Fremtidstro eller dystopi?

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 02 - side 44-46

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Om en svensk orkester-undersøgelse som vækker bekymring


Af Fredrik Österling

I løbet af halvandet år arbejdede jeg, på foranledning af det svenske Kultur- og Uddannelsesdepartement, som sekretær i det, der i svenske musikkredse kom til at hedde ”orkesterundersøgelsen”, eller SOU 2006:34, Den professionelle orkestermusik i Sverige.

Astrid Assefa (teaterchef for Dalateatret) var leder af undersøgelsen, hvis direktiv opstillede en lang række spørgsmål. Regeringen og Rigsdagen ville ganske enkelt vide, hvordan det stod til med de svenske orkestre (symfoniorkestre, operakapel, blæseorkestre, kammerorkestre og sinfoniettaer). Spørgsmålene, som de folkevalgte ville have svar på, var mange, og som en følge deraf blev direktivet generelt, i hvert fald set udefra.

Var de statslige indsatser tilstrækkelige? Var de adækvate – dvs. anvendes pengene på den rigtige måde? Er det en god idé at bibeholde og yderligere udbrede den svenske orkestermusik på det nuværende niveau? Hvordan står det til med ligestillingen i de svenske orkestre? Hvordan står det til med talentplejen og de kommunale musikskoler? Hvordan står det til med orkestrene og relationen til det øvrige regionale musikliv? Hvordan ser musikernes arbejdsforhold ud? Hvordan ser det ud med ansvaret for det nutidige repertoire?

Der var flere spørgsmål. Perspektiverne var svimlende, og som komponist kunne jeg se, at disse spørgsmål ville blive afløst af endnu flere spørgsmål, implikationer og komplikationer, når det kom til stykket. De tidligere undersøgelser, der er blevet foretaget på området, havde kun berørt visse af spørgsmålene og havde måske hovedsagelig beskæftiget sig med de økonomiske sider af orkestervirksomheden og/eller behovet for flere musikere eller flere orkestre.

På den måde var iværksættelsen af undersøgelsen et ønske fra mange sider i det svenske musikliv. Området havde – og har altid haft – et behov for problematisering, debat og diskussion. Som hjælp i arbejdet med undersøgelsen, specielt hen imod slutningen, havde vi en række eksperter, som repræsenterede forskellige områder af musik- og kulturliv og også repræsentanter for ministeriet, som kunne give råd i politiske/tekniske spørgsmål. Nuvel. Efter halvandet år, da vi havde besøgt samtlige af Sveriges professionelle orkestre, diskuteret og debatteret med forskellige repræsentanter for musiklivets interessenter og til sidst foretaget vores analyse, overrakte vi undersøgelsen til Kulturminister Leif Pagrotsky.

Undersøgelsen kan groft inddeles i to dele:

- Forslag til forandringer i det statslige økonomiske engagement i orkesterlivet.

- Et ræsonnement omkring orkestrenes interne arbejde og musiklivets behov i bred forstand, men med fokus på de professionelle musikeres arbejdssituation, repertoirespørgsmål, dirigentproblematik og talentpleje af fremtidige musikere m.m.

De følgende ræsonnementer fokuserer på den anden del af undersøgelsen – også selvom de to dele på flere måder naturligvis hænger sammen.

Repertoire, dirigenterne og fremtiden

Det er ikke nogen overraskelse, at de fleste statsstøttede svenske orkestre definerer sine behov ud fra en centraleuropæisk kanon, som går fra sent i 1700-tallet til tidligt i 1900-tallet. Det, som kom bag på mig i løbet af undersøgelsen, var manglen på strategier for at imødekomme den nye virkelighed. Ny virkelighed betyder i denne sammenhæng, at den (krympende) kanon, som hyldes inden for rammerne af svensk orkestervirksomhed, ikke længere anerkendes af det store flertal af medborgere.

Lidt spøgefuldt kunne man sammenligne det svenske orkester med den Norrlandske bonde, som bor milelangt fra sin nærmeste nabo.

I et anfald af social patos tørrer bonden frosten af vinduet, for at se om der muligvis kommer nogen på besøg, eller om det bare var ræven, der puslede rundt derude. Efter at have stået og kigget i et stykke tid ryster han på hovedet og siger: »Jeg er ligeglad med hvem eller hvad, det var« og tager en kop kaffe til i stedet for. Forskellen mellen den Norrlandske bonde og de svenske orkestre skal ikke findes i graden af offentlig finansiering. Derimod har den Norrlandske bonde ikke nogen kulturpolitisk baggrund, hvilket berettiger ham til at gøre præcis, som han vil.

De svenske orkestre har ifølge Statens Kulturråds statistik mistet en stor del af sit betalende publikum i løbet af de seneste 10-12 år. Da denne oplysning blev publiceret for anden gang (denne gang i undersøgelsen), brød en debat ud i Sverige, som fjernede opmærksomheden fra vigtigere spørgsmål (orkestrenes egen opfattelse af publikum var anderledes: publikum mindskes ifølge dem slet ikke i den udstrækning, som statistikken viser). Hvis vi for et øjeblik antager, at Statens Kulturråds statistik har bare en lille smule ret på området, så udgør det – tilsammen med en række andre faktorer – en serie af interessante iagttagelser:

I løbet af den samme 10-års periode øges indtægterne hos orkestrene. Det betyder altså, at færre mennesker betaler mere for udbuddet til orkestrene. Udgifter til solister og dirigenter er blevet øget dramatisk. Mindre og mindre ny musik og barokmusik spilles på podierne til fordel for et centraleuropæisk mainstream repertoire. Det repertoire som også passer den internationale faggruppe af solister og dirigenter. De agenturer, som repræsenterer disse kunstnere, er naturligvis interesserede i at kunne sælge den samme vare så mange gange som muligt. Derfor er det i deres interesse, at dirigenter og solister ikke skal bruge for meget tid på at sætte sig ind i et nyt, et gammelt eller for den sags skyld et lokalt repertoire.

Et, to, tre, så har vi en krympende version af den vestlige kanon, som turnerer på koncertscener rundt omkring i verden. Desuden er mere end 95 % af repertoiret komponeret af mandlige komponister. Andelen af tyske herrer er specielt dominerende. På trods af at kvindelige studerende tager eksamen fra musikkonservatorierne i stort antal, er det også fortsat mændene, som tager de fleste strategiske beslutninger i orkesterverdenen, og det er mænd, der dirigerer.

Men alle orkestre er jo ikke som den Norrlandske bonde. Flere svenske orkestre forsøger at finde nye strategier, og de fornemmer ligesom, at der findes noget mere derude – noget som det måske kunne være interessant at lære noget af. Nogle orkestre har på den anden side satset på nyfortolkninger af barok og klassicisme, og nogle orkestre har ansat en dirigent som har ny musik som speciale. Andre orkestre har udviklet en musikvirksomhed henvendt til børn, som har fremtiden for sig. Specielt de små kammerorkestre demonstrerer en relativt set imponerende evne til at omdefinere deres egen rolle og position i musiklivet. Men det, jeg opfatter som det grundlæggende problem, er, at man inden for orkesterverdenen tager kvalitetsbegrebet for givet: Beethoven = bedst.

For inden for al kunstnerisk virksomhed er det (ifølge min opfattelse) muligheden og evnen til at kunne omstille sig, der er vigtigst – og dét i relation til et publikum. Hvis man mister den kompetence og forpasser muligheden, risikerer man at blive til et monument over sin egen virksomhed.

For mit eget vedkommende stod det skræmmende klart, at kanon defineres i lige så høj grad ud fra de økonomiske interesser, der er vokset frem på globalt niveau i den klassiske musikverden. De svenske orkestres repræsentanter deltager ikke i kulturdebatter – bortset fra hvis økonomiske nedskæringer truer. De optræder ikke i tv-programmer for at slås for musikkens iboende kraft og for retten til levende musik for alle.

På den ene side indgår de i stedet for i et politisk scenario, hvor institutionen er gidsel i en almen kulturpolitisk vision. Og på den anden side er de medspillere i en helt egen, international økonomisk prioritering. Priserne på dirigenter og solister medvirker med stor sandsynlighed til, at udbuddet hos institutionerne krymper. Til enhver koncert med en international stjerne er det nødvendigt at fylde huset op med publikum, for at budgettet kan gå op. I de tilfælde har man heller ikke råd til nogen æstetisk vision, eller til at udvikle langsigtede strategier for at fange et nyt publikum. Eller at finde nye måder at kommunikere med sit gamle publikum på for den sags skyld.

Et andet problem med manglen på strategier inden for de store symfoniorkestre er, at repertoire-afvekslingen mellem en 40-musikeres Beethoven og en 100-musikeres Mahler, nødvendiggør tilstedeværelsen af en løs ressource af musikere inden for koncerthusene. I Sverige er det ikke sjældent, at musikere påtager sig freelance-opgaver i betalt arbejdstid. Det er der for så vidt ikke noget galt i – alle har ret til både personlig udvikling og penge. Men stillet i relation til det faktum, at en voksende – underfinansieret – uafhængig scene findes i Sverige, så bliver pladsen meget trang for de virkelige freelancere. Desuden skaber man på denne måde et problem for musikken selv – hvordan skal man vide, hvad musik egentlig koster? Hvis en stor gruppe musikere har mulighed for at arbejde for en mindre betaling end de ”virkelige” freelancere – hvordan skal man så nogensinde kunne gennemføre forbedringer i arbejdsvilkår for den voksende gruppe musikere, der ikke får en plads ved en af institutionerne?

Det hele hænger således sammen

Orkesterundersøgelsen foreslog, at staten skulle sikre forekomsten af orkestermusik ved at pålægge de regionale orkestre og symfoniorkestrene et statsligt udspil. I dette udspil skulle den store, klassiske tradition indgå ligesom den nykomponerede musik. Desuden ville vi gerne, at orkestrene skulle udforme nye strategier for fremtiden – søge ud til musikskoler, agere forbilleder for amatører og generelt højne niveauet af relationen til samtiden – ikke kun relationen til samtidsmusikken. Turde forandre de ritualiserede koncertformer – måske spille sammen med børn, og ikke bare for børnene.

At tage hånd om problemet med de løbske omkostninger til orkesterikonet dirigenten bliver en udfordring i fremtiden. Måske kan det lade sig gøre at lave stor musik, uden at dirigenten koster lige så meget som hele orkestret i en produktionsuge? Der er en overflod af fænomener og hierarkier i orkesterverdenen, som jeg tror, man må begynde at turde drage i tvivl – ikke mindst for musikkens skyld, men også for troværdigheden i en virksomhed, der finansieres af offentlige midler.

Nu er reaktionerne begyndt at komme. Flere taler om, at billedet af orkesterlivet, som præsenteres i undersøgelsen, er korrekt. Flere aktører anerkender, at de problemer, der tages op, er relevante, også selvom de fremtidsløsninger, der foreslås, ikke er deres. Orkestrene selv er stadig uenige med Kulturrådet om, hvorvidt publikumstallene går bare en lille smule eller rigtig meget ned. Det er interessant, at man fra branchens side er enig i problemet med de arbejdsrelaterede spørgsmål i de store orkestre. Jeg håber, at disse orkesterchefer også indser, at dette er et arbejdsgiverproblem – man må forandre kulturen i orkestrene gennem opfindelsesrigdom og måske nye, men magtpåliggende, arbejdsoplysninger.

Debatten i Sverige fortsætter. Undersøgelsen er både blevet anklaget for at tale for meget for den nye musik, og for lidt for den nye musik. Ét blæseorkester synes, at undersøgelsen har taget blæsemusik op på en udmærket måde, mens et andet blæseorkester synes det modsatte.

Undersøgelsen er ikke et Delfisk orakel. Den er et udgangspunkt for en igangværende og fremtidig debat om orkestermusikken (og det frie musikliv) i Sverige, og den præsenterer en række problemstillinger. Disse ”problemer” løser man ikke udelukkende ved hjælp af økonomi og statslige anordninger. Musiklivet må selv begynde at deltage i den offentlige debat for selv at kunne stille spørgsmålene. På den måde vil muligheden for en ny dynamik opstå. Men så længe billedet af musiklivet, og musiklivets billede af sig selv, er en selvfølge – at ”gradus ad parnassum” er givet – så vil orkestrene formodentlige vedblive med at være, som de er – og opleve en stigende fremmedgørelse i forhold til omverdenen – og en gradvis nedgang i finansieringen. Eksempler findes først og fremmest i de lande, hvor orkestre er afhængige af sponsorer.

Mediernes dækning af den klassiske musik er smal og ikke en selvfølge. I Sverige mærker man allerede tydelige tendenser til, at børn fravælger orkesterinstrumenter i musikskolen. Trompet, elguitar, elbas måske. Men obo????

Man behøver ikke at være et geni for at indse, at det er nødvendigt med nye ideer for fremtiden.

Fredrik Österling er komponist.

Oversat fra svensk af Anders Monrad.

Den professionelle orkestermusik i Sverige

Statens offentlige undersøgelser, SOU 2006:34

Forsker: Astrid Assefa, chef for Dalateatret

Forskningsassistent: Fredrik Österling, komponist

Undersøgelsen omfattede 28 professionelle orkestre, fra store orkestre til operaorkestre.

Ca. 1400 musikere er i dag ansat i den professionelle orkesterbranche i Sverige.

Fredrik Österlings undersøgelse kan downloades på:

http://www.regeringen.se/sb/d/108/a/61564

Årgang 81/2006-2007, nr. 02