CD –anmeldelser

Af
| DMT Årgang 81 (2007) nr. 05 - side 190-192

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Rued Langgaard:

Symfoni nr. 12, Symfoni nr. 13 & Symfoni nr. 14. DR Radiosymfoniorkestret & DR Radiokoret, dir. Thomas Dausgaard. Dacapo 6.220517.

Endelig kom der igen en cd med Langgaard-symfonier fra Dacapo. Nu mangler vi kun nr. 1, 2, 3, 15 og 16 i rækken af fremragende indspilninger af disse symfonier spillet af Radiosymfoniorkestret med Thomas Dausgaard som dirigent. Efter at vi for snart mange år siden fik Danacords banebrydende serie med Ilya Stupel og Artur Rubinstein-orkestret kan man nu konstatere, at vi med den nye serie er gået fra pionerindsatsen med både gode og mindre gode indspilninger til standardfortolkninger, som man trygt kan anbefale.

Når jeg lytter til denne cd, slår det mig som så ofte før, at Langgaard jo egentlig var lige så neoklassicistisk som sine samtidige, blot på ganske forvirrende vis. Hvor det var sædvane at søge inspiration hos barokke og klassiske forbilleder, gik Langgaard en anden vej: hans ideal var den danske romantiske tradition, og den måtte han forholde sig til. Der kan også anlægges en anden synsvinkel: hvor Carl Nielsens musik voksede ud af den romantiske tradition, gik Langgaard tilbage og betragtede den. En stor del af hans værker fra de senere år fornemmes som bestående af objets trouvées, som stilles ved siden af hinanden – ikke på Ives-agtig fragmentarisk vis, men som glatpolerede blokke. Der er tale om en art musikalsk nyrealisme: på mærkelig og udefinerbar vis opleves satserne som udsagn om musikken. Bendt Viinholt Nielsen taler i sin kommentar om ”musikkens postulerende eller insisterende præg, dens særlige eftertryk”, og det er en træffende beskrivelse.

Dette gør sig gældende på flere måder. Det ”glatpolerede” opleves på denne cd mest i Symfoni nr. 14, som her i modsætning til, hvad tilfældet er hos Ilya Stupel, får sit rette strålende præg (denne symfoni er nok den mindst vellykkede på Danacord-serien). Symfoni nr. 12 er en afspejling af et af Langgaards egne værker, nemlig Symfoni nr. 1, men her gives et formindsket og forvrænget billede af den timelange symfoni, afsluttet med overskriften ”Amok! En komponist eksploderer”. En mellemting opleves i Symfoni nr. 13, hvor der kun er enkelte krusninger i billedet. Alt dette anskueliggøres i denne indspilning på helt overbevisende måde

Romantic Trombone Concertos:

Vagn Holmboe: Kammerkoncert nr. 12; Søren Hyldgaard: Concerto Borealis; Axel Jørgensen: Romance & Suite for basun og orkester; Launy Grøndahl: Koncert for basun og orkester. Jesper Juul & DR Radiosymfoniorkestret, dir. Henrik Vagn Christensen & Thomas Dausgaard. Dacapo 6.220526.

Det er et spørgsmål, om man egentlig kan kalde disse trombonekoncerter romantiske under ét. Det gælder i hvert fald ikke for Holmboes Kammerkoncert nr. 12, som er neoklassisk/folkloristisk insisterende på typisk Holmboe-vis, men derimod nok for Axel Jørgensens to værker, hvor dansk nationalromantik fejrer store triumfer. Det kan måske også siges om Søren Hyldgaards Concerto Borealis, som knytter sig til samme tradition.

Hos Launy Grøndahl er sagen en lidt anden. Hans koncert er et bemærkelsesværdigt værk, som nærmest nervøst drejer rundt om sig selv, både i de skarptskårne ydersatser og i den indadvendte mellemsats. Værket er præget af de rastløse 20ere (kompositionsåret er 1924) på ganske personlig vis. Det er i tidens løb blevet spillet flittigt, og basunisten Palmer Traulsen foretog på et tidspunkt en række revisioner, som Grøndahl ikke var begejstret for. Denne indspilning er den første af den oprindelige version. Den fortjener at blive hørt.

Terry Riley:

In C. Ars Nova & Percurama, dir. Paul Hillier. Ars Nova 8.226049.

Efter at have spillet en stor rolle i minimalismens opståen og tonalitetens genopdagelse i 60erne har In C i mange år stået mere i baggrunden. Nu er interessen for denne minimalismens klassiker over alle klassikere imidlertid i høj grad vendt tilbage (på nettet fandt jeg på et øjeblik 15 forskellige indspilninger!), og nu kommer så Ars Nova og Percurama med en ny og meget spændende fortolkning. Den er præget af en helt hypnotiserende homogen korklang, som bølger frem og tilbage i ebbe og flod. Vand-associationen meldte sig spontant hos mig fra starten og var ikke til at ryste væk.

I modsætning til de fleste eksisterende indspilninger, hvor der for en stor del anvendes instrumentkombinationer med individuelt præg i hver enkelt stemme, stiler Paul Hillier helt klart mod et homogent klangbillede, hvor stemmerne netop ”flyder sammen” i en klangmasse i stadig bevægelse. Det gælder ikke kun i fortolkningen af In C . Hillier har i tidens løb gjort sig stærkt gældende i udførelser og indspilninger af værker fra middelalderen, men her er virkningen efter min mening mindre heldig. I bl.a. cd’en med Perotins Viderunt omnes, Sederunt principes etc. bliver vævet af stemmer for homogent og glat – der opstår en slags ”falsk” minimalisme. I en nutidig og ”ægte” minimalistisk klassiker som In C opleves det imidlertid som en styrke, fordi den sammenhængende masse her er tilstræbt af komponisten som et substantielt træk ved værket. C’et spilles i en stadig puls af en marimba, og omkring denne pulseren slynger den musikalske masse sig med bestandig vekslen i styrkegrader, antal stemmer osv.

Det hele består af 53 moduler af forskellig længde, som udføres med valgfrie pauser og valgfrit antal gentagelser af hvert modul for hver enkelt stemmes vedkommende. Det er meget enkelt og særdeles virkningsfuldt, og det kan varmt anbefales at betragte den musikalske strøm, som herved opstår, og fordybe sig i dens utallige bølger af skiftende klange. Man får lyst til at dykke ned i den – igen og igen.

Kári Bæk:

Flódir av ljósi. Skýrák, dir. Kári Bæk, Tarira, dir. Sunleif Rasmussen & Mpiri, dir. Gorm Larsen. Tutl fkt 41.

Kári Bæk er et af navnene i den række af færøske musikfolk, som nu glædeligt nok begynder at blive internationalt kendt. Han er musiker, dirigent og i tiltagende grad ”Tónaskald”, den charmerende færøske betegnelse for en komponist. På denne cd præsenteres han i sidstnævnte funktion med en række korsatser, men han er tillige dirigent for et af cd’ens tre kor, nemlig Skýrák – den mest kendte færøske komponist, Sunleif Rasmussen, dirigerer koret Tarira.

Her hører vi en række af hans korværker. De fleste klinger skandinavisk/angelsaksisk tonalt med klar traditionel salmetone, og mindst ét sted er der da også tale om bearbejdelse af en kendt melodi (Min sjæl, du Herren love). Det er der jo ikke noget forkert i, og det hele er nydeligt skrevet og lidt tamt udført. Det fornemmes med respekt at melde ikke som stærke musikalske udsagn. Adskillige korledere og organister kan skabe musik af samme art og gør det da også.

Lidt mere spændende bliver det i det tredjesidste stykke, Vatnid og ljósid, hvor kombinationen af vand og lys har inspireret til impressionistisk billeddannelse. Men generelt må jeg nok sige, at denne cd nok bedst vil kunne hævde sig på det mere traditionelle hjemmemarked.

Sisse Schilling:

Schh… Klokkebrokke, Rosens Tornekrans og Schh… Martin H. Nielsen & Astrid Gjesing. Nanovision NA-00011.

Sisse Schilling hævder i noten til denne cd, at elektroakustisk musik er ”en meget improviserende måde at finde musikken på, for de akustiske lyde er, når de bearbejdes, unikke og uberegnelige”. Dette minder meget om Stockhausens programnote til Telemusik fra 1966, hvor han skriver, at et væld af klanglige indtryk, som han fik under sit ophold i Japan, måtte behandles som en slags gæster, som musikalske individer, og bringes til at fungere i et frit samspil i musikken.

Men det er ikke blot de citerede linjer, som leder tanken hen på Stockhausen. Fra starten af det første stykke, Klokkebrokke, melder der sig to Stockhausen-værker: Gesang der Jünglinge og Kontakte. Vokale og metalliske klange skaber et fælles musikalsk rum, som ligger overraskende tæt på disse værkers kombinationer af myldrende strukturer og svævende punkter og linjer.

Rosens Tornekrans går umiddelbart videre i samme spor, nu blot med de langt udholdte linjer i forgrunden. Laubs melodi til Hil dig, frelser og forsoner anvendes ifølge komponisten som gennemgående tema, men anes kun i glimt, hvilket også gælder for orgelstemmen, som er kraftigt bearbejdet og integreret i elektronikken. Satsen er præget af klagende glissandi.

Så kommer til sidst en veritabel gyser, Sch….., som ifølge Sisse Schilling beskriver »et moderne menneskes møde med døden«. Der høres halvkvalte lyde, hiven efter vejret og angste suk afbrudt af lange pauser. Her er tale om en sjælden grad af musikalsk realisme, som bliver så meget mere udtalt på grund af de meget lange pauser, som lader de forskellige udbrud stå alene. Det virker meget stærkt. Undertitlen er Der Tod und das Mädchen – værket minder unægtelig ikke meget om Schuberts lied, men med de enkelte udbrud i al deres ensomhed bliver udsagnet lige så eksistentielt som dennes.

I det hele taget er disse tre værker af Sisse Schilling præget af en sjælden evne til kortfattethed i det musikalske udtryk. De tre værkers varigheder er: 2:36, 6:51 og 2:18. Det giver en velgørende klarhed og en styrkelse af både detaljen og det musikalske udsagn som helhed. Intet fornemmes som overflødigt, og værket står klart og skarpt aftegnet både i den umiddelbare oplevelse og i hukommelsen. Tanken ledes hen på haiku-digte og lignende kortfattede udsagn samt på Weberns værker.

Man kunne ønske, at dette mod til kortfattethed og pauser var et mere generelt træk ikke mindst i nutidig dansk musik. Ofte virker det langt stærkere end den bestandige strøm. Hos Sisse Schilling mærker man både et ekspressivt udsagn – man kan glimrende tale om musikalsk ekspressionisme – og et udpræget talent for opbygning af den musikalske form. Det er en skam, at der kun er disse tre værker på cd’en, for man får lyst til at høre mere. Men dette er jo i sig selv en dyd!

Årgang 81/2007, nr. 05