Poetisk fabel fra Færøerne

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 102-103

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Sunleif Rasmussens opera "I Odamansgardi" (den gale mands have) uropført i Nordens Hus, Tórshavn, Færøerne


Af Hilary Finch

De, der nyder at studere søkort, ville muligvis blive noget forundrede, hvis de kastede deres blik på to nye nordatlantiske oliefelter, der gådefuldt kaldes Marselius og Christella. Dermed er hovedrollerne i den allerførste færøske opera udødeliggjort: Atlantisk petroleum skaffede en lunefuld bonus ud over det modige sponsorat til den første produktion af Sunleif Rasmussens I Odamansgardi.

Operaens premiereaften i Tórshavn var noget af en begivenhed. Den foregik i Nordens Hus, smukt med sin glasfacade og græstørv på taget. Verden udenfor undrede sig over, at et land med 50.000 mennesker, 70.000 får, uden et operahus, koncertsal eller et teater rent faktisk klarede at stable operaen på benene. De, der kom fra de nordiske lande, var spændte på at se hvad denne 45-årige fiskersøn, hvis 1. Symfoni fik Nordisk Råds Musikpris, havde fundet på.

Fruens Have, i tre akter, baserer sig på en novelle af den færøske forfatter, musiker og kunstner William Heinesen, der døde i 1991. Hans noveller er tæt beslægtet med den ældre islandske, men Heinesens samtidige, Halldor Laxness. Begge studerer de særegenheden af øsamfund som et billede på et mikrokosmos af det håb og den frygt, der er universal, menneskelig; begge er de bidende, kortfattede, berigende og besynderlige. Heinesens noveller, The Black Cauldron, der er svimlende og kalejdoskopisk i sine menneskelige forbindelser og mørke seksualitet, samt De fortabte spillemænd, der på mystisk vis svarer tilbage på selve musikken, har efterladt deres spor, i den fortælling Rasmussen har valgt til sin opera.

Heinesen beskriver sin historie som en kommentar til det, der skete i Edens have. Rasmussen og librettisten, den færøske forfatter og digter Dánial Hoydal, har forvandlet den kendte fortælling til en poetisk fabel om ungdom og det at finde sin vej. I udforskningen af deres nødvendige og logiske begrænsninger har de skabt et musikalsk drama for to sangere, to skuespillere, to dansere og et kammerensemble på 15 instrumentalister – i dette tilfælde udfører det færøske ensemble Aldubaran værket.

Haven, der refereres til i titlen, er en forkortelse for ”hortus conclusus” – et tilflugtssted for åbenbaring, for selvopdagelse – og den ”gale mand” i haven, kaldet Jordanson, kan både være en sindssyg, en fortæller, en kunstner, en havemand – eller, som haven selv, blot en spejling af de psykologiske og emotionelle bevægelser der foregår i drengen og pigen, der går ind i haven. Intet er, hvad det ser ud til at være. De to skuespillere (Gunnva Zachariasen som Stella Christina eller Christella, og Hans Torgard som Marselius) bærer det narrative forløb og styrer dramaets timing (dette kræver naturligvis en overvejende tilfældig aktivitet i den instrumentale nedskrivning), og de to sangere (den danske sopran Rebecca Persson og den islandske tenor Eyjolfur Eyjolfsson) udtrykker karakterernes inderste tanker i abstrakte, vokale mønstre og fraser og i sanselige versliner kun sunget på vokaler, hvilket overstiger, endda i formale arier, det, som ord kan udtrykke.

Danserne udtrykker på skift det, som både skuespillerne og sangerne ikke vover: Først i barndommens uskyldige ”fuglelege” og senere i en intim vals, som bevægeligt kontrapunkt til det fremmedgjorte og skuespillernes fremmedgørelse af kropssproget. Jamie Boyland, fra England, og Kajsa Wadhia fra Sverige (som også er koreograf på værket) bidrog med en yderst betydningsfuld tråd i denne komplekse gobelin af et musikdrama.

Alt dette har givet Rasmussens kompositioner en håndgribelig ny udtryksfrihed. Mere omhyggelig og udtryksfuld end nogensinde før (panfløjte-værkerne minder én om hans Cantus borealis), er der her en ny lyrisk udfoldelse. Rasmussen føler, at hans tekster er blevet mere intuitive: for lytteren er abstraktionen af den traditionelle færøske musik, som tidligere stadig kunne bemærkes, nu endnu større. Det rytmiske liv i partituret vokser fra verset med navnene Marselius og Stella Christina, og det giver musikken en enhed og drivkraft igennem de 75 minutter, forestillingen varer.

Uden en orkestergrav og med middelmådig akustik gjorde dirigenten Bernhardur Wilkinhson et fremragende stykke arbejde med at holde sammen på sceneoptrædenen og de tre grupper med musikere, der henholdsvis var gemt bagved gaze og bagved scene. Han dirigerede det komplekse og multifacetterede partitur med klarhed, præcision og et entusiastisk engagement.

De optrædende, som var model for et nordiske samarbejde, gav alt, også selvom man til tider kunne have ønsket, at de havde lidt mere at give af. Ria Torgard, lederen, var noget forsigtig, det samme var designer Elise Heinesen (forfatterens niece og bosat i London som modedesigner). Forholdet mellem skuespillerne og deres alter ego, sangerne og specielt karakteristikken af eponymet den ”gale mand” (kraftfuldt sunget af Bjørn Blomqvist, bas) er detaljer, som har brug for mere omtanke og et strengere fokus, før værket er klar til afrejse. Men værket er et yderst fantasifuldt, enestående og transportabelt stykke musikdramatik, med uendelige opsætningsmuligheder på en scene – en ideel festivaloplevelse.

En dvd af denne første produktion vil være klar fra Dacapo i foråret 2007.

Hilary Finch er kritiker på den engelske avis The Times.

Oversat af Eva Havshøj Ohrt.

Årgang 81/2006-2007, nr. 03