Bøger

Med jævne mellemrum modtager denne anmeldersignatur en stak bøger, hvor der pludselig viser sig interessante, nærmest påfaldende kontrapunktiske relationer mellem de enkelte titler. Således også mellem de i det følgende omtalte – i øvrigt meget forskellige – publikationer, hvor de anslåede temaer slynger sig om emnerne musikkens påvirkning af mennesker, særligt musikken i opdragelsen samt musikalsk formidling.

Denne årgang af DMT afrunder da årets boganmelder med en række vidt forskellige bud en bevarelse af det måske allervigtigste samfundsmæssige musikspørgsmål: Hvordan (hvis ikke hvorfor) skal musikken integreres i den institutionaliserede samfundsstruktur?

Finn Gravesen og Palle Andkjær Olsen:

Nutidig dansk musik. Edition Wilhelm Hansen 2006. 140 sider i stort format med spiralryg. Cd medfølger. Kr. 99,00. ISBN 10: 87-598-1210-9

I tidens løb er der udfoldet mange bestræbelser på at finde den musikalske formidlings De Vises Sten. I disse spalter er der gennem årene præsenteret det ene værk efter det andet, der kolporterer epokegørende metoder til at liste nye musikalske horisonter ind i modtagernes hjernekister.

Opfindsomheden har været stor. Og det kan så sandelig også være nødvendigt en gang imellem, måske særligt når pædagogen stiller sig selv den krævende udfordring at popularisere samtidens kompositionsmusik. Så kan gode musikråd være dyre.

I en artikel i en konferencerapport (Musikpædagogisk Forskning og Udvikling i Danmark) fra Dansk Netværk for Musikpædagogisk Forskning fra 2001 konstaterer Mette Stig Nielsen, at »Musikundervisningen og musikuddannelserne har givet op over [for] nutidens udfordringer og har i stedet fastholdt et populistisk eller et konserverende udgangspunkt for den musikpædagogiske praksis« (s. 107. Rapporten er omtalt i DMT nr. 7, 2001-02). Hun efterlyser derpå et egnet repertoire og refererer til sidst fra et pædagogisk udviklingsprojekt i Odense, hvor Det Fynske Musikkonservatorium og Odense Musikskole har samarbejdet om at gøre ny musik til en naturlig del af undervisningens indhold.

I dette blad kunne man tillige på samme tid læse en artikel (skrevet af redaktøren) fra en konference med titlen Kan børn tåle ny musik? (DMT nr. 1, 2000-01). Godt spørgsmål.

Det må derfor glæde bl.a. Mette Stig Nielsen at få denne publikation i hænde. Ganske vist står der ikke direkte nogen steder, at bogen er tilrettelagt med en bestemt målgruppe for øje – bogens forord indledes med “Kære musikinteresserede!” – men hele bogens tilrettelæggelse er klart pædagogisk.

Bogen synes at være et resultat af et samarbejde mellem Edition Wilhelm Hansen og Dacapo Records. Begge parter må have spyttet godt i kassen siden bogen kan sælges med cd for usle 99 kr. Det er meget billigt! Usselt er til gengæld ikke indholdet. Det er en meget informativ og pædagogisk opbygget sag, hvor de to erfarne forfattere, Finn Gravesen og Palle Andkjær Olsen, har skrevet introduktioner til værker af otte nulevende danske komponister: Anders Nordentoft, Bent Sørensen, Fuzzy, Per Nørgård, Fredrik Lundin, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Peter Bruun og Hans Abrahamsen.

De grundigste og mest udførlige værkintroduktioner er Andkjær Olsens, fx til to satser fra Nordentofts On this Planet. Dette værk tematiserer, sammen med Lundins, de gængse opfattelser af grænserne for Ny Musik, da begge disse værker har tydelige jazz- og rock-elementer i sig.

Introduktionen til Per Nørgårds Sol og Måne-musik indeholder naturligvis en redegørelse for uendelighedsrækken og flere af dennes simple, rytmiske derivater. Det er gjort klart og koncist, og det vil være nemt for en underviser at anvende materialet, især hvis man – som anbefalet i teksten – allierer sig med Ivan Hansens Trommebogen, der jo netop handler om rytmemønstre, øvelser og kompositioner med baggrund i Nørgårds musik, specielt uendelighedsrækken.

Mere kortfattede og summariske er Finn Gravesens introduktioner til Fredrik Lundin, Bent Sørensen og Peter Bruun. Bevares, det fungerer da, men virker unægtelig noget umeddelsomt sammenlignet med Andkjær Olsens engagerede og ivrigt formidlende opsatser.

Bogen spænder vidt – fra de nævnte værker med jazz- og rock-elementer over Fuzzys elektroniske lydcollager til Nørgårds leg med rytmerne og Bent Sørensens æteriske forfaldsæstetik.

Alle eksempler er ledsagede af partitursider, der virkelig kommer til deres ret i det store format, som desuden er dejlig praktisk af have liggende på bordet grundet spiralryggen. En venlig detalje!

Man kan jo så altid diskutere, om de valgte eksempler er repræsentative osv. Som et nedslag nu og hér, med et bud på pædagogisk indføring til mindre og større musikinteresserede er bogen et kærkomment bud, om end aldersklassen nok ikke skal være under gymnasie-niveau.

Kan bestemt anbefales!

Gunnar Bucht:

Pythagoras’ sträng. Essäer kring musikens gränser.

Forlaget Thales 2005. 120 sider, SEK 125,00. ISBN 91-7235-061-X

En erfaren herre er naturligvis også den svenske komponist, underviser og skribent Gunnar Bucht. Næste år fylder han 80 og vil da kunne se tilbage på et langt og farverigt liv med musik, som man kunne læse om i selvbiografien Född på krigsstien fra 1997 (anmeldt i DMT nr. 3, 1997-98).

Bucht er bestemt ikke aflægs endnu. I bogen Pythagoras’ sträng skriver han letflydende og meget personligt om musikken og det, den kan viderebringe. Titlen på bogen henviser jo til Pythagoras’ opdagelse af sammenhængen mellem en svingende strengs længde og en given tonehøjde. For Pythagoras var dette et tydeligt tegn på, at musik manifesterer noget grundlæggende vedrørende naturens struktur. Altså en klingende videregivelse af essentiel information. Bucht forfølger denne tanke og forsøger at indkredse nogle grundlæggende elementer i musikkens evne til at formidle. Han lader sig ikke nøje med Hanslicks berømte aksiom “Tönend bewegte Formen sind einzig und allein Inhalt und Gegenstand der Musik”.

Musikken kan mere end som så, mener Bucht, og i bogens essayistiske kapitler indkredser han først rum, klang, bevægelse og forandring som de af omverdenen givne fænomener, vi gestalter musikken gennem. Disse refleksioner munder ud i følgende definition på musik: En af mennesker foranlediget begivenhed i et klingende, bevægeligt, af udtryk båret rum af fortællende karakter (s. 69). Uhåndterligt, javel – det er Bucht selv klar over – men tankevækkende.

Senere i bogen vender Bucht sig mod Gunnar Valkaras bemærkelsesværdige afhandling Det Audiografiska Fältet fra 1997 (fyldigt omtalt i DMT nr. 5, 1997-98). Inddragelsen af Valkaras antropologiske redskaber og resultater giver nye perspektiver til understøttelse af Buchts egen opfattelse af musikken som en måde, hvorpå mennesket søger emotionelt at erobre eller blive integreret i en omverden, der fremtræder for os som rum og bevægelse. Denne måde at anskue musikken på er gyldig for alle mennesker og alle kulturer, mener Bucht.

Undervejs bringer Bucht nogle stærkt personlige analyser af hovedværker som Beethovens 3. Symfoni, Berlioz’ Symphonie fantastique og Sibelius’ 4. Symfoni. Hos Berlioz er det programmatiske åbenbart – og dermed til dels også det fortællende – men Bucht finder en for ham omtrent lige så klar fortælling om musikalsk gestaltede eksistensers prøvelser og erfaringer hos Beethoven og Sibelius. Om man kan følge Bucht her må bero på personlig smag og behag. Under alle omstændigheder kan forfatterens overvejelser over disse værker være frugtbare at gå i dialog med.

En fin og tankevækkende lille bog fra en nestor i svensk musik, der undervejs stiller følgende underfundige spørgsmål: »Kan det vara så att komponister och musiker vet så mycket mer om naturen och verkligheten än filosoffer.« Nu og da kunne man bestemt få den tanke!

Hans Perstrup:

Musik er ikke bare musik. Musikken på godt og ondt.

Forlaget Lumina 2004. 125 sider, pris ikke oplyst. ISBN 87-989353-0-5

En, der ved en masse om Verdensaltets Natur, er tilsyneladende danske Hans Perstrup, der har tilsendt redaktion denne besynderlige tryksag. Udgivet på eget forlag (Lumina – intet website) og opsat i billigt udstyr skal man ikke tage fejl af – allerede tidligt tilkendegiver bogen, at der bag det tarvelige udstyr gemmer sig intet mindre end en Advarsels Røst: Civilisationen er i dyb fare, og svaret på en ny og ret kurs er at besinde os selv på hvad det er for en musik, vi udsætter os selv og hinanden for.

Der er ingen tvivl om, at Hans Perstrup er en mand med en mission. Han har en klokkeklar opfattelse af at vide, hvor skoen trykker, og han er yderst ihærdig i sine formaninger til læseren (og hvem der i øvrigt gider lytte) om at medvirke til at dreje kulturens supertanker væk fra den kollisionskurs, som alle tegn i sol og musik angiveligt viser, at vi er ude på.

Bottom line er, at den væsentligste årsag til opløsningstendenser og degeneration er »… den enorme udbredelse som den materialistisk prægede musik har, især i form af den primitive populærmusik udtrykt som jazz, pop- og rockmusik.« (s. 6). Sådan – dér har vi det. Glem alt om handelsbarrierer, overbefolkning, migration, drivhusgasser, global kapitalisme og udbytning, ideologisk krigsførelse eller andre småting. Det er den »primitive, hamrende, uharmoniske populærmusik« (s. 118) med »dens synkoperede rytmer« (Gys! s. 7), der er skurken.

Hvis man har været i tvivl før, så bliver al vankelmodighed fejet af banen på s. 28: »Men set på baggrund af de forklaringer der her er givet, så er den største trussel mod jorden og menneskeheden måske ikke atombomben, men splittelsen af atomet i menneskets indre verden gennem misbrugen af musikken og rytmen.« Forklaringer, der leder til denne højst bemærkelsesværdige betragtning, kunne ganske givet være værd at se efter i sømmene. Man arbejder sig da møjsommeligt gennem dette skrift og dets talrige forsøg på at understøtte denne antagelse om musikkens natur og virkning, underbygget med en række pseudo-videnskabelige henvisninger til værker af ofte dubiøs karakter – hvis der da overhovedet er nogen henvisninger. Det står nemlig også hurtigt klart at den videnskabelige metode bestemt ikke er forfatterens stærke side. Noteapparatet bærer præg af vilkårlighed og er desuden temmelig rudimentært. Bogen er spækket med postulater som fx »... flere medlemmer af rockgrupper har åbent erklæret, at de gik efter ungdommens sind …« (s. 38), »… der [er] en stadig stigende bevismængde fra videnskaben …« (s. 39), »Undersøgelser har desuden vist …« (s. 31). Hvor stammer mon sådanne informationer fra?

Jævnligt optræder helt absurde postulater, fx at hjertet skulle slå i trefjerdedels takt (»to slag og hviler på det tredje«, s. 122), at »Enhver af kroppens større muskler relaterer sig til et organ« (s. 40), eller at RNA-molekyler skulle opbevare hukommelse (s. 48).

Undertegnede lærte noget helt andet i fysiologi på bifaget. Og hos en lægebekendt udløste citaterne nærmest et hysterisk latteranfald. Det skal man måske ikke lade sig ryste af, da bogen tydeligvis befinder sig i en helt anden sfære, sådan som den bekender sig til en række New Age-begreber, bl.a. antagelsen af energier og vibrationer, der gennemsyrer og påvirker alt levende på subtile måder, som den etablerede videnskab – med sine klodsede, visionsløse redskaber – ikke har været i stand til at påvise.

Desuden synes bogen også at forudsætte en krop-sjæl-spaltning, som megen New Age-tankegang også bygger på: Den udødelige sjæl som er mere eller mindre fanget i det grove fysiske legeme, men som interagerer med dette. Menneskets destination er da at gennemskue denne verdens bedrag, og træffe de rigtige (ofte for almindeligt dødelige skjulte) valg af handlinger, tanker, fødevarer, krystaller – og altså endelig også musik!

Skal man sige noget positivt om denne bog, må det være, at bogen faktisk berører nogle vigtige problemstillinger, da der næppe er nogen tvivl om at musik rent faktisk påvirker levende organismer på en række måder. Forsøg synes fx at have vist, at køers mælkeproduktion kan øges ved at lade dem lytte til klassisk musik. Og det kan da bestemt ikke afvises at mere hårdtslående genrer af rock-musikken har en stressende virkning på kroppen. Det er næppe nogen tilfældighed, at ny-nazister har rock-koncerter som deres centrale samlingspunkt, ligesom venstrefløjen i udstrakt grad har brugt rytmisk musik i propaganda-øjemed.

Musikterapi er på den anden side en vidt udbredt og højt respekteret disciplin, og Perstrup har da også et kapitel om musikterapi. Men det er et meget kort kapitel, der fokuserer mere på healing, og glimrer ved et totalt fravær af oplysninger om den megen seriøse forskning i emnet, der foregår bl.a. ved Institut for Musik og Musikterapi ved Aalborg Universitet.

En enkelt søgning på Google gav på få sekunder en lang række henvisninger til fx Dansk Forbund for Musikterapi, Musikterapeuternes Landsklub, Sct. Maria Hospice Center (der også anvender musikterapi), tidsskriftet “Nordic Journal of Music Therapy” – og mange flere.

Hvis Perstrup endelig vil polstre sin fremstilling med noget, der i det mindste ligner videnskabelighed, hvorfor så i alverden ikke berøre blot noget af alt dette?

Der er en guldgrube af videnskabeligt velunderbyggede undersøgelser af musikkens mangfoldige virkningsmåder, man kunne have øst af. Men sådanne glimrer som nævnt stort set ved deres fravær i bogen. I stedet får man som læser serveret et fundamentalistisk og skingert klingende udsagn (der fx skærer rock, jazz og pop over én kam), der efterfølgende søges underbygget ved udeladelser, fordrejninger, dårligt sprog og uunderbyggede postulater. Med denne metode får man kun de i forvejen troende i tale. Vi andre må hurtigt stå af, hvis man da ikke lige er blevet bedt om at anmelde bogen.

Det er synd og skam, for selve emnet er ufattelig spændende og yderst relevant og kunne i en anden kontekst have resulteret i en værdifuld debatbog. I stedet sidder man med en bog, der bevæger sig ophøjet og indigneret i sin egen sfære, højt hævet over noget så kedeligt som videnskabelig metode og bevis – skønt den søger at iklæde sig sådanne stjålne fjer. Perstrup skyder ikke blot sig selv i foden. Han skyder hele foden af et vægtigt emne.

Hvis man ikke anfægtes af håndgribelighed og videnskabelighed, (og kan tilslutte sig at Believing is seeing) – eller hvis man vil have anskuelsesundervisning i, hvordan man ikke skal gøre det –kan man roligt gå i gang med bogen.

Lissa Nicolajsen:

Sang i landsbyskolen i 1800-tallet. 160 sider, indbundet og illustreret. Kr. 240,00. ISBN 87-7612-239-5. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2006. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

Endnu en smuk bog fra Folkeskolens Musiklærerforening, denne gang om de tidlige faser af skolesangens historie i Danmark. Hvorfor og hvordan fik faget den centrale placering, som det havde i mange, mange år? Forfatteren sporer den danske skolesang tilbage til de tidligste tilløb i slutningen af 1700-tallet over 1814-lovens bestemmelser frem til den generelle samfundsmæssige nyorientering lige efter 1900.

Undervejs stiller forfatteren skarpt på et enkelt sogn (Kundby sogn) for at anskue det generelle ud fra det specielle. Dette er dybest set mikro-historiens metode som formuleret af bl.a. David Sabean.

Der er trukket mange sjove og illustrative kilder frem, som i mange tilfælde afbildes i bogen i det velkendte, delikate layout fra Musiklærerforeningen. Omkring denne del af fremstillingen kredser biografiske skitser af centrale personer som J.A.P. Schulz, H.O.C. Zinck, Rudolph Bay og A.P. Berggreen.

Særlig interessant er det at læse om de overvejelser, der lå til grund for de tidlige forslag om at gøre sangfaget obligatorisk i skolerne, specielt i lyset af de emner, som behandles i de i det foregående omtalte bøger. Også i denne bog kan man læse om forventet nytteværdi og synergi med andre fag, almen dannelse samt en etisk og social dimension.

Bogen vil være en vigtig kilde for enhver, der interesserer for sang- og fællessangshistorie, og vil være et fint supplement til Henning Bro Rasmussens Kirkesanger og landsbyorganist fra 1998 (omtalt i DMT nr. 8, 1997-98).

Hans Günther Bastian: Optimal børneopdragelse … med musik. 87 sider. Kr. 180,00. ISBN 87-7612-250-6. Udgivet af Folkeskolens Musiklærerforening 2006. Kan bestilles hos Dansk Sang, Gudenåvej 162, 7400 Herning. Tlf. 97 12 94 52. www.dansksang.dk

Da jeg første gang fik denne bog i hånden, troede jeg umiddelbart, at der var tale om endnu en bog med pædagogiske anvisninger i småbørnsrytmik, hvordan man selv bygger sine maraccas osv. Tværtimod! Det er ikke en bog med praktiske pædagogiske metoder, men en bog fuld af kompetente og velunderbyggede betragtninger over relevansen af at inddrage musik i skolernes samlede undervisningsplan. Med andre ord: En bog i stil med den Hans Perstrup kunne (burde) have skrevet, men ikke fik gjort.

Hans Günther Bastian deltog i 2004 i en konference i Odense, arrangeret af det danske Kodály-selskab, og i kølvandet på dette besøg udsendes Bastians bog fra 2001, der allerede findes på italiensk, og som er på vej i både en engelsk og kinesisk udgave. Bogens omdrejningspunkt er resultaterne fra et 6-årigt forsøg med udvidet musikundervisning af 6-12-årige børn ved skoler i Berlin.

Resultaterne er opsigts- og tankevækkende. Det synes – ifølge det foreliggende materiale – at være hævet over enhver tvivl, at musikundervisning som tillæg til de øvrige, boglige skolefag medfører en forbedret indlæringsevne, forebygger svage koncentrationspræstationer og øger den gennemsnitlige IQ.

Det kunne have været interessant at smide disse resultater ind i en debat, der kørte i dagspressen for et par måneder siden om netop musikundervisningens mulige positive effekt på forskellige mentale kompetencer. Ikke overraskende synes en række toneangivende politikere at være mere end villige til at lytte til de eksperter, der bekvemt bekræfter én vinkel (hér at musikken ikke påviseligt skulle øge fx indlæringsevnen) og overhøre andre, der har et mere besværligt synspunkt – uanset hvor velunderbygget det så måtte være.

I den forbindelse minder vi om, hvor stor indflydelse Bjørn Lomborg havde på en række beslutningstagere – en indflydelse, der synes at være nærmest omvendt proportional med tilslutningen til synspunkterne inden for det globale videnskabelige establishment.

Taler vi inden for skolevæsenet om en mental drivhuseffekt, udløst af en vedvarende nedskæring af kreative og idrætslige fag? Politiske Lomborg’er, der kun ser pekuniær nytteværdi og en værdiskala, udmålt af et – kortsigtet – præstationsorienteret erhvervsliv, dømmer kreative fag ude som værende fritidsprægede hobbyaktiviteter, som det ikke er det offentliges opgave at understøtte. Udefra set minder det – med et billede fra Thorkild Hansen – om en gruppe mennesker i en redningsbåd, der i en presset situation forsøgsvis enes om at trække bundproppen op. Ja – hvis det så bare var dem selv, der druknede …

En bog som denne er rigtig god at få forstand af! Og tak til Musiklærerforeningen for at have gjort den tilgængelig på dansk.

I øvrigt modtaget fra forlagene

Musik og pædagogik. Redigeret af Elisabeth Kirk. Forlaget Modtryk 2006.

271 sider, kr. 249,00.ISBN 87-7394-966-3.

Opdateret og revideret udgave af bogen fra 1997 (nærmere omtalt i DMT nr. 2, 1997-98). Specielt bogens anden del, der i første udgave hed “Musikken i den pædagogiske praksis” er omfattende ændret og hedder nu “Pædagogiske og didaktiske overvejelser over musikaktiviteter”. Flere kapitler er skiftet ud, hvorved bogens profil ændres noget. Således er kapitlet i første udgave om musik og bevægelse i vuggestuer og børnehaver gledet ud. I stedet er kommet et kapitel med titlen “Fra krop og stomp til musikforståelse” samt “Elektronisk musik og pædagogik”.

En række emner er således strammet op og opdateret, hvorved bogen får fornyet relevans. I kraft af bogens forskellige forfattere og mange indfaldsvinkler gives der også her en række stærke og fagligt velunderbyggede grunde til at ofre musikkens pædagogik og musikken i pædagogikken den største opmærksomhed.