Nye CD´er

Taverner & Tudor Music 1 The Western Wind

John Taverner: Kyrie Leroy & Western Wind Mass; William Cornysh: Woefully arrayed; Anonymus: Ah, my dear son; Sheryngham: Ah, gentle Jesu; John Browne: Jesu, mercy; Christopher Tye: In pace. Ars Nova Copenhagen, dir. Paul Hillier. Ars Nova 8.226050.

Ars Nova fortsætter med denne udgivelse deres virksomhed inden for ny og – som her – gammel vokalmusik. Passende for renæssanceåret hører vi på denne cd værker af John Taverner, hvis Western Wind Mass går som en rød tråd gennem programmet med indskudte værker af komponister som William Cornysh og John Browne.

Der kan ikke sættes en finger på udførelsen af disse satser. Taverner – ikke at forveksle med den nutidige John Tavener, som er født fire et halvt århundrede senere! – er en af de betydeligste komponister fra denne periode i engelsk musik, et område, hvor Ars Nova og Paul Hillier, som har været korets dirigent siden 2002, virkelig er på hjemmebane. Paul Hillier står her langt stærkere end i repertoiret fra middelalderen. Hans fortolkninger af fx Perotin og Machaut er efter min mening lovlig pæne og anæmiske. Der rammer fx Ensemble Organum under ledelse af Marcel Pérès langt bedre den kombination af autenticitet og engageret nutidig fortolkning, som for alvor lader middelalderen genopstå med intens farverigdom. Men når det som her gælder værker fra renæssancen, kan præcis det samme siges om Ars Nova! I denne fortolkning står de svævende linjer i det polyfone mønster med overbevisende kraft i et klingende rum.

Jean Sibelius

Violinkoncert; Christian Sinding: Violinkoncert nr. 1 & Romance i D-dur op. 100. Henning Kraggerud & Bournemouth Symphony Orchestra, dir. Bjarte Engeset.
Naxos 8.557266.

Her er gode indspilninger af Sibelius’ Violinkoncert og Christian Sindings Violinkoncert nr. 1 plus et par mindre værker af de to komponister. Førstnævnte er jo et standardværk, som det altid er en glæde at lytte til, og glæden bliver ikke mindre af denne fortolkning. Sindings koncert overrasker med en begyndelse, som nok kan give årsag til et par smil på grund af en vis lighed med 3. sats af Brahms’ Violinkoncert. Men ellers er det et farverigt og velkomponeret værk med en til tider forbløffende original instrumentbehandling – man burde vist egentlig høre mere til Christian Sinding. Ligeledes er hans Romance et positivt bekendtskab.

De to violinkoncerter supplerer hinanden glimrende, og tilsammen kaster de et spændende lys over skandinavisk musik omkring århundredskiftet, hvor senromantik og nationalromantik blomstrede, men hvor nye strømninger begyndte at tone frem. Med det intense og overbevisende spil af både solist og orkester er det en god og anbefalelsesværdig cd.

Rued Langgaard

Antikrist. Sten Byriel, Anne Margrethe Dahl, Helene Gjerris, Poul Elming, Susanne Resmark, Camilla Nylund, Jon Ketilsson, Johnny van Hal, John Lundgren, Morten Suurballe, DR Radiokoret & DR Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard.
Dacapo 6.220523-24.

Intenst spil, et spændende lys – ja, det tør siges, at vi også finder begge dele i Langgaards Antikrist. Og i grunden er vi her tæt på middelalderens og renæssancens symbolik og billedverden – vel at mærke i teksten, for i musikken gløder tendenser fra det 20. århundredes første årtier, fra senromantik over symbolisme til ekspressionisme. Hvad handling og idé angår, sammenligner Bendt Viinholdt Nielsen med rette Antikrist med Ligetis Le Grand Macabre og Messiaens Saint François d’Assise. Her vil jeg tilføje, at Stockhausen i Freitag i så henseende – symbolske skikkelser, skildringen af en kulturs forfald gennem billeder, redningen gennem guddommelig indgriben, som slår ned ”senkrecht von oben” - ligger så overrumplende tæt på Langgaards værk, at man kunne mistænke ham for at have hørt det eller læst om det. Det er dog efter alt at dømme ikke tilfældet.

Alt dette fik man et overvældende indtryk af, da værket blev opført i Ridehuset i 2002. Det er denne version, som nu omsider udgives på cd, efter at den i nogen tid har kunnet købes som dvd. Den besættende intensitet og surrealistiske kritik i hvert af operaens billeder og den dramatiske flugt fra billede til billede, som både solister, kor og orkester under ledelse af Thomas Dausgaard dér fik formidlet, glemmer man ikke. Begge dele bliver fuldt ud videregivet gennem denne indspilning af et af de mest betydelige værker i den samlede danske – og jeg fristes til at sige europæiske! – musikhistorie.

Per Nørgård

Lygtemændene tager til byen; Bent Sørensen: Den lille havfrue. Inger Dam-Jensen, Ylva Kihlberg, Helene Gjerris, Gert Henning-Jensen, Bo Kristian Jensen, Jens Albinus, Sol og Måne, Ars Nova Copenhagen, DR Børnekoret, DR Radiojuniorkoret, DR Radiopigekoret & DR Radiosymfoniorkestret, dir. Thomas Dausgaard.
Dacapo 8.226046.

Der går linjer både tilbage og frem fra Langgaards Antikrist. Langgaards kulturpessimisme fra tiden efter 1. verdenskrig, som han oplevede som en kulturs forfald, har en forløber i H.C. Andersens Lygtemændene ere i byen fra 1865. Parallellen er tydelig: i begge tilfælde er der gået en krig forud, som har rystet det trygge og stabile verdensbillede, og i begge tilfælde anklager kunstneren civilisationen for at have svigtet, da det gjaldt, og for efter katastrofen at hengive sig til en overfladisk og egocentrisk livsførelse, et liv uden dybde og substans – lygtemænd! ”Bort fra det sande og det rigtige”, som H.C. Andersen siger i eventyret.

Noget ganske tilsvarende skete efter 2. verdenskrig, hvor mange komponister skabte et nyt og særegent musikalsk sprog og gennem dette samt i det ene musikdramatiske værk efter det andet kom med hudflettende kritik og med visioner om andre måder at tænke og leve på. Det må være tilstrækkeligt her at henvise til Nono og Stockhausen, som ud fra vidt forskellige ideologiske ståsteder lod samfunds- og bevidsthedskritikken blive indbygget i selve musikken og i det musikalske drama (jf. forrige anmeldelse).

Nu har så Per Nørgård skrevet en kantate af næsten tre kvarters varighed med benyttelse af Lygtemændene ere i byen i kombination med en omfangsrig tekst af Suzanne Brøgger, som former sig som en nutidig kommentar til H.C. Andersens fortælling. Her er både Brøgger og Nørgård ude i præcis samme ærinde som Langgaard eller Nono. H.C. Andersen er omsat til nutiden, hvilket fremgår allerede af prologens undertitel ”Fra eventyr til flimmertid” og af teksten:

Der var en tid
hvor intet nyt ku ske
og ingen le
for alt var flimmer
hver eneste dag.
Internet, SMS,
samt flimmerkassen
er for massen.
(…)
hvor alt er flimmer
fra aften til dag.
Det blir en vanesag
når vi får samme smag
dit og dat,
godt tilsat med pjat.

Havde Rued Langgard levet i dag, kunne han med garanti have anvendt disse linjer i Antikrist! Han kunne såmænd have skrevet dem – men det kunne Poul Henningsen og Ernst Bruun Olsen også. Dette indtryk melder sig gang på gang, når man læser Suzanne Brøggers tekst igennem. Og i Per Nørgårds anvendelse af den går der en direkte linje tilbage til den Nørgård, som skrev Labyrinten (1963) og Babel (1965) – og i det hele taget til 50ernes og 60ernes kultur- og samfundskritik.

Babel melder sig også i erindringen af en anden grund: her er nok et eksempel hos Per Nørgård på anvendelse af professionelle og amatører i det samme værk. Kulturpessimisme slår over i sin modsætning: kritikken bliver jo faktisk en realitet gennem selve skabelsen og realiseringen af musikværket, og her bydes amatørerne indenfor som et billede på den skaberkraft og mangfoldighed, der ikke sådan lader sig tæmme af fordummende fremmedgørelse. Her kan man tænke på komponister som Kagel, Schnebel og Cage, som hver på sin måde har arbejdet i samme retning – eller på H.C. Andersen, som åbnede nye veje for sproget og litteraturen gennem sine eventyr.

Dobbeltheden – professionelle/amatører – genspejles i musikken i Lygtemændene: her er passager af klassisk art stillet over for vildtvoksende passager med primitivt, dæmonisk præg. Dette besættende mosekonebryg holder for alvor sit indtog fra scene 8 – her minder værket faktisk lidt om Eislers Deutsche Sinfonie fra 30erne. Den indtrængende appel-tone, som hos Eisler findes i symfoniens ”arbejderkantate”, er imidlertid hos Nørgård overtaget af lygtemænd! Optimistisk vision er afløst af spottende fordømmelse. Samfundskritikken har fået en dyster drejning. Først i epilogen, i en lovprisning af eventyret, banker ”noget” på – ”noget der dæmrer”. En anderledes tænkemåde titter forsigtigt frem. Igen en sammenligning med Eisler: her fandtes optimismen i værkets centrum, hvorimod den korte slutsats munder ud i en efterkrigs-håbløshed, som dårligt tør forme sig som en tysk bøn om tilgivelse. Hos Brøgger og Nørgård er det stik modsat: den satiriske vrængen slutter med eventyrets håb. En sækulariseret udgave af Antikrist eller Freitag …

Disse musikalske billeder kommer nemt til at overskygge Bent Sørensens Den lille havfrue, og det er en skam. Bent Sørensen udfolder her en raffineret fortælling i flere lag, som kaster et musikalsk skiftende lys over eventyret, hovedpersonen og fortælleren H.C. Andersen. Man skal ikke lade sig narre af, at der ikke står så meget om værket i denne anmeldelse! Det er dybt forskelligt fra Per Nørgårds, men det er i stand til at fortælle sin egen historie med skyggespil og et mylder af detaljer.

De to værker er højst forskellige, men de omsætter de respektive eventyr til musikalske spil, som hver på sin måde kaster lys over meningen og strukturen i H.C. Andersens eventyr. Sjældent hører man så overbevisende musikalske tydninger af tekster. Disse fortællinger bliver man ikke færdig med i hast. Også udførelse og indspilning er på højt niveau.

Per Nørgård

I Ching; Magnus Lindberg: Metal Work; Mark Adderley: Mechanics I. Eirik Raude & Frode Halti.
SIMAX PSC 1255.

Nok et samfundsbillede, denne gang et positivt af slagsen, finder vi i Magnus Lindbergs Metal Work for slagtøj og akkordeon fra 1984-85, som ifølge kommentaren af Morten Eide Petersen er ”colored by the anarchic musical energy of the Free State of West Berlin in the years right before the fall of the wall”. Det hører man! Her er tale om et værk, som udstråler lys klangglæde, et billede på frigørelse af kræfter og energi. Over for dette stilles så Mark Adderlys Mechanics I, hvor rytmiske lag (inspireret af Nancarrows værker) omsættes til blokke, som placeres side om side i et kalejdoskopisk spil, der drejer sig om sig selv.

Per Nørgårds I Ching er unægtelig cd’ens mest kendte værk. I mere end en halv time udfoldes mønstre af forskellig slags, og jeg må indrømme, at koncentrationen for mit vedkommende til tider kan svigte - men så kan man jo nøjes med at lytte til en af de fire satser. Der er meget at fordybe sig i, og Eirik Raude leverer en udmærket fortolkning.

A P)reference to Other Things

Håkon Thelin, Ingar Zach & Øyvind Torvund: Introduction: Menuet in C, Intermezzo: Sonate in B ; Heartbreak Motel /a dog named garage; Jacob Druckman: Valentine; Iannis Xenakis: Charisma & Theraps; Bent Sørensen: The hill of the heartless giant. Håkon Thelin, Ingar Zach, Rolf-Erik Nystrøm, Ida Kristine Hansen, Gunnhild Leenheer Nordahl & Karen Flesvig.
Albedo ALBCD 023.

Bassisten Håkon Thelin er noget af et fænomen på sit instrument. Her folder han sig ud i et program, som strækker sig fra musikalske vitser over virtuosnumre af uhyggelig sværhedsgrad til noget, som skal forsøges beskrevet nedenfor – efter alt at dømme nok et stykke samfundskritik.

Cd’en starter med en menuet, som langsomt fortaber sig i det fjerne, idet den overdøves af knasende og kvasende klange samt en gispende menneskestemme. Denne stemningsfulde indledning med et billede af destruktion er imidlertid det rene vand mod cd’ens nr. 5, Heartbreak Motel / a dog named garage, som former sig som en trøstesløs march på stedet i et landskab med øredøvende skurrende og knasende hændelser. Det er ganske enerverende med gentagelse på gentagelse og ingen vej ud – efterhånden fyldtes jeg af et intenst ønske om, at dette dog snart måtte få en ende. Og det er sandsynligvis også meningen! Titlen kan nemlig være taget fra et amerikansk slideshow af fotojournalisten Kari René Hall med titlen Hope at the Heartbreak Motel, som præsenteres på nettet bl.a. med disse ord:

Henry, 50, is a Vietnam veteran whose emotional pain created a spiral of failure. He dealt with his demons by becoming a motorcycle gang leader, a criminal and an alcoholic. Henry had six children with three women and abandoned them all.A drinking binge in 1983 plunged Henry into his blackest moment of despair and forced him to choose between putting a revolver to his head and joining Alcoholics Anonymous.

(http://www.pressefotografforbundet.dk/1958)

Dette slideshow i tre kapitler får en happy end – “Henry found himself in charge of four children who were depending on him for food, shelter, guidance and love” – men det er ikke tilfældet i Håkon Thelins musikalske version. Det er umiddelbart et af de mest trøstesløse musikværker, jeg nogensinde har hørt. Uden kendskab til historien bag det (hvis det altså er den historie, jeg har fundet!) bliver det et kulsort mesterværk, som gør et dybt indtryk ved sin ubønhørlige konsekvens. Set i fortællingens lys bliver det imidlertid pludselig til præludiet til en opbyggelig fortælling! En tankevækkende påmindelse om det relative ved opfattelsen af musik.

Lidt af det samme kan høres i nr. 4, Intermezzo: Sonate in B, som dog mere former sig som naivistisk bas- og slagtøjsbehandling af et stadig gentaget motto. Dette minder i mistænkelig grad om begyndelsen til Ja, vi elsker dette landet!

Cd-ens øvrige værker er rene virtuosnumre. Det gælder Bent Sørensens, som kredser om centrale toner og intervaller - The hill of the heartless giant er måske i øvrigt på sin egen mere stilfærdige måde et billede på håbløshed? – og det gælder Valentine af Jacob Druckman og Xenakis’ Charisma og Theraps. Valentine er et overraskende bekendtskab. Det gør virkelig indtryk med strenge- og stemmeklange i forening i et særdeles ekspressivt udsagn, og værket fortjener at blive hørt. Xenakis’ stykker er mere kendte, og her viser Håkon Thelin, at han fuldt ud kan måle sig med de bedste. Druckmans og Xenakis’ mesterværker fra 60erne (Druckman) og 70erne (Xenakis) får fremragende fortolkning.

Thomas Koppel

Improvisationer. Thomas Koppel. ArtPeople APCD 60108.

Denne cd er på sin vis også præget af et socialt engagement, men denne gang er det kun indirekte til stede. Solostykkerne er indspillet en måned før Thomas Koppels død i februar i år. Det drejer sig om eftertænksomme improvisationer, som i ledsagehæftet tilegnes navngivne og anonyme personer: familie, venner, medspillere, publikum og ”alle de smukke mennesker, der deler denne planet, mens de kæmper sig vej frem igennem de uudsigelige forhindringer, nogle fås grådighed påtvinger dem”. Thomas Koppels politiske engagement fornægter sig ikke.

Improvisationerne er både smukke og inderlige, og i lighed med andre kan jeg ikke undgå at se dem i et dobbelt lys: som Koppels personlige tilbageblik på barndommens klaverimprovisationer og på alt, hvad derefter fulgte, summen af oplevelser og erfaringer – og som en forudanelse, en afsked. Om det sidstnævnte har noget med virkeligheden at gøre, ved jeg af gode grunde ikke, men associationen melder sig spontant ved gennemlytningen af disse stykker, hvoraf flere er decideret eftertænksomme og melankolske (især Nytårsmorgen, hvor Laubs melodi til Blichers Det er hvidt herude citeres). Jeg kommer til at tænke på Bartóks Klaverkoncert nr. 3.

I øvrigt har improvisationerne et neoromantisk/impressionistisk præg. Det er komponisten og musikeren, som spiller sin personlighed ud – som hos Nørgård eller Xenakis, men i et helt andet musikalsk univers. Hvor er den nutidige musik dog mangfoldig!

Anders Koppel

Works for Saxophone and Orchestra. Koncert nr. 1 og 2 for saxofon og orkester & Svanesang. Benjamin Koppel & Odense Symfoniorkester, dir. Nicolae Moldoveanu.
Dacapo 8.226036.

Mere Koppel. Anders Koppel præsenteres her med et par saxofonkoncerter. Der er næsten ingen ende på fantasien i disse værker, og især i nr. 2 kan man blive helt rundtosset af indfald på indfald på indfald – en tivoliagtig flimren. Esben Tanges bemærkning i kommentaren om ”hyperaktivitet og rablende fortælleglæde” er ikke helt ved siden af! Man må imidlertid overgive sig for en sådan musikalsk idérigdom og håndværksmæssig virtuositet. Koppels musikalske vokabularium strækker sig fra det latinamerikanske, som dyrkes med forkærlighed, over jazz til senromantik og behersket 20. århundrede à la Mahler, Sibelius eller Shostakovitch. Det hele forenes i satser, som strækker sig fra det alvorlige eller drømmende til musikalske drillerier og komik. Der er masser af underholdning og god og gedigen komposition og musiceren på denne cd. Benjamin Koppels spil realiserer det hele på aldeles blændende vis.