inden bragende geværskud fælder byttet.

Værkerne er i høj grad underholdende og spilles overbevisende. Faktisk er de så underholdende, at jeg kan savne lidt modhager, lidt mere substans i disse overflødighedshorn – men som her gik jeg ved aflytningen direkte fra Scelsi til Lorentzen. Man kan under alle omstændigheder sige, at Bent Lorentzen, som i mange år har været inspireret af polske komponistkolleger, har fulgt en del af disse fra de rå klangflader ind i mere diverterende neotonalitet og -tematik. Der er under alle omstændigheder tale om en spontan og smittende glæde over alskens lyde, som her præsenteres på virtuos kompositorisk vis.

Årgang 81/2006-2007, nr. 01