Anmeldelser: CD´er

Hans Werner Henze: Orpheus Behind the Wire; Dimitri Shostakovitch: Ten Songs on Poems of 19th Century Revolutionary Poets. Eric Ericson Chamber Choir, dir. Eric Ericson. Caprice Records CAP 21773.

Den politiske protest, som så dybtgående skulle komme til at præge Koppel-sønnen Thomas, træffer vi også i fuldt flor hos Hans Werner Henze og Dimitri Shostakovitch, men på vidt forskellige måder. Hos Henze viser den sig igen og igen i håndfast musikalsk symbolik med et stædigt socialistisk engagement. Hos Shostakovitch går protesten mod socialismens vrangside under jorden i musikalsk ironi og camouflerede budskaber. Hos Henze viser engagementet sig her i en protest mod 80’ernes argentinske militærdiktatur. Hos Shostakovitch sætter det i stalinismens 50’ere ind mod zartidens undertrykkelse og for socialismens befrielse – eller…?

På denne måde er cd’en genialt sammensat – musikværker, digte (af Edward Bond og Radin, Tarasov m.fl.), stilarter og politiske holdninger, reaktioner og modreaktioner belyser hinanden som i et spejlkabinet, hvor alt kan ses omvendt igen og igen og igen. Når man dertil lægger en dirigent som Eric Ericson og hans kor, må det vist være klart, at politiske systemers umenneskeliggørelse dårligt kan afsløres mere overbevisende end her i to store komponisters forsøg på at komme ud med et menneskeligt budskab.

György Kurtág: Kafka-Fragmente. Juliane Banse & András Keller. ECM New Series 1965 476 3099.

Sopran og violin alene sammen i et timelangt værk?! Det er faktisk tilfældet i Kurtágs Kafka-fragmente, hvor fragmenter af Kafkas dagbøger er sat i musik i 1985-86.

Jeg kan ikke lade være med at citere nogle linjer fra Thomas Bösches note til cd’en, for de er lige ved at kunne stå alene som advarsel og anbefaling på én gang:

»Zwei Töne, ein Melodiefragment, ein Akkord reichen aus, um seine musikalische Welt erstehen zu lassen. Sie ist die Frucht eines hohen Anspruchs und die Schöpfung eines, in dessen Leben die blutigen Utopien und Katastrophen des zwanzigsten Jahrhunderts ihre Spuren hinterlassen haben«.

Det må på det kraftigste frarådes at høre den ovenfor omtalte Henze/Shostakovitch-cd og denne i den her angivne rækkefølge, for så bliver behovet for akut psykiatrisk bistand virkelig påtrængende. Hos Kurtág som hos Kafka trænges håbet og håbløsheden sammen gennem en snæver musikalsk tragt og drypper stille ud i smådråber med en sådan brændende intensitet, at man skal tilbage til Webern for at finde noget lignende. Og det bliver ved og ved. Det er ikke for sarte sjæle!

Men genialt er det.

Trygve Seim: Sangam. Sangam, Dansante, Beginning an Ending, Himmelrand i Tidevand, Trio, Prayer. Trygve Seim, Håvard Lund, Nils Jansen, Arve Henriksen, Tone Reichelt, Lars Andreas Haug, Frode Haltli, Morten Hannisdal, Per Oddvar Johansen, Øyvind Brække, Helge Sunde & String Ensemble, dir. Christian Eggen. ECM 1797 038 1222.

Trygve Seim er jazzmusiker (saxofon). Her har han samlet et ensemble, som opfører en række stykker under fællestitlen Sangam. Efter hvad jeg har kunnet få oplyst ad omveje (ledsagehæftet meddeler ikke noget som helst), er størstedelen af musikken noteret på traditionel vis og inspireret både af jazz, klassisk musik og ”samtidsmusik”. Den går fra det meditative (titelnummeret) over det stilfærdigt elefantagtigt vadende (Dansante) til det mystisk slæbende hymneagtige i Beginning an Ending og første del af Himmelrand i Tidevand, som nærmest lyder som et fjernt ekko af et lokalpatriotisk stykke af Vaughan Williams for harmoniorkester. Fremtrædende er en forkærlighed for episoder, som langsomt og sagte sniger sig frem i det dybe register (der anvendes således kontrabasklarinet, bassaxofon, to basuner samt tuba i et ensemble bestående af 11 musikere!).

Ind imellem er der dog også klangligt mere differentierede episoder med alternative spillemåder, men som helhed virker cd’en mere traditionsbundet, end det vist er tænkt fra komponistens side, og som nævnt mærkeligt basfikseret – sidstnævnte virker i det lange løb mest af alt manieret, ligesom der er en underlig selvhøjtidelig stemning over det hele. En noget sløv affære.

Morten Skovgaard Danielsen: SLEEP MY DARLING JUNKIE, sleep. Erik Kaltoft, Eva Østergaard, Frode Andersen, Signe Asmussen, Henrik Larsen, Frederik Munk Larsen, Anette Slaatto, Irina Kalina Goudeva, Hélène Navasse, Toke Møldrup, Niels Dittmann, Morten K. Jota, David M.A.P. Palmquist, Niels Anders Vedsten Larsen, Kjell-Åke Andersson, Torben Snekkestad, Jesper Egelund, Rune Abro, Sebastian Djurhus, PINX, Frank Lansner og Morten Buchardt. MSGDTC56.

Ordet ”sløv” er nok det sidste, man ville bruge om dette klanglige overflødighedshorn. Jeg kunne ærligt talt godt tænke mig at se, hvordan disse stykker (i alt 16) er noteret – de klinger som improvisationer, men det er ikke til at vide, hvor frit musikerne har været stillet.

Under alle omstændigheder er det en sand fryd at lytte til dem. Her er et samspil, som aldrig går i tomgang. Her er evne til at lade de enkelte instrumenter klinge i alskens udfoldelser med liv, humor og drama. Her er voldsomme energiudladninger og passager med næsten total tavshed. Her er pludselige stilistiske udfald og antydninger fra Bach til rock. Her er komik og groteske klovneepisoder. Her er mod til alskens skæve og barnlige ud- og indfald. Her er et kompositorisk talent, som evner at lade det fuldstændig heterogene forenes i et absurd, men kunstnerisk meningsfuldt forløb.

I stedet for tilfældigt spil i øst og vest er her til stadighed samtaler, samspil. I stedet for poleret og oppumpet elektrofoni er her de rå klange, modet til at være primitiv i en helhed, som bliver alt andet end primitiv. Det er en herlig cd.

Arnold Schönberg: Pierrot Lunaire; Chrichan Larson: Väsen, Cordes et Tuyau; Anton Webern: Kvartet op. 22; Pierre Boulez: Dérive. Ma & Ing-Britt Ibba Andersson. Nytorp Musik Nytorp0001.

Nogle komponister optræder i cd-katalogerne med en bred vifte af værker, andre er hovedsagelig repræsenteret ved et par stykker. Det behøver ingenlunde at betyde, at resten af komponistens produktion er mindre betydelig (det gælder jo i hvert fald i dette tilfælde!), men der er værker, som virkelig formår at bide sig fast. Et typisk eksempel er Schönbergs Pierrot Lunaire, som alene i min samling findes i mere end 10 indspilninger. Her er så en til, og den er ganske glimrende. Det samme gælder cd’ens to andre klassikere af Webern og Boulez. Uden at have gjort sig gældende i samme grad som Pierrot Lunaire er det velkendte værker, og kombinationen fungerer udmærket. Det samme gælder sopranen Ing-Britt Andersson samt det svenske ensemble med det pudsige navn Ma (det ungarske ord for i dag), som ifølge noten søger sit repertoire blandt det 20. århundredes klassiske modernister. Det er denne cd et godt eksempel på.

Cd’ens i hvert fald for mig ukendte værker er komponeret af Chrichan Larson (f. 1956). Det er spændende eksempler på videreførelse og nutidiggørelse af god klassisk modernisme; Larson var i mange år som cellist medlem af ensemble InterContemporain, og der er da også et både fransk og et europæisk vingefang over hans musik med bestandig fremdrift i stadigt forandrede strukturer med en helt Xenakis-agtig informationstæthed. De to værker på denne cd kunne godt komme til at høre til det klassisk-modernistiske repertoire – i hvert fald hvis de fremføres så godt og engageret som her.

Clarinetto con forza. Jonas Forssell: I begynnelsen; Carin Bartosch Edström: Redan morgon!; Fredrik Söderberg: Wrong Music 2 – Embryo; Viking Dahl: En fauns lunchrast; Ingvar Lidholm: Amicizia; Hans Eklund: Musica da camera VII; Sven-David Sandström: …there is a bluer sky, a wall with roses…; Improvisation to PW: There will never be another you. Staffan Mårtensson & Helsingborgs Symfoniorkester, dir. Tuomas Ollila. Phono Suecia PSCD 168.

Klarinetten en et af de instrumenter, som dyrkes flittigst i nutidig musik (diametralt modsat er det for oboen, hvor Heinz Holliger næsten er alene på skansen). Den har da også et bredt udtryksregister, og der er udgivet mange gode cd’er med værker for soloklarinet – her skal ”bare” nævnes klarinettisterne Paul Meyer, Alain Damiens og Suzanne Stephens.

Her er så Staffan Mårtensson med et repertoire, som strækker sig fra 1937 (Viking Dahl) til 2005 (Sven-David Sandström). Det er værker, som for de flestes vedkommende på forskellig vis knytter sig til traditionen, og hvis komponister lægger vægt på publikumsvenlig kommunikation.

Hvad tradition angår, er Edströms Redan morgon! en undtagelse. Her boltrer komponist og musiker sig i alskens nutidige effekter i et spændende og humoristisk spil, som i sin dramatiske form har umiddelbar lytterappel. Et andet bemærkelsesværdigt værk er Viking Dahls ultrakorte En fauns lunchrast, som klinger legende og tidløst humoristisk. Det er en god og underholdende cd.

Exposed Throat . HK Gruber: Exposed Throat; Daniel Börtz: Målning; Poul Ruders: Reveille-Retraite; Robert Henderson: Variation Movements; Robin Holloway: Sonata for Solo Trumpet. Håkan Hardenberger. BIS-CD-1281.

Et andet ofte dyrket instrument er trompeten. Her kommer man naturligt nok straks til at tænke på Markus Stockhausen, men der er adskillige andre, heriblandt Håkan Hardenberger som en af de mest prominente. Af cd’ens fem værker er de tre første skrevet til ham.

Grubers og Börtz’s stykker er begge inspireret af billeder – Börtz kalder da også direkte sit værk Målning. Stykkerne minder også på en anden måde om hinanden: begge fokuserer på latent polyfoni à la Bach. Imidlertid kan det være svært at undgå en vis monotoni i så lange forløb, og det mærker man. Det er dog ikke tilfældet hos Poul Ruders, som i Reveille-Retraite folder sig ud på ægte Rudersk billeddannende vis.

Robert Henderson undgår også monotonien i Variation Movements fra 1964, som byder på et rigt varieret register af spillemåder. Værket er mere underholdende end Sonata for Solo Trumpet (1999) af Robin Holloway, som nok er mere spændende at spille end at lytte til.

Begge disse to solist-cd’er er kendetegnet ved på nær et enkelt værk at holde sig til det sikre – ikke i sværheds-, men i traditionsmæssig forstand. I begge tilfælde må man beundre det virtuose spil, men søger man nye musikalske udtryksmuligheder, må man vende sig til andre udgivelser med fx de ovennævnte alternativer. Under alle omstændigheder er det glædeligt at iagttage et musikalsk engagement som det, der her vises.