Kan man høre lyden?

Et portræt af lydkunstneren Martin Stig Andersen
Af
| DMT Årgang 81 (2007) nr. 05 - side 170-174

Odense er en provinsby. Husene har sjældent mere end to etager, og det er ikke megen trafikstøj, man hører i centrum en fredag formiddag. San Francisco er en storby med skyline og massiv trafikstøj døgnet rundt. Vi sidder dog ikke i San Francisco med udsigt til Golden Gate Bridge, men i Martin Stig Andersens hyggelige stue på en stille villavej i Odense en februardag. Han er lige vendt hjem fra USA, hvor første del af hans værk Rabbit at the Airport blev opført på den internationale San Francisco Tape Music Festival 2007. Det er anden gang inden for tre år, at Martin Stig Andersen slipper gennem nåleøjet og præsenteres på festivalen, som er en af USA’s mest fremtrædende inden for elektroakustisk musik, og som i år også havde en opførelse af Stockhausens Hymnen fra 1967 samt en verdenspremiere på musik af Brian Eno på programmet.

»Festivalen kom som en kærkommen lejlighed«, fortæller Martin Stig Andersen. Jeg har besøgt byen før og huskede et sted nede ved havneområdet, hvor man kan sidde og se på broer, der forbinder de forskellige landområder. Det er lidt på afstand af byen, og der er en meget homogen lyd af by og af biler, uden at man kan høre hver bil for sig. Det giver en stor lyd, som jeg gerne ville optage. Denne gang var de desuden i gang med at reparere Golden Gate Bridge. Jeg gik rundt nede under den, hvor der var spændt bølgeblik ud, og dernedefra kunne man høre havet reflekteret i blikket uden at kunne se det. Det lød som en kæmpe rockkoncert transmitteret over et overdimensioneret højttalertårn.«

En kanin i en lufthavn

Rabbit at the Airport omfatter fem delproduktioner og kombinerer musik og grafik på vinyl, internet og i kortfilmformat. Det realiseres over en toårig periode med første udgivelse i maj 2007 på det engelske pladeselskab Sargasso. I projektet samarbejder Martin Stig Andersen med klarinettisten Gareth Davis, electronica-musiker Robin Rimbaud aka Scanner og den østrigske lysdesigner og fotograf Jakob Ballinger, der laver projektets billedside.

Den underfundige titel refererer til en bestemt stemning, som danner baggrund for musikken, og som er knyttet til en bestemt erindring hos komponisten; erindringen om at have set en kanin hoppe rundt i udkanten af en landingsbane ved en lufthavn. Derudover er der ingen egentlig forbindelse mellem værk og titel, og det er heller ikke lyden af en kanin, man hører. Det er snarere lyden af fly, der skiftevis letter og lander, lyden af elektroniske styresystemer og signaler. Eller måske er det med titlen i mente, at musikken fremkalder mindelser om dette, for som i sine andre værker har Martin Stig Andersen her sløret den egentlige lydkilde og skabt et lydspor, der pirrer erindringen hos lytteren og skaber associationer og billeder.

Selv har han altid billeder i hovedet, når han arbejder, ofte halvabsurde, abstrakte ting som han er fanget af. Nogle gange opstår billederne undervejs, mens han sidder og eksperimenterer, andre gange har han nogle konkrete ideer, inden han går i gang som i tilfældet med Rabbit at the Airport.

International kunstner

Ud over San Francisco har Martin Stig Andersen fået opført sine værker i en række andre byer verden over bl.a. i London, Paris, Berlin, Odessa, Melbourne, Skt. Petersborg og Santa Fe. I skrivende stund er værket Ring Road A141 netop blevet udtaget til opførelse på MANTIS South-North Weekend Festival 2007 i Manchester. Hans musik er indimellem på programmet herhjemme, men det sker ikke så tit, da et dansk akusmatisk musikmiljø indtil nu stort set har været ikke-eksisterende. Han oplever derfor sig selv som en primært international kunstner, hvilket også er tilfældet med de fleste af hans kolleger i miljøet:

»Jeg får sjældent opført noget herhjemme, fordi der ikke er nogen scene for det endsige nogen stærk kultur for akusmatisk musik«, forklarer Martin Stig Andersen. »Derfor er det naturligt for mig at blive opført i udlandet, og i mangel af et miljø herhjemme, har jeg satset på det internationale miljø. I virkeligheden er det naturligt inden for akusmatisk musik, der i høj grad er internationalt orienteret, fordi miljøerne rundt omkring er så små. Der findes næsten ingen stærke lokale miljøer bortset fra nogle steder i Frankrig, England og Canada. Men ellers foregår det internationalt via mailinglister, diskussionsfora og festivaler.«

Af og til kan han godt savne et dansk miljø, da han på den ene side føler et behov for anerkendelse og for at være en del af noget, men på den anden side gør manglen på et miljø det muligt for ham konstant at udvikle sig og gå i nye retninger.

»Man identificerer sig hurtigt med et miljø, som man kan blive lidt fastlåst i. Selvom det kan være ensomt, er det meget sundt, at der ikke er et miljø. Vi er flokdyr og har behov for den anerkendelse, man får i et miljø, men hvis miljøet bliver for smalt eller bliver en forudsætning for vores måde at være i verden på, så kan det blive et problem.«

På spørgsmålet om hvordan det kan være, at der ikke er et akusmatisk miljø i Danmark, svarer han med et glimt i øjet, at det er »fordi vi er nogle bonderøve.« Men han er ikke i tvivl om, at det vil opstå i løbet af de kommende år, for dels er der flere og flere, der lytter til musikken, dels er der interesse for at oprette uddannelser inden for området.

»Det er musik, der vil virke naturlig for yngre mennesker, der er vokset op med teknologi, og som relaterer sig til det,« uddyber han. »Så længe man dyrker det nære, kender man ikke til det, der foregår inden for genren i udlandet, og man har ingen forbilleder. Det er et spørgsmål om udvikling og vaner, og måske vil historien gentage sig herhjemme bare i mindre format. Fx er man så småt begyndt at diskutere, hvorvidt det giver mening med koncerter, hvor der ikke er andet at se på end en række højttalere, hvilket også var et omdiskuteret emne i Paris tilbage i 70erne.«

Komponist og forsker

Martin Stig Andersen er uddannet komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har siden 2004 været indskrevet som ph.d.-studerende i elektroakustisk komposition på City University i London hos komponisten Denis Smalley. Det engelske uddannelsessystem adskiller sig på mange måder fra det danske, og som ph.d.-studerende arbejder man ikke ud fra et på forhånd skitseret projekt.

Uddannelsen i elektroakustisk komposition, der varer fire år, er primært en kunstnerisk uddannelse, hvor den studerende til sidst samler op på det, vedkommende har lavet. Det skriftlige lægger sig således op af det kunstneriske, men som refleksioner over eget arbejde, og den endelige afhandling består af både kompositioner og artikler.

Han arbejder med perception af form og temporalitet i akusmatisk musik, et emne der interesserer flere og flere inden for miljøet. »Det har hidtil været et lidt overset område, men på samme tid har der generelt været en kritik af, at akusmatisk musik formmæssigt ikke fungerer. Opgøret med form var tidligere en reaktion imod den rent akustiske musik og en konceptuel, intellektuel tilgang til form. Som en modreaktion beskæftigede man sig kun med perceptionen her og nu, fra moment til moment. Det var i orden at arbejde med stykker, hvor turen igennem værkets varighed var sig selv nok. Men jeg vil nu insistere på værdien af et formmæssigt forløb, som man møder det i klassisk musik, man må bare opfinde et nyt formsprog, når det handler om akusmatisk musik.«

For Martin Stig Andersen er klang og harmonik vigtige dele af det formmæssige. Derudover har han forsket i, hvordan andre parametre som fx morfologi, dvs. lydenes bevægelser og gestik, og rum kan aktualisere en form. På det seneste er han endvidere begyndt at arbejde med audiovisuelle strukturer og den diskurs, der opstår, når musik og billeder spiller sammen - hvordan påvirker lyd, hvad vi ser og omvendt.

Han er dog ikke i tvivl om, at akusmatisk musik kan stå alene, og han foretrækker ikke samspillet med eksempelvis billedmediet frem for arbejdet med rene musiske værker.

»Mange reagerer imod rene akusmatiske koncerter, men jeg kan selv godt lide denne form, fordi fokus udelukkende er på musikken. Akusmatisk betyder i virkeligheden, at lydkilden er skjult, så den ikke distraherer lytteren. Musikken har ikke brug for noget andet, men jeg synes, det er lige så spændende at integrere andre medier. Begge dele har stærke og svage sider. Når man arbejder med akusmatisk musik, skaber det nogle billeder inde i hovedet, som man umuligt kunne lave i virkeligheden. Billeder er både med til at stimulere og til at begrænse fantasien, og jeg bryder mig ikke om, at man bare lægger noget visuelt ovenpå. Det er vigtigt, at man fokuserer 100% på mødet mellem og resultatet af de to medier, man sætter sammen. Det er et svært felt, og der bliver lavet meget, der ikke lykkes. Måske skyldes det, at man hver især lægger for meget vægt på, at ens egen del skal fungere, for i virkeligheden er det først optimalt, når delelementerne ikke fungerer i sig selv, men kun skaber meningen, idet de bliver sat sammen.«

Jagten på struktur

Vejen til at arbejde med elektroakustisk musik gik som sagt gennem en uddannelse som partiturkomponist. Inden da havde han i flere år spillet i band og arbejdet som studietekniker, men han søgte ind på konservatoriet ud fra et ønske om lave musik, der i højere grad gav ham mulighed for at eksperimentere og strukturere. Senere hen blev han træt af det konceptuelle i partiturmusikken og det abstrakte i, at musikken først klinger, efter at den er blevet komponeret. Han savnede det direkte samspil, han i dag oplever ved at lave akusmatisk musik, hvor han som både komponist, udøver og lytter hører resultatet med det samme. Han begyndte at bruge computeren som arbejdsredskab og lavede nogle lydkollager, som han oversatte til orkester, og efterhånden begyndte han at arbejde med ren elektroakustisk lyd.

»Jeg tog til London, fordi jeg ikke kunne studere elektroakustisk komposition herhjemme«, fortæller han, »og det var en stor åbenbaring at komme derover og opdage, hvor meget der er skrevet om emnet. Jeg fandt ud af, at det, der ansporede mig til at lave elektroakustisk musik, mindede om det, der i sin tid startede det hele, idet Pierre Schaeffer i 1940rne også vendte sig imod abstraktheden ved partituret som værkform og i stedet stræbte efter noget konkret – en konkret musik. Det handler egentlig ikke om lydenes ophav, men snarere om båndet, mediet. Man sidder og klipper små stykker bånd sammen i en auditiv empirisk proces, hvor man eksperimenterer, mens man arbejder. I partiturmusik hører man først resultatet, når man er færdig, mens man i den konkrete musik sidder konkret med materialet og kan tage beslutninger undervejs på baggrund af det, man hører. Det konkrete hentyder til værket som sådan, til værkformen og det bånd, som man har klippet sammen. Uden helt at have kendt til forhistorien var det nogenlunde den samme problematik, jeg løb ind i i forhold til partiturmusikken.«

En verden af lyd

Martin Stig Andersen arbejder næsten udelukkende med optagne lyde og aldrig med lydsyntese. For et år siden fik han en lille optager, som han altid har med sig og bruger til at indfange ideer eller til at optage noget, der bare fanger hans interesse. I udformningen af et værk manipulerer han lydene for at skjule lydkilden.

»Lyde har musikalske potentialer, som man kan komponere med, og de former, der ligger i lydene, er ofte nærmest gestiske. I dag har man mulighed for at manipulere og transformere lydene og udlede deres musikalske værdier, samtidig med at man slører lydkilden. Fx. består værket Sleepdriver udelukkende af trafikstøj, som jeg har optaget i London. Ind imellem hører man lyden af biler, men for det meste er lydkilden skjult, og alligevel er der referencer. Man kan relatere til det, fordi man hører trafik i hverdagen, og fordi der er en masse fysiske love eller iboende former i dette, som f.eks. når biler bremser eller accelererer. Det er interessant at finde balancen imellem det at sløre lydkilden og ind imellem antyde, hvad denne er. Lydene som sådan er ikke så vigtige for mig, og der ligger ikke noget konceptuelt i, hvad det er for nogle lydkilder, der ligger bag. I Rabbit at the Airport er det udelukkende klarinetlyde, hvilket man overhovedet ikke kan høre. Men stadigvæk ville stykket ikke have eksisteret uden de oprindelige klarinetlyde.

Martin Stig Andersen har flere gange arbejdet sammen med musikere i udformningen af sine værker, og han arbejder ud fra en devise, han selv beskriver som guidet improvisation. Arbejdsformen er inspireret af moderne teater, som han har været involveret i på forskellige måder, og essensen er at skabe et produkt, der virker struktureret og timet, men som bygger på en høj grad af improvisation og kun ganske få guidelines. Han foretrækker at arbejde med en enkelt musiker ad gangen, fordi han i så fald ikke behøver at diktere forløbet i samme grad, som hvis der er flere musikere på en gang.

»Hvis man i forbindelse med det elektroakustiske medie skal kunne forsvare at arbejde med musikere, bør man arbejde med musikeren selv«, forklarer han videre. »Specielt når man arbejder med kombinationen bånd og levende musikere, er det vigtigt, så man ikke ender med en gang music minus-one, hvor musikeren lige så godt kunne være indspillet på forhånd. Jeg tager så vidt muligt udgangspunkt i musikeren og det, vedkommende laver – han starter med at lave noget, og så begynder jeg at blande mig, så der opstår et sammenspil.«

Værket Essential Tree Work for basklarinet og bånd (2001/02) er blevet til på denne måde. Som med hans andre værker er titlen kommet på undervejs i forløbet, og selvom der knytter sig en historie til titlen, har den ikke noget med stykket som sådan at gøre:

»I London er der en lille park, som indimellem er lukket, fordi de skal ordne træerne«, fortæller Martin. »En dag kom jeg forbi og så nogle mænd hænge ned fra træerne med to motorsave, hvis lyd gav en ret fed klang derinde midt i byen. Jeg tænkte ikke videre over det, men kom forbi et halvt år senere, hvor jeg arbejdede på stykket, og der kom jeg i tanke om den klang, som jeg siden havde imiteret i stykket. Jeg kopierede derfor et af skiltene uden for parken og lod det følge stykket for at lave en lille reference. Titler er vigtige, men referencen er mindre vigtig.«

Grimhedens æstetik

Jeg fornemmer en vis fascination af teknologi, når Martin refererer til sine forskellige værker, og vi griner lidt af modsætningen mellem at være inspireret af metropolens skyline og det at bo i en provinsby som Odense. Men som han selv siger: »Hvis jeg boede i storbyen, havde jeg måske ikke samme behov for at skrive musik, der refererede til denne.« Samtidig virker det naturligt, at det netop er storbyen, der fascinerer, fordi den i høj grad repræsenterer verden omkring os anno 2007 og går godt i spænd med elektroakustisk musik som en nutidssvarende udtryksform.

Lyden af by og teknologi er for Martin Stig Andersen forbundet med rene former med variationer og langvarige forløb, hvoraf det er interessant at udlede materialer.

»Jeg vil gerne finde æstetikken i ting, der er skabt til noget helt andet, og jeg kan godt lide kontrasten mellem det grimme ydre og en indre æstetik. Jeg trækker ofte nogle lag ud og bruger en lyd som filter for noget andet, så jeg f.eks. har en harmonisk lyd og en samtidig bevægelse, der skaber en tekstur i musikken.«

Han lægger ikke skjul på, at hans måde at arbejde på er meget inspireret af den akusmatiske tradition repræsenteret ved blandt andre Pierre Schaeffer, hvor hele måden at arbejde med lyd på er intuitiv og auditiv-empirisk. Derudover bruger han også den klassiske ballast, han fik med fra konservatoriet. Men selv om han bygger videre på en tradition, forsøger han samtidig at holde afstand til den for at undgå at køre fast:

»Jeg prøver bevidst at lægge mig lidt ved siden af traditionen i et forsøg på at udfordre mig selv. Det er det samme som med et miljø; man skal passe på ikke at identificere sig for meget med en tradition, men i stedet prøve at lægge sig et sted hvor der er noget ukendt, hvor man ikke kan bunde eller kender resultatet af det, man laver. Måske handler det om identitet og anerkendelse, som man på den ene side har brug for, men som på den anden side kan give en bismag, der får en til at kaste sig ud i noget andet.«

Martin Stig Andersen (f. 1973, Århus) blev uddannet på det Jyske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen i 2003. De sidste to år af uddannelsen studerede han elektroakustisk komposition hos Denis Smalley ved City University i London hvor han er fortsat som ph.d.-studerende. Martin Stig Andersens værker er blevet opført på en lang række internationale festivaler, herunder The San Francisco Tape Music Festival, Sonorities, ICMC, FUTURA, SAN EXPO, Santa Fe Electro Acoustic Music Festival, NWEAMO og The International Gaudeamus Music Week.

Martin Stig Andersen (f. 1973, Århus) blev uddannet på det Jyske Musikkonservatorium hos Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen i 2003. De sidste to år af uddannelsen studerede han elektroakustisk komposition hos Denis Smalley ved City University i London hvor han er fortsat som ph.d.-studerende. Martin Stig Andersens værker er blevet opført på en lang række internationale festivaler, herunder The San Francisco Tape Music Festival, Sonorities, ICMC, FUTURA, SAN EXPO, Santa Fe Electro Acoustic Music Festival, NWEAMO og The International Gaudeamus Music Week.

www.martinstigandersen.dk