Om igen Henrik Marstal

I forlængelse af debatten i DMT nr. 5, maj 2005-06, bliver jeg nødt til at korrigere Henrik Marstal for at tillægge mig overbevisninger og holdninger, som er temmelig upræcise. Det vil dog være for omfattende her at udrede alle de mistolkninger, der ligger til grund for, at Marstal kan fremstille det, der ligner en slagkraftig argumentation, men lad mig blot give et eksempel.

Henrik Marstal tillægger mig den overbevisning, at: »kulturkanonprojektet … prætenderer at afsøge og beskrive en kulturel essens, der afspejler nationens homogenitet og fællestræk«. Hvad jeg rent faktisk skrev i min artikel (DMT nr. 4), er, at danskhed og nationale værdier er nøglebegreber i den aktuelle ideologiske værdikamp (s. 152). Herefter fortsætter jeg: »Begrebet danskhed anvendes i relationer, hvor det prætenderer at afsøge og beskrive en kulturel essens, der afspejler nationens homogenitet og fællestræk«.

Jeg udtaler mig faktisk ikke om, hvad der måtte ligge til grund for kanonudvalgets udformning af projektet, men peger på den essentialistiske tænkning, der findes i (kultur)debatten i det offentlige rum, og som indgår i argumentationen for, at der eksisterer noget specifikt dansk.

Omkring denne fremstilling af min tekst opbygger Henrik Marstal et helt forsvar for udvalgsmedlemmernes udformning af kanonen og får sagt, at man må være en »blindøjet akademiker«, hvis man mener, at valget af værker i kanonen afspejler danskhedsopfattelser. Til dette er der flere ting at sige. For det første synes Marstals forsvar at pege tilbage på en helt anden sag, nemlig den debat der har været i aviserne i kølvandet på offentliggørelsen af kanonen, hvor det bl.a. er blevet diskuteret, hvorvidt kanonudvalget har bidraget til at vedligeholde billedet af Carl Nielsen som nationalkomponist.

Det er en debat, der ud over personsammenfald ikke direkte har noget med min artikel at gøre. For det andet ville det være afklarende for diskussionen med en sikker skelnen mellem dels de kulturpolitiske intentioner for kanonen (som beskrevet af ministeriet), dels udvalgenes reelle udformning af kanonen (valg af værker), dels værkerne (deres produktion og reception) og til slut måden værkerne beskrives på i kanonen (dvs. kanonudvalgenes specifikke reception af værkerne). En sådan sondring vil kvalificere diskussionen om kanonen og afmontere argumentationen om, at den endelige udformning af kanonen i dens afspejling af kulturel mangfoldighed og udveksling er et bevis på, at kanonprojektet ikke reflekterer danskhedsforestillinger. For selvfølgelig peger de udvalgte værker på “kulturel udveksling” også over nationale grænser. Det er jo en kendsgerning, der vel kommer bag på de færreste akademikere. Det, der modsætningsvis er interessant, er nærmere den måde, der tales om værkerne på i musikkanonudvalgets beskrivelse af musikken. En beskrivelse Henrik Marstal som næstformand i musikkanonudvalget må være bekendt med og for så vidt må formodes at stå inde for.

Her omtales det fx, at det er, som om man i værkerne: »… kan høre den danske musiks egen stemme.« Om F.L.Æ. Kunzens opera Holger Danske skrives der, at: »det ‘danske’ i operaens opbygning består i en særlig flydende melodik ...«. Man kan ligeledes læse, hvordan Højskolesangbogen opfattes som: »den danske sangs urkilde«, mens man i beskrivelsen af Carl Nielsens opera Maskarade støder på begrebet »den danske sjæl«.

Set i lyset heraf virker Marstals betragtning om, at det er »naivt« og »dybt beklageligt«, hvis nogen »nationalt sindede danskere« skulle betragte »kanonprojektet som udtryk for noget ærkedansk«, bemærkelsesværdig modsætningsfuld. For genkendelsen af værkerne som særlig danske, er jo det, der lægges op til i karakteristikken af dem, uden at jeg derfor skal kunne afgøre, hvorvidt kanonmedlemmerne kan betragtes som »nationaltsindede« eller ej. Det er for mig at se heller ikke så afgørende. Det interessante er, at beskrivelsen reflekterer udstrækningen af det nationale paradigmes virkning på musikforståelse og musikhistorieskrivning. Og nej, kanonen, værkerne i sig selv er ikke nationale, men den måde, værkerne beskrives på som vist her, afspejler nationalisme i betydningen »nationens selvforståelse«.

Hvorvidt projektet er en god eller dårlig ide har jeg ligeledes heller ikke bedømt, på trods af at det er sådan, Henrik Marstal fremstiller det. Jeg har derimod forsøgt at belyse, hvad der er på spil i den aktuelle kulturpolitik og kulturdiskurs samt at sætte fokus på det nationale paradigmes virkning på nutidig historie og kulturopfattelse.

Fie Skovsbøg Thaning er forskningsassistent ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab