ny eller Ny – igen (Igen?)

Af
| Årgang 81 (2006-2007) nr. 01 - side 38-38

I sin ‘Kommentar til ny-Ny-debatten’ i seneste nr. af DMT glæder Svend Hvidtfelt Nielsen (SHN) sig over mangt og meget i min artikel ‘En ny Ny musik ?’ (DMT nr. 4, 05/06). Men den bringer ham også til tasterne med en kritisk kommentar. Fint nok, at puste liv i samtalen var en del af formålet med min artikel. Men især forsøger den at argumentere for relevansen af og at kvalificere begrebet Ny musik.

Mine overvejelser fører til at efterlyse etnyt grundlag for musikalsk udtryk. Der er således ikke tale om at udnævne en bestemt musikalsk udtryksform til at være den “ægte ny musik”, sådan som SHN synes at opfatte det, men om et nyt teoretisk/æstetisk fundament, der gør op med musik som en nodebaseret, ‘symbolistisk’ udtryksform. Dette grundlag må i høj grad hvile på de erkendelser, som de kognitive videnskaber inden for de senere år har tilvejebragt om vores sanseapparat, bl.a. lovmæssigheder vedr. meningsbærende strukturer og betingelser for oplevelsen af musikalsk ‘betydning’.Men SHN læser altså fejlagtigt min konklusion som, at “den rigtige” Ny musik er forbeholdt en klub, hvorfra han selv til sin frustration føler sig udelukket. “Klubben” – spektralskolen – tjener som eksempel på muligheden for at skabe ‘en musiktænkning og et musikteoretisk fundament’, som udspringer af og er i tridt med vores nutidige situation. Og konklusinen vedrører altså tilvejebringelsen af et teoretisk fundament. Hermed tages der ikke patent på én bestemt udtryksmåde (læs spektralkomponisternes), idet der er netop tale om et grundlag, hvilket kan danne afsæt for forskelligartede udtryksformer.

Det, jeg kvalificerer som Ny musik, er den musik, der er med til at formulere, implicit eller eksplicit, et sådant nyt teoretisk/æstetisk grundlag, en musik, der kan siges at have et sådant grundlag som på én gang sit ‘ledebillede’ for og som underliggende oplevelsesreference bag sin “søgen efter formuleringer af en fluktuerende og stadig nyerfaret virkelighed” og “at finde veje til at levere ‘genkendelse’ af det uprøvede,” for nu at citere dele af den kunstdefinition, som også SHN kan tilslutte sig.

I sine musikeksempler problematiserer SHN begrebet strategi – og satiriserer bl.a. fornøjeligt over det. Han ser min artikel som udtryk for en opfattelse, hvor det at komponere er lig med at vælge strategier. Hvor jeg taler om strategier og kognitiv videnskab, finder SHN hos sig selv »fantasi og intens, tænkende lytten.« Eller som SHN afsluttende formulerer det: »kan der end være brug for strateger [strategier?] til at lægge materiale frem, kræves der en kompositorisk bearbejdelse for at skabe kunst«.

Denne modstilling mellem strateg og lytter opfatter jeg som en falsk modstilling. For mig at se ligger problemet et andet sted, nemlig i den tankemæssige og operative adskillelse af ‘materiale’ og ‘kompositorisk indgriben’: materialet lægges frem som var det en slags modelervoks, som komponisten efterfølgende gennem indgreb laver kunst af. Men kompositionsarbejdet begynder jo faktisk, så snart komponisten retter sin skabende opmærksomhed mod en lyd. En medvirkende grund til, at spektralmusikken i min artikel optræder som et eksempel på en ny, Ny musik, er, at den netop ikke anerkender denne absurde adskillelse af kategorierne ‘materiale’ og ‘kompositorisk indgriben’. Sagen er jo netop, at vi savner det begrebsapparat, der aktuelt konstituerer generelle, adækvate kategorier for relationerne mellem den lydbaserede, ikke-tonale, musiks stof og form, altså: etnyt grundlag.

Niels Rosing-Schow har skrevet et længere svar på Hvidtfelt Nielsens indlæg, som kan læses på www.danskmusiktidsskrift.dk