Nordjysk tilstandsrapport med udråbstegn

Interview med Finn Egeland Hansen. Kuldsejlet musikhusprojekt, konservatoriekonservatisme, hjemløst symfoniorkester, musikvidenskabelig deroute. Ulykkerne i det Nordjyske er markante og konsekvenserne for musiklivet er ikke opløftende. DMT har talt med en af de centrale aktører i regionen.

Af Anders Beyer

– I det seneste halve år har vi set en serie af nedslående nyheder fra Aalborg og omegn. Blandt de alvorligste finder vi problemerne med musikhuset (som du selv skrev så begejstret om i DMT, da nybyggeriet blev offentligt), nedskæringer på humaniora, som i høj grad påvirker undervisningen i musik på universitetet, samt et vigende antal studerende på konservatoriet. Alene på musikstudiet på universitetet mister man omkring halvdelen af det videnskabelige personale. Man spørger sig selv, om denne udvikling er et udtryk for dårlig ledelse/management, eller om vi skal se det som en udvikling hen imod en faglig og geografisk centralisering, sådan at Nordjylland om nogle år bliver en kulturel blindtarm uden symfoniorkester, uden konservatorium, uden (musik)universitet med seriøs forskning og formidling.

»Dit spørgsmål er et tre-i-en, som kræver et trefløjet svar.

Den første skal handle om det kuldsejlede musikhus-projekt. Der er for mig ingen som helst tvivl om, at dette projekt har været ufattelig dårligt ledet. Det skal dog indledningsvis medgives, at den til grund liggende ledelsesstruktur med to selvstændige bygherrer (universitetet ved Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger og Fonden Musikkens Hus i Nordjylland) har været en meget tung konstruktion og i hvert fald i et vist omfang medvirkende til at forplumre tingene.

Undervisningsfløjene på bygningen har skullet finansieres i princippet på nøjagtig samme måde som ethvert andet universitetsbyggeri. Dvs. universitetet har fra begyndelsen afsat det beløb, man var villig til at skyde ind i den årlige husleje under hensyn til karakteren af og studentertallene på musik-, musikterapi- og arkitektur og design-studierne. Her har optagelsestallene for musik været vigende gennem de senere år, et forhold jeg skal vende tilbage til nedenfor. Konservatoriets andel af undervisningslokalerne er lidt anderledes finansieret; men også her har man måttet regne med en temmelig snævert defineret udgiftsramme. Disse forhold har betydet, at vi har været igennem en række beskæringsrunder, hvor vi efterhånden var nået et godt stykke på den forkerte side af smertegrænsen. Hvilket har været stærkt utilfredstillende, men egentlig ikke udtryk for dårlig ledelse – snarere en fra fagenes synspunkt manglende vilje til at betale, hvad det koster at have musikuddannelser på et universitet.

Musikhusdelen, dvs. den del, der rummer koncertsalen med tilbehør i form af foyer, garderober, administrationslokaler, en mindre, men meget fleksibel sal beregnet på mere utraditionelle koncerter og musikdramatiske forestillinger mm, skulle finansieres gennem tilskud fra amt, kommuner, Realdania, private sponsorer samt et såkaldt mål 2 tilskud fra EU. Her var finansieringsrammen ikke på samme måde som for undervisningsdelens vedkommende fastlagt på forhånd. Til gengæld blev der fra symfoniorkestrets side lagt stor og stædig vægt på, at salen skulle have plads til 1200 tilhørere. Dette betød, at alle besparelser måtte placeres uden for selve koncertsalen, herunder at den mindre sal hurtigt kom i spil som spareobjekt. Det er efter min opfattelse slet ikke særlig ønskværdigt for Aalborg at få en koncertsal med 1200 pladser. Det vil nemlig kun lejlighedsvis være muligt at fylde en så stor sal. Og man skal ikke være nogen stor profet for at forudse, hvilken effekt et ønske om at fylde salen så ofte som muligt vil få på programlægningen.

Jeg ved ikke, hvor mange sparerunder jeg på musikfagets vegne har været igennem i løbet af de mange år, projektet har løbet. Universitetets musikuddannelser råder over glimrende bygninger på campus, og det siger sig selv, at lærere og studerende på musikfagene ikke uden videre vil være indstillet på at blive lokalemæssigt dårligere stillet i musikhuset, end de var i de eksisterende bygninger. Tilsvarende sparerunder har musikhusets øvrige uddannelser været igennem. Men på et enkelt område har der ikke været sparet: den eksterne rådgivning. Et stort tocifret millionbeløb er blevet anvendt på den internationale konsulentvirksomhed Carl Bro, på konsulenter på det akustiske område, på konsulenter på den elektroniske indretning af alle sale, kontorer og undervisningslokaler. Konsulenter i hobetal. Sågar en såkaldt projektfacilitator, der dog mig bekendt ikke har faciliteret noget som helst.

Men på et tidspunkt var man så langt fremme, at man kunne gennemføre en licitation efter gældende EU-regler. Resultatet blev, at det billigste tilbud lå små 200 mio. over den til rådighed værende pengemængde. Licitationen blev annulleret, og man prøvede at få enderne til at mødes dels ved at søge at fremskaffe flere penge dels ved at gennemføre en yderligere sparerunde på knap 20 %. Så prøvede man med en ny licitation. Resultat: Det billigste – og eneste – tilbud lå nu mere end 400 mio. over det beløb, man havde. Derefter opgav man projektet, fyrede arkitektfirmaet Coop Himmelb(l)au fra Wien, der havde tegnet det vindende projekt i arkitektkonkurrencen, og nu vil man sikkert forsøge sig med et mindre ambitiøst projekt.

Universitetet har trukket sig helt ud, så et nyt projekt højst kommer til at omfatte symfoniorkestret og konservatoriet. Og dermed ryger også den ambitiøse plan om at samle konservatoriets, musikinstituttets og det centrale universitetsbiblioteks musiksamlinger under samme tag på gulvet.

Hvad kunne være gjort anderledes – og bedre? Først og fremmest kan det konstateres, at den anvendte rådgivning har været elendig. At den armé af konsulenter, som har tjent tykt på sagen, har skudt så meget forkert i vurderingen af, hvad man kunne få for de til rådighed stående midler, at det nærmer sig det skandaløse. Og denne kritik falder tilbage på ledelsen. Jeg mener også, at man burde have søgt at gennemføre projektet efter første licitationsrunde. Vi er i betydeligt omfang vant til, at store byggeprojekter sprænger budgettet, men trods det bliver gennemført; og det burde have været muligt at skaffe de knap 200 mio. der manglede. Her var det universitetet og dets ressort, Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger, der manglede den nødvendige vilje til at satse på et byggeprojekt, hvis kulturpolitiske betydning ikke kan måles fra dag til dag.

Hvilken fremtid har musikkens hus da i Aalborg? At Aalborg Symfoniorkester skal have et sted, hvor det kan udøve sin koncertvirksomhed er givet. Og at den nuværende situation længe har været uholdbar er lige så givet: Symfonien, som er en ombygget biograf, er hverken i henseende til størrelse eller akustik mere end en nødløsning – endda en temmelig dårlig nødløsning. Man søger at placere så mange koncerter som muligt i Aalborg Kultur- og Kongrescenter (Aalborg Hallen), der er tålelig, men heller ikke mere. Hvortil kommer, at andre typer arrangementer ofte og i stigende omfang spærrer for symfoniorkestrets adgang til salen. En residual af koncerter lægges i Vor Frue Kirke, der akustisk set er bedre, end kirker er flest; men jo scenemæssigt langt fra ideel. Så Aalborg Symfoniorkesters udfoldelsesmuligheder er vitterlig stærkt hæmmet af manglen på en egnet koncertsal.

Det store spørgsmål er nu, hvad orkestret har i vente, efter at Coop Himmelb(l)au-projektet er skrinlagt? Jeg aner det ikke, og det er næppe muligt at gøre andet end at gætte. Men man går næppe helt galt i byen, hvis man forestiller sig, at den kommende løsning for orkestret bliver væsentlig mindre prestigefyldt, mindre spektakulær end det kasserede projekt. Et andet spørgsmål er, om man kunne have undgået musikhusprojektets kollaps. Jeg tror, at en mere professionel konsulentbistand kunne have reddet projektet. Hvis man ikke gennem en lang årrække var blevet bibragt det indtryk, at det faktisk kunne lade sig gøre at rejse den planlagte bygning for de penge, man havde, kunne man fra begyndelsen have dimensioneret mere realistisk, herunder have foretaget en nøgtern vurdering af koncertsalens mulige størrelse og faciliteter – og satset på at skaffe nogle flere penge.

Den anden fløj handler om musikfagenes situation på universitetet. Allerførst skal det lige understreges, at musikinstituttet husede to uddannelser, musikuddannelsen, som svarer nogenlunde til den musikuddannelse, man kan få på de to andre universiteter med musik, og musikterapiuddannelsen. Og medens det er gået støt ned ad bakke for musikuddannelsen, er det lykkedes for musikterapi at holde fanen højt. Man har her kunnet opretholde et stabilt omend beskedent optagelsestal (ca. 10 studerende pr. år) og en høj gennemførelsesprocent. Og som noget særdeles vigtigt har man opretholdt et meget højt niveau for forskningsaktiviteten (kvalitativt så vel som kvantitativt) og etableret en forskerskole med ph.d.-studerende fra hele verden, naturligvis først og fremmest Europa.

Nedturen for musikfaget har først og fremmest udmøntet sig i faldende optagelsestal, og en årgang er nu nede på færre end 10. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Aalborg i så henseende har været stærkt udsat. Er søgningen til musik generelt vigende, går det mindst ud over København og værst ud over Aalborg med Århus et sted i midten. Den generelt vigende søgning til musikfaget hænger uden tvivl sammen med gymnasiereformen, som virkelig har efterladt musik som den store taber. Fra en temmelig stærk position med tre obligatoriske musiktimer i 1. g samt mulighed for at vælge musik på A- og B-niveau i 2. og 3. g, har musik under den nugældende gymnasieordning meget lidt eller intet tilbage af timerne i 1. g. Dermed er også rekrutteringsgrundlaget for musik i 2. og 3. g stærkt forringet, og på den baggrund er der ikke noget underligt i at unge, musikglade studenter ikke føler nogen særlig tilskyndelse til at studere musik på universitetsniveau. Og som sagt: i den situation rammes Aalborg hårdere end København og Århus.

Men ikke bare studenteroptaget er gået ned ad bakke. Den forskning, som er en helt nødvendig forudsætning for, at en uddannelse kan kalde sig forskningsbaseret, har stort set været fraværende; forskningsoutputtet har været utilladeligt lavt. Alt dette tilsammen har ført til, at musikinstituttet – ligesom i København og Århus – er blevet nedlagt som selvstændigt institut og uddannelserne lagt ind under to større institutter. Dertil kommer, at der er gennemført en fyringsrunde på det humanistiske fakultet i Aalborg, som har ramt musikfagets faste lærere og teknisk-administrative personale særlig hårdt.

På uddannelsessiden var der ellers store planer. Samarbejdet mellem konservatoriet og musikinstituttet var efter min opfattelse meget løfterigt – til at begynde med. Og jeg vil garantere for, at jeg selv gik ind i det samarbejde med et oprigtigt ønske om, at det skulle føre til et positivt resultat. Jeg oprustede endda musikinstituttet på et potentielt meget vigtigt område, nemlig korledelse, hvor musikinstituttet sammen med konservatoriet ville kunne etablere et kormiljø, der var både større, bredere og mere kvalificeret, end det ville være muligt for institutionerne hver for sig. Vi var også langt fremme med planer om et bredt musikhistorie-/analyse-/æstetik-fag, der i forskellig aftapning og med forskellige eksamensformer kunne gøre fyldest set fra såvel en traditionel universitær som konservatorial synsvinkel. Men præcis på det område blev jeg meget, meget skuffet over konservatoriets manglende vilje til at gennemføre noget som helst konkret. Det er min påstand, at konservatoriets ledelse fra dag et ikke har ønsket, at samarbejdet med musikinstituttet skulle blive til noget, og at man kun deltog i forhandlingerne på skrømt, så længe man kunne se en politisk gevinst ved at dyrke samarbejdsretorikken. Og det undrer mig meget, at man ikke fra konservatoriets side har kunnet eller villet se perspektivet i at gå nye veje på uddannelsesområdet, veje som ikke tidligere har været betrådt i det danske uddannelsessystem; men som kendes fra bl.a. Sverige og USA.

Den tredje fløj drejer sig om søgningen til konservatoriet. Jeg har ikke de nøjagtige tal på de optagelsessøgende; men det er i hvert fald et faktum, at den klassiske uddannelse på konservatoriet må betragtes som reelt ikke-eksisterende. Der optages så få studerende på de klassiske musikinstrumenter, at det er umuligt at etablere tilfredsstillende kammermusikgrupper for ikke at tale om et bare nødtørftigt besat symfoniorkester. Hvordan det skal gå i fremtiden er ikke godt at vide; men prognosen er ikke gunstig. Hvordan konservatoriet vil markere sig på de to områder, Nordjysk Musikkonservatorium fik tildelt ved Brian Mikkelsens specialiseringsrunde, korledelse og musikhistorie, er mig en gåde. Det ville have været vanskeligt, men dog muligt at hævde sig gennem et intensivt samarbejde med universitetet. For konservatoriet alene er det en håbløs opgave.

Situationen i Aalborg minder mig om engang i 1970erne, da Aarhus Studenter Sangere havde besøg af et universitetsmandskor fra Chicago. Der var en del afroamerikanske medlemmer i koret, og ved en eller anden lejlighed spurgte jeg en af dem om, hvorvidt der i dag var nogen ulemper forbundet med at være sort på et universitet i USA. Han svarede, at det var der sådan set ikke, bare man var dobbelt så dygtig som de hvide. Det er lidt på samme måde med Aalborg. Det er sådan set ikke noget problem, at en uddannelse ligger i Aalborg, bare den er dobbelt så god som dem, der ligger nærmere hovedstaden. Eller – kunne man tilføje – er helt anderledes og nyskabende. Succesen for ingeniørstudiet på Aalborg Universitet kan i betydeligt omfang tilskrives det faktum, at man her har etableret en uddannelse, der ikke blot er lige så god som, men på visse punkter også bedre end den, man kan få på Danmarks Tekniske Universitet. Og musikterapiuddannelsens succes kan i høj grad tilskrives dens helt unikke karakter. Men det har musikuddannelserne tilsyneladende ikke forstået. At gøre de aalborgensiske musikuddannelser dobbelt så gode, som dem i København, Århus og de øvrige konservatoriebyer, er naturligvis ikke let. Og muligheden for at gøre noget, der er væsentlig anderledes end det, vi kender, har konservatoriet ved sin afvisende holdning til samarbejdet med universitetet forskertset.«

– Din regionale, kultur- og undervisningspolitiske ’state of affairs’ er interessant på flere planer. Først og fremmest fordi der, om jeg forstår dig ret, er tale om ’en menneskelig fejl’, som man plejer at udtrykke det i katastrofesammenhæng; en længere serie af menneskelige fejl, med personer, der enten ikke har evnet at lede en institution eller et byggeri, eller undervisere, forskere og formidlere, der slet og ret har ikke har udført det arbejde, som med rette kan forventes. Du taler om en eklatant dårlig ledelse i forbindelse med musikhusbyggeriet, en konservatorie-ledelse, som reelt ikke har været interesseret i at samarbejde, og som med et særdeles beskedent studenteroptag på de klassiske instrumenter reelt ikke kan fungere som konservatorium. Du beretter om en musikuddanelse på universitetet, som, i lighed med konservatoriet, har et skræmmende lavt studenteroptag.

En del af dette er ikke ny viden i de faglige fora, og det er vel ikke underligt, at ministerier begynder at se kritisk på de meget store ressourcer, der går til tunge institutioner som konservatorier, universiteter og symfoniorkestre. Tidligere var bevillinger om ikke en selvfølge så rimeligt sikre. Nu skal aktører i langt højere grad legitimere deres eksistens. Vi ser det inden for alle grene i samfundet; små sygehuse lukkes, der sammenlægges og centraliseres. Nøgleordet er professionalisering, ikke kun inden for ledelse og management, men også inden for forskning og formidling. Den udvikling skaber en af tidens store brydninger, fordi det fra centraladministrationens side er så fristende at sætte administratorer til at lede og dirigere – også helt ned i de kunstneriske prioriteringer. Og så er vi fremme ved armslængde-diskussion og Betty Nansen-syndromet.

Kan man sammenfatte uden at forenkle for meget: De forskellige musikmiljøer med alle deres aktører, har ikke vist tiltrækkelig vilje eller evne til fornyelse, og nu står både politikere og en helt ny generation af unge kuratorer med høj uddannelse, kunstneriske dødsdromskørere med potentiale, forskere og formidlere med udsigt til verden, musikere med stort kørekort til ny musik, osv. – alle parate til et rent snit, der giver plads til en radikal fornyelse af området, så snart lejligheden byder sig? Du har selv som musikrådsformand talt for kvoteordninger for symfoniorkestre, der kun af pligt spillede ny musik. Nu, godt et årti efter at daværende kulturminister sagde, at kvoteordninger er til fisk, har symfoniorkestrene indset, at der skal radikale ændringer i selvopfattelsen, hvis der fortsat skal pumpes de mange millioner i orkestrene. Kan din rapport fra Nordjylland ses som et symptom på et problemkompleks, der rækker videre end til Aalborg og omegn. Er vi inde i det største paradigmeskift på musikområdet som er set i nyere tid?

»Du opsummerer indledningsvis mine synspunkter, en opsummering jeg kan tilslutte mig – om end fremstillingen er en smule mere skarpkantet end min. Jeg har bl.a. svært ved at se, at lave optagelsestal for konservatorium og universitet kan betegnes som en ‘menneskelig fejl’. Du kommer derefter ind på det meget vigtige og komplicerede spørgsmål om regeringens hang til dels at sammenlægge institutioner og institutter til stadig større enheder, dels til at styre og kontrollere alt, ned i mindste detalje. Til det vil jeg indledningsvis svare, at min egen fremstilling jo viser, at i hvert fald visse institutioner/institutter/medarbejdere ikke har formået at leve op til de krav, man med rimelighed har kunnet stille til dem. Og at man rundt omkring i systemet har været for langsom til at gribe ind over for dette problem. Så på det helt overordnede plan er jeg enig i, at der må gøres noget.

Men at jeg er enig i, at der bør gøres noget, er absolut ikke ensbetydende med, at jeg er enig i det, regeringen faktisk gør. For det første handler regeringen uden at vide, hvad den gør; for det andet har den kun et eneste perpektiv i sin primitive måde at tænke på: kortsigtet effekt på bruttonationalproduktet. Jeg er overbevist om, at ikke engang teknisk-naturvidenskabelige fagfolk bifalder regeringens måde at fare frem på. Og hovedområderne humaniora og samfundsfag kan ifølge deres eget idegrundlag slet og ret ikke fungere under en sådan forudsætning.

Først lidt om det kortsigtede. Hvis du skriver på en videnskabelig afhandling fx om et dansk eller udenlandsk forfatterskab i sin helhed, eller på en beskrivelse af den grundlæggende grammatik for et sprog eller en musikalsk stil – så er det noget, der tager tid. Og krav om løbende forskningsoutput vil næsten uundgåeligt føre til, at humanister og samfundsforskere vælger mindre forskningsprojekter, hvis positive resultat kan øjnes på forhånd, og hvis tidsforbrug kan forudses. Og der vil ikke mere være plads til, at et projekt går i vasken, hvilket er et grundskud mod humanistisk forskning. Hvis et projekt ikke må mislykkes, taler vi i virkeligheden ikke mere om forskning, men om ren og skær udvikling inden for det kendtes rammer.

Et andet ødelæggende tiltag fra regeringens side er dens ubændige trang til at lede forskningsmidlerne derhen, hvor den i sin fantasiløse tankegang forestiller sig, at det økonomiske afkast bliver størst og kommer hurtigst. Store beløb flyttes fra en status som ’frie’ forskningsmidler, dvs. forskningsinstitutionernes basisbevillinger og forskningsrådenes ’frie’ fondsmidler, over i såkaldte strategiske forskningspuljer, dvs. pengetanke reserveret til bestemte mere eller mindre snævert definerede formål. Resultat: Forskerne, som jo er nødt til at søge penge, der hvor de er, kan føle en tilskyndelse til at beskæftige sig med en type forskning, som dybest set ikke interesserer dem. Man kan efter min opfattelse betragte den hårdhændede øremærkning af forskningsmidlerne som et alvorligt anslag mod forskningsfriheden.

Det sidste, jeg vil omtale i denne sammenhæng, er regeringens fejlagtige opfattelse af, at stort er bedre end småt. Den nye universitetslov lægger klart op til, at fakulteterne bygges op af store institutter. Der er ikke mere plads til, at et lille fag har sit eget institut, sådan som det var tilfældet tidligere. De små institutter lægges sammen til store enheder, uden at man har fået nogen overbevisende argumentation for, at resultatet bliver bedre af den grund. Det er ikke min påstand, at institutsammenlægninger ikke i visse situationer kan være en god idé. Jeg mener imidlertid, at det er en udokumenteret påstand, at administrationsomkostningerne er mindre ved store enheder end ved små. Men det er i hvert fald sikkert, at en professionalisering af administrationen af store enheder fører til, at den bliver mindre fagspecifik. Hvis man skal administrere et stort institut, vil der være mere end en tendens til at selve administrationen udvisker de individuelle forskelle mellem fag som fx musik og spansk. Og det vil være meget vanskeligt at overbevise den professionelle administrator, som jo ikke har specifikt kendskab til de områder, han administrerer, at et lille fag kan have andre og mere legitime krav end sin storebror.

Jeg kommer til at tænke på historien om manden, der ytrede sin skepsis over for en automat, man blot skulle stikke sit hoved ind i. Så ville man blive barberet med sæbe og ragekniv. “Jamen”, lyder hans indvending, “folks hoveder er jo ikke ens.” “Bare rolig, det bliver de,” lyder det beroligende svar.

Mht. din egen, spørgende, konklusion må jeg tilstå, at jeg overhovedet ikke ser nogen himmelsk hærskares mangfoldighed af højt kvalificerede unge i kulissen, som du taler om – klar til at tage over efter en, indrømmet, alt for handlingslammet generation af gamle mænd og kvinder. Derimod ser jeg politikere, som tror, de kan løse problemerne ved hjælp af bevidstløs professionalisering og overhåndtagende kontrol og styring.

Det er ikke altid dejligt at få ret. Som fx i at symfoniorkestrene ikke frivilligt vil spille ret meget nykomponeret musik eller for den sags skyld ældre dansk musik. Det er bedrøveligt at konstatere, at alle undersøgelser, siden den jeg stod for i 1991, klart viser dette, og at billedet er det samme overalt.

Jeg mener ikke, det kan blive ved, som det er. Hvis orkestrenes væsentligste funktion bliver at opretholde en elitær selvforståelse hos et snævert publikum uden lyst til at høre, hvilke nyskabende ideer nulevende komponister sysler med, vil det før eller siden gå op for politikerne, at de pumper penge i nogle i alle henseender urentable mastodonter. Om de samme politikere vil være i stand til at opstille noget levedygtigt alternativ, tvivler jeg til gengæld meget på.«

Finn Egeland Hansen, professor emeritus, født 1938 - Uddannelse og akademisk grad:

1963, besvarelse af Aarhus Universitets prisopgave i musikvidenskab. Opgaven belønnet med universitetets guldmedalje

1964, magister i musikvidenskab, Aarhus Universitet

1979, dr. phil, Aarhus Universitet

Ansættelser:

1965-78, kandidatstipendiat/amanuensis/lektor ved Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet

1979-90, professor ved Institut for Musik og Musikvidenskab, Danmarks Lærerhøjskole

1990-2005, professor ved Institut for Musik og Musikterapi, Aalborg Universitet

Forskellige hverv:

1983-91, medlem, fra 1987 formand for Statens Musikråd

1991-92, formand for Orkesterudvalget af 1991

1992-98, medlem af Statens humanistiske Forskningsråd

1990-, formand for Fonden til Udgivelse af Niels W. Gades værker

Vigtigste videnskabelige arbejder:

1963, En oversigt over de vigtigste europæiske toneartsystemer og en kritisk redegørelse for deres akustiske og æstetiske teorier (Aarhus Universitets prisopgave)

1974, H 159 Montpellier, The Tonary of St Bénigne of Dijon, transcribed and annotated

1979, The Grammar of Gregorian Tonality, disputats

1988, Båndtropering, Strategier for ny musik i skoleundervisningen 1

1990, Gads Musikhistorie, kapitlerne om middelalder og renaissance

2006, Layers of Musical Meaning