At lytte ind i verden

»And with these, the sense of the world's concreteness, irreducible, immediate, tangible, of something clear and closer to us: of the world, no longer as a journey having constantly to be remade, not as a race without end, a challenge having constantly to be met, not as the one pretext for a despairing acquisitiveness, not as the illusion of a conquest, but as the rediscovery of a meaning, the perceiving that the earth is a form of writing, a geography of which we had forgotten that we ourselves are the authors.«

(Georges Perec, Species of Spaces)

De verdens skrifter, som Goerges Perec søger, finder deres form i aftryk efterladt ved pludselig kontakt, i den tilfældige forbifart af kroppe på vej, skrifter formet af sidestillinger af fundne figurer og karakterer, slid og hudafskrabninger afsat på verden. Hans læsning er lydhør over for den sjælelige, skarpe “geografi”, der er trukket ud over byen, og for hvordan forskellige skrivemåder kan afspejle individuelle oplevelser. Efter min mening er det at læse sådanne skrifter ensbetydende med at høre deres klang, at blive mærket af deres hørbare sidestillinger, som altid er samtidige og med frugtbare ordforråd, ikke af tydelige mærker, men af flygtige lyde. Geografi er her noget topofonisk og er under konstant udvikling. Sådan en geografi danner grundlaget for denne måde at skrive på og gør den til en sekundær tekst, for den stræber efter at trykke sig ind til lyden, at putte sig ind til de lokaliserede instanser, hvor det hørbare laver et aftryk ved at tage hensyn, ved at lytte til lektien og ved at binde en sløjfe tilbage til der, hvor lyd kan give form til andre former for adfærd.

Forslag, eller dagdrøm nr. 1: Pladsen som en jukebox

Traditionelt er en plads i en by struktureret omkring ideen om fri bevægelse, demokratisk minglen og social åbenhed, et sted hvor stemmer høres uden filter, kroppe interagerer frit, og hvor sociale interesser samles og former hierarkier. Derfor er det ifølge sin natur – og paradoksalt nok – et rum af larm og organisering, orden, udredning og omgruppering. Dette forslag slår til lyd for en videre definition ved at placere en jukebox på pladsen, hvorved grupper af musik artikulerer bestemte tider og bestemte sociale situationer: Fra bryllupsmusik til lokale folkeviser, fra disko til optagelser i omgivelserne, fra bebob til rap. Pladsen vil kunne organisere parallelle diskussioner, artikulationer og samfundsfællesskab gennem musical soundtracks og derved underbygge David Rothenbergs påstand om, at »musik binder os tættere til ekkoet af den omgivende verden«. Social organisation kan læses gennem musikalsk organisation: udviklingen af jukeboxens udbud, strømmen af de udvalgte sange over for konversationsstrømmen, årstidens stemning, mængdens psykologier manifesteret i psykoakustiske dramaer. Det traditionelle ”musikalske argument” som led i det at komponere er her overført til det demokratiske argument.

Bohemia Bagel Internet Café, Prag: Background Music

Et socialt rum og lyd er i indbyrdes forhold til hinanden i et komplekst net af musik og konversation, lyd og dagdrømmeri, i et net af klingende strømme bestående af kroppe og radioer, rum og ekkoet herfra. Baggrundsmusik udgør en lydende flade til talestrømmen imellem folk: stemmer blander sig med de rytmiske tegn fra popsange (Britney Spears ridser baggrunden op for de tilfældige memoirer mellem venner), den flydende tonalitet i folkemusik frembringer den rette stemning for morgenmeditation – man sidder på en café og stirrer ud ad vinduet, guitarer og stemmen instrumenterer en overraskende evne til at spotte folk, der passerer forbi udenfor: byen og dens soundtrack ansporer en filmisk rejse i sindet, en rejse der ofte overrasker lytteren med uventede drømmerier.

Baggrundsmusik toner frem, klinger videre, irriterer og forsvinder, en lim der binder akustiske begivenheder sammen, en jukebox af sammentræf: hvilke overraskelser kommer der ikke ud af højttalerne på en restaurant! Baggrund bliver forgrund, baggrundsmusik griber ind i folks samtaler, i larmen i rummet, og den bærer alt i sin tonehøjde, hastighed og virtualitet: baggrundsmusik præsenterer et andet urbant rum, den konstruerer sidestillinger af indspillet musik og den akustiske lydstrøm – den vælter ud over byen, flyder ind og ud ad døre, vinduer, bygninger, en radioudsendelse der blander tid og sted.

Af den grund fornedrer baggrundsmusik budskabet på nogle niveauer, gør det svært at tænke klart, fordi, som Barry Truax observerer, »den lyd, som når øret, er analog med de fysiske omgivelsers tilstand i øjeblikket, idet lydbølgen, når den bevæger sig, bliver ladet op af enhver interaktion med omgivelserne«. Som navnet siger, er baggrundsmusik aldrig den tilsigtede lyd, den stemme man ønsker at høre, det ønskede budskab; baggrundsmusik er i stedet det lydoverskud, som hver stemme kappes med, som hver lyd må interagere med, som ethvert budskab må kæmpe imod. Alligevel lærer baggrundsmusik mig overraskende nok at høre relevansen af det omgivende rum, som et fjernt udsigtspunkt, som tilfældighedernes jukebox, som et miljømæssigt soundtrack der holder kroppen i gang ved at tilføre omgivelserne rytme og fart. Ironisk nok øger baggrundsmusik ens opmærksomhed på lyd ikke ved at negere budskabet, men ved at tilføre dette det virkeliges tilstedeværelse i al dets dynamik – af frem og tilbage, af ydre og indre, af min samtale som forbundet med de rytmer der påtvinger sig mig. Ved at betone tilstedeværelsen af den ubudne gæst, betydningen af det oversete trækker en sådan dynamik paradoksalt nok baggrunden i forgrunden.

Jacques Attalis beskrivelse af musik som en “kampplads” mellem ordens- og uordensmagter, mellem social norm og den fremmede støj er rodfæstet i forslaget om, at enhver orden delvis foreviger sig selv ved at forsikre om sit eget sammenbrud: musikalsk orden flirter med sin egen opløsning, idet den læner sig ud over kanten af det nye, det fremmede, det voldsomme og begejstrede, og vinder fremdrift ved støjens hastighed. Støjen er derfor både den uønskede og den efterstræbte, eller den der truer og bakker op på samme tid, traumatiserer og bringer brændstof til selve den kulturelle produktions integritet. Den lydlige kampplads eksisterer ikke kun i musikkens dynamik, men gennem de rum hvor den sættes i spil. Støj, stilhed, samtale og radioudsendelser konfronterer hinanden på gaden og skaber dermed kompositoriske spændinger mellem det hørte og det overhørte, det dæmpede og det ubehagelige, det intime og det smittende.

Forslag eller dagdrøm nr. 2: Gadelygter som højttalere

Oplysning, udstråling, lyskegler der skaber søer af glans … gadelygter gennemtrænger den formørkede by, åbner hulrum gennem hvilke skygger og lys blander sig med hinanden, danser i urbane koreografier. Ved at gøre gadelygten til en højttaler skaber man et soundtrack til dansen: oplysning med forstærkning, bymæssig infrastruktur med lydparfume. Muzak not for shopping, but for singing in the rain. Som en del af situationisterne generelle omstyrtning af bureaukratiske strukturer inden for byplanlægning i 1950erne og 60erne foreslog de at sætte en afbryder på alle gadelygter. Ved at give forbipasserende mulighed for at tænde eller slukke lygten efter forgodtbefindende ønskede Situationisterne at autorisere det individuelle valg. Ved at nedbryde skellet mellem høj og lav, bymæssig infrastruktur og personlig vandring, regeringskontrol og individuel fantasi blev gadelygten et sted, hvor man kunne tilrane sig magt: elektricitet blev en metafor for, hvem der oplyser hvad hvornår.

Side om side med Situationisternes afbryder kunne man introducere det hørbare: gadelygten som den personlige lyds forstærker. Man kunne udstyre gadelygten med en lille mikrofon og en computerchip til opsamling af private beskeder, urbane erindringer, tilfældige historier. Gadelygten kunne dermed fungere som et tegn ikke blot på styret planlægning, men også på hvordan en sådan planlægning inddrager individet som en aktiv bruger.

Pizza Corto, Prag: Urban Composition

Et marked åbner: kassevognenes brummen, den langsomme, støtte spredning af kasser, folk der vandrer rundt, søger og venter, forbipasserende og handlende der på forhånd blander sig – pengepunge holdes tæt til kroppen, plastikposer rystes åbne, fødder der stampes for at fordrive morgenkulden.

Denne beskrivelse kan aldrig indkapsle en sådan begivenhed i sin helhed – de ubetydelige detaljer, de bittesmå revner, bevægelser og varighed, afstande der gentager sig i usynlige konstruktioner, fremmede stemmer der hæver sig til det hørbare med deres tilfældige samtale; min hånd søger efter at beskrive det, men det glider den af hænde – den klingende strøm af det urbane rum. At beskrive lyd med ord som fangne begivenheder, vibrerende snapshots, som flygtig summen, er at forblive et, to, tre eller flere skridt bagefter (beep beep beep tick tick ticking, scratch shuffle scrape – Klunk!) for lyd er for meget og for lidt – den overvælder ens evne til at fastholde alle dens minutiøse hændelser og beskrive dem med ord, og på samme tid forbliver den uden for sprogets grænser: dagligdagens grundlæggende lyde i al deres klingende kvalitet udfordrer det sproglige potentiale: hvordan beskriver jeg alt det, jeg hører, mens jeg spiser morgenmad denne morgen, hvor markedet nu er åbent, og børnene ødelægger noget med deres røde bold?

At følge det akustiske er ensbetydende med at foretage et bevidsthedsmæssigt skift, idet, som musikforskeren Robin Maconie foreslår, »den lyttemæssige oplevelse episodisk – i modsætning til den visuelle oplevelse der udfolder sig foran og under kontrol af beskueren, og som forsøger at blive artikuleret fra det ene øjeblik til det næste – er kontinuerlig, altid til stede, uundgåelig og til sammenligning sværere at kontrollere direkte«. Det at skrive er i den forbindelse et udtryk for opmærksomhed: man følger lyden med pennen, man er på papiret og uden for det, indeni den hastige nedskrivning af forløbet og udenfor, optaget af lydens ustoppelige entusiasme.

At være opmærksom … hvad opnår man herved? Ved at være opmærksom beder man samtidig om at få noget igen, eller rettere sagt man forstår, at opmærksomhed er en slags værdi, som man kan udnytte uanset, hvor uhåndgribelig den forekommer. Ud fra dette perspektiv, skal vi forstå det at lytte som noget, der opererer inden for en økonomi, der regulerer magtbalancer mellem det, der dominerer og det, der lader sig dominere, mellem det der kontrollerer og det, der lader sig kontrollere. Derfor er det heller ikke altid et spørgsmål om at lukke munden op, om at være aktiv på sprogets centrale scene eller i magtens søgelys, men om at lytte ordentligt og være opmærksom på det der støjer på scenen. Ikke blot for at acceptere det givne, men også for til stadighed at have øre for det modsatte. At være opmærksom er således ensbetydende med at deltage i en økonomi bestående af at give og tage, af at bekendtgøre og lytte.

At lytte til byen denne tidlige morgen fører til erkendelsen af en slags orden – jeg hører den hørbare bykultur sammensat som et orkester bestående af overraskende tonalitet og tekstur, af små begivenheder og vedvarende flow. Det forbliver uden for lingvistisk kontrol, for jeg kan ikke sætte ord på denne akustiske overflod. Øret sammensætter dog en historie af begivenheder og hører forskel og forvirringer som punkter på kortet, fremkalder forestillinger om rumlig form, om centre og deres periferier, stemmer og deres skygger. Som beskytter af akustiske kredsløb er øret opmærksomt herpå, samtidig med at det fortsat skaber disse kredsløb.

… the banging of a door, the wheels of a suitcase over cobblestones, another door, and the radio in the distance with the hum of a large engine, rising then falling while the voice next to me animates the morning with its own excess, and the crackling of sand under someone’s shoe, walking … and more … and then …

Lidt efter lidt forandres siden til en samling samtidige begivenheder, der ikke kan læses, men som kan høres – et ekko, en resonans, byen bliver et blæseinstrument …

Synet skaber adskillelse og distance: Jeg ser og konstaterer, at jeg er her, fordi jeg ikke er derovre; synet indskriver adskillelse og gør os ansvarlige inden for synlighedens felt. Lyd skaber derimod lighed ved at modtage alt det, der er omkring og knytte bånd; den fremmer kommunikation ved at bygge bro over distancen: Jeg laver en lyd for at placere mig selv i forhold til omgivelserne; jeg kan høre mig selv midt i mængden. Synet og lyden komplementerer og fuldender altså hinanden ved at tillade den afstand og adskillelse, der er nødvendig for rigtigt at kunne se, men samtidig bygge bro herover i kraft af et kommunikationspotentiale.

At skrive lyd vil sige at opleve sammenblandingen af alfabet og akustik, grammatiske koder og klingende opmærksomhed, tekstens rum med lydens tid. Ord over for hørbarhed, sprog efterfølgende en klingende begivenhed. Her forbliver mit eget skrift bundet til en distance til selve det, det stræber efter: en uendelig tale om lyd gennem beskrivelser, der forbliver på afstand af lyden … Det, jeg stræber efter, er således en hørelsens teori: at skrive mig tværs gennem verden ikke med tegn, men med klangfulde interventioner og derved formgive en geografi gennem det at lytte. Denne lyttemåde er en bevidst modstand, en blød vandalisme der optegner koordinater for ulovligheder i fremtiden. En lyttemåde der lytter: der lytter indeni, indsætter øret, putter hørelsen ind imellem det talte ord, og som lytter inden i vævet af akustiske dialoger. Hvor det at høre verden fungerer som en slags personlig overlevelse, hvor jeg forstår mig selv i forhold til den akustiske horisont, er det at lytte ensbetydende med drilagtigt at smyge sig ind i klangens sfære, en form for vid, en fantastisk længsel efter noget uharmonisk: lytningen er en slags sabotage.

Forslag eller dagdrøm nr. 3: Nummerplader som medie for organisering af radioen

Den nyeste teknologi har foreslået at bruge bilnummerplader som sanseapparat for inddeling og overvågning af trafikkens bevægelse (legal og illegal) samt som kommunikationskanaler: til at sende beskeder frem og tilbage mellem biler der bruger nummerpladen som modtager og stereoanlægget som forstærker. Udnytter man denne teknologi, kunne man foreslå, at nummerpladerne også kunne aktivere klingende lyd: nummerplader der leder og organiserer ved at bevæge sig gennem lokale radiobølger, en helt ny form for radiofonisk oplevelse: man hører et mix af mere end én bølge.

Her kan den konstante trafikstrøm og dens tilfældige blanding af køretøjer bruges til at organisere mixning af lyd: hver bil bliver udstyret med sit eget klanglige materiale eller sin egen lydbank, der introduceres til de givne omgivelsers sammensætning af biler og deres personlige lyde. Alt dette kan høres gennem bilradioen transmitteret gennem en lokal sender koblet til hver enkelt bil, og hvis frekvens kan fremgå af nummerpladen: ved siden af bilens nummerfølge vil stå en FM-angivelse, der signalerer til andre førere, hvilken station de skal stille ind på for enten at lytte eller byde ind med lydmateriale. Trafikken kunne på den måde fungere som en symfoni af mobile lyde, der bliver lukket og åbnet for i løbet af en køretur og igennem et netværk af veje, der udnytter og bestemmer udviklingen af dette mobile soundscape.

En bagerforretning, Prag: Found Silence

Midt i al denne baggrundsmusik af cool jazz og funky beats, af samtalehurlumhej og urban komposition der overdøver og optoner, dukker den pludselige og lette tankestrøm op og skaber sin egen lomme af stilhed: den forlader kamppladsen gennem en akustisk bagdør.

Et socialt rum består af mange skygger: hjørner af ensomhed, intime passager, snoede geografier hvor man opdager det flygtige og det forbigående. Midt i denne sprudlende støj og dens modulation forsvinder jeg ind i et privat hylster: Den rummets poetik, som Gaston Bachelard beskriver, er ikke begrænset til barndomshjemmet, den indre overflod af tidlige drømmerier, af privat stilhed; man finder den også i sten og beton, i udstødningen og dunsten fra byens liv. Som Bachelard foreslår, »forbliver tidligere tilholdssteder i os til evig tid, fordi erindringen om disse genopstår som dagdrømme.« Steder lever altså inde i os; selv når vi bebor et givent sted og fylder det med vores væren, er det ikke kun fysiske objekter, der definerer rummet, men også alle de andre rum, som vi tidligere har beboet: et fysisk rum parret med en rumlig oplevelsespsykologi.

Vi bor, vi lever, vi lytter; rum fylder vores ører med oplevelse, definerer vores forhold til et sted – den grundlæggende stilhed inden i dette urbane rum fremdrager denne dagdrøm, der medbringer poetikken som et første tankeanstød: »Det er på det dagdrømmende plan og ikke på det reale, at barndommen forbliver levende og poetisk brugbar inden i os.« Sådan en poetik minder om at sove midt i rummets koncert, hvor man flyder væk, døser hen i forhold til den symfoniske udfoldelse, hvor man måske genoplever en indre verden af fantasi og erindring og bruger den til at høre mere end det, der er umiddelbart forekommende: en barndommmens lytten.

Stilhed opstår nogle gange ikke ved en gensidig dynamik mellem indre og ydre, hvor et stille sind anspores udelukkende af et stille rum; tværtimod finder et stille sind sit sted i kontrast til det omgivende sted. Tanken finder ofte sit eget sted på et travlt gadehjørne, i en travl restaurant eller i en tætpakket bus, som en ensom ø markeret på dagdrømmens indre kort. Som Bachelards stedsanalytiske projekt afslører, er steder også erindringsreservoirer, der skaber psykologiske stilladser. Opstillet rundt omkring i verden muliggør sådanne stilladser subtil navigation, psykologiske rejser der finder nogle ydre punkter at holde sig til, mens de fundamentalt set bevæger sig gennem andre, indre landskaber.

Forslag eller dagdrøm nr. 4: Flag som tekstpartiturer til handling

Flag lærer os at relatere symbolsk til en given nation, klub eller organisation. Til gengæld artikulerer de, gennem en række forenklede tegn, et sæt værdier: det amerikanske flag står for idealet om frihed og demokrati, mens et sørøverflag artikulerer helt andre koder. Flag er derfor ikke blot simple signaturer, men aktive ophjælpere; de udsender et tydeligt budskab. Med dette in mente slår dette forslag til lyd for at frembringe flag, der ansporer til handling: Flagene vil have påtrykt tekstpartiturer skrevet af forskellige kunstnere (historiske og nulevende som fx La Monte Young der siger, »tegn en lige linje og følg den« (1960)), så de indbyder befolkningen til at opføre partiturerne og deres respektive krav og forslag. Partiturerne vil tilskynde svar, overvejelse og vedtagelse ved at lægge op til en slags ”ansvar” hos befolkningen: Det at ære flag bliver bragt frem som håndgribelige, konkrete udtryk for ønsket om at tilskynde til handling, når det er nødvendigt, opmuntre til ansvar for de underforståede værdier og samles (som en social performance) om dets indbyggede forslag – at det skaber et samfund, der stræber efter at indsætte en form for deltagelse frem for at ekskludere andre.

Café Sommersko, København: Interlude

Jeg står på gaden, lyd flyder ind gennem alle porrer: at tale om et socialt rum er ensbetydende med at bevæge sig ind i et akustisk støjdomæne – støj i form af befolkede pladser, trafikpropper, for mange busser og for lidt plads, af overhørte stemmer og knuste ruder.

Og dog handler et socialt rum ikke kun om flossede kanter eller anarkistisk potentiale – det handler om organiserede strømme, overvågede mængder, stabiliserede intensiteter; det er lig med aftalte værdier og selvdisciplineret begær, det er trafiklys og fortov: en arkitektur der regulerer, strukturerer og bevarer. Et socialt rum er mangfoldigt og karakteriseret ved specifikke vilkår; fra den offentlige plads til den offentlige bus, fra fortovet til museumslobbyen, fra restauranterne til begravelsesforretningerne – enhver socialitet er defineret ved sin funktion og sin arkitektur: vi er et helt andet sted, når vi befinder os på en bar, end hvis vi er i en begravelsesforretning. På den anden side skaber sådanne situationer forskellige soundscapes: baren svælger i et overskud af lyd, der kaster kroppen ud i social interaktion – det er umuligt at undslippe – mens begravelsesforretningen kontrollerer niveauer af stilhed, forstærker sorg og sorgarbejdet ved at minimere ydre indblanding og begrænse interaktion.

Gaden som et socialt sted bringer os ind i en uklar arkitektur: den er ifølge sin natur imellem, i og rundt om bygninger, den bevæger sig ind og ud af forskellige funktioner (fra et sted hvor man bevæger sig til et sted, hvor man sover, et sted hvor man slentrer til et sted, hvor man protesterer) – gaden er arkitekturens Anden, den er arkitekturens støjende nabo, et akustisk rum der genlyder af sociale kredsløb: al dens klang er produceret af kroppe i aktivitet, i brunst, på vej. At sidde og drikke kaffe på en fortovscafé eksponerer én til støj, samtidig med at det fastholder én i en form for ro – den rolige måde hvorpå man nyder sin kaffe over for det urbane tempo.

Fortovscaféen er en udsat form for arkitektur, et indenfor og et udenfor, en tærskel hen over et givent territorium hvor akustisk overskud lapper over struktureret afslapning. Med det mest simple element skræver den over linjen, der afgrænser et territorium modtageligt for ydre indflydelse, mens det bibeholder en indre sikkerhed.

Organiseringen af input og output er det akustiske designs største mål: den miljømæssige blanding af produktion og forbrug reguleret gennem rumlig planlægning. En sådan planlægning må på den anden side efterlade det rumlige for at kunne inddrage tiden, for lyd lægger til og trækker fra alt efter bevægelsens varighed. En sådan bevægelse organiserer et sted ved at mangfoldiggøre det: Den akustiske bølge indsamler stedets detaljer, samler dem i sin bane og blander det hele efter forgodtbefindende.

Angrebet og rekonstrueret. Man kunne sige, at lyd performer rum ved at tilføre rummet tid, for lyd er for meget betinget af sted; den forstærker og bringer til tavshed, forvrænger, fordrejer og skubber imod arkitekturen; den undslipper værelser, får vægge til at vibrere, afbryder samtale; den udvider og sammentrækker rum ved at ophobe ekko, omlægge steder ud over sig selv, bærende det i sin bølge og altid ved at optage mere end et sted; lyd malplacerer og fortrænger; som en bilhøjtaler der blæser alt for meget musik ud, flyder lyd ud over alle grænser ved at operere som en tidsmæssig begivenhed.

Forslag eller dagdrøm nr. 5: Busstoppesteder hvor man kan lytte

At skifte fra øjet til øret som værende det styrende opfattelsessted vil sige at understøtte akustiske kredsløbs “socialitet” – den støjende mængde, musikken i parken, trafikken som en støjparade – alle sådanne begivenheder overstiger deres respektive grænser, fordi lyd af natur altid udvider, hvorved den artikulerer nogle nye grænser. At lave en lyd er altid ensbetydende med en offentlig gestus.

Vente …vente …vente … busstoppestedet er et sted, hvor man ikke laver noget; man forbliver stille, tøvende, en smule fraværende, udenfor …. På vej til at gøre noget, på vej et sted hen. Et busstoppested er bogstavelig talt et stop undervejs. Dette forslag stræber efter at introducere en aktivitet, en jeg gør noget-tid inden for ventetidens ikke-tid; busstoppestedet bliver udstyret med nogle højttalere, der vil forstærke lyde fra steder rundt omkring i verden. Lydene vil blive opsamlet specifikke steder på kloden, transmitteret via satellit og bragt til stoppestedet, hvorved det vil skabe en virtuel forbindelse til disse andre steder i verden: man hører både et soundscape bestående af noget tæt på og et soundscape af noget langt fra.

Hjemme, København: listening to nothing in particular

Hvordan hører man det hverdagsagtige ved en almindelig dag? Hvordan er man inde i dets detaljerede og banale lydtapet? Hvilken form for lytning kræver det? Den intensiverede og koncentrerede lytning fra en opmærksom ven eller den løse, distraherede lytning fra en forbipasserende, der svømmer forbi lydglimt udsendt fra oversete steder?

Et hørelseskatalog eller lyttegenrer: A catalogue of audition, or species of listening:

• Dannet lytning: man er opmærksom på budskaber, koncepter, tegn og symboler.

• Mundtlig lytning: man søger efter billeder, udtryk, fortællinger og sekundære signaler.

• Driftsmæssig lytning: man aktiverer og griber ind, interagerer og får ting til at ske.

• Omsluttende lytning: man taber sig selv hen ad vejen, lytningen forbliver underbevidst.

• Lytning der taler: man er opmærksom på hinanden i form af omsorg; dedikeret opmærksomhed.

• Kropslig lytning: man vibrerer med det, man hører som en berøringsviden.

• Medlytning: man skaber forbindelser gennem erindring og minder.

• Reduceret lytning: man adskiller det, man hører, fra dets kontekst og oprindelige miljø.

• Dyb lytning: grænserne udviskes mellem en selv og verden; man finder en indviet lyd.

• At lytte til lytning: man bliver opmærksom på, at man lytter og den effekt, det har.

• Overskridende lytning: man lytter bevidst på en anden måde.

• Forstyrret lytning: man er ude af stand til at følge reglerne.

• Narcisistisk lytning: man hører kun sig selv.

• Opsigtsvækkende lytning: man lytter således, at man bliver i stand til at formulere sin egen lyst til det.

Glæderne ved hjemlige anordninger

Bachelards stedsanalyse bliver topofonisk: ved lyden af opvaskemaskiner, talk shows i fjernsynet og den stille køleskabsstøj, den snurrende lyd af computerdisketter og –blæsere og en spredt trommen af regndråber mod ruden … verden er fuld af stemmer, og alligevel hører man kun lyde fra objekter – den hjemlige arkitekturs bløde maskineri – når man er alene. Denne støj holder mig med selskab. Hjemmets interiør er forbundet med intimiteten i at kende alle de tikkende, klikkende, brummende og snurrende lyde, og det bliver en slags substitut for menneskeligt samvær. Jeg indleder forhold til dimserne og apparaterne, infrastrukturerne og de nære bevægelser, alle dem hvis lyde tilsammen danner et trygt leje; selv irritationsmomenterne (til en vis grænse) bidrager med deres genkendelighed til følelsen af at høre til. De bliver min egen støj. På den måde lever man med støj derhjemme: fremmede bliver venner, venner bliver naboer.

Forslag eller dagdrøm nr. 6: Parkbænke som erindringssteder

En bænk i en park bliver ofte brugt som et mindesmærke: inskriptioner med dedikationer til de elskede, lokale helte, menigmand eller -kvinde der æres med få ord – »Et elsket minde om Benjamin, min elskede ægtefælle« … eller »Til Skip, som tilbragte sine år i denne park, 1986 – 1999«. Det private skrives ind i det offentlige rum som en invitation til at sætte pris på livets milde glæder og gang. Sådanne minder danner personlige historier frem for store fortællinger; de er monumenter af en intim natur, uden for det tydeligt noble og den politiske histories forum. De er som en hvisken fundet langs stien belagt med hverdagsoplevelser. Dette forslag foreslår at fremhæve mindebænken i parken, som den eksisterer allerede, ved at lytte, tage notits, samle og konferere om fundne dedikationer. Dette forslag er en slags arkiv, der skal støtte det intime snarere end det monumentale, det personlige snarere end det store, en hvisken snarere end argumentet. For det at ære sådanne artikulationer, sådanne inskriptioner danner måske grundlag for optagelsen af detaljer i hverdagslivet, de bittesmå gnister der udspringer fra et navn (Benjamin eller Roger), og hjælper til at oplyse den store struktur. Dette arkiv vil dog eksistere i audio format: fundne dedikationer vil blive indspillet af en talestemme, stemmen vil måske ære selve hædringen vedtaget i originalen, den personlige og intime relation hvis lyd lader til at tillade det, selv som støj.