Vagn Holmboe. Cyklisk komponist

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 93-95

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

September måned i år markerede tiåret for Holmboes død. Komponistens død var et tab for den vestlige musik, der mistede en af sine mest karakteristiske tonekunstnere. Holmboes kompositioner omfatter en imponerende række genrer, fra opera og ballet til kormusik og klaversange, orkesterværker, kammer- og instrumentalmusik.

Holmboes eftertid lægger vægt på hans store værkcyklus – specielt de tretten symfonier (1935-94). Dog burde man også prioritere den unummererede Sinfonia in memoriam (1954), tre kammersymfonier (1952-72) og 20 strygekvartetter (1949-85) samt seks tidlige kvartetter, som også fortjener at blive hørt. Mindre kendte er de 17 motetter, der indbefatter fem afsnit fra Liber canticorum (1951-84) og kammerkoncerterne (1939-50; i 1956 blev den 13. tilføjet).

Med symfonierne fik Holmboe sit gennembrud. Den 2. Symfoni (1938-39) vandt en konkurrence og dermed etableredes hans renommé i Danmark. Den 5. Symfoni (1944) gav ham international anerkendelse. Ironisk nok er dens Stravinsky-inspirerede rytmer og følelsesladede karakter atypisk for Holmboes musik i både sin stemning og formforløb. (Holmboe komponerede den i sin forbitrelse over tyskernes besættelse af Danmark, hvorunder en af hans brødre blev dræbt). I symfoniens åbningssats, Allegro non troppo, er vreden i klimakset sandsynligvis det voldsomste, Holmboe, der var indbegrebet af positivitet og menneskelighed, har skrevet. I mellem disse to symfonier skrev han den indtagende Sinfonia rustica, en pastorale, og Sinfonia sacra, som er Holmboes eneste symfoni med vokalstemmer (begge komponeret i 1941). Både Rustica og Sacra er ukonventionelle i deres formforløb: Rusticas tre satser er bygget op omkring en stor mængde variationer, mens den fysiske opdeling af satserne i Sacra ikke stemmer overens med værkets ekspressive grænser.

5. Symfoni markerede en skillelinje i Holmboes symfoniske produktion. De efterfølgende værker udfoldede sig i unikke formforløb, der ikke blev bestemt af klassiske former, men af selve det musikalske materiale. Den 6. Symfoni (1947) er konstrueret i to store forløb, ikke helt ulig Carl Nielsens 5. Symfoni, men næsten uden levn fra den traditionelle 4. sats. Den 7. Symfoni (1950) er et fortryllende, ubrudt forløb, en forening af tre sammenkædede satser og en koda, delt af et mellemspil og to variationer. Holmboe navngav sin nye metode ”metamorfoseteknikken”, og den opnåede sit største omfang, og sin mest dramatiske form, i den 8. Symfoni: Sinfonia boreale (1951-52, ”Den nordiske symfoni”). De tilsyneladende konventionelle satser skal man ikke lade sig narre af, de fungerer som en del af en ubrudt helhed med motiviske forbindelser og konstant udvikling. Den 2. sats, Tempo giusto, kunne minde om en scherzo, men den er meget mere end det. Den er i højere grad en tempofyldt kommentar til den foregående Allegro molto intensivo. Desuden er den en foregribelse af Andante con moto (hvor åbningen kan minde om Shostakovich!) før den episke fusion i den afsluttende Allegro passionato. Et år senere, i kølvandet på den 8. Symfoni, kom den fantastiske 1. Kammersymfoni: Et mesterstykke, hvor et enkelt musikalsk materiale danner grundlaget for strukturen.

Dette markerede utilsigtet endnu et vendepunkt i Holmboes symfoniske karriere. Nu vaklede den lethed, hvormed symfonierne havde flydt fra hans pen (otte symfonier på blot 13 år). I 1955 blev 9. Symfoni færdiggjort, men denne viste sig at være utilfredsstillende, måske fordi den vender tilbage til en tidligere stil; derfor omdøbte han værket til Sinfonia in memoriam og skrev i stedet en helt ny 9. Symfoni i 1967-68. Et år senere blev denne 9. revideret og er i en vanlig udfordrende form med tre centrale satser, der er adskilt af to Quieto intermezzi alenefor strygere. I forhold til tidligere symfonier viser Holmboes orkestrering markant anderledes karaktertræk med en enklere og mindre monumental lyd og mere gennemsigtige strukturer, der giver en næsten impressionistisk effekt. Udviklingen af denne mere forfinede, orkestrale stils tegngivende faktorer var to tilhørende sekvenser, hvor metamorfosen havde fuldstændig frie tøjler: den første Symphonic metamorphoses – Epitaph (1954), Monolith (1960) og Epilogue (1961-62) og 4. Symfoni for strygere.

Den tredje fase i Holmboes symfoniske karriere indledes med den 9. Symfoni. Baseret på succesen komponerede han flere værker mellem 1969-72: Yderligere to kammersymfonier (Frise og Elegi) plus den 10. Symfoni og den 4. og sidste Symphonic metamorphosis, Tempo variabile. Den 10. Symfoni (1970-71) er et storslået værk, måske den største af Holmboes symfonier. Den er inspireret af Walt Whitmans digt Epidolons og bruger den middelalderlige gregorianske kirkesang Dies irae som sit musikalske materiale, dog i et begrænset omfang, så første frase af melodien kun træder frem enkelte steder.

I den 10. Symfoni formåede Holmboe at forene sine ungdoms virile symfonier med den visionære og oplysende karakter i hans senere stil, hvilket er en tilbagevendende egenskab for den rolige 11. Symfoni fra 1980. Disse to værker deler en tredelt udformning med tematiske forbindelser mellem satserne. Fundamentalt er lytteoplevelsen af dem beslægtet med det at se på for- og bagsiden af en mønt: Forskellige på overfladerne, men essentielt ens. 11. Symfonis afsluttende ro er som en afsked, men ligesom Vaughan Williams årtier tidligere havde bristede forestillinger om de symfoniske værker, så beviste Holmboes kraftfulde og dynamiske 12. Symfoni (1988), at det var farligt at undervurdere ham. Holmboe havde stadig en symfonisk overraskelse i ærmet: den 13. Symfoni (1994), der består af tre slagkraftige, hurtige satser uden rolige overgange. Haydn, komponisten Holmboe ærede højest af alle, ville være blevet henrykt.

Holmboe skrev endnu flere værker med en besætning, som også Haydn havde kær, strygekvartetten. Som i Shostakovichs tilfælde begyndte Holmboes modne produktion først efter Anden Verdenskrig, i 1949. I modsætning til sin ældre russiske samtidige havde han dog færdiggjort mindst seks kvartetter i løbet af 1940erne (desværre er ingen af dem blevet indspillet). Han påbegyndte sin officielle værkliste med en gruppe på tre kvartetter, der definerede rammerne for de efterfølgende værker. Den første kvartet består af tre større satser, alle sammensatte former (et karakteristikum, der følger med i alle strygekvartetterne). Kontrasten hertil er den 2. og den 3. Kvartet, som er bueformede i 5 satser, den 2. Kvartet omkranses af allegro-satser, der indrammer to langsomme satser med den en scherzo som kerne. Den 3. Kvartet er et formmæssigt spejlbillede af den 2. Den enestående afslutning af den 3. Kvartets 4. sats overskygger den stille finale Lento, som i virkeligheden er en epilog.

Det første mesterstykke i serien er den 4. Kvartet (1954) der har en overbevisende, intens og imponerende struktur. Til trods for, at den stort set er samme længde som tidligere værker, føles den væsentlig længere og mere monumental, og dette selvom en af de fem satser varer under 2 minutter. Bartóks indflydelse på Holmboe var væsentlig, hvilket kommer til udtryk i den 4. og bidrager til værkets perfekte balance. Den 5. kvartet (1955) følger hurtig efter den 4. er dramatisk og fortsætter ubønhørligt mod lyset og afslutter i ophøjet ro. Fluente-delen, i det lange åbningsforløb, er et fint eksempel på den polyfoni, der kendetegner komponistens stil.

Seks år skulle går før den 6. kvartet kom til, og med den indvarsles ny stil. Væk er de ekspansive afsnit fra de tidligere kvartetter til fordel for en mere enkel skrivemåde, og det lyriske element bliver endnu mere intenst og koncentreret. Denne nye udtryksmulighed skulle snart vise sig i det større format, i den 9. Kvartet her perfektioneret i en anden trilogi: Kvartetterne nr. 7-9, alle skrevet mellem 1964-66 (i 1969 blev den 9. revideret). Som i gruppen fra 1949 er den første i tre satser, men denne gang er det den sidste sats, der vejer tungest; en gådefuld struktur af skiftevis hurtige og langsomme dele, som en miniaturekvartet. Takket være Kontra Kvartettens indspilning er det den bedst kendte af serierne, med den 8. Kvartet, en fantastisk buet form, der følger grundskitsen fra den 2., men udført med endnu mere pomp og pragt og indeholdende en større musikalsk dybde.

Kvartetter begyndte at flyde fra Holmboes pen med voksende regelmæssighed, men aldrig var der gentagelser af tidligere værkers musikalske eller ekspressive ideer. Den 10. Kvartet (1969) er en af de mest radikalt formede med sine to voksende multifacetterede satser. Den varer omkring 26 minutter, er den fjerde længste af kvartetterne (efter den 1., 2., og 17.) og en af de dybeste. Tre år senere blev den 10. efterfulgt af den 11. Kvartet; kun ca. en fjerdedel af kvartetterne havde det velkendte 4-satsede format. Den 12. (1973) og den 13. Kvartet (1975) tilbyder strukturelle variationer af komponistens ofte foretrukne 5-satsede form i modtætning til nr. 14 (1975), måske min favorit, som er en sammensmeltet suite af seks satser (de første tre spilles uden pause, hvilket ligeledes gælder den 4. og 5.). Et sæt af variationer over materialet i åbningens langsomme fuga udfoldes af førsteviolin i næsten et minut, før de andre instrumenter begynder. Den 15. og 16. er genuine mesterværker, der afgrænser seks års pause fra Holmboes produktion af kvartetter, fra 1975-81, begge bruger de klassiske fire satser, men med en scherzo placeret som 2. sats. De blev efterfulgt af en kuriøs finale, den 17. -20. (1982-85). Disse repræsenterer tidspunkter på dagen (Mattinata, Giornata, Serata, Notturno), hver består af seks satser, i alt 24. Uanset om intensionen var at skildre døgnets timer, er den afsluttende tetralogi en sammenhængende og interessant cyklus. Holmboe levede længe nok til ikke blot at lave en, men to, afsluttende, men unummererede indfald til genren: Den skønne Sværm (1992, oprindelig for to violiner) og den ufærdige Quartetto sereno. Deres to satser blev senere omskrevet til en opførelse af Per Nørgård i 1997.

Bliver Holmboe opfattet primært som en orkestral og instrumental komponist, er det uretfærdigt i forhold til hans kormusik, der ligeledes er af høj kvalitet: Både det storslåede Requiem for Nietzsche (1963-1964), et af hans største, enkeltstående værker, og det mere beskedne udtryk i Liber canticorum. Den sidstnævnte startede i 1951-52 som en samling af fem motetter med latinske tekster for a cappella kor (opus 54), hvert enkelt forløb varer typisk omkring 5-6 minutter. Den sidste, Expectavimus pacem, er større – en suite på tre satser. Denne struktur vender tilbage i syv af dens 12 efterfølgere, inklusive to i den anden samling (1952-53), Benedic Domino og Lauda, anima mea, den mest kendte og mest indspillede af dem alle sammen. I disse værker går Holmboe ind i Palestrina og renæssancens ekspressive verden med et perspektiv fra midten af det 20. århundrede. For en tid var Holmboe opslugt af projektet og anså det som et ”tilflugtssted”. I slutningen af 1953 færdiggjorde han fem motetter fordelt på samlingerne III og IV. Derefter afsluttede han dette musikalske kapitel med blid, men stærk forstandighed. Kun i 1967 gik han tilbage til genren med den enlige svale Beatus vir på samling V sammen med Hominis dies (den længste af dem varer knapt 20 minutter) og Laudate Dominum (1984). Disse blev dog udgivet separat.

Holmboe var en produktiv komponist med op mod 200 opusnumre i alle tænkelige former (nogle, såsom opus 54, indeholder flere dele). Hans kvartetter overskygger andre kammerværker, selvom mange af dem er yderst underholdende, såsom Quartetto medico, fløjtekvartetten og sekstetten. Eller hans forskellige trioer, for eksempel opus 133 for båndoptager, cello og cembalo og opus 137 for fløjte, cello og klaver. Holmboes koncertstykker (specielt den 13. kammerkoncert), hovedsagelig komponeret i 1940erne, er uden tvivl modelleret efter Hindemiths Kammermusik, men helt anderledes i det musikalske indhold og i det musikalske formforløb. Disse dækker over en variation af kombinationer af instrumenter: Fra solokoncerter, sådan som dem for klaver (nr. 1), klarinet (nr. 3), violin (nr. 6), basun (nr. 12) to dobbeltkoncerter – fløjte og violin (nr. 2), violin og bratsch (nr. 9) og obo og bratsch (nr. 13). Eller ensemblerne: for eksempel klavertrioen (nr. 4) og nr. 8 Sinfonia concertante og nr. 10. Modsat Hindemith var Holmboes serier ikke begrænset til ensembler baseret på blæsere, men inkorporerede strygere og afbalancerede, små orkestergrupper. De senere, unummererede, koncertstykker med fuldt orkester-akkompagnement, er i virkeligheden en udvidelse af disse tidligere værker (Holmboe opgav kammerbetegnelsen i sit senere virke).

Holmboes række af symfonier (inklusive kammerstykkerne In memoriam og Chairos), koncertstykker, kvartetter og motetter, i alt 71 værker, selvom nogen også ville inkludere 10 præluder for sinfonietta (1986-91), svarer stort set til en tredjedel af hans modne produktion. Disse er indbegrebet af hans mission som komponist, der er en af de blideste og mest menneskelige stemmer, der breder sig i lyset af hans personlighed og positivitet, som er skabt i det 20. århunderede, det mest larmende, trøstesløse og destruktive århundrede i mands minde. Hans fantastiske musik forbliver absolut relevant – også for det 21. århundrede.

Diskografi

Symfonierne 1-13. Sinfonia in memoriam. Aarhus SO/Owain Arwel Hughes

BIS-CD-572, BIS-CD-573, BIS-CD -605, BIS-CD -618, BIS-CD -695, BIS-CD -728

Fire symfoniske metamorfoser. Aalborg SO/Owain Arwel Hughes BIS-CD-852

Chairos. Danmarks Radio Sinfonietta/Hannu Koivula. Dacapo 8.226017-8

Strygekvartetter. Kontra Quartet. Dacapo DCCD9203, 8.224026, 8.224101, 8.224127, 8.224128, 8.224131

Liber canticorum. Various Choirs. Danica DCD 8209-11

Kammerkoncerter. Soli, Danmarks Radio Sinfonietta/Hannu Koivula. Dacapo 8.224038, 8.224063, 8.224086, 8.224087

Præludier for sinfonietta; Trombone Sonata; Music with Horn. Athelas Sinfonietta Copenhagen /Giordano Bellincampi. Dacapo 8.224123-4

Guy Rickards er engelsk kritiker og forfatter

Oversat af Eva Havshøj Ohrt.

Årgang 81/2006-2007, nr. 03