Nye udgivelser: CD´er

Emil Hartmann:

Nordiske Folkedanse, Hakon Jarl, En Karnevalsfest. Sjællands Symfoniorkester, dir. Bo Holten. Dacapo 8.226041.

Livet igennem led Emil Hartmann under at være sin fars søn. Han var sandsynligvis trådt stærkere frem med et andet navn! H.C. Andersen uddrog træffende nok essensen af den gennemgående danske karakteristik af hans musik med disse ord: »Gamle Hartmann er født komponist, unge Hartmann er opdraget til det«.

Så var succesen større i Tyskland, og to af de tre værker på denne cd blev da også først spillet på tysk grund – Nordiske Folkedanse blev direkte skrevet til det tyske marked. Det er da også let at forstå, at dette værk ramte plet i det 19. århundredes nationalromantiske miljø med smag for det let eksotiske på samme måde som fx Brahms’ ogDvoráks ungarske og slaviske danse. En Karnevalsfest peger med mazurka og tarantel peger i samme retning. Det er festlig og letbenet musik.

Til gengæld får den romantiske fokusering på glorværdige fortidsbedrifter ikke for lidt i det symfoniske digt Hakon Jarl. I værkets to snese minutter skildres kristendommens sejr over hedenskabet i Norge, og opgøret mellem jarl, konge, træl, munke, krigere og bønder fremgår med stor effekt af musikken – et typisk og flot romantisk symfonisk digt. I det hele taget må man nok sige, at Emil Hartmann netop vartypisk med sin musik i en tid og et miljø, hvor faderen og svigerfaderen Niels W. Gade for længst var blevet toneangivende. Men en dygtig og talentfuld komponist var han – det er denne cd et overbevisende vidnesbyrd om.

Herman D. Koppel:

Klaverkvartet op. 114, Ni variationer op. 80, Klaverkvintet op. 57. Copenhagen Classic & Christina Bjørkøe. Dacapo 8.226003.

I modsætning til Emil Hartmann var Herman D. Koppel fri for tyngende fortid – han var den første i dansk musikliv med et andet kendt efternavn! At høre denne cd i forlængelse af Hartmanns er i øvrigt en interessant oplevelse: hvor Hartmann er fanget i det senromantiske spind af fortidsdyrkelse og folklore, afslutter Koppel i Klaverkvintetten efterklangene af den musikalske nationalisme og dens fortsættelse ind i det 20. århundrede: selv understregede han i sin tid, da værket blev opført i 1954, at han hermed afrundede sin stil fra 30erne, hvor Brahms, Carl Nielsen og Bartók var de store forbilleder. På trods af tilknytningen til traditionen fornemmes det, at Koppel i dette årti er med til både at sætte en slutstreg og at indvarsle noget nyt – jo i øvrigt sammen med bl.a. Hartmann-oldebarnet Niels Viggo Bentzon! De to dynastier spiller en vis rolle i den danske musik.

I Ni variationer for violin, cello og klaver mærkes for alvor det, der skulle komme. Temaet er dodekafont (hvad værket som helhed ikke er), og variationerne går deres egne veje. Der er en slags anarkistisk fandenivoldskhed over det hele – værket er da også skrevet i 1969! Og spændende nok skrev Herman D. Koppel cd’ens sidste værk, Klaverkvartetten så sent som i 1986. Der er et mylder af tonalt og rytmisk liv i den, som kan lede tanken hen på en stædig fastholden ved ånden fra de glade 60ere.

Nu skrev jeg »cd’ens sidste værk«, hvilket desværre er i strid med sandheden – det er faktisk det første. Rækkefølgen af værkerne på cd’er er tit en kilde til undren. I dette tilfælde: hvorfor ikke simpelthen anskueliggøre et kunstnerisk forløb og starte i 1953 i stedet for at slutte dér?!

Arvo Pärt:

Da pacem Domine, Salve Regina, Zwei slawische Psalmen, Magnificat, An den Wassern zu Babel, Dopo la vittoria, Nunc dimittis & Littlemore Tractus. Estonian Philharmonic Chamber Choir & Christopher Bowers-Broadbent, dir. Paul Hillier. Harmonia Mundi HMU 907401.

Nået så langt i rækken af anmelder-cd’er til dette nr. var jeg efterhånden overbevist om, at redaktøren agtede at spolere ethvert tilløb til advents- og julestemning. Men Arvo Pärts korværker giver med al deres meditative ro i det mindste en smule rekreation. Vi er tilbage i et mentalt univers, som kommer tæt ind på livet af middelalderens musikæstetik og musikalske sprog lige fra Perotinsk conductus-stil til Landinikadencer. Det hele er som altid hos Pärt præget af en æstetik, som minder meget om virkemidlerne og stemningen i film med middelalderligt tema. En fjern tid og et fjernt miljø bringes med glansfyldt nutidig fernis ind i henholdsvis biografen og koncertsalen – og for sidstnævntes vedkommende gør det sig endvidere gældende, at både tekster og musikalsk sprog signalerer et helt andet sted, nemlig kirken. Det hele giver en duft af det ”fremmede” og ”hellige”, som udover middelalder kan lede tanken hen på ”neomiddelalder” hos tidligere komponister som Gustav Holst, Charles Koechlin og Olivier Messiaen. Hos Pärt har vi at gøre med en smukt (efter min mening for smukt!) klingende populær version af en tendens, som i årtier har fundet udtryk i mange versioner og afskygninger. Der har vist sig et stort behov for det religiøse og meditative, og selskaber som ECM New Series og som her Harmonia Mundi er da også opmærksomme på det.

Misterioso

Valentin Silvestrov: Post Scriptum, Misterioso; Arvo Pärt: Spiegel im Spiegel; Galina Ustvolskaya:Trio, Sonata. Alexei Lubimov, Alexander Trostiansky & Kyrill Rubakov. ECM New Series 1959 476 3108.

Nøjagtig det samme kan iagttages, her uden ord, på denne cd med den træffende titel Misterioso. Men her møder vi udover Pärt to andre komponister fra det tidligere Sovjetunionen: Valentin Silvestrov, som i 60erne sammen med Edison Denisov stod for noget af det nærmeste, man på de kanter kom et Darmstadt-influeret musikalsk sprog, og Galina Ustvolskaya, som er en halv generation ældre end de to andre, og som tidligt tidligt etablerede sin helt egen stil.

Hos Silvestrov havner vi i 1990 i Post Scriptum for violin og klaver i et ganske mærkværdigt sceneri. Silvestrov betegner det selv som et ”post scriptum til Mozart”, og det former sig som en vekslen mellem klassiske klicheer og mærkeligt hendøende fremmedgjort-tonale gestalter, som står isolerede i et landskab af tavshed. Det er som at betragte et billede af Yves Tanguy. En lignende ørken- eller havbundsfornemmelse etableres i Misterioso fra 1996, men nu er gestalterne ikke blot fremmedgjorte for lytteren, men også for hinanden. Silvestrovs værker ville egne sig glimrende til en koncert i en sal med surrealistiske billeder!

Pärts Spiegel im Spiegel , her i versionen for klarinet og klaver, er cd’ens eneste velkendte værk. Titlen beskriver træffende musikkens bestandige kredsen om sig selv – hvor Silvestrovs besynderligt stillestående værker kan lede tanken hen på billeder, klinger Pärts stykke som en langsomt cirkulerende uro, som med denne besætning er præget af spinkle linjer.

Galina Ustvolskaya kompoerede allerede i 1949 den trio for klarinet, violin og klaver, som her kan høres i en helt adækvat opførelse, hvor man virkelig fornemmer de mærkeligt upersonlige melodiske linjer, som stilfærdigt går deres egne veje ud i det ukendte. Ustvolskaya er elev af Shostakovitch, og i et værk som dette synes hans uendelige og uendeligt melankolske adagioer at være forlænget ud i uendelige landskaber – man kommer igen til at tænke på det surrealistiske billedunivers hos en kunstner som Tanguy. Dette er så drevet ud i det helt skulpturelt stivnede i sonaten for violin og klaver fra 1952 (!), som nærmest klinger som et dansk stykke ny enkelhed fra 60’erne. Disse ord af Hans-Jørgen Nielsen om et værk af Henning Christiansen i et nr. af DMT fra 1965 (nr. 7, s. 213-215) kunne, alle forskelle til trods, godt stå som et motto for Ustvolskayas værk:

»Den formverden man her konfronteres med adskiller sig radikalt og spændende fra den organiske formkonception, der ellers har været karakteristisk for europæisk musik. Hvor denne normalt er bygget dramatisk op, og storformalt bygger på komplekse spændinger og kulminationspunkter, er der her tale om flade, afdramatiserede former – former uden indre centrum; anonymitet, objektivitet, rationalitet. Præcise fornøjelser alt sammen.«

Den slags ”formalisme” – for da slet ikke at tale om drejningen ind i det surrealistiske – var visselig ikke Stalinismens musikalske kop te, og det er fuldt forståeligt, at Galina Ustvolskaya først er blevet kendt uden for landets grænser efter jerntæppets fald.

Cd’en kan virkelig anbefales som nok et væsentligt bidrag fra ECM til den mere spændende ende af det østeuropæiske minimalistrepertoire – spændende især fordi den spænder så vidt i tid og går helt tilbage til det, der måske kan ses som denne minimalismes rødder gennem Ustvolskaya og måske helt tilbage til den indadvendte side af Shostakovitch. Udførelsen af værkerne er fremragende.

Niels Marthinsen:

Monster Symphony, Panorama, The Confessional. Aarhus Symfoniorkester, dir. Michel Tabachnik. Dacapo 8.226510.

Så til noget bogstaveligt talt helt andet. Hvis man skulle angive et par nøgleord for Niels Marthinsens værker, skulle det nok være kommunikation og udadvendthed. Marthinsen hævder selv, at hans musik er meget billedskabende, og det er så sandt, som det er sagt.

Ligesom fx Bent Lorentzen er Niels Marthinsen optaget af kontakten med publikum, af at skabe en musik med fysisk og psykisk appel. Som han siger: »Man er nødt til at tage højde for lytternes perceptionsapparat og sørge for, at der er noget i musikken, som ikke behøver at blive afkodet først. (…) Jeg har også selv brug for, at musikken siger ”BUM!” en gang imellem!«

Man kan sige, at Marthinsen her ud fra ganske andre forudsætninger og med et ganske andet mål for øje efterlever det, Scelsi beskriver med ordene ne pensez pas, laissez penser ceux qui ont besoin de penser! Som han udtrykker det: It’s showtime. Retfærdigvis må det siges, at dette ikke i samme grad er knyttet til al Niels Marthinsens musik, men det efterleves, når det drejer sig om opera eller symfoniske værker.

I cd’ens tre værker kan man høre, hvordan dette virkeliggøres. Monstersymfoni og traileren (!) til operaen Skriftestolen er begge højoktan-cocktails (udtrykket stammer fra Marthinsen selv) og umiddelbart appellerende. Lidt anderledes stiller det sig med Panorama, som er komponeret ud fra en abstrakt idé: der tages et destillat fra et (fiktivt) senromantisk partitur, så kun den harmoniske progression er tilbage. Her afholder musikken sig tilsyneladende bevidst fra at skabe eller videregive følelser – men de opstår nu alligevel gennem senromantiske associationer!

Niels Marthinsen får afgjort sagt noget med disse værker. At han med sine egne ord har ”det store kørekort” som komponist fremgår med al tydelighed. Denne cd kan fungere glimrende som en indføring i – ja, i ny dansk musik.