Nye udgivelser: Bøger

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 112-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Finn Egeland Hansen: Layers of Musical Meaning. Museum Tusculanum Press 2006. 336 sider, kr. 300,00. Udsendt i serien Danish Humanist Texts and Studies som vol. 33. ISBN 87-635-0424-3.

En engelsksproget bog af Finn Egeland Hansen må uvilkårligt få en dansk musikanmelder frem i sædet. Og når titlen så tilmed forjætter refleksioner over ”musikkens mening”, er der i høj grad grund til opmærksomhed.

Forfatterens navn vil være kendt af mange af dette blads læsere: Født i 1938, lektor ved Aarhus Universitet 1965-78, doktorgrad i 1978 på en afhandling om The Grammar of Gregorian Tonality, professorat ved Danmarks Lærerhøjskole og siden hen ved Aalborg Universitet. Medforfatter af Gads Musikhistorie og p.t. leder af Niels W. Gade-udgivelsen. Hertil en række poster i forskellige udvalg og råd.

Som læsere af disse spalter vil erindre, har der i årenes løb været omtalt ikke så få bøger, der har givet sig i kast med den svære opgave at udæske musikkens potentiale for at kunne kommunikere dette og hint. Samme diskussion vil som regel have Hanslicks ånd i baggrunden: ”Musikken er ikke i stand til at udtrykke noget som helst ud over sig selv”. Eller er den? Så: Hvordan går Egeland Hansen til dette krævende emne? Med forsigtighed, kan det indledningsvis konstateres. Forordets første sætning meddeler, at forfatteren placerer sit arbejde i området mellem strukturanalyse og hermeneutik. Genstandsfeltet indsnævres herefter i bogens første kapitel, ”The Theory”. Kapitlet indledes med overvejelser over nødvendigheden af, at en given teori kan verificeres. I naturvidenskaberne er det oftest relativt nemt – i det mindste i princippet – eksperimentelt at efterprøve eller forkaste en teoretisk konstruktion. Så let går det som regel ikke i de humanistiske videnskaber. Hvilket dog ikke betyder, at det ikke stadig bør være et ideal, der skal efterstræbes. Forfatteren nævner selv statistiske metoder som et oplagt redskab i denne sammenhæng.

Senere defineres målet med bogen som at være at fremsætte en teori for de forskellige betydningslag i et musikstykke, som det opleves, medens det bliver spillet. In audiendo, som Egeland Hansen kalder det. Umiddelbart herefter fastslår han, at han som udgangspunkt betragter musik som et ikke-semantisk, ikke-henvisende, sprog. Bortset fra ganske få lyde eller klange, der vil kunne kommunikere entydigt og ensartet, fordi de er onomatopoeia (lydefterlignende), er musikkens udsagn kun det, vi som lyttere lægger i det. Hvilket jo også må siges om ethvert sprog. Der kræves derfor en vis form for konsensus om, hvad de enkelte musikalske elementer skal betyde, for at musikken kan udøve den virkning, komponisten (og måske også udøveren) ønsker. Egeland inddrager allerede her bl.a. et lingvistisk redskab fra Saussure, det tilgrundliggende strukturelle langue og dets mere håndgribelige manifestation, parole. Men også Nattiez’s begrebspar, poiesis og aesthesis bringes i spil.

Således rustet går Egeland i gang med at indkredse objektet. Første trin på vejen er en historisk gennemgang af den musikalske hermeneutik, fra Kretzschmar over Schering og Kramer til Eero Tarastis centrale bog fra 1994, A Theory of Musical Semiotics. Egeland gennemgår de forskellige teorier med stort overblik og påpeger svagheder i teorikonstruktionerne. Som en introduktion til disse betydningsfulde teorier er kapitlet af stor værdi, og forfatteren er meget respektfuld over for de ofte storslåede – men lige så ofte fejlslagne – tankekonstruktioner. Således anbefaler Egeland på det varmeste Tarastis bog, men går alligevel i rette med en række af dens centrale præmisser. (A Theory of Musical Semiotics blev omtalt i disse spalter i nr. 5, 1995-96).

I resten af sin bog arbejder Egeland Hansen sig langsomt, men sikkert frem mod en mere håndterlig beskrivelse af musikkens grammatik. Tre kapitler er viet til hhv. harmoniske kadencer, form og rytmer, der som bekendt allerede mange gange er blevet udsat for megen analyse og udlægning som betydnings-tegn, for nu at blive i det semiotiske. Egeland nævner da også selv, at især kapitlet om de tonale kadencer blot kan være en form for reprise af utallige udgivelser, hvilket da ikke er helt forkert, men derfor er det stadig af stor værdi at have dette aspekt belyst i denne kontekst.

Kapitlet om musikkens former kan virke noget summarisk, og undertegnede kan ikke lade være med at savne i det mindste en antydet omtale af de analyser af fx Mahlers symfonik – og i det hele taget sonateformens udvikling fra tidlig til sen romantik – som en række materialistiske musikforskere har foretaget: Sonateformens metamorfose som genspejling af ændringerne i den borgerlige selvforståelse frem mod fin-de-siècle.

Vægtigst er nok kapitlet om tonaliteten i gregoriansk sang, der i al væsentlighed er et sammendrag af de vigtigste passager i forfatterens tidligere nævnte doktorafhandling. Da melodiske formularer er noget sværere at skematisere end fx tonale kadencer og funktionsharmonikkens mange aspekter, er kapitlet af stor interesse.

I det hele taget er det en fremragende bog, Finn Egeland har skrevet. Vægtig, vigtig og berigende. Bestemt ikke for nybegyndere udi musikalsk analyse og teori. Men et fund for de velbevandrede.

Højskolesangbogen, 18. udgave. Folkehøjskolernes Forening i Danmark, 2006. Kr. 188,00. ISBN 87-89412-28-1. Magnaprint udgave, kr. 248,00. ISBN 87-89412-27-3.

Højskolesangbogens Melodibog, 10. udgave. Edition Wilhelm Hansen, 2006. Kr. 498,00. ISBN 87-598-1217-6.

Sanghåndbogen. En præsentation af sangene i Højskolesangbogens 18. udgave. Folkehøjskolernes Forening i Danmark, 2006. 556 sider, kr. 298,00. ISBN 87-89412-33-8.

13 nye højskolesange. Korhæfte. Edition Wilhelm Hansen, 2006. 36 sider, kr. 98,00. ISBN 87-598-1446-8.

13 nye højskolesange. Cd med Kammerkoret Camerata, dirigeret af Michael Bojesen. CD3070WH. Kr. 139,00.

Højskolesange – fra morgen til aften. Dobbelt-cd med 18 sange, dels med Mogens Dahls Kammerkor, dels med forskellige kunstnere. Exlibris, EXLCD30115, kr. 169,00.

Yderligere information på: www.hojskolesangbogen.dk/hoejskolesangbogen

Der findes næppe nogen sangbog i Kongeriget, hvor en ny udgave ventes med større spænding end Højskolesangbogen (HSB). Siden første udgave blev trykt i 1894, har denne sangbog været den bedst sælgende og den mest betydningsfulde af alle danske sangbøger. Angiveligt er HSB endda den mest solgte danske bog overhovedet! For et utal af danskere i mange generationer har denne sangbog da også spillet en væsentlig rolle, både personligt og socialt, især i tider, hvor det folkelige fællesskab stod mere uantastet af andre underholdningstilbud. Men stadigvæk bruges bogen meget, især i friskolesystemet og i foreningerne, men også i forbindelse med møder, sammenkomster og familiefester mange steder i landet.

Bogen har været et centralt omdrejningspunkt for tusindvis af – primært unge – menneskers højskoleophold, og rigtig mange har fået et stærkt følelsesbetonet forhold til mange af sangene heri. Det er derfor et tungt ansvar at sidde i det udvalg, der skal forberede en kommende, ny udgave af HSB, da man er næsten sikker på kritik uanset hvad man gør. Enten fordi man har taget for meget arvesølv ud, eller fordi man ikke har været tilstrækkelig fornyende.

Efter flere års tilløb er 18. udgave så endelig kommet på gaden og kan modtage folkets og anmeldernes dom. Det første, man bemærker – og glæder sig meget over – er, at det er lykkedes udvalget og udgiverne at få koordineret udgivelsen af selve sangbogen med de øvrige, til bogen relaterede udgivelser, først og fremmest melodibogen. Dét har virkelig været værd at vente på! Man husker endnu frustrationerne i forbindelse med forrige udgave, hvor brugerne af bogen – undervisere, pianister m.m. – måtte vente siger og skriver fire år på melodibogen, hvilket betød, at man som pianist enten måtte spille efter et på klaveret vaklende og radbrækket eksemplar af sangbogen (i mange tilfælde helt uden becifringer), eller man måtte lede med lys og lygte efter satser, hvis man da ikke slet og ret tyede til satsmæssig hjemmesløjd.

Den fadæse ønskede man gudskelov ikke at gentage. Nu er det lykkedes at få ikke blot sangbogen og melodibogen udgivet samtidig, men tillige at få udgivet en til sangbogen hørende håndbog med kommentarer og baggrundsinformation til alle sange i sangbogen, to cd’er med udvalgte sange samt et korhæfte. Der er altså tale om en imponerende, samlet udgivelse, og det vil da være naturligt at omtale og anmelde dette koncept i sin helhed.

Lad os tage udgangspunkt i HSB. I alt 166 sange fra 17. udgave har måttet lade livet, og når man undersøger disse nærmere, vil kun de færreste formodentlig savne ret mange af dem. Redaktionelle retningslinier for bl.a. til- og fravalg af sange får man kun få oplysninger om i forordet. Dog fremgår det, at udvalget har bestræbt sig på »... at lempe højskolesangbogen ind i det 21. århundrede ...« ligesom man i globaliseringens navn har medtaget et mindre antal tysk- og engelsksprogede sange. Det sidste er sådan set blot en delvis tilbagevenden til tilstandene i 16. udgave, hvor der var 12 tysksprogede og 34 engelsksprogede sange. Af en eller anden grund blev alle disse fjernet i 17. udgave, hvilket ikke så få højskolelærere har savnet fælt de ganske mange steder, hvor man har haft udenlandske elever. Dette har man så fået rettet delvis op på, selvom der stadig er langt til 16. udgaves mange engelsksprogede sange. Til gengæld har man medtaget engelske oversættelser af fem kendte danske sange, hvilke er en fin måde at give udenlandske højskoleelever en mulighed for at forstå indholdet i disse sange.

Blandt de sange, der har måttet vige pladsen for nye, er hovedparten som nævnt sange, som efter alt at dømme kun har været brugt sparsomt og/eller af få. Det kan allerede her slås fast, at udvalget har løst den svære opgave meget fint. Det er gået hårdt ud over en række ældre sange, bibelske sange og nogle af de nordiske sange, hvilket set i lyset af profilen på mange af de nye sange, der er kommet til, har været med til at give 18. udgave en mere international, tidssvarende profil og samtidig en mere ungdommelig profil.

Derfor undrer man sig en smule over, at netop nyere sange som Shu-Bi-Dua’s Den røde tråd og Månemanden hænger i sin snor samt Kim Larsens Blip-båt ikke måtte være med til at føre sangbogen up to date. Også fordi de alle tre er relativt sangbare, hvilket bestemt ikke kan siges om Gnags’ Danmarkssang (381) eller Mormors kolonihavehus (197). At man har valgt at bevare dem i HSB er en gåde. Dette bringer os imidlertid over til valget af melodier, hvor man i en række tilfælde har medtaget alternative melodier, hvilket for det meste er helt fint og alt godt. Men der er altså eksempler, der vil udløse diskussion.

I sanghåndbogen kan man ud over information om de enkelte sange finde et afsnit om sangbogens melodier, hvor der argumenteres for bl.a. Gnags’ melodi og Per Nørgårds melodi til Du skal plante et træ. Jeg ved ikke, hvor det skulle være, at disse to melodier ifølge udvalget har overlevet. Det har ikke været i de højskole- og fællessangskredse, som undertegnede har færdedes overordentlig meget i gennem de forgangne 15 år.

Sange, hvor teksterne har så store udsving i antal af stavelser til de samme melodilinier (fx de nævnte nr. 381 og 197) er simpelthen dødfødte som fællessange, medmindre man foretager et udpræget indstuderingsarbejde. Nørgårds melodi er bare ikke egnet til fællessang, medmindre man igen arbejder hårdt for sagen, og den fænger ikke hos ret mange, hverken yngre eller ældre. Ole Heydes melodi er i mine øjne (– ører) helt dominerende ‘på markedet’. Men naturligvis må der være respekt for udvalgets ønske om at give sådanne melodier en fornyet chance.

Dog vil jeg mene, at det er udtryk for en egentlig fejlvurdering, at man til 122, Halfdan Rasmussens Noget om kraft (122) hverken har medtaget Mogens Jermiin Nissens originale melodi eller Knud Vad Thomsens til Jeg plukker fløjlsgræs som alternativmelodier, men kun har anført Erik Sommers fra 1989. Mon Sommers melodi vil kunne fortrænge Knud Vads? Jeg tvivler.

Principperne for indeksering af sangene er ikke helt klare. Under redaktionen af en sangbog som denne bliver man jævnligt stillet over for at skulle tage stilling til om en sang skal indekseres både ud fra første tekstlinje og fra en eventuel titel, der kan være noget helt andet end første linje eller det måske mere kendte omkvæd. Her synes der ikke at være konsekvens.

Frank Jægers Det løvfald vi kom så alt for nær (345) hedder egentlig Kirsten og vejen fra Gurre, men det ved kun de færreste, og sangen står derfor i registret kun opført under første linjes tekst. Til gengæld vil mange lede forgæves efter Let it be, da den kun optræder som When I find myself in times of troubles (121). Benny Andersens Aftentur med Rosalina findes kun ved at lede under Solen gaber søvnigt bag et træ.

Og så er der selve alfabetiseringen. Her har man valgt et andet princip end i 17. udgave. Hvor man i den foregående udgave indekserede strengt alfabetisk, har man her valgt at indeksere med større hensyn til enkelte ord og til tegnsætning, hvilket betyder, at fx Vi, der valgte regnen (116) først er anført, efter at alle titler begyndende med ”vi” uden komma er anført. Det skal man lige vænne sig til, ellers kommer man i en række tilfælde til at lede forgæves. Endelig er det et stort mysterium, hvorfor man igen har valgt at gentage en stor uhensigtsmæssighed i 17. udgave: Hvorfor i alverden trykker man ikke i en parentes efter sangens nummer det nummer, som den pågældende sang havde i forrige udgave?? 16. udgave (og flere tidligere udgaver) havde denne service over for brugerne, der gør det ulige lettere at bruge de to udgaver sammen, hvilket er realiteten mange steder. En lille ting med stor betydning.


Afslutningsvis må udvalget roses for at have valgt tyndere papir, hvilket gør HSB mere handy og samtidig – forekommer det – mere solid end 17. udgave. Ellers skal der herfra lyde mange roser til især Michael Bojesen for Melodibogen. Allerede formatet er skønt. Man har nemlig valgt at lægge formatet ned til noget, der ligner den gamle koralbogs aflange. Den foregående store melodibog havde det med at vælte ned og nærmest kvæste den spillendes hænder, hvorfor man på et tidspunkt udsendte en udgave med spiralryg.

Det skulle man nu være ud over med denne fine udgave, hvor Bojesen har redigeret godt og grundigt. En række ældre melodier, der tidligere var noteret i alla breve, er nu noteret i ”C”, hvilket gør dem mere nutidigt overskuelige. Mange satser er på forskellige måder reviderede og gjort mere venlige at både læse og spille. Her skal blot fremhæves satsen til Gribe efter blanke ting (511), der endelig har fået en ordentlig sats med det lette tango-præg, som melodien entydigt lægger op til. Jeg tvivler på, at nogen vil savne den hjælpeløse alberti-bas, som sangen var blevet belemret med i forrige melodibog. Skal man endelig lede efter skønhedsfejl, skulle det da være, at nogle satser næsten er blevet for simple, grænsende til det kedelige. Nå ja, så kan der selvfølgelig være basis for selv at være kreativ.

Sanghåndbogen er et uvurderligt redskab for enhver, der vil mere end blot synge sangene. Ofte vil formidlingen af sangene blive lettet af lidt baggrundsinformation, en anekdote eller to. Tidligere var sådant supplerende materiale noget, man som underviser møjsommeligt måtte opstøve gennem mange år i branchen. Nu er det bare at tage bogen ned og slå op. I 1999 udgav Gyldendal den første udgave af Sanghåndbogen, men da kun med artikler om 250 af sangene. Nu har udgiverne (Folkehøjskolernes Forening i Danmark, FFD ) taget skridtet fuldt ud og ladet alle 572 sange få en omtale af både tekst og melodi, det første mere fyldigt end det sidste, der mange steder kun består af en enkelt linje.

Listen af bidragydere er lang, og resultatet er generelt godt og meget brugbart. Dog er der en enkelt mislyd. Bogen indledes med et afsnit om fællessangens historie, der i det store og hele er et (let redigeret) optryk af samme afsnit i foregående udgave. Det er fint, spændende og dækkende – næsten. For når forfatteren (Elsemarie Dam-Jensen) på s. 14-15 skriver »... men uden om den [HSB] har der været en mængde andre sangbøger, der også har spillet en væsentlig rolle ...« nævner hun som eksempler bl.a. den sønderjyske Den Blå Sangbog og Arbejdersangbogen.

Det forekommer højst besynderligt, at den sangbog, der efter HSB har den største udbredelse og det største oplag – DGI-sangbogen (DHI = Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) – ikke nævnes med et ord. Og det til trods for at nærværende nye udgave af HSB blandt de mange nye sange har medtaget 22 meget populære sange fra DGI-sangbogen. Netop disse to sangbøger har haft hver sin profil og findes på rigtig mange høj- og efterskoler, hvor de supplerer hinanden meget fint. Det var da også en helt klar politik for udvalget bag den seneste udgave af DGI-sangbogen netop at bevare en komplementær profil i forhold til HSB.

Med den seneste udgave af HSB har denne faktisk lagt sig noget tættere på DGI-sangbogen, og det skal derfor blive spændende at se, om der fortsat vil være god plads til begge. Under alle omstændigheder er fællessangen i Danmark blevet beriget med ikke alene en fantastisk god sangbog, men også med et utroligt godt materiale til at bruge indholdet i denne sangbog. Vi, der har bogen som dagligt brugsredskab, kan ikke vente med at komme i gang!

Tidsskrifter

Klassisk. Kvartalstidsskrift, udgivet af Klassisk Aps, Toftegårds Allé 25, 2. tv, 2500 Valby. Kr. 65,00 i løssalg (forhandlere oplyses på hjemmesiden, www.klassisk.org ). Abonnement: 219,00 for fire numre.

Det er lidt af en nyhed, at vort lille sprogområde er blevet beriget med et nyt tidsskrift for klassisk musik. Specialtidsskrifter har det ikke nemt i disse år, så det er da ikke uden risiko at vove udgivelsen af et kvartalsskrift af denne art. Klassisk er kommet til som følge af, at Danmarks Radio valgte at nedlægge sit klassiske musikmagasin. Med det nye magasin har det klassiske musikpublikum igen fået en formidlingskilde med koncertkalender og nedslag i det udøvende og skabende musikliv i artikelform. Det private initiativ skal hilses velkommen, for ud over DMT er der ikke mange steder, man kan finde seriøse omtaler af klassisk og nyere musik, specielt ikke efter at flere af de store dagblade kraftigt har reduceret (eller slet og ret nedlagt) dækningen af klassisk musik.

DMT har fået tilsendt de to første numre af bladet, der er en indbydende sag på 100 glittede sider med ryg, lige til at sætte på reolen. Udstyret in mente er det derfor ikke overraskende, at annoncer fylder betydeligt mere end i nærværende tidsskrift. Redaktionen – Nikolaj Skinhøj og Per Rask Madsen (ansvarshavende) – har derfor fået mulighed for at boltre sig med gennemført farvetryk, lækre fotos og et hittepåsomt layout, der minder en del om (og det er positivt ment!) Samvirke. Med en redaktionskomité bestående af Henrik Engelbrecht, Bette Thomas, Lars Ole Bonde og Maria Frej er den side af sagen lagt i trygge og kyndige hænder.

Artiklerne i tidsskriftet spænder fra aktuelle portrætter af fx Nina Stemme, Lars Ulrik Mortensen, Rolando Villazón, Steve Reich, Trio Ondine og Leif Ove Andsnes til historiske artikler om Sjostakovitj (af Mogens Wenzel Andreasen og Jens Brincker) og Mozart (af Rolf Ruggard). Hertil koncertkalender, anmeldelser af cd’er og dvd’er m.m.

I første nummer af bladet udtrykkes et ønske om at kunne medvirke til at pille ved den aura af eksklusiv og ophøjet konservatisme, der i manges øjne præger klassisk musik. Man ønsker at tilføre genren ny energi og gøre klassisk musik mere vedkommende. Der er en god mulighed for at dette skulle kunne lykkes, da artiklerne balancerer ganske pænt mellem det nydelige og afslappet tilgængelige, der kun få gange strejfer videnskabelig genstandsanalyse, fx Nila Parlys artikel om Grevinden i Figaros bryllup, anskuet ud fra Kasper Bech Holtens Brünhilde-opsætning. Nila Parly fik for et par år siden udgivet den interessante, men ikke specielt let tilgængelige bog Kundrys afspejlinger, der i sit emne er beslægtet med denne artikel. Bogen blev omtalt i DMT nr. 8, 2003-04.

Årgang 81/2006-2007, nr. 03