Mellem træer og maskiner

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 02 - side 70-71

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Kalv-festivalen 2006


Af Frederik Nielbo

Skulle man i dagene 12.-13. august i år have forvildet sig ud i de svenske skove ca. 80 kilometer syd for Göteborg, kunne man opleve et sælsomt syn – eller rettere, en række sælsomme lyde. Ude midt i de malerisk smukke skove ved Kalvsjön dannede den lille bygd Kalv nemlig ramme for en af verdens mindste festivaler for ny kunstmusik, den årlige Kalv-festival.

Siden den første Kalv-festival i 2004 har en af grundideerne været at integrere lokalmiljøet i festivalen. Ud over at deltage som publikum har mange af bygdens 380 deltagere hvert år medvirket praktisk og kommet med forslag til, hvordan bygdens forskellige bygninger kunne inddrages. Dette samarbejde giver festivalen en ganske særlig atmosfære og får hele området til at emme af entusiasme.

Dette års festival, den tredje af slagsen, bød med sine to dage på lidt af hvert. Efter indvielsen, som bestod i en danseforestilling i skoven, fortsatte flokken af festivalgæster til Peter Gustafssons Loge. Kompositionen, vi skulle høre, var resultatet af forrige års Projektlabb – projekter med det formål at kombinere moderne kunstmusik med andre områder i samfundet. Hvert år sættes et sådant projekt i gang på Kalv-festivalen, og resultatet præsenteres derefter på næstkommende festival.

I 2005 blev Projektlabb Energi sat i gang under ledelse af den svenske komponist David Swärd, hvilket mundede ud i en koncert på årets festival med titlen Wind – Breath of Life.

Swärd fortæller om baggrunden for værket: »Jeg skulle skrive et stykke for solobasun, men følte en slags mættende træthed ved rytmer, som jeg selv hele tiden skulle producere og finde på. Jeg tænkte, om der ikke fandtes et sted, hvorfra jeg kunne tage fluktueringer og tidsforandringer og bruge dem i min musik.«

Komponisten kom i kontakt med en person, der arbejdede med vindkraft, og dermed blev temaet valgt. Projektgruppen – som ud over David Swärd bestod af to musikere, to ingeniører, en forsker samt en matematiker – samledes og har gennem et år mødtes og udvekslet erfaringer om vindens bevægelser.

Resultatet blev tre satser udført af Duo AxelssonNilsson (Jonny Axelsson, slagtøj, og Ivo Nilsson, trombone). Første og anden sats, for henholdsvis solobasun og soloslagtøj, bar præg af at være en smule fortænkte og forsagte, mens tredje sats, for trombone og marimba, fremstod langt mere helstøbt. Her opstod et ganske særligt spændingsfelt mellem de to musikere, skiftevis i samspil, medspil og modspil, i forsøget på at fusionere den kaotiske, stokastiske vindkraft med musikalske strukturer.

Tidligt på aftenen fortsatte programmet i Kalvsjöholmbolagets værksted med bestillingsværket Among Machines for sopransaxofon og elektronisk lyd, skrevet af den danske komponist Jens Hørsving. Værket, som var site-specifikt, altså skrevet særligt til denne alternative koncertsal, tog sit udgangspunkt i værkstedet og dets maskiner, som blev sat i kontrast til saxofonisten Torben Snekkerstads meget virtuose spil. Hørsving skriver i programmet: »Solisten repræsenterer det menneskelige element, et væsen af kød og blod der sætter de ubønhørligt arbejdende maskiner i relief.«

Således indledtes værket med en smuk atonal saxofon-solo, men netop som publikum så småt havde fundet sig til rette i de uvante omgivelser, bragede en øresynderrivende symfoni af rundsave, vinkelslibere, hamre og andet værktøj ud af højttalerne.

Det elektro-akustiske lydmateriale, som bestod udelukkende af samplinger fra værkstedets maskiner, var kun meget sparsommeligt manipuleret, og kompositionen ledte tankerne til en pioner som Pierre Schaeffer. At sidde i værkstedet og høre værket gav en følelse af at være inden i selve værket. »Værkstedet giver værket en ekstra dimension, idet der lugter af olie, og man kan røre ved maskinerne,« fortæller Hørsving, som her har forsøgt at overføre maskinernes karakter til musikalsk formbygning. Værket kan høres på www.moosematrix.dk.

Fra værkstedet bevægede publikum sig mod Kalv Kirke. Her spillede tyskeren Antje Hensel moderne musik for forskellige blokfløjter og elektroniske lyde, skrevet af bl.a. Berio og Casale. Det var en meget intens og smuk koncert i en næsten fyldt kirke, og Hensels rasende hurtige staccato-spil og særprægede instrumenter har bestemt redefineret manges idé om blokfløjtemusik.

Næste morgen blev kursen endnu engang sat mod kirken, hvor festivalens sidste koncert skulle finde sted. De ca. 150 fremmødte blev præsenteret for musik for kor og orgel fra begyndelsen af 1900-tallet frem til nu, fremført af Wärmlandsensemblen, dirigeret af Gunno Palmqvist, og Johannes Landgren på orgel. Koncerten, som dog blev en smule for højtidelig, indeholdt mange smukke satser og blev hermed en god afslutning på en kort, men intens, festival.

Fotos: Troels Fløe

Frederik Nielbo er stud.mag. i Musikvidenskab ved Københavns Universitet.

Læs mere om Kalv-festivalen på www.kalvfestival.se.

Kalv-festivalen 12.-13. august 2006

Stedet: Byen Kalv, hvor de tre svenske landskaber Halland, Småland og Västra

Götaland mødes.

Koncerter: Indvielse med Livet Nord, violin, Camilla Åström, akkordeon, og

Torben Snekkestad, sopransax, samt fem dansere.

Uropførelse på Gustafssons Loge af David Swärds Wind – Breath of Life med

Duo Jonny Axelsson/Ivo Nilsson.

Uropførelse i Kalvsjöholmsbolagets værksted af Jens Hørsvings Among

Machines, med Torben Snekkestad, sax.

Blokfløjtekoncert i Kalv Kirke med Antje Hensel i musik af Alessandro

Cipriani, Luciano Berio, Dieter Schoenbach, Giorgio Tedde og Emanuele Casale.

Korkoncert i Kalvs kirke med Wermlandsensemblet, dirigent Gunno Palmquist,

Johannes Landgren, orgel, med musik af Ives, S.E. Bäck, C.A. Hall – uropførelse af Rilkes Und so verhalt ich mich – Pärt, Petr Eben og Messiaen.