Fra en helt anden verden

Den tyske dj Hans Nieswandt udgav sidste år Disko Ramallah – und anderer merkwürdige Orten zum Plattenauflegen, som er en samling rejsebeskrivelser fra nogle af forfatterens mange rejser rundt i verden som dj. I 2004 blev han inviteret til Mellemøsten af Goethe Instituttet for at lave workshops med lokale dj’s og give koncerter. Med sit udstyr og sin enorme pladesamling som platform skulle han skabe kulturmøder i Palæstina, Egypten og Libanon. Mediet var tysk og arabisk elektronisk musik.

Disko Ramallah er en spændende, sjov, tankevækkende og velskrevet skildring af en dj’s arbejde og af, hvordan musik genererer møder på tværs af kulturer, køn, alder og erhverv og af, hvordan musik baner vejen for dialog, hvor dette ellers synes umuligt. Dansk Musik Tidsskrift bringer her et lille uddrag fra bogen og opfordrer læserne til selv at læse mere.

Af Hans Nieswandt

(s.51-55: Rejsen ind i Vestbredden)

»Gården ved den jordanske grænsestation var spærret af en tung skydedør, der dog uden videre blev åbnet for os. Allenby Bridgevar kun tilgængelig for diplomater, politikere og dj’s. Normale mennesker og palæstinensere kunne ikke passere. I gården ventede – med jazzskæg og mørke solbriller – Farid Majari, chef for Goethe Instituttet i Ramallah. Efter megen korrespondance traf vi nu hinanden for første gang. Vi udvekslede et fast håndtryk, som var det et historisk øjeblik.

Ved grænsestationen skulle konsolen pakkes om, og hr. Nouri skulle tilbage til Amman med kassevognen. Vi skulle fortsætte rejsen i en gammel engelsk landrover med tyske flag på taget, “så der ikke sker forvekslinger”, forklarede Majari grinende. På den anden side var der også områder, hvor det tyske flag absolut skulle gemmes af vejen, så man netop blev taget for at være af en anden nationalitet. Heldigvis vidste Majari, hvornår vi befandt os i hvilken zone.

Kisten med udstyr blev flyttet over, men kunne ikke være i jeepen. Det var dog ikke noget problem, her var man vant til at improvisere. Surret fast med tove stak kisten en halv meter uden for ladet. Et fantastisk syn – det lignede en rigtig ekspedition. Så rumlede vi videre og kom forbi endnu tre jordanske checkpoints betjent af tykke, hyggelige soldater med overskæg. Omsværmet af fluer opholdt de sig i skyggen, og når vi passerede, bankede de sig på hjertet med den højre hånd til afskedshilsen.

En sidste klaprende låge: Nu var vi i ingenmandsland. Her var der uvirkeligt, tørt, dødt og smukt. Man så for sig, hvordan de afkræftede profeter for to tusind år siden, stærkt dehydrerede flakkede om på de samme klipper, optaget af visioner.

Så, efter et par kurvede mil, så vi Davidsstjernen stolt blafrende over en lille maskingeværsrede: den første israelske forpost i de på én gang hellige og fjendtlige omgivelser. De tre soldater her var af en helt anden kaliber: unge, flotte, sportstrænede og cool, med Oakley solbriller og Motorola walkie talkies. En havde en isse som Kojak. Mens hans langhårede, yngre kolleger stillede sig med ladte maskingeværer ved den side af jeepen, hvor jeg sad, studerede han vores papirer. Så spurgte han mig skarpt:

“Hvad er der i kisten?” Selvom jeg havde været forberedt på dette spørgsmål lige fra begyndelsen, løb sveden alligevel ned over brystet på mig. “Nu vel, øh, jeg kommer fra Tyskland og er dj, og det er mit udstyr, der er i kisten – en pladespiller og en mixer. Goethe Instituttet har inviteret mig til at komme.” Majari støttede mig: “Vi har inviteret ham. Han er virkelig dygtig.”

Kojak tænkte længe over disse ord. Hans kammerat spurgte mig videre: “Hvad er dit dj-navn?” Jeg bandede lydløst. For 15 år siden burde jeg have tillagt mig et officielt dj-navn som Westwandt eller Acid Hans. Men nu var det under alle omstændigheder for sent. Derfor tændte jeg langsomt en cigaret og sagde så cool som muligt:

“Jeg har ikke brug for noget dj-navn. Men for nogle år siden var jeg med i en gruppe, der havde et navn. Den hed Whirlpool. Whirlpool Productions. Vi havde også et hit, der hed From Disco To Disco. Kender I det?”

Det var meget pinligt. Men jeg tænkte, at det måske ville få en klokke til at ringe hos dem. Men nej, intet. Han så bare stift på mig gennem solbrillerne. Hvordan skulle han også have hørt om den? Han var så ung, og desuden var sangen blevet et hit i Italien og ikke i Israel. Endelig spurgte han: “Spiller du også trance?”

Da han sagde dette, rykkede hans kammerat nervøst Uzien til højre og tog ladegreb på den igen. Jeg smed cigaretskoddet ud ad vinduet, så direkte på ham og løj med fast stemme: “Jeg har absolut intet problem med trance.” Pludselig virkede de alle sammen helt lettede, lod våbnene synke og delte cigaretter rundt. Kojak sagde:

“Men hvad vil du som dj på Vestbredden? De har da ikke den ringeste anelse om, hvad trance og techno er. Tag hellere til Tel Aviv! Tel Aviv er en fucking crazy city.” Det havde en ung israeler, som jeg mødte for et par uger siden på min stamcafé i det belgiske kvarter, også rådet mig til. Jeg havde dengang tankeløst svaret:

“Åh, du ved, jeg kommer ikke rigtig igennem Israel, jeg kommer egentlig kun igennem Israel på vejen fra Ramallah til Gaza by.”

“Hvad enten du er i Ramallah eller Gaza, er du hele tiden i Israel”, var hans kølige svar.

De afslappede vagter vinkede os leende igennem og råbte sågar “på gensyn” på tysk.«

(...)

(s. 63-66: Workshop i Betlehem)

»Jeg stillede hurtigt og rutineret konsollen op i den luftkonditionerede koncertsal på 1. sal. Der var et lille problem med en af pladespillerne. Et Chinch-stik var blevet revet af undervejs, men det var blevet loddet på igen af lydteknikerne på de forskellige steder, hvor jeg havde spillet. Hjemme havde jeg kun oplevet den samme form for fiks problemløsning på Den røde fabrik i Zürich, og det er i Schweiz.

Kort efter kl. 15 begyndte workshopdeltagerne at komme dryssende: omkring 15 veltrænede unge fra begyndelse til midten af tyverne. Nogle præsenterede sig som dj’s, de fleste var ved at uddanne sig til lydtekniker, nogle var bare nysgerrige. De sad på en lang række og ventede spændt på, hvad jeg havde at sige. Imellem dem og mig stod kisten, som var det et alter.

Konsollen gjorde stort indtryk. Grundet dens show-effekt var jeg nu rigtig glad for, at jeg havde taget den med. Pladespillere var et stort set ukendt fænomen, kun nogle få ældre mennesker kunne svagt huske, hvad det var. Alle de tilstedeværende brugte cd-afspillere. Når der overhovedet var mulighed for at afspille musik. Det var ikke partytime, der herskede i det palæstinensiske område. Der var ingen regulære klubber eller diskoteker, hverken med arabisk eller nogen anden form for musik. Musik var for de fleste forbundet med det at fejre noget, og her var der ikke noget at fejre. Det var egentlig kun i forbindelse med bryllupper, at der var en anledning til at hyre en dj. Bryllupper blev fejret. De omtalte pubber så jeg ingen steder. De, der interesserede sig for vestlig elektronisk musik, dyrkede det hjemme via internettet.

Efter et par indledende ord – “Jeg kommer langvejs fra ...”, “Det er mig en stor ære ...” – bad jeg alle om at træde nærmere, så de selv kunne danne sig det overblik over den præcise opstilling for en typisk dj. Husets tekniker, der stod ved siden af mig blev tydeligvis nervøs. Han kunne bedre lide den ordentlige opstilling fra før, hvor alle sad på rad og række. Han havde et andet kendskab til de unge, end jeg. En konkret mulighed for at scratche, for første gang i deres liv at opleve det at skubbe en ægte plade frem og tilbage under en ægte nål, det var for de fleste for stor en fristelse. Fascinationen var for dragende.

Mens jeg var ved at forklare én om den korrekte justering af pickuppens arm ved det højre drivværk eller betydningen af et Slipmat, var en anden med et cool ansigtsudtryk i gang med at pine en plade med et hærgende resultat til følge. Det var ganske enkelt temperamentsfulde unge mennesker, mens de stod konfronteret med en maskine og en drøm. Husets tekniker fornemmede, at situationen var ved at glide workshoplederen af hænde og jog deltagerne tilbage på deres pladser, mens han skældte ud. Gemytterne faldt til ro, jeg fortsatte med mine opførelser og bad derefter auditoriet om at stille spørgsmål.

En ophidset diskussion på arabisk brød med det samme ud i salen. Venlig men hjælpeløst smilende så jeg til, ventede og spurgte mig selv, hvad pokker der kunne føre til så megen palaver. En af deltagerne så pludselig meget vred ud og styrtede ud af salen. Endelig var der en, der tidligere havde præsenteret sig som dj Eli, der vendte sig om imod mig; han virkede som den mest erfarne i gruppen og som en mand med en vis status ud fra sine mange guldsmykker at dømme. Han spurgte mig:

“Den måde hvorpå du mixer, er den hurtig eller langsom?” “Det kommer an på så meget. Nogle gange er den hurtig, andre gange ikke. Det kan man ikke umiddelbart svare på.”

Auditoriet mumlede og nikkede anerkendende. Dette var et ærligt arabisk svar. Endnu en gang fordybede gruppen sig i en lang debat, der bølgede frem og tilbage. Så spurgte en anden:

“Hvorfor benytter du ikke en Pioneer mixer?” “Altså, da jeg åbnede min kiste, var der ikke en sådan deri, men derimod en pult fra Soundcraft. Man må tage det, der er.”

Også dette svar faldt i god jord. Efter to timer på denne måde var jeg fuldstændig udbrændt. Det havde indtil nu været en ret intensiv dag, og den var endnu ikke slut. Jeg bad Majari om en pause og om at skaffe mig en smule distance til mine temperamentsfulde elever indtil aftenens forestilling.

“Lad os drikke en øl sammen i ro og mag”, foreslog jeg. “Det lyder som en god idé”, svarede han.”«

(...)

(s. 93-95: Workshop i Ramallah)

»Endelig tav Muezzinen. Hans minaret lå lige ovre på den anden side, og lyden fra højttaleren var gennemtrængende selv for mine slidstærke ører. Bønnen havde ødelagt min yoga. Nu kunne jeg atter nyde den specielle atmosfære i det stille rum, hvor jeg befandt mig.

Jeg var ved at stå på hænder i den tomme balletsal i Ramallah Popular Arts Center, da en mand ved navn Mohannad højtsyngende kom ind med en højttalerkasse. Sådan lærte vi hinanden at kende. Mohannad var i midten af fyrrene, han kunne stille anlæg op, trimme skæg og meget andet, som man nu klarer sig ved. En ærlig mand med en brægende latter som han slog op efter forgodtbefindende. Goethe Instituttet havde engageret ham som lydmand til workshoppen. Denne opgave tog han fat på med en sang på læberne:

“Kabler, mit liv er fuld af kabler, mit liv er kun kabler ...”

Og kort efter var ledningerne lagt. Han bad mig sætte en plade på for at teste det hele. Jeg havde lavet et remix af Hildegard Knef – “Bei dir war es immer so schön” – som jeg lige havde ved hånden. Tracket lød godt, men i den ene side skete der ikke noget. Mohannad rodede lidt med nogle ledninger og, “Alright, okay”, sagde han tilfreds.

“Hvad var lydteknik uden problemløsning”, grinede jeg. “Netop, problemløsning”. “Der er altid så mange muligheder for at gøre noget forkert. Nogle gange falder det mest enkle ikke én ind.” “Hahahaha. Det har du ret i. Nogle gange glemmer man det. Tja. Tjatjatjatja.”

Anlægget stoppede. Mohannad så eftertænksom som ud, som om der stadig var et eller andet og sagde så: “Men problemet er ...”

“Hvad er problemet?” spurgte jeg. “Problemet er, at jeg ikke har lavet scratch-tingen. Jeg ved ikke, hvordan man gør. Du må lære mig det i dag. Du viser mig dit anlæg. Jeg må vide meget mere. Jeg var også dj en gang. For længe siden.”

“Hvor har du dine plader fra?”

“Fra 60erne, 70erne og 80erne.”

“Nej, jeg mener, hvor har du købt dem henne? Der er ikke mange pladebutikker her, der sælger vinyl.”

“Sådan noget finder du ikke her. Der er ingen, der sælger det her. Jeg har købt dem i Tel Aviv, og jeg har købt dem i Jerusalem. Jeg har været i Staterne tre-fire gange og har også taget nogle med hjem derfra.”

“Og nu kan du ikke en gang rejse til Tel Aviv for at skaffe flere plader?”

“På ingen måde. For en fra Ramallah forbliver det en drøm at kunne rejse til Tel Aviv. Hahahaha. Sådan er det. Utroligt, eller?”

“De kunne tjene penge på det.”

“Jeg ved det. De kunne gøre så meget. Vi har lavet mange forretninger sammen.”

Jeg havde bedre greb om workshoppen i Ramallah, end om den i Betlehem. Men auditoriet var også mindre, ældre og mere alvorligt – dirigenten Daniel Barenboim arbejdede der af og til. I to timer demonstrerede og forklarede jeg min Dj-væren og mit speciale, tysk elektronisk musik, og individuelle, praktiske øvelser blev stillet deltagerne i udsigt den næste dag. De skulle hver især medbringe musik, og vi skulle så se, hvad der kunne komme ud af at mixe det sammen.

Om aftenen tog Majari os med til en filmforevisning. I biografen Al Kasaba gik dokumentarfilmen Arnas Children eller for at være mere præcis Die Kinderen van Arna, da det var en hollandsk kopi. Filmen handlede om en kvindelig israelsk teaterregissør og hendes søn, der i begyndelsen af 1990erne lavede teater med palæstinensiske børn i selvstyreområderne. Børnene var på det tidspunkt 10 år gamle, nu omkring 20 ifald de stadig levede. Mange af dem havde for længst mistet livet i kamp eller som selvmordsbombere, som det blev vist på filmen. Håbefulde, glade børn der var dødeligt bitre som 18-årige og døde som 20 årige. Man så israelske panservogne rulle gennem Nablus, og palæstinensiske børn mødte dem med stenaldervåben. Senere gik de til Al-Aksa-brigaden.

Efter filmen stod vi, alle synligt påvirkede af det vi havde set, et stykke tid foran biografen, indtil en lille gruppe trak ind i den anbefalelsesværdige moderne arabiske designer-restaurant Zyriab på hovedgaden Rogab Road. Der er mulighed for behagelig lounge på første etage, hvor man bl.a. kan nyde dampet fisk, vandpiber og øl. Jeg havde ikke troet, at man kunne møde en sådan livskvalitet i dette land. Inden besøget vidste jeg ikke, at der fandtes en moderne middelklasse. Forskellen mellem det Palæstina, jeg havde set i filmen og det, jeg oplevede på restauranten, kunne ikke være større.

Om natten på mit hotelværelse dræbte jeg fire myg, mens jeg så CNN, der rapporterede fra den sydlige del af Gaza-striben, ved Rafah, hvor huse blev jævnet med jorden, mens man forstærkede grænsen til Ægypten. Over 20 personer blev dræbt i den forbindelse. Det var det Palæstina, som jeg kendte fra medierne. Her i Ramallah virkede billederne som nyheder fra en anden verden.«

Oversat af Sine Tofte Hannibal

Hans Nieswandt er en anerkendt tysk dj, musikjournalist og foredragsholder. Han er bosat i Köln, hvor han er aktiv i club-miljøet og har sit eget radioprogram Electronische Melodien. Han rejser desuden i store dele af verden som både dj og foredragsholder.

Hans Nieswandt var i en årrække med i gruppen Whirlpool Productions, med hvem han var i Danmark i 1999, hvor de optrådte i København. Nieswandt interesserer sig en del for, hvad der sker på den elektroniske scene i Skandinavien og spiller ofte musik af skandinaviske dj’s i sit radioprogram.

Bogen Disko Ramallah – und andere merkwürdige Orten zum Plattenauflegen er udkommet i 2006 hos Verlag Kiepenheuer & Witsch, Köln og koster 8,95 Euro. Bogen indeholder en fremragende diskografi.