Kunstnere søger grænser

Af
| Årgang 81 (2006-2007) nr. 01 - side 28-29

Hvad er periferi og hvad er centrum? At Kirkenes i Nordnorge er en perifer by afhænger af, hvor man befinder sig. Nomadisk indstillede kunstnere flyttede grænser sidst i juni i kunstprojektet Connection Barents.


Af Anders Beyer

Vejskiltene står både på norsk og russisk. Deres udsendte er i Kirkenes i Nordnorge, ikke langt fra den russiske grænse. Heroppe under Nordens tag, hvor solen i skrivende stund aldrig går ned, støder lande i Barents-regionen op til hinanden: Rusland, Finland, Norge og Sverige. Men kan se grænsedragningerne på landkortet, men hverken rensdyr eller mennesker i Barents-regionen bryder sig synderligt om optegnelser på et kort. De krydser grænser, når det er hensigtsmæssigt.

Det med grænser – de ydre og de indre – er også et af temaerne i projektet Connection Barents, som er af skabt af de fire kunstkomiteer under Nordisk Ministerråd: Nordscen (scenekunst), Nifca (billedkunst), Nordbok (litteratur) og Nomus (musik). På projektsiden er det de fire komiteers kunstneriske ejaculatio finalis som følge af strukturændringer i Ministerrådet: alle fire komiteer nedlægges ved udgangen af 2006.

Den russiske receptionist på Hotel Kirkenes slår om i en slags norsk, da jeg ankommer. Hun kommer fra Murmansk med 350.000 indbyggere, og hun er en af de mange russere, som tilfører nyt liv til den lille by Kirkenes med bare 4.500 indbyggere. Man siger, at der bor over 50 forskellige nationaliteter i Kirkenes, som er en multikulturel by med plads til en frodighed af farver, nationaliteter og religioner. Det er da også et internationalt publikum, som træder ind i bussen i miniature-lufthavnen i Kirkenes. Jeg sidder sammen med en amerikaner, som skriver på en bog om verdens største fisk. En laks på 36 kg skal angiveligt være verdens største af slagsen, og den er fanget i Kirkenes. Min amerikanske rejseledsager skal fotografere det sted, hvor den er fanget.

Måske er det, amerikaneren laver, sublimt unyttigt: Det er ikke umiddelbart noget, som kan bruges, og det ligner nørdaktivitet i den helt tunge ende. Men der er eksempler på, at det sublimt unyttige kan vise sig at være umådelig vigtigt i et videre perspektiv.

Sådan er det også med Connection Barents, som jeg er kommet for at bivåne her i Kirkenes. Det er et såkaldt cross art projekt, som inddrager musik, billedkunst, litteratur og teaterkunst med naturlige afstikkere til arkitektur, performance og foto-kunst. Jeg møder et sammenrend af kunstnere, kuratorer, journalister og kulturkontorister. De kommer fra de nordiske lande, fra Rusland og Baltikum.

Man diskuterer kunstens rolle i forhold til ’dagligdagskulturen’ i området. Det kan umiddelbart virke lidt underligt, at en flok kunstnere med følge kommer til en lille by på Lars Tyndskids finmark, en by med en jernmine med 1.000 medarbejdere, der lukkede i 1997 og skabte arbejdsløshed og nye udfordringer. Hvordan kan disse kunstnere arbejde med såkalt site specific kunst, altså kunst skabt på et sted, der ikke har noget med ’koncertsal’ eller ’teaterrum’ i den traditionelle forståelse af ordet at gøre. Derfor stiller de medvirkende spørgsmål som ’hvem er ’outsider’ og hvem er ’insider’ i mødet med minoritetskulturen i Kirkenes. Er der tale om en ’invation’ eller en ’forhandling’ i forhold til de lokale mennesker. Er vi deltagere i virkeligheden kultur-turister, der kommer for at eksaminere os selv, undersøge de forskellige grænser inde i os selv, dyrke selvudvikling, som ikke har så meget med Kirkenes at gøre? Hvad sker der når kulturkaravanen er taget hjem – har deltagerne sat et aftryk i lokalmiljøet, som kan få langtidsvirkning?

Projektets kunstneriske leder Ong Keng Sen fra Singapore spørger: »Kan vi opdage nye sider af os selv ved at være på et så øde sted i forhold til et møde på et hotel i en hovedstad?« Han taler meget og engageret om mange emner, bl.a. om en verden i krise vedrørende religion og kulturel identitet. Med de danske Muhammed-tegninger som det seneste vidnesbyrd om tingenes tilstand. »Hvordan kan vi med kunsten skabe bro mellem de forskellige positioner?« spørger Keng Sen.

I de første 10 dage af projektet har nogle af deltagerne været med i et ‘laboratorium’, hvor de medvirkende skal forsøge at skabe et museum om hverdagsliv i Barents-regionen. Et symposium afslutter projektet – her diskuterer man oplevelserne, og internationale key note speakers fortæller om deres erfaringer på de respektive kunstområder.

Det kan undertiden være lidt træls at omgås mennesker, der hele tiden skal føle og mærke efter og sidde i rundkreds, og det tager lidt tid at komme ind i forsamlingens kommunikative toneart. Men når man giver slip på sig selv og kommer af med nogle fordomme, godt forstærket af stedets anatomi, opleves seancerne som herlige frikvarterer til åndens udvidelse og sjælens adspredelse. Simpelthen fordi der er begavede mennesker til stede, som tænker nye tanker om måden at lave kunst på i forhold til omgivelserne.

Der er flere spørgsmål end svar i Kirkenes. Men spørgsmålene er gode: Hvordan kan vi bruge humor som et politisk redskab? Hvordan kan vi meningsfuldt skabe en dekontekstualiseret kunst – altså bringe noget fra et område ind i et andet så det giver kunstnerisk mening. Hvad sker der, når workshop-rummet overlapper med det offentlige rum? Hvad er moderne, og hvad er gammeldags? Hvad kommer der til at ske med den samiske tradition, som omgiver os deltagere?

Det var ikke, fordi musikdelen i Kirkenes var overrepræsenteret, snarere tværtimod, men interessant var det at møde de tilstedeværende komponister, eller lydkunstnere er måske en bedre betegnelse i og med, at de ikke ser sig selv som ‘klassiske’ partitur-komponister. Eksempelvis havde jeg ikke før hørt om den danske komponist Line Tjørnhøj, som er selvlært komponist og sanger. Hun har siden 1995 komponeret musik til teater, dans, musical, performance, radio og tv. På cd har Tjørnhøj udgivet en dødsmesse for Balder på oldnordisk samt et elektroakustisk vokalværk.

Jeg er ikke sikker på, hvad der konkret kommer ud af de søgendes besøg i Nordnorge i forhold til Kirkenes og omegn. Men klogeågernes vigtige samtaler om at skabe og formidle kunst så det giver mening for kunsten selv og for det, vi nu igen tør kalde ’samfundet’, er hele rejsen værd. De synlige resultater kan vi godt vente på, som Ong Keng Sen siger: »Det er processen som er vigtig, ikke resultatet«.

Yderligere oplysninger på:

www.connectionbarents.org