»Det er indpakningen, der er udfordringen«

Der er debat om symfoniorkestrenes fremtid i disse år. To orkestre har haft svært ved at tiltrække kvalificerede ansøgere til stillingen som orkesterchef, og rundt omkring stiller man spørgsmål ved, hvad vi skal med alle de symfoniorkestre i Danmark. Hvordan lokker man flere folk ind i koncertsalene, hvordan får man orkestrene til at spille ny musik, og hvordan udfordrer man både traditionen og publikum uden at give køb på den faglighed og kunstneriske kvalitet, som orkestret står for? Som fremtidens koncertgængere og musikere spiller børn og unge en central rolle i denne debat, og derfor ansatte Odense Symfoniorkester for fire år siden en børne- & ungdomskoordinator til at udvikle og forny orkestrets koncertformer, formidling og aktiviteter i og uden for huset.

Af Sine Tofte Hannibal

»Lyden af en kaffemaskine der brygger og synet af en minidisc minder mig om min mormor«. Peter Rønn-Poulsen fortæller, hvordan han for nogle år siden lavede en række interview med sin mormor om hendes liv, og hvordan der altid var den der velkendte snurren af en kaffemaskine, når han lyttede båndet igennem bagefter. Denne eftermiddag er det ham, der skal interviewes og hans kaffemaskine, der brygger, og i det åbne kontor i en baggård på Vesterbrogade er der stadig aktivitet, selvom det er sidst på dagen.

Peter Rønn-Poulsen er børn- og ungdoms-koordinator for Odense Symfoniorkester og står dermed for den del af orkestrets virke, der har med aktiviteter for børn og unge at gøre. Da orkestret oprettede stillingen for fire år siden, var det for at gøre noget for at forny den traditionelle koncertform, satse aktivt på børn og unge og trække flere folk ind i koncerthuset. Peter Rønn-Poulsen er uddannet janitshar, men søgte bl.a. stillingen fordi han var træt af den måde, hvorpå klassisk musik blev formidlet af orkestrene, og fordi han ønskede at rykke ved folks forestillinger om, hvad klassisk musik er gennem at skabe nogle andre rammer for musikken.

Fornyelse uden popularisering

Odense Symfoniorkesters nye musikchef, Jesper Lützhøft, betragter også børn og unge som en vigtig målgruppe. Dels fordi de er fremtidens publikum, udøvende musikere, komponister og kulturformidlere, dels fordi arrangementer for dem samtidig gør det muligt at få fat i en forældregeneration, hvoraf en stor del er vokset op uden klassisk musik og derfor ikke har et forhold til den.

»Forældrenes manglende kendskab til klassisk musik er årsag til, at børn og unge i dag ikke går til klassiske koncerter,« siger Jesper Lützhøft, da jeg fanger ham på telefonen et par dage før interviewet med Peter Rønn-Poulsen, »og derfor er det vigtigt, at Odense Symfoniorkester er en dynamisk del af kulturlivet.« Det er hans ambition at lave arrangementer for og til publikum, men at gøre det på det grundlag, der er i forvejen. Symfoniorkestret skal ikke populariseres, men gennem en række nye aktiviteter både inden og uden for koncerthuset ønsker han at udvide begreberne for, hvad et symfoniorkester kan.

Denne ambition ligger tæt op af den målsætning, der ligger til grund for Peter Rønn-Poulsens arbejde, idet han ønsker at ændre ved musikkens indpakning – ved rammerne – uden at give køb på indholdet. »Det handler om at inddrage børnene og de unge i stedet for at opdrage på dem,« forklarer han. »Man skal tage udgangspunkt i deres verden, deres behov og deres lyster og se det i forhold til ens egne værdier som symfoniorkester og det, man står for. Derefter handler det om at udvikle nogle ideer, der rammer børnene. Man skal tage ved lære af sine fejl og lave konkrete ændringer fra koncert til koncert og kommunikere budskabet skarpt og enkelt ud i et klart og usnobbet sprog. Dette gælder for så vidt også kommunikationen med vores voksne publikum, for det kan ikke nytte noget, at vi er vildt spændende at have med at gøre, indtil man er 25, og at vi derefter er tilbage til der, hvor en koncert varer to timer, uden at der bliver talt på scenen, og hvor tingene bare er, som de plejer. Det kan de være nogle gange, men vi skal i højere grad forsøge at ramme folk der, hvor deres behov er. Ellers får vi ikke folk ind i koncertsalen. Vi skal ikke sidde med omvendte kasketter og spille efter et rockbeat, men vi skal tage stilling til, hvor vi kan møde publikums behov.«

Det daglige arbejde

Arbejdet som B& U-koordinator er meget alsidigt, men grundlæggende handler det om at udvikle måder, hvorpå orkestret får fat på børnene og de unge og får gjort dem interesserede i orkestrets arbejde. Peter Rønn-Poulsen har skabt tre netværk – familielisten, unglisten og formidlingslisten – der er elektroniske netværk, hvor man ved at tilmelde sig kan få oplysninger om aktiviteter for børn og unge. På orkestrets hjemmeside er der information om de forskellige projekter, der er i gang, oplysninger om familiekoncerter og koncerter specielt for unge, oplysninger om de forskellige instrumentgrupper i orkestret, introduktion til begreber som puls og rytme og links til andre portaler med fokus på børn, unge og klassisk musik.

Fordi børn op til en vis alder ikke går til koncerter alene, er det nødvendigt at nå dem der, hvor de har deres dagligdag, og her spiller skolen en vigtig rolle. De aktiviteter, Odense Symfoniorkester laver i samarbejde med kommunens folkeskoler, foregår både i og uden for koncerthuset alt efter, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Orkestret har i flere år spillet skolekoncerter, men for at skabe en kontinuitet og sikre at alle skolebørn i kommunen kommer til koncert mindst en gang om året, har Peter Rønn-Poulsen for nylig valgt at dele koncerterne op, så de retter sig mod bestemte klassetrin. Klasserne inviteres dermed til koncert på skift, og forud for koncerten modtager børnene materiale om musikken, som kan indgå i undervisningen på forskellige måder.

Foruden skolekoncerter organiserer B& U-afdelingen Besøg af en orkestermusiker, hvor klasser – som navnet siger – får besøg af en orkestermusiker, og projektet Små komponister, hvor børn skaber musik i samarbejde med en komponist og en gruppe orkestermusikere.

Med både de aktiviteter der foregår i og uden for koncerthuset er det afgørende at tilrettelægge dem, så de appellerer til målgruppen. I forhold til unge som eksempelvis universitetsstuderende har det været en succes med konceptet Koncert for en 20’er, hvor unge under 26 år kunne komme til koncert for 20 kr., hvis de købte billet på koncertdagen. Peter Rønn-Poulsen ønsker at udvikle dette koncept, så det ikke bare er de pladser, der er tilbage på koncertdagen, der koster en 20’er, men at unge generelt kan komme billigt til koncerter og få en god visuel og auditiv oplevelse. Han ønsker også at legitimere, at man går i pausen, hvis man har fået nok, og også her handler det om at inddrage frem for at opdrage og om at møde folk, hvor de er, med det som orkestret står for.

Vollsmosesymfonien

Det største projekt, som Peter Rønn-Poulsen hidtil har igangsat, var projektet Vollsmosesymfonien, hvor en stor gruppe unge fra Vollsmose i samarbejde med 10 musikere fra symfoniorkestret skabte deres egen forestilling om et døgn i Vollsmose, fortalt gennem musik, sang, rap, dans, poesi og video. Det var en af de allerførste ideer, Peter Rønn-Poulsen præsenterede for orkestret, og den opstod spontant ved jobsamtalen til stillingen som B& U-koordinator, idet han pludselig hørte sig selv komme med et forslag til, hvordan man kunne nå de unge, der hang ud på Odense banegård. Projektet var ikke tænkt som et integrationsprojekt, men som en mulighed for at bruge symfoniorkestrets forcer i relation til det lokalmiljø, det også er en del af.

»Hvis vi som symfoniorkester skal have noget at gøre i verden, er vi nødt til at lytte til, hvad folks behov er og prøve, om vi kan dække det i en eller anden form. Man hører altid kun negative historier om Vollsmose - det er altid noget med politifolk, der får en mikroovn i hovedet. Derfor syntes jeg, det kunne være spændende at finde ud af, om området har en mere nuanceret historie, som de unge, der bor der, har brug for at fortælle. Det gik jeg ud fra, at de havde, og da det er en af symfoniorkesterets forcer at kunne fortælle en nuanceret historie gennem de mange facetter som klang, tempi, timing, styrkeforskelle etc., ønskede jeg at koble de to ting og dermed fortælle den nuancerede historie om Vollsmose.«

Odense Symfoniorkester var med på ideen, og da den skulle realiseres, sendte Peter Rønn-Poulsen breve ud til eleverne på Mulernes Legatskole, der ligger i Vollsmose, og en stor gruppe unge tilmeldte sig projektet. Men til det første møde efter sommerferien gik det op for Peter Rønn-Poulsen, at en tilmelding med forældrenes underskrift ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at de unge dukker op. Der kom kun fire, hvoraf de tre var under den aldersgrænse, han havde sat for at kunne deltage.

Derfor flyttede han ud til Vollsmose i en uge, kontaktede Vollsmose Sekretariatet, skolen, biblioteket og andre relevante instanser og fik derigennem de relevante informationer i forhold til, hvordan han kunne få fat på de unge. Det lokale netværk og den opbakning, han mødte, blev også afgørende for andre dele af projektet som fx at få betalt en bus, der kunne fragte de unge frem og tilbage mellem Vollsmose og Koncerthuset, da mange af de unge ikke havde råd til busbilletter.

Den personlige kontakt til de unge virkede. Til det næste møde dukkede et par og 30 op, som hurtigt lod rygtet om projektet løbe, og de endte med at være nogle og 80 til den færdige forestilling. Derudover var der flere unge, som bare hang ud under forløbet, fordi de godt kunne lide at være der.

De 10 musikere fra Odense Symfoniorkester havde alle frivilligt meldt sig til projektet. Derudover blev komponisten Frank Hasselstrøm tilknyttet som komponist, arrangør og senere producer af den cd, der blev indspillet efterfølgende. En række voksne instruktører blev koblet på, da det blev klart, hvilke kunstneriske udtryksformer de unge valgte til forestillingen.

»Der var mange gode musikere på Mulernes Legatskole,« fortæller Peter Rønn-Poulsen, »mange rappere, poeter, piger der sang, og ikke mindst børn og unge der dansede, og det var der, hvor vi virkelig fik de tosprogede med«.

Mange kunstneriske løsninger blev til, fordi der var nogle umiddelbare praktiske problemer. Fx måtte mange af de muslimske piger ikke stå på scenen, men de måtte gerne vise deres traditionelle klædedragter frem og kunne således gå modeshow som en del af den færdige forestilling. Mange af dem optog også video til forestillingen, fordi det foregik uden for scenen. Pigerne måtte heller ikke gå ud om aftenen, så prøverne, der ellers var planlagt til om aftenen pga. orkestermusikerne, blev rykket til om eftermiddagen.

Peter Rønn-Poulsen er ikke i tvivl om, at projektet ramte et behov hos de unge for at kunne udtrykke sig, fortælle deres version af historien om Vollsmose og for at blive taget alvorligt. »Det tog noget tid at vinde deres tillid,« husker han, »for der har været en del kuldsejlede projekter i området, og det var også vigtigt, at de unge ikke følte, at de var en del af et politisk spil. I vores projekt skulle de selv bestemme, hvordan historien skulle fortælles, og de måtte selv bestemme, hvad en symfoni var - om det var musik, dans, rap eller sang. Det var ikke nogle definitioner, jeg havde givet dem på forhånd, og den færdige symfoni er udtryk for deres opdelinger.«

De unge oplevede at blive taget seriøst, idet der ved hver prøve sad 10 musikere, der havde forberedt sig, kom til tiden, responderede på deres ideer og gik med på dem, men også ved at der var professionelle instruktører inden for de forskellige udtryksformer. Det var underordnet, at det var klassiske musikere og instrumenter, som de skulle arbejde med. Det var langt vigtigere, at musikerne var engagerede og tog de unge seriøst.

Mødet mellem de klassiske musikere og de unge var dog absolut ikke problemfrit, og den første tid gik med at lære hinandens kulturer at kende og sluge nogle kameler. De unge skulle lære, at man kommer til den tid, man har aftalt, og at man ikke spytter på gulvet og ridser i andre folks borde, og musikerne skulle tilsvarende vænne sig til, at en aftale ikke altid er en aftale, at de ikke kunne forvente samme serviceniveau som til en almindelig orkesterprøve, hvor det samme nodestativ står, hvor det altid har stået, eller at ens instrument bliver fragtet fra sted til sted.

Mange af de sammenstød, der opstod, bundede dog i, at hverken musikerne eller de unge vidste, hvad de andre forventede eller tog for givet. Men ved klart at kommunikere til de medvirkende, hvad det var for et projekt, hvad de kunne forvente, og hvad der blev forventet af dem, oplevede Peter Rønn-Poulsen, at alle hurtigt engagerede sig 100 % i arbejdet.

Hverdagen er ikke exceptionel

Det blev et meget koncentreret forløb over tre uger, hvor de unge kom med ideer og gav udtryk for, hvad de gerne ville have. Frank Hasselstrøm komponerede på den baggrund den færdige musik, og det var en stor oplevelse for de medvirkende at se, hvordan deres ideer udviklede sig og tog form fra gang til gang.

Som Peter Rønn-Poulsen forudså, var de historier, de unge ønskede at fortælle, ikke exceptionelle, men almindelige hverdagshistorier, og det var dem, de havde brug for at fortælle. Det skulle ikke være endnu et par historier om en kriminel, men historier om alle de unge der bor der, og den hverdag de har. Den færdige forestilling fik som sagt navnet Vollsmosesymfonien, og den blev opført på både Mulernes Legatskole og i Odense Koncerthus.

Ud over at projektet fik en del opmærksomhed fra både lokalsamfund og medier, mens det stod på, har det haft en stor betydning for de unge, der var med. Der er startet en del bands i området, en gruppe af de piger, der var med, har fået en danseskole op at stå og har flere gange kontaktet Odense Symfoniorkester for at høre, hvornår de skal lave noget igen. Et par af de unge, der skrev og oplæste digte til forestillingen, har fået udgivet digtsamlinger, og Det Fynske Musikkonservatorium har brugt nogle af danserne til et projekt på konservatoriet.

Peter Rønn-Poulsen har oprettet en liste med kontaktoplysninger på alle de medvirkende, og der har siden været arrangeret et par koncerter for målgruppen. Det er langt fra alle, der er kommet, men projektet og de efterfølgende arrangementer har skabt en bevidsthed om, hvad der fænger, og hvad det kræver, hvis de unge skal blive ved med at komme.

Det har endnu ikke været muligt at lave en skriftlig evaluering af projektet. Både Peter Rønn-Poulsen og Jesper Lützhøft ønsker dog at lave en fortsættelse af projektet måske i form af en danseforestilling til Stravinskys musik til Le Sacre du Printemps, en idé Jesper Lützhøft har fået fra Berliner Filharmonikerne. »Et sådant projekt er et eksempel på, hvordan vi kan udvikle formen uden at give køb på det, vi står for,« understreger han. »Det er ’vores’ musik, men ved at tilføje dansen appellerer vi til folk på en anden måde, og det kropslige element skal kobles sammen med musikken for at åbne folks øjne og ører.«

Peter Rønn-Poulsen lægger ikke skjul på, at det ville være oplagt bl.a. at inddrage danseskolen fra Vollsmose i projektet og på den måde fortsætte og udvikle samarbejdet fra Vollsmosesymfonien.

No Stress

Et af de nyeste projekter inden for B& U-afdelingen ved Odense Symfoniorkester er en række koncerter med titlen No Stress. Formålet med No Stress er at skabe en luksusoplevelse for børn, og udgangspunktet for koncerterne er, at klassisk musik er noget, man kan slappe af til. Også her handler det om at møde folks behov og den hverdag, de har. I modsætning til Vollsmosesymfonien involverer No Stress hele orkestret, men børnene er på samme måde kreativt skabende i koncertsituationen, idet de bl.a. tegner til musikken. De ligger på gulvet og lytter til musikken, omkranset af de udøvende musikere, og deres tegninger bliver projiceret op i loftet undervejs, så det skaber en helhedsoplevelse af musik, billeder, rum og indtryk.

Koncerterne har været vel besøgt, og der er blevet solgt cd’er med musikken fra koncerten inklusive en vejledning til, hvordan børn og forældre kan lytte til den, når de kommer hjem. Men for at få endnu mere at vide om, hvordan man bedst muligt får fat i børn og unge, har Odense Symfoniorkester indledt et samarbejde med børnereaktionsanalytiker Vibeke Juel Bengtsson, der i 15 år har arbejdet med at udvikle DRs musikprogrammer for børn.

»Ved hjælp af video undersøger hun børns forhold til og brug af klassisk musik,« forklarer Peter Rønn-Poulsen, »og hun arbejder således, at hun både filmer musikken og det, børnene oplever ved en koncert. De to ting klipper hun så sammen og bruger som materiale for sine analyse af, hvad børn synes, og hvordan de reagerer på musikken, koncertformen, længden etc. Hun har et stort kendskab til børn i forskellige aldre, og hun ved, hvad en 11-årig dreng eller pige gør, når de mister koncentrationen. På en måde oplever hun selv som et barn, men dog som et meget velformuleret og veluddannet barn.«

Samarbejdet med Vibeke Juel Bengtsson er tænkt ind i den del af Peter Rønn-Poulsens arbejde, der handler om at få større knowhow med nye publikumsgrupper. Med sin metode går Vibeke Juel Bengtsson direkte til kilden, og på baggrund af analyser af to skolekoncerter, som Odense Symfoniorkester lavede i foråret 2006, har hun givet råd om, hvordan koncerterne kan blive bedre, og hvordan de rammer de enkelte aldersgrupper.

»Vi har f.eks. fundet ud af, at det er vigtigt at være konkrete,« siger Peter Rønn-Poulsen. »Vi må gerne gøre ukonkrete ting, men ikke sige det. Ved en af koncerterne, der var en fejring af Mozarts fødselsdag, sagde konferencieren på et tidspunkt: ’Alt er musik’, og så lyttede børnene efter alt. Men de forstod ikke, hvad han sagde - de lyttede efter ”alt”, og man kan se på Vibekes optagelser, at de bliver fuldstændig forvirrede over den replik. Hun gjorde os opmærksomme på, at han i stedet kunne have sagt, at ’alle lyde kan blive til musik’, som man egentlig også ville sige til voksne, og så ville de forstå det. Så ville de lytte efter lyde.«

En selvstændig afdeling

B& U-afdelingen skal i den kommende tid udvides med tre studentermedhjælpere til at varetage det daglige rugbrødsarbejde, og Peter Rønn-Poulsen drømmer om, at afdelingen får sit eget budget, så det bliver nemmere at planlægge arrangementer og kalkulere med ressourcer. Det er ikke umuligt, at hans drømme går i opfyldelse, for B& U-afdelingen er en af de afdelinger, Jesper Lützhøft mener, med fordel kan uddelegeres, så det ikke længere er en del af orkesterchefens ansvarsområder. »B& U-afdelingen har allerede en selvstændig ledelse, og det vil gøre det lettere og hurtigere at realisere afdelingens ideer.«

Ud over en opfølgning på Vollsmosesymfonien er der også flere No Stress-koncerter på tegnebrættet for den igangværende og kommende sæson. For både Jesper Lützhøft og Peter Rønn-Poulsen handler det om at finde en balance i de arrangementer, orkestret laver, så der hele tiden er overensstemmelse imellem orkestrets identitet og det, de står for og de nye tiltag, der udfordrer, udvikler og fornyer institutionen. De skal således ikke kun lave spektakulære arrangementer, men blande nyt og kendt. »Det er som sagt indpakningen, der er udfordringen,« slutter Peter Rønn-Poulsen.