Nye Bøger

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 02 - side 76-77

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Nordic Music Editions. Symposium 1.-2. september 2005. Organized by the Niels W. Gade Edition and The Carl Nielsen Edition.
Udgivet af Det Kongelige Bibliotek, 2006. 105 sider, angiveligt gratis i forbindelsen med Carl Nielsen Udgaven. ISBN 87-7023-591-0.

Da denne bog lander på skrivebordet, er den umiddelbare tanke, at her er endnu en udgivelse i forbindelse med Carl Nielsen-udgivelserne: Udstyr og layout er det samme. Bogen er imidlertid kun delvis forbundet med Carl Nielsen-udgivelserne (Carl Nielsen Studies og Brevudgaven), da værket indeholder indlæg fra et symposium afholdt i København i september 2005, hvor 30 deltagere fra 8 forskellige lande – primært nordiske – mødtes og udvekslede erfaringer og synspunkter vedrørende redigering og udgivelser af Gesamtausgaben.

Bogen indeholder præsentationer af overvejelser vedrørende redigerings- og udgivelsesprincipper samt status for en række nordiske/baltiske projekter, hvor komponisters samlede værker udgives. Følgende udgivelsesrækker blev præsenteret ved symposiet og efterfølgende udgivet i nærværende bog: Franz Berwald, Niels W. Gade, Carl Nielsen, Edvard Grieg, Halfdan Kjerulff, Rued Langgaard, Jean Sibelius og Eduard Tubin.

Hertil kommer to bidrag af mere generel karakter af professor James Grier og af dirigenten Christopher Hogwood, samt et svar på Griers indlæg af David Fanning. Hogwoods indlæg er af forskellige grunde ikke aftrykt, men erstattet af en introduktion, skrevet specielt til denne udgivelse.

Symposiet blev arrangeret af Finn Egeland Hansen (Gade-udgivelsen) og Niels Krabbe (Carl Nielsen-udgivelsen), heraf bogens karakteristiske omslag og udstyr. Ud fra ovennævnte beskrivelse af bogen kunne man forledes til at frygte, at bogen ville være drøj omgang indforstået fag-snak. Det er ingenlunde tilfældet. Er man blot den mindste smule interesseret i et musikværks tilblivelseshistorie samt de faktorer, der determinerer værkets kanoniserede fremtrædelsesform, kan man ikke undgå at blive fanget af bogens mange gode og velformulerede artikler.

Der er med andre ord tale om en meget interessant artikelsamling, der berører vigtige problemstillinger som fx værkbegrebet, da dette selvsagt har stor relevans for, hvad det er for et værk, der opføres, og som bliver alment kendt.

Langt de fleste udøvende musikere og stort set alle dirigenter bliver jævnligt stillet over for at skulle vælge blandt forskellige trykte udgaver af det samme værk. Hvilken skal man da vælge? Og ud fra hvilke kriterier? Dette må uvilkårligt lede kunstneren til at forholde sig til årsagerne til variationerne i kilderne. Stammer disse forskellige udgaver af værket fra komponistens hånd, eller er de udgiverbetingede?

Det er velkendt, at jo længere frem mod vor tid man kommer i musikhistorien, desto mere præcist er et værk normalt noteret af komponisten, og des færre usikkerhedsmomenter vil der normalt være for en udgiver (og en fortolker) at forholde sig til. Omvendt – jo længere tilbage man kommer, desto mere upræcise kilder. Specielt før trykkekunsten gjorde noder til allemandseje, var meget overladt til udøveren, der i kraft af overleverede konventioner for opførelsespraksis selv udfyldte en række detaljer jf. fx renæssancens musica ficta eller barokkens forsiringspraksis.

Hvad er da egentlig komponistens intenderede værk? Er det den trykte version eller det færdige manuskript? Hvis der er afvigelser mellem disse to, hvilken kilde er da den autoritative? Udgivere har på den ene side af og til redigeret med temmelig liberal hånd i overensstemmelse med egen smag, hensyn til markedsmekanismer m.m. Men udgivere har på den anden side også ofte haft den vigtige funktion at være korrekturlæsere, hvilket bl.a. Beethoven bad specifikt om, da han fandt det meget svært at være en pålidelig korrekturlæser af egne værker.

Når der så endelig forligger en autoritativ udgave af værket, som både komponist og udgiver er tilfredse med, så træder udøveren – fortolkeren – dirigenten – ind på scenen og kan overlejre værket med sine egne præferencer. Er dette da Værket? Nogle komponister overgiver gladelig værket til den udøvende/dirigenten, da de fx opfatter den videre bearbejdning i kunstnerens kompetente hænder som en del af værkets tilblivelsesproces.

Andre komponister har søgt maksimal kontrol over så mange aspekter af værkets realisering som muligt for på den måde at sikre sig, at alle intentioner kommer til udfoldelse. Professor Grier nævner her Wagner og Stravinsky. Førstnævnte opnåede gennem etableringen af Festspilhuset i Bayreuth en meget høj grad af kontrol over realiseringen af sine operaer, medens sidstnævnte som bekendt forestod en lang række pladeindspilninger af egne værker, så eftertiden ville kunne høre præcist hvorledes komponisten selv forstod sine værker.

Dette er blot nogle af de mange forhold, man som redaktør og udgiver af en samlet, videnskabelig udgave må tage stilling til. Hertil kan føjes overvejelser om vægtningen af videnskabelig udgave over for praktisk udgave til brug for opførelser. Hvor meget skal fx kritiske kommentarer fylde i selve nodebilledet?

I bogens mange indlæg giver forskellige medarbejdere og redaktører eksempler på, hvorledes man i de enkelte udgivelser har løst givne problemstillinger, samt hvilke redaktionelle principper der har ligget til grund for de enkelte udgivelser. Meget interessant og inspirerende; må varmt anbefales til alle der arbejder reflekteret med musik.

Ane Dorthe Roel og Per Nørgård

Nye aspekter i uendelighedsrækken. Med bidrag af Svend Hvidtfelt Nielsen, Ivan Hansen og Søren Hallundbæk Schauser. Redigeret af Jørgen I. Jensen.
Edition Wilhelm Hansen AS-København 2006. 66 sider, kr. 129,00, incl. cd. ISBN 10: 87-598-1401-2.

Det er til gengæld nok en begrænset skare af musikere og musikinteresserede, der vil have den store glæde af denne udgivelse. Ikke at bogen ikke er vigtig, men den henvender sig unægtelig til særligt interesserede.

Baggrunden for hæftet – som det egentlig er – ligger allerede i titlen: Nye aspekter i uendelighedsrækken. Selve uendelighedsrækken er kendt af mange og bredt anerkendt som et enestående bidrag til vor tids kompositionsmusik. Opdagelsen af uendelighedsrækken har ikke blot lukket op for en hel verden af inspiration til ofte uhyre komplicerede værker og musikalske skabelsesprocesser, men rækken har også afgivet materiale til musikpædagogisk praksis på ganske elementært niveau, fx den “binære” trommerytme, Sol og Måne-musikken osv.

Noget af det helt særlige ved uendelighedsrækken – som Jørgen I. Jensen påpeger i sit forord – er, at rækken på én gang er et selvgenererende system, der kan afføde nye lovmæssigheder (i lighed med dodekafoniens og serialismens rækker) og et system, der er så komplekst i sine lovmæssigheder, at komponisten har en langt højere grad af frihed til at udtrykke sig personligt, end man oftest så det i de serielle værker.

Efter snart 40 år med uendelighedsrækken og senere knopskydninger som fx tonesøerne, troede man nok, at materialet i væsentlige træk var belyst. Anledningen til den nye opdagelse skyldes i første omgang en konkurrence, som musiklærernes blad, Dansk Sang, udskrev i 1996. Opgaven gik ud på at give »... den bedste og lettest forståelige forklaring på det faktum, at vilkårlige bølgelængder af uendelighedsrækken udviser omvendingsegenskaben, men ikke transpositionsegenskaben.«

Blandt dem, der tog handsken op, var Ane Dorthe Roel, der havde studeret ved Danmarks Lærerhøjskole. Hun opdagede, at transpositionsegenskaben faktisk gjaldt, hvis man blot beregnede den på en anden måde end den gængse, nemlig ved ikke at lade en bølgelængde starte fra første tone, men fra fx tredje tone. Herved fremkommer en melodi, der indeholdt i sig har sin egen melodi, transponeret én tone op, og i den dobbelte bølgelængde, altså i forholdet 1:2.

Opdagelsen blev i de kommende år genstand for intensive studier af ikke kun opdageren og komponisten, men også blandt deltagerne i en lille studiegruppe bestående af bogens bidragsydere – Svend Hvidtfelt Nielsen, Søren Hallundbæk Schauser og Ivan Hansen.

I dette skrift kan man derfor læse om denne opdagelse af nye, hidtil ukendte egenskaber ved uendelighedsrækken, samt en række perspektiver på denne nye opdagelse. Flere af artiklerne kræver en stor forhåndsviden om Per Nørgård og hans uendelighedsrække samt stor interesse for samme. Der bliver talt meget teknisk og indforstået, men samtidig er det jo væsentligt at få denne nye indsigt dokumenteret og føjet til den allerede eksisterende litteratur om Per Nørgård.

Teksten er ledsaget af en række illustrative nodeeksempler, hvoraf flere er i pædagogisk flerfarvetryk. Og endelig medfølger en cd med et timelangt interview med Per Nørgård, hvor han på forbilledlig vis gennemgår uendelighedsrækken, dens tilblivelse og udfoldelse. Bogens forord anbefaler, at man starter hér for at få baggrunden med, og dernæst fortsætter med i første omgang Søren Hallundbæk Schausers mere historisk betonede artikel. Herefter kan vejen være banet for detailstudiet. En fin lille sag, der kan være givende på forskellige niveauer. Alene interview-cd’en er så rigeligt pengene værd.

Dansk Kirkesangs Årsskrift 2005.

Udgivet af Samfundet Dansk Kirkesang, under redaktion af Stefan Lamhauge Hansen, Michael Hemmningsen, Henrik Palsmar, Peter Thyssen og Peter Weincke.
120 sider, kr. 100,00 (inkl. forsendelse). Cd vedlagt. Bestilles hos sekretær Michael Hemmingsen, Bragesgade 2, 3. th., 2200 København N. E-mail: hemmingsenmichael@hotmail.com tlf. 22 44 02 97. ISSN 0107-6736.

For en årrække siden anmeldte undertegnede et par numre af Dansk Kirkesangs Årsskrift. Nu er årsskriftet 2005 tilgået redaktionen, og vi iler til med en omtale. Årbogen udgives af Samfundet Dansk Kirkesang, der blev stiftet i 1922 med det formål at udbrede kendskabet til salmekomponisten Thomas Laubs reformprogram for kirkesangen i Danmark. I sommeren 2005 afholdt foreningen et debatmøde med titlen “Hvad betyder Thomas Laub for kirkesangen i dag?”. Et særligt relevant spørgsmål hér ganske kort tid efter fremkomsten af den nye salmebog med tilhørende justeringer og forandringer i melodistoffet.

Artiklerne i årsskriftet er overvejende udsprunget af det nævnte debatmøde og omhandler derfor alle på en eller anden måde Thomas Laub. Artiklerne er af Michael Hemmingsen, Henrik Palsmar, Peter Thyssen, Henrik Glahn, Peter Weincke og Jakob Lorentzen.

Én artikel – Peter Weinckes – behandler netop Laub-receptionen i koralbogen til Den Danske Salmebog 2003, og i anmeldersektionen omtales bl.a. tillægget til Den Danske Koralbog samt Melodisamlingen til den nye salmebog.

Til bogen hører en demo-cd og organist og kantor ved Holmens Kirke Jacob Lorentzens projekt med en dobbelt-cd med salmer af Thomas Laub. Et interessant skrift og et fund til prisen.

Erik H. A. Jakobsen

Årgang 81/2006-2007, nr. 02