I dialog med publikum

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 96-98

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Klassisk musik møder erhvervslivet på Mogens Dahl-instituttet i København


Af Anders Monrad

I disse tider tales der om nedadgående publikumstal for den klassiske musik, og der diskuteres nye strategier og løsninger for at komme i dialog med et publikum. Det nye Mogens Dahl-institut i Snorresgade 22 ved Islands Brygge i København kan ses som et forslag på en sådan løsning. Instituttet er et koncerthus, der adskiller sig fra andre klassiske koncerthuse ved at fungere som en selvstændig virksomhed uden støtte fra det offentlige. Som alternativ satser instituttet på samarbejde med erhvervslivet.

Det var dirigenten Mogens Dahl, der i samarbejde med Jette Egelund og hendes virksomhed VIPP tog initiativ til stiftelsen af instituttet, der åbnede i november 2005. November måned 2006 markerede jubilæet, og det var med en lang række arrangementer den mest travle måned i instituttets 1-årige levetid. Desuden blev instituttet for nylig hædret med en pris af Wilhelm Hansen fonden.

Jeg mødtes med Mogens Dahl en eftermiddag i slutningen af oktober, for at tale med ham og høre nærmere omkring planerne og ideerne omkring samarbejdet mellem en klassisk musikinstitution og erhvervslivet.

– Hvordan opstod ideen til at oprette Mogens Dahl-instituttet

Jeg havde i mange år levet en lidt ”tung” institutionel tilværelse som dirigent og kunstnerisk leder på Den Jyske Opera, hvor tingene foregik med en vis bureaukratisk træghed, og jeg havde ikke rigtig følelsen af at formidle og være i kontakt med et publikum. Da jeg så mødte min kæreste Jette, der havde drevet privat virksomhed i en del år, begyndte jeg at iagttage hendes verden, hvilket var meget inspirerende for mig. Jeg fandt ud af, at det i virkeligheden passede mit væsen ganske godt at arbejde som selvstændig erhvervsdrivende.

Det gælder inden for al selvstændig virksomhed, at der er kontant afregning: hvis konceptet ikke er godt tænkt, så er der ikke noget publikum, og så overlever virksomheden ikke. Det er en meget konkret virkelighed at forholde sig til, som jeg har det godt med: man oplever en umiddelbar reaktion, på de ting, man laver, og dermed må man hele tiden må tage stilling til de givne omstændigheder og den virkelighed, der omgiver én. På den baggrund opstod ideen om at oprette et nyt koncerthus, hvor jeg selv ville få mulighed for at vælge suverænt, hvilke koncerter jeg ville lave.

Vi startede med at investere mange penge på renovering af vores lokaler, indkøb af koncertflygler, møbler m.m. for at gøre vores omgivelser så gode og ideelle som overhovedet muligt. Det er en gammel staldbygning, der adskiller sig fra andre koncerthuse i København, dels i kraft af, at den er mindre, og dels i kraft af, at den er holdt i en mere gammeldags ”rustik” byggestil med fritliggende bjælker osv. Da vi renoverede bygningen, valgte vi derfor at lægge vægt på en intim og hyggelig atmosfære.

Vi gør i den forbindelse en dyd ud af, at vi ikke er så store – vi vil gerne have, at det er en anden oplevelse at komme her, end det er at komme på de andre, større koncertinstitutioner i København. Når vi afvikler koncerter, har vi rigeligt med levende lys, både i gården og indenfor. Og vores lokaler er jo i sig selv lyse, for at det skal være behageligt for folk at komme her. Og vi har ansat folk, der altid står og byder velkommen og tager imod overtøj, når man kommer ind ad døren. Vi vil gerne have, at alle vores besøgende skal føle sig velkomne. Det er meget vigtigt for os, at folk altid har en rigtig dejlig fornemmelse af at komme til koncert her.

– Hvilken type koncerter er det så, folk kommer til? Hvordan ser jeres musikalske profil ud?

Til vores kammermusik-koncerter inviterer vi kun musikere af højeste kvalitet: sopranen Sine Bundgaard og Tokyo Kvartetten er et par eksempler. Jeg holder indtil videre fast ved, at vi har et koncertprogram, hvor den virkelig klassiske og ”brede” kammermusik er i højsædet. Vi er jo i en opstartfase, hvor vi er i færd med at opbygge vores profil og vores publikum. Folk skal gøres trygge ved at komme her. De skal ikke være bange for at komme herud til en dårlig koncert med dårlige musikere.

Desuden har vi har fået utrolig mange henvendelser med koncertforslag fra folk, som vi desværre har måttet takke nej tak til med den begrundelse, at vi gerne vil bygge stedet og dets profil op i fred og ro, uden for meget flimmer på tavlen.

– Går du så på kompromis med dine egne præferencer for koncerter for at imødekomme dit publikum?

Nej – jeg kunne aldrig drømme om at lave et arrangement, som jeg ikke selv står 100 % inde for, og som ikke er af høj kvalitet. Det ville også være utroværdigt. Grunden til, at jeg startede instituttet, er netop, at jeg brændte efter at kunne udleve mine egne ambitioner om, hvordan jeg synes, gode koncertserier skal være. Derfor har jeg ingen intentioner om, at flirte med ting, som jeg ikke selv bryder mig om.

– Det, jeg mente, var, om I på noget tidspunkt kunne tænke jer at binde an med smallere og evt. mere eksperimenterende koncerter?

Jeg tror på, at når vi efterhånden har fået bygget vores sted og vores publikum op og forhåbentlig kommer derhen, hvor vi kan få alt det publikum hertil – så kan jeg begynde at lege med nogen af de smalle ting – for så vil publikum være trygge ved, at det er noget, som jeg står inde for og har valgt ud.

Som et skud fra hoften, så kunne jeg da vildt godt tænke mig at lave Pandoras æske af Lars Johan Werle, eller Eight Songs for a Mad King af Peter Maxwell Davies. Og vi afvikler faktisk allerede ”smallere” arrangementer. Vi har haft en Shostakovich-koncert med Mette Ejsing, Nina Pavlovski og Elkjær-trioen, og en akkordeon-debutkoncert med Anna Hüdepohl. Desuden havde vi en koncert med Sonningpris-overrækkelsen, som blev vist i tv på dk4, hvor Jakob Kulberg spillede et af Simon Steen-Andersens værker. Der var også en saxofonist og seks unge musikere, der fik priser – der var absolut megen ny musik i den koncert … Men alle disse ting er foreløbig noget, der ligger uden for vores kerne-programserie.

– Hvad med jazz? – Jeg så, at I var med på Jazzfestivalen i sommer ...

Dét med jazz-koncerterne bød sig tilfældigvis til - jeg havde ikke tænkt, at det skulle være en del af husets profil. Det var flygel-firmaet Juhl-Sørensen, der spurgte, om jeg ville være med til at lave en jazz-pianofestival i København. Og så fik jeg den idé at lave en række koncerter med samme høje profil som mine kammermusikkoncerter – så jeg håndplukkede ni suveræne, dygtige pianister fra Sverige og Danmark. Det har jeg også tænkt mig at gøre til næste år.

– Kan du sige noget om, hvilket publikum I henvender jer til?

Det er lidt svært på nuværende tidspunkt at udpege en helt specifik målgruppe, eftersom vi jo er så nye. Men vi henvender os til folk, der sætter pris på kvalitet, og som godt kan lide at komme et sted, hvor omgivelserne ser ordentlige ud.

– Hvordan kan det lade sig gøre at afvikle disse eksklusive koncerter – hvor kommer økonomien fra?

Det er jo klart, at jeg afholder koncerter, der koster mig mange flere penge, end jeg kan få ind ved at sælge billetter. Så det ligger implicit i det hele, at det er nødvendigt at få penge ind på anden vis. Se også bare på Det Kgl. Teater – hvis ikke de blev støttet af staten, så ville billetpriserne jo være meget højere – og det vil folk ikke betale. Jeg vil imidlertid klare tingene uden offentlig støtte – det er i virkeligheden min målsætning.

– Har I så indgået nogen sponsoraftaler?

Ikke endnu - men det er noget, som jeg gerne vil på lidt længere sigt, når jeg føler, at jeg er parat til det. Først vil jeg koncentrere mig om at opbygge stedet og stedets profil. Derefter kan jeg jo gå ud til erhvervslivet og sige: »Se – her er vores profil – vi har eksisteret i så og så lang tid og har lavet de og de koncerter og arrangementer. Vi kan godt tænke os at samarbejde med jer – vil i være med til det?« I den forbindelse må jeg slå fast, at det ikke er almisser fra erhvervslivet, vi går efter: Vi vil gerne samarbejde med virksomheder, der kan bruge vores kernekompetence musikken til noget, der berører deres forretningsområde – og omvendt: Samarbejdspartnere skal også kunne tilføre noget særligt til vores institut. Desuden er det også en forudsætning, at vi synes, det er nogen perlefolk, som vi gerne vil arbejde sammen med, og som vi svinger godt med.

Indtil videre lejer vi vores lokaler ud til konferencer og møder for forskellige virksomheder – og vi har faktisk været overraskede over, hvor stor interesse der har været for at leje vores lokaler. Vi har bl.a. haft møder for topledelsen i Top Danmark, SAS og Danske Bank, Martinique har lavet modeshow herinde, og undervisningsminister Bertel Haarder har været her tre gange.

– Hvordan kan det være, at de vælger jeres lokaler?

Jamen det er jo fordi, det er noget helt specielt at leje en koncertsal. Det er ikke som at gå på et hotel og leje en konferencesal. Her kommer man ind i et lokale, hvor der aftenen før har været en højt profileret koncert – det giver en anden fornemmelse og atmosfære. Det er derfor, vi hele tiden lægger vægt på, at det primært er en koncertsal. Vi prøver altid at bibeholde et musikalsk element, så man i denne sammenblanding af erhvervslivet og kunsten herude altid mærker, at det ér et musikhus.

– Hvordan gør I det?

Vi benytter enhver lejlighed til at lave en koncert for vores erhvervskunder. Og jeg har fx lavet sangworkshop for dem, hvor jeg bad dem om at synge flerstemmigt, osv. Det har på ingen måder noget med såkaldt teambuilding og alt det der at gøre - jeg giver dem bare en sangoplevelse. Og det gør jeg, fordi det er musikken, der er vores kerneområde, og fordi det er det, vi profilerer os på. Og tilsyneladende er det noget, som erhvervslivet er glade for. Det er fantastisk at opleve, hvilken entusiasme de har – i at kaste sig ud i musikken og lære den at kende.

– I jeres program har I også en foredragsrække med erhvervsfolk, der kommer og fortæller og synger sange – hvad handler dét om?

Når vi inviterer folk til at holde disse foredrag og sangaftener, så er det fordi, vi har en tro på, at vi alle sammen har nogen sange, som betyder noget for os. Det er de sange, vi beder dem om at tage med til deres foredrag – og det er ikke for, at de bare skal tale om sangene: vi vil gerne ind bagved og høre, hvad det er for et menneske, vi har med at gøre. Og høre lidt om de historier, som det menneske bringer med sig – igennem sangene.

– Hvilke sange synger de så?

Det er jo meget forskelligt. Mads Øvlisen var herude, hvor vi bl.a. sang noget af Joan Baez, fordi han havde studeret i USA på det samme universitet som Joan Baez – og det fortalte han om. Morten Grunwald kommer også og han skal synge noget helt andet. Så det er meget bredt. Vi er lidt i tvivl om, hvad vi egentlig skal kalde det. Man kunne lave en overskrift, der hedder ”integritet og identitet igennem sang”.

– På den måde skaber I en relation mellem musik og mennesker – og mellem musik og erhvervslivet?

Ja! Vi forsøger jo hele tiden at skabe en kontakt til et større publikum. Og de skulle jo gerne fatte interesse for vores institut og for den klassiske musik og forhåbentlig begynde at dukke op til vores koncerter. Det er et forsøg på at åbne lidt op for den klassiske musik ud til omverdenen.

Når jeg tænker tilbage på min tid på Den Jyske Opera, så kommer jeg til at tænke på, at det hele jo var meget indforstået og enormt lukket om sig selv. Vi syntes selv, at vores produktioner var fantastiske, så vi forstod ikke, hvis publikum ikke brød sig om det. Så spurgte vi os selv: »Hvad fanden er der galt – sig mig, er publikum dog dumme eller hvad?! – hvorfor i alverden sætter de ikke pris på det, vi laver?« Vi tænkte aldrig på, at det måske var os selv, der ikke kommunikerede det ud på en ordentlig måde. Og det er jo en kæmpe udfordring at prøve at finde et sprog og en måde, hvor man kan kommunikere. Det er dét, der er vores mål - det bliver først sjovt, når man udfolder sin musik i en dialog med et publikum.

Læs mere på www.mogensdahl.dk

Årgang 81/2006-2007, nr. 03