Kolos på lerfødder?

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 02 - side 42-42

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

»Det er ikke nogen overraskelse, at de fleste statsstøttede svenske orkestre definerer deres behov ud fra en centraleuropæisk kanon, som går fra sent i 1700-tallet til tidligt i 1900-tallet. Det, som kom bag på mig i løbet af undersøgelsen, var manglen på strategier for at imødekomme den nye virkelighed.«

Sådan skriver den svenske komponist Fredrik Österling i artiklen på de følgende sider. Han har på foranledning af det svenske Kultur- og Uddannelsesdepartement stået i spidsen for det, der i svenske musikkredse kom til at hedde ”orkesterundersøgelsen”. Resultatet af undersøgelsen omhandlede bl.a. forslag til forandringer i det statslige økonomiske engagement i orkesterlivet. Det affødte en voldsom debat i Sverige, som endnu er virksom. Også i Norge har debatten været livlig, hvor komponister har beklaget den store statsstøtte til orkestre, der angiveligt ikke evner at forny sig institutionelt og i forhold til repertoiret. Dette set i sammenhæng med at orkestrene er storforbrugere af statslige midler samtidig med, at andre aktører er henvist til minimale støtteordninger.

Er det, vi ser, de sidste krampetrækninger hos orkestret som institution? Samtidig med at debatten om orkestrene er vildtvoksende, kan flere symfoniorkestre, også i Danmark, melde om en udsolgt sæson, og stor interesse fra publikum. Men hvilket publikum – er det et alderstegent publikum med interesse for en institutionel dinosaur? Hvad sker der, når 60+ generationen er væk, er der så flere publikummere tilbage? Kan man overføre den svenske og norske situation til danske forhold? Hvor mange statsstøttede symfoniorkestre skal Danmark have om ti år? Spørgsmål står i kø for at blive besvaret, og svarene er ikke enkle.

Som det kulturelle klima har udviklet sig, er der ikke længere plads til largesse, vi er i musikken som i resten af kulturlivet inde i en magtkamp; om positioner, om privilegier, om midler til projekter. Sådan er det mange andre steder i verden, men det er forholdsvis nyt i dansk sammenhæng. En af artiklerne i vores orkestertema, citerer et canadisk musikmenneske: »There are way too many one-night stands in contemporary music goddammit!«

Artiklens forfatter Katrine Ganer Skaug skriver det uden filter: »Igennem et stykke tid har man kunnet følge et smertefuldt tillidsbrud mellem instanserne – mellem musik og mennesker.«

I kampen om magt og indflydelse skal aktørerne måske genopfriske grunden til, at de i sin tid begyndte at beskæftige sig med musik – som vel for de fleste bunder i en kærlighed til området. Den kan det undertiden, i kampens hede, være svær at få øje på.

At der er vilje til fornyelse inden for orkesterverdenen, findes der selvfølgelig en række eksempler på. Vi bringer i dette nummer en rapport fra Odense Symfoniorkesters arbejde med børn og unge, som bl.a. har ført til succes med en symfoni med udgangspunkt i unge fra Vollsmose.

Vi fortsætter orkestertemaet i de følgende numre og inviterer læsere og aktører til at bidrage med indlæg i debatten.

Årgang 81/2006-2007, nr. 02