Børn er kunstnere – de ved det bare ikke

»Selvfølgelig er det en udfordring at gøre Rued Langgaards Antikrist eller Per Nørgårds 3. Symfoni til børnemusik, for børnemusik er det ikke. Men det lykkes. Og det er ikke svært. Det, du ikke skal, er at gå i gang med kundskaben. Jeg giver dem den overordnede titel: Det drysser ned fra himlen, det stiger op fra jorden - og det siger jo alt om hele første del!«

Man skal holde godt fast, når professor Mogens Christensen begynder at tale om sit fag, for det går stærkt, og hans ivrighed gør ham svær at holde i korte tøjler: »Du skal bare sætte nogle unger til at spille nogle meget, meget høje toner og nogle andre unger til at spille nogle meget dybe toner, og så skal du bare sige, at tonerne skal ned og mødes, og der, hvor de mødes, skal de spille et g, et h og et d. Derefter kan du sætte dem til at lytte til de første 3-4 minutter af symfonien – og så er den bare hjemme. Det er i det gestiske, jeg tager udgangspunkt, i det umiddelbart oplevelsesmæssige.«

Det er nu små to år siden, at komponisten Mogens Christensen tiltrådte sin stilling på Vestjysk Musikkonservatorium, som Danmarks første og indtil videre eneste professor i musikformidling. »Der kommer et tidspunkt i en mands liv, hvor man synes, at man skal lave andet end at rette parallelle kvinter – det havde jeg gjort i 20-25 år på seks konservatorier og tre universiteter, nu syntes jeg, det kunne være fint nok at lave noget andet,« som han selv formulerer det. Og det er ikke nogen retrætepost, understreger han, nærmere et arbejdsprofessorat.

Et af de fag, der umiddelbart springer mest i øjnene, når man ser på musikformidleruddannelsen, er det fra en helt anden verden kendte begreb "teambuilding". Sådan et projekt har Mogens Christensen selv lavet med reklamebureauet Young & Rubicam, hvis direktør satte sig for at hele personalet skulle lære at spille et klassisk værk. Sjællands Symfoniorkester blev indkaldt til at demonstrere deres instrumenter, og så valgte de ansatte det instrument, de ville spille:

»Det endte med et orkester, hvis violingruppe bestod af it-chefen og receptionisten, rentegneren var fagottist – han kom til at elske det instrument – alle de kreative de var klarinettister, der var en tre-fire stykker, det lød ad helvede til, så var der et par trompetister, som det aldrig lykkedes for. Hele bogholderiet spillede slagtøj, og så var der den største katastrofe, nemlig at direktøren ville være dirigent, han skulle partout lære at slå de rigtige slag. Der var en, der kunne spille, en kvinde der spillede saxofon, hun spillede mest jazz, men hun kunne spille. Umiddelbart lyder det dødfødt!« Konstaterer Christensen, der lagde ud med at sætte dem alle sammen til at banke en 6/8-rytme, og bad så strygene om at ramme to strenge, g og d på samme tid. Han havde så skrevet "Det gamle slot" fra Musorgskijs Udstillingsbilleder om. Det kunne saxofonisten spille, så allerede en af de første gange var den faktisk hjemme, de ansatte havde fornemmelsen af at spille.

»Reklamefolk ved jo godt, at hvis man sidder foran sin computer og ikke kan komme videre, skal man rejse sig og gå ud for at spille minigolf eller lignende for at blive frisk i hovedet igen. I de fire måneder det her projekt stod på, strøg de ned på toiletter og andre små rum for at øve sig på deres instrumenter. Og sikke en effekt! Det var sgu bedre end at tage ud og flå kaniner!«

- Men hvad dækker begrebet musikformidling på Vestjysk Musikkonservatorium?

»Musikformidling er et fag som er helt diffust,« erkender Mogens Christensen: »Der er ingen udenforstående, der ved, hvad det er for noget, det skal udvikles, det skal defineres, der skal laves studieordninger, der skal vindes en opmærksomhed omkring det, så det kan få en selvstændig status. I sin videste konsekvens er det alt, fra det at indøve noget på et instrument, til at spille det på en scene, til at skrive programnoter til det, til overveje hvad man kan gøre for at få folk ind og høre det – alt det der er knyttet til en koncert. Men musikformidling kan også være at lave teambuilding på en virksomhed.«

- Hvordan adskiller musikformidling sig fra "almindelig" musikpædagogik?

»Pædagogikken går på, hvilke teknikker man skal bruge, og hvilke metoder man skal gå frem efter, for at få fingrene ordentlig på plads, hvis en elev fx skal lære at spille fløjte så godt som overhovedet muligt. Musikformidlingen går bag om kundskabsfeltet og arbejder med motivation som det væsentligste. Hvor pædagogikken er det lange, seje træk, så er musikformidlingen et ”nedslagsfelt”, det er her og nu, selvom det godt kan kobles med et pædagogisk forløb. Det, man kalder kreativ værkintroduktion eller kreativ musikformidling, er vores speciale, og her kan vi tage kompositionsværktøjet eller kompositionstænkemåden i brug. Det kan fx være, hvis et orkester har brug for at få ”klædt et publikum på” til at opleve et værk ved en koncert. Så sætter vi børnene, for det er ofte børn det drejer sig om, til at lege med værket efter "byggestensmetoden", det vil sige at man, kort fortalt, lader dem selv komponere med værkets "DNA-kode", fortæller Mogens Christensen og fortsætter:

»Det, jeg gør, og det tror jeg er meget symptomatisk for musikformidling, er, at jeg prøver at drysse kundskab ind i det her. Hvis vi fx tager eksemplet med Nørgårds 3. Symfoni: Har man fået nogle børn med på spøgen om, at det drysser ned fra himlen og stiger op fra jorden, så kunne man spørge ”hvordan får vi lidt struktur på det her?” – og dermed komme lidt ind på overtoner. Det ville selvfølgelig kræve noget nodekendskab, men man kan sagtens gøre børn begribeligt, hvad overtoner er uden nodekendskab. Det vil sige, at det kundskabsmæssige er blomstret op af en situation, der er lagt til rette - der står ikke nogen steder, at nu er det det, de skal lære - men man kan gøre det.«

»Fx ville det i dette tilfælde være oplagt at sætte kryds på de af klaverets tangenter, der er g’s overtoner og så sige – prøv at ramme dem på din vej ned - og så er man straks betydelig tættere på, hvordan det lyder. Ethvert barn kan også forstå det gyldne snit! Det vil sige, at de efter en dobbeltlektion, uden problemer ville kunne lytte til Nørgårds 3. Symfoni – og mange gange vil de være væsentligt bedre gearet til det end et trænet koncertpublikum.«

Det er det stik modsatte af, hvad gymnasielærere gør, når de underviser i koralharmonisering, understeger professoren:
»De ruller et rullegardin ned med alle forbuddene, og så sidder eleverne bare der og tør dårlig lave en akkord! De har forbuddene til at guide dem til det, de ikke må. Musikformidling er en slags widescreen, hvor alt er tilladt. Og hvis børnene synes, det er sjovt, og jeg synes, det er sjovt, så forfiner vi det endnu mere. Men det kan også sagtens stå alene med den rene gestik, det rent oplevelsesmæssige.«

- Hvem er musikformidling rettet mod?

»Det er som regel børn, for de er nemmest tilgængelige, de behøver ikke at skulle have fri fra arbejde for at deltage. Men den kan bruges på børn fra 6-7-års-alderen til og med alderdomshjemmet, fortæller Mogens Christensen, der har haft nogle af sine sjoveste oplevelser, når han har introduceret børns forældre til metoden, ved at praktisere den på forældrene selv, som så er faldet lige på halen for den.

I studieordningen for faget musikformidling på Vestjysk Musikkonservatorium står der også "Teambaseret kreativitet", et fag der drejer sig om, hvordan man får folk i en gruppe til at være kreative, forklarer Mogens Christensen:

»Mit synspunkt er, at vi i den vestlige verden skal overleve i kraft af vores kreativitet – det står ikke på skoleskemaet - og det er det største problem. Vi får masser af pisa-undersøgelser til at kontrollere indhold og kundskaber, og det er fint nok - men den slags er asiater lige så gode til. Det, vi er gode til, er at finde på. Det jeg bruger kreativ musikformidling til, er at sige hold fast i din idé, vend og drej den, tænk konstans og varians i forhold til det du arbejder med! Om det er musik, eller en eller anden god idé i anden sammenhæng - det er ligegyldigt.

Et andet fag i studieordningen hedder transart: »Det går ud på at overføre en kunstart til en anden. Jeg beder fx publikum om at "lytte" til et billede, og siden komponere hvordan det lyder – evt. ved hjælp af musikere.«

- Hvad opnår man ved det?

»Hvis du går ind på et kunstmuseum, og der er en kunsthistoriker, der viser rundt, vil han eller hun, med hele sin videnskabelige uddannelse - og ikke et ondt ord om det - fortælle om kunstnernes historie, evt. ulykkelige liv, historiske baggrund, og muligvis også noget om diagonalen her eller der. Det vil sige, at der, som jeg plejer at sige ”går Scherfig i den”. I min gymnasietid skulle vi alle sammen læse Scherfig, og jeg har ikke rørt ham siden, for alle lærerne havde en mening om at det der træ betød det ene, og at en bestemt lyserød farve betød, at han var bøsse. Scherfig blev pakket ind, og der kom en sløjfe på - musikformidling går den anden vej og siger: I stedet for begreber så prøv at bruge ord, og på et tidspunkt: i stedet for at bruge ord, så prøv at bruge lyde - eller musik! Det vil sige, at det, der er en størknet begivenhed til at begynde med, bliver en differentieret og uoverskuelig størrelse - og det er deri, det skønne ligger.

Du kommer uden om ordene, børnene slipper for ord og begreber, som andre sætter på værket, og som oplevelsen af værket bliver tvunget ind i. Kunst skal opleves. Et af mine credoer er det gamle Picasso-ord om at alle børn er kunstnere - den store udfordring er at vedblive med at være det, når man bliver voksen. Og det kan jeg jo se, de har kunstnerisk sind, i den forstand at de synes, det er sjovt at kreere ting. Det er kun voksenkunst i det øjeblik, du formidler det som voksenkunst.

Hele videnskaben har jo altid gået ud på at pakke tingene sammen og trække enkelte elementer ud som værende de bærende i musikken, og det er jo en ekstrem filtrering af vores lytning, hvis man ser sådan på det. Nu er jeg jo selv musikvidenskabeligt uddannet og har undervist i det, og det er én metode. Musikformidling er en anden. Jeg er overbevist om, at den favner en musikalsk oplevelse af værket, hvorimod lidt for meget afsnøring af værket, lidt for meget tritonussubstitueret vekseldominant måske ikke lige vil fremme oplevelsen - men det er godt for musikere at vide. Men nu har jeg brugt halvdelen af mit voksne liv på at fortælle folk om subdominanter med tilføjet sekst, nu vil jeg bruge den anden halvdel på at fortælle dem, hvad musik er.«

Et vigtigt aspekt ved musikformidling er, at det ikke er lærerstyret, men snarere katalyserende:
»Min tilgang er, at jeg gerne vil høre børnenes bud. Når jeg har fået det, så forholder jeg mig til det bud. Jeg kommer ikke med et selv, for jeg optræder ikke som komponist, jeg optræder som en, der kan et kompositorisk værktøj, og som stiller det, og min egen person, til rådighed. Det vil sige, at det, der kommer ud af det, tager jeg dødsens alvorligt med henblik på at få det forfinet, så det kan komme til at lyde af noget, rent ud sagt.«

- Hvem henvender uddannelsen sig til?

»Mottoet er: En musikformidler, det er en skidegod musiker, der har overskud til at lære musikformidling. Hvis vi lukker folk ind, der kun kan spille en C-dur-skala, så ville jeg modsige mig selv.«

- Og hvor skal de så få arbejde bagefter?

»På musikskolerne og hos orkestrene. Hvis en musikskole skal bruge en fløjtelærer, kan vi levere en anden slags kandidat end en fra konservatoriet, som måske kan spille røven ud af bukserne. Og det er, fordi vi uddanner kaospiloter, lad os bare kalde dem sådan, for de er vant til at lave projektplanlægning, styring og gennemføring, de er vant til en stor grad af fleksibilitet. Det vil sige, at vores kandidat både kan være med til at sætte musikskolen på landkortet ved at lave forskellige former for projekter - og lære lille Sofie at spille fløjte. Og orkestrene har brug for rekruttering af et nyt publikum. De har to problemer, det ene er noget livsstilsrelateret, det ordner Sigurd Barrett, det andet er at få musikken ind under huden på folk, og det prøver vi andre så - i al beskedenhed - at tage os af.«

Men musikformidling har også selv et problem. For nok er det et fag, der plejer sine internationale kontakter, men ifølge Mogens Christensen eksisterer det kun i "bittesmå celler" ude i Europa:

»Det er fordi musikformidling ikke vinder nogen anerkendelse - før det højhellige øjeblik, hvor folk selv har prøvet det - så får de spiraler i øjnene! Jeg har gjort det med musikere, som til at begynde med siger "Hva' faen er det her for noget 70’er-pis". Og bagefter er selv garvede orkestermusikere forbløffede og siger "Det var satans", fordi de har fået en oplevelsesmæssig krog i et værk ved selv at lege med det.«

- Og hvilke perspektiver er der så i faget musikformidling – har I tænkt jer at revolutionere musikpædagogikken?

»Nej, den skal uddybe den. Musikformidling beror på det tilladelige i at opleve differentieret, på at gå de oplevelsesmæssige veje man vil, og ikke mindst på at det skabende element er med i billedet. Alle taler om kreativtet, men der er ingen, der aner, hvordan man arbejder struktureret med kreativitet. Her har vi inden for musik et rent ud sagt et pissegodt bud på, hvordan man kan. Og jeg får tilbagemeldinger fra Undervisningsministeriets fagkonsulent om, at de børn, der har gennemgået sådan et otteugers projekt, foretager kvantespring i deres udvikling. Og jeg har været ude for, at der kommer en unge, der er vant til at køre knallert i grusgraven hver aften, en rigtig laban, hen og siger, at det her, det har reddet hans liv. Så er man færdig! Og han mener det kraftstejleme! Fordi der er nogen, der har taget ham alvorligt!«

Jakob Wivel er free-lance journalist.

Læs mere om uddannelserne i musikformidling på www.vmk.dk