Vi har intet musikliv mere i Danmark

»Musik af alle kunstarter har den største indflydelse på passionerne, og lovgiveren bør give den sin største støtte.«

Napoleon Bonaparte

Af Michael Nyvang

Koncertsalene står tomme. Musikforeningerne omkring i hele landet er næsten alle hørt op med at virke, de er opløst. De private musiklærere har en fjerdedel eller en femtedel af det elevtal, de før har haft. På ganske få undtagelser nær. Når jeg tænker på de tomme koncertsale tidligere, da var det også sløjt, men da var det dog sådan, at store virtuoser og dirigenter, der stod og skabte sig på pulten, kunne trække hus, men det er også hørt op. I dette land betragtes musikken vist – det får man da indtrykket af – af dem, der skal gøre noget for kulturen, regeringen, som en lavere kunstart end andre. Jeg ved ikke, om jeg tør sige noget om, hvad der kan være grunden til den utrolige nedgang ... musik via radio mangler ligesom vitaminerne. Sejler man på en damper en sen aften, så, gud hjælpe mig, lukkes der op for de sidste schlagere!

Nå, okay, I er forvirrede, det er der god grund til, fordi såvel overskrift som ordene indtil dette afsnit er ikke mine. Overskriften og første afsnit er passende udvalgte udsnit af et interview af Chr. Søndergaard med Carl Nielsen skrevet i Danmark i 1931 (kilde: “Carl Nielsen til sin samtid”, udgivet af John Fellow, Gyldendal) ... så – er diskussionen i DMT efter Juliana Hodkinsons oplæg ny?

Med al respekt og beundring for indsatsen fra Juliana Hodkinsons side vil jeg alligevel mene, at der ikke er noget nyt i det, og at det er det bemærkelsesværdige. Jakob Levinsen er fortsat arrogant og sur, kritikere reagerer, fordi deres felt er berørt (og ikke fordi de er rørt over et eller andet enestående arbejde; en Jakob Levinsen kunne jo fx have skrevet en begejstret bog om Thomas Koppel, mens han levede, i stedet for at bruge ham som gidsel i sin argumentation). I angst for at stå frem med en personlig vision og holdning taler alle i Danmark fra kulturminister til blokfløjtespiller om “sagen” i vage ansvarsfraskrivende vendinger, og man nedsætter udvalg, der kollektivt skal kommunikere en holdning, i stedet for at fremlægge en vision og stille krav til såvel samfund som kulturlivets aktører.

Danmarks kulturelle fremtid er i hænderne på en pisket hund, der render ærinder for højrefløjen. Hvor er den kulturminister, der tør hamre næven i mødebordet, så de svenske mineralvand vælter, og stå fast på at ville have sit budget, at ikke ville lukke et eneste dansk teater, så længe nogle i dette land har råd til at bygge et enormt operahus på havnefronten. Hvor er Danmarks karismatiske og modige kulturminister, der tør stille krav til såvel statsminister, sit parti, befolkningen og kulturlivets aktører til gavn for nationens kulturelle rigdom og fremtid?

Det eneste nye er hele tiden, at tiden går (det kan måske ikke overraske, at tiden går, selvom det faktisk kommer bag på mig, hver gang jeg tænker over det, men i og med at tiden går, kommer der vel noget nyt til hver dag), nutid bliver til historie, og nye begreber bliver gamle. Men når de samme depressive reaktioner dukker op med jævne mellemrum, så må man tænke, at der må være noget dybereliggende bagved, som ikke har noget med genrer, publikumstal eller medier at gøre. Noget grundliggende, som man må have med i sin kritik, hvis den skal have som resultat, at magthaverne (altså dem med pengekassen, det være sig privat eller statslig) tager bestik derefter, og det derved har konsekvenser (og noget i den retning må vel være målet, ellers er det jo bare snak, for hvis vi henvender os til den subjektive størrelse der hedder publikum, så skal man jo lyve og bedrage med hyklerisk og forførisk markedsføring, det ved enhver sælger. Men måske er jeg naiv og forstår ikke, at også politik er et spørgsmål om forførelse, og ikke hvad der er ret og bedst for nationen).

Musikken har været der hele tiden. Ikke bare de sidste årtier, eller i nyere historie, nej den har været her hele tiden. Er der grund til at frygte, at den ikke også vil være her i morgen? Selvfølgelig ikke, selv min musik vil blive spillet mange år endnu, ganske enkelt fordi jeg har gjort mig umage og skrevet den godt, men jeg får indtrykket af, at vi nu er i en så forfærdelig undtagelsestilstand, at jeg må gå ned og få en pille, så jeg kan blive en mere passende genre-rigtig dansk kunstner. Men den tanke er så fjollet, at jeg tænker, jeg med sindsro kan skrive videre.

Jakob Levinsen roser Thomas Koppel for at have haft mod til at skifte genrer, og spille harmonika på en barrikade. Jeg har virkelig stor sympati for hele Koppel-familiens musikalske mesterskab, også Thomas Koppels musik, og i respekt herfor vil jeg ikke ytre mig kritisk om hans musik, men som principiel kommentar vil jeg sige, at det at skifte fra en genre til en anden, ikke nødvendigvis er godt for en musikers talent, det kan lige så vel være udtryk for inkonsekvens, et håb om at græsset er grønnere hos naboen, eller en angst for ikke at slå til over for historiens mestre inden for den genre man er startet i. Selve dette at skifte, er ikke en kvalitet i sig selv, Frank Zappa skrev fx musik for ensemble, men det er hans rockmusik, der var hans identitet og passion, det andet er da også morsomt, men det er ikke det, der skabte Frank Zappas stemme. Og det er nok også de fleste, der hellere husker Paul McCartney for hans Beatles-år, end for hans oratorier.

Man kan på en måde sige, at Jakob Levinsen har nogle rigtige indvendinger imod Juliana Hodkinsons manifest, men de fremlægges på en så respektløs facon, at hele hans tænkning fremstår som opportunistiske floskler afleveret på en måde, der skriger til himlen af indestængte komplekser over ikke at være med der, hvor den røde løber foldes ud. Kære Jakob Levinsen, skift job, go freelance; når dine kunstnere skal leve uden statsstøtte, skal du også leve uden fast løn. Noget for noget. Kunst uden opbakning fra staten er bygget på blod, knuste skæbner, fattigdom og desperation, Hollywood står på et bjerg af lidelser og ødelagte mennesker, for hver filmdiva er der tusindvis af talenter, der er gået tabt, fordi skuespillerinden ikke ville bolle sig vej til rollen (dette er ikke fiktion, jeg kender selv til en konkret sag hos den franske tv-station France 3; det er ikke en praksis, der hører historien til), en Béla Bartók måtte i USA dø i yderste fattigdom, trods sin enestående begavelse; det er samfundets valg og ansvar at tage afstand fra en sådan model. Dette, at en anden musik er mere samfundskritisk og nærværende, er en overfladisk betragtning.

Kun en meget lille del af musikken har som dagsorden at kommunikere kritisk, og kun få procent af alle tiders top 20 er musik uden tekst. Dette er helt fundamentalt. Det tjener ikke meget formål at sammenligne det udtryk, man finder hos Immortal Techniques politiske rap-musik, med Steve Reichs meditative og verdensfjerne minimalisme. Det betyder ikke at der ikke kan findes gensidige inspirationer fra det ene til det andet, men pointen i Steve Reichs musik er ikke politisk provokation, og det ene har lige så stor gyldighed som musikalsk mesterskab og æstetik som det andet. At efterlyse kritisk dialog og kommunikation i musik som et nødvendigt element er at udvise en stor mangel på sensibilitet for kunstarten musik som helhed. Og det er her interessant at se, at et af de få musiknumre uden tekst, der figurerer blandt de mest solgte, hverken er pop eller dansk, men en lidt blodfattig tango begået af en klassisk komponist.

Musik er en abstrakt kunstart, og selv inden for populærmusikken er det meget sjældent at se musik, der ikke tjener et andet direkte formål (sange, eller danse), tale til mere end et særligt interesseret og oplyst publikum. Man må acceptere dette grundvilkår og integrere det i sin tænkning, hvis det skal være seriøst. Nationen har brug for at udvikle og kultivere en kunstart så universel og dyb som musik, og det også i de områder af musikkens virkefelt, der er så specialiserede, at det vil tage tid for de fleste at finde frem til den. Hvis dette ikke er muligt i en nation så rig og dybt forankret i europæisk kultur som Danmark, er der virkelig grund til igen at lytte til Carl Nielsens fortvivlelse over, at der i 1931 var en svigtende opbakning til at oplyse om og udøve det, han kaldte “den Gode Musik”. Og det er der måske nu igen, for det er måske det egentlige, ikke at det er en Ny Musik, men at det er “den Gode Musik”. Det musikalske mesterskab, der som målestok må have Bach og Nielsen ved sin side.

Jakob Levinsen og Juliana Hodkinson tager begge godt for sig af et medieskabt verdensbillede. Dette at noget fremlægges i medierne, gør det mere relevant end andet i mange menneskers virkelighed. Jeg erindrer en samtale, jeg havde med min ex-kone en dag, hvor aftenens tv-program var særligt dårligt, og hun var deprimeret over livets åndelige fattigdom. Jeg måtte hertil bemærke »Livet er ikke tv«, og det lettede lidt, for det er så sandt som det er indlysende, men ikke desto mindre har medierne en så hypnotisk virkning og magt over folk, at en hel befolkning kan bringes i panik ved en enkelt velanbragt udsendelse, som fx da H.G. Well’s “Klodernes kamp” blev bragt i radioen som en fiktiv nyhedsudsendelse i 50erne.

Carl Nielsen var deprimeret over at blive bombarderet med tidens slagere på en damper, jeg for min del har fået en anderledes håndfast introduktion til en macho hiphop-kultur, i form af knytnæveslag uddelt af unge rødder på gaden. Jeg synes ikke om det, blev ikke hængende for at diskutere deres musikvalg og føler mig ikke overbevist om, at dette er en musik, der i et paradigmeskifte skal være arvtageren til Carl Nielsens sange og symfonier.

Olafur Eliassons “The Weather Project” blev medieomtalt, og i Tate Gallery i London er det intet under, at der kom mange mennesker (hæng noget lignende op i et kulturhus i Ølstykke, og tæl igen publikum), det fremstår dermed mere tungtvejende, men i bund og grund er det æstetisk set vel blot en god special effect, lidt a la et videoklip af en kvindelig ildsluger i Amsterdam, der pikant fører faklens flamme hen over sine nøgne bryster, men gør det det til et væsentligere kunstværk end Per Nørgårds 6. Symfoni? Næppe, ikke mindst da Nørgårds symfoni vil være tilgængelig for befolkningen på cd og i partitur mange år frem i tiden. Og så er der i Jakob Levinsens kommentar igen en reference til den succesfulde danske film; strukturelt er film mere glamourøst end musik, så en sammenligning er ikke blot kvantitativt ude af proportioner, men det er også nærmest blevet en vanesag at rose dansk film.

Igen har jeg en personlig oplevelse, der ikke underbygger mediernes ros. Jeg har set en ny dansk film i en fransk biograf, og jeg var eneste person i salen. Piccolinen måtte egentlig ikke lukke mig ind, for loven foreskriver, at publikum skal være overvåget i en biograf, men efter lidt smalltalk endte hun med at dele mine popkorn med mig, og filmen var faktisk god. Det er blot ikke god journalistik vanemæssigt at rose film fra Danmark uden at have en kontakt med den reelle modtagelse af filmene. Rigtig mange mennesker nævner Lars von Trier, når samtalen berører dansk kultur i udlandet, men når man går dem på klingen, er det faktisk de færreste, der har set en film af Lars von Trier (og de, der havde set og forstået hans film, var mindre begejstrede i øvrigt; det gik pludseligt op for dem, at de var uenige med ham), de fleste har blot læst om det i et dameblad hos frisøren, eller noget i den stil. Nu kan jeg faktisk godt lide Lars von Triers film, men min pointe er, at Juliana Hodkinson har fat i noget helt rigtigt, når hun sparker til kritikken, for den opsøgende og kritiske – den modige – journalistik, der finder og præsenterer nye perspektiver, den savner vi mange steder i mediebilledet, og det er for let sluppet, når såvel Jakob Levinsen, såvel som Thomas Michelsen, melder hus forbi.

Dansk musik har også fået Grammyer, MTV music awards, og været i Cannes, og er blevet spillet i de kendte koncertsale verden over. Også den nykomponerede musik skrevet med papir og blyant. Nogle gange er koncerterne ikke velbesøgte, men andre gange er de, og det hænder ikke sjældent, at folk kommer med strålende øjne og siger til mig, at de var dybt rørt over min (såkaldte nye og svære) musik. Det skal de have lov til, de skal have lov til at opdage den, at finde den, at vælge denne aften at ende i den koncertsal, måske tilfældigt. Vores ansvar som kunstnere er især at insistere på at nå til bunds i vores inspiration, og – med den tid det måtte tage – skrive den musik, som virkelig er vores. Det er lige så vigtigt som at tage personlig stilling og vise en integritet over for mediernes narcissistiske paniktilstande. Der er i det store perspektiv ikke grundlag for at være deprimeret. Kom nu, vis en positiv og engageret indstilling til tingene, til en forandring! Der er kun ét, der tæller, og det er at acceptere inspirationen og vilkårene, og så smøge ærmerne op og arbejde hårdt med glæde for et levende og varieret musikliv i Danmark og andre steder. Og det gælder også musikjournalistikken. Ned med opportunismen!