Fanfare for en 40 årig!

Af
| DMT Årgang 81 (2007) nr. 06 - side 202-209

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Jeg synes hele den klassiske udøverside har en identitetskrise. Man er godt klar over, at der skal ske noget nyt, både af ydre og indre årsager. Men man har svært ved at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til de nye udfordringer.
Frode Andersen

I 40 år har Esbjerg haft et professionelt kammerensemble. Velkendt i ny musik-miljøet og anerkendt af musikelskere for sit høje niveau og eksemplariske opførelser af nutidig og klassisk kammermusik. Medrivende programmer, en international musikerbesætning, en bred vifte af aktiviteter, et stort publikum, dus med komponisterne, markante cd-indspilninger af dansk musik, en institution i dansk musikliv. Hvem er de, disse mennesker i og bag ensemblet?

For at svare på spørgsmålene opsøgte undertegnede ensemblets producent, en musiker, samt huskomponisten, for at tale om præmisserne for at drive en organisation, der har specialiseret sig i at udøve kammermusik. Spørgsmål, der løst tumlede rundt forud for samtalerne, var: tiden stiller nye krav til synliggørelse, hvordan bliver det håndhævet med Sydvest-Danmark som udgangspunkt? Hvad er de kunstneriske og organisatoriske visioner, der skal imødekomme de nye krav? Hvordan opleves det at være klassisk musiker i ensemblet? Er betingelserne for at udøve nutidig og klassisk kammermusik forskellige? Kan kammermusik finde nye og vedkommende opførelsesformer? Spændt på svarene trådte jeg indenfor i ensemblets lokaler midt i Esbjerg by.

Samtale med Frode Andersen (FA), producent for Esbjerg Ensemble

- Fortæl om din vej til at blive ansat her.

(FA) Jeg er uddannet akkordeonist fra konservatoriet i København. I 1995 startede jeg med produktionsarbejde for festivalen Ung Nordisk Musik (UNM), og jeg har desuden produceret for Athelas Sinfonietta Copenhagen, Komponist-biennalen og foreningen Musica Nova. I 1997 blev jeg sammen med Christian Martinez (slagtøjsspiller i Esbjerg Ensemble) inviteret til den første Esbjerg Internationale Kammermusikfestival. For 5-6 år siden blev jeg involveret i produktionen af selve festivalen. For et år siden blev jeg ansat som producent i Esbjerg Ensemble. Jeg har altid haft lyst til at producere koncerter, jeg kunne lide ensemblet og de gode forhold her. Og så synes jeg ikke, ensemblet har fået den opmærksomhed, det fortjener. Min rolle er først og fremmest at være producent, dvs. arrangere og gennemføre koncerter, snarere end at være kunstnerisk leder.

- At være producent for Esbjerg Ensemble, har det ikke elementer af at være kunsterisk leder også?

(FA) Jo, men personligt synes jeg, det kan være ganske svært at komme med en kunstnerisk vision for en størrelse som dette ensemble. Som producent skal jeg mere relisere andres kunstneriske vision, måske en typisk interpretations-situation for en musiker. En komponist har en vision, jeg hjælper ham med at realisere. Det er det samme for en producent.

- Hvori består problemet: er det formatet, betingelserne, repertoiret?

(FA) Formatet er det mindste problem, det største problem handler mest om repertoiret. Hvad musikerne angår, er kortene givet: Der er disse 12 musikere! Disse 12 skal spænde over både klassisk og nutidig musik. Vi kan ikke bare indskifte en anden musiker til en given plads i et givent værk. Den klassiske tradition vejer forskelligt for de forskellige instrumenter. Strygere har en enorm klassisk ballast, slagtøj næsten ingen. Musikertraditionen for at spille klassisk violin er meget snæver med meget specifikke krav.

- Er den klassiske musik mere tilpasningsvanskelig?

(FA) På samme måde som musikertypen! Vi kan arbejde med måden, vi vælger at præsentere den klassiske musik på, musikken selv kan vi jo ikke ændre. Vi kan afprøve andre koncertformer, men der er en grund til, at vi har den koncertform, vi har: Musikken passer skidegodt til formen! Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor man skulle spille en Brahms-trio på en cafe. Sagt på en anden måde: Jeg tror, at skal du ændre formen, må du også ændre musiken. Skal vi lave en cafe-koncert – det har vi også talt om – skal vi også spille noget andet musik! Til august spiller vi ved åbningen af festugen i Musikhusets foyer, men der spiller vi også et helt andet program, Weill, Piazolla bl.a. Ting, som godt kan leve med baggrundstøj, stykker som er bygget op af kortere forløb, som ikke har de lange opbygninger og ikke kræver en enorm deltajerigdom. Musik med store bogstaver, kan man sige.

- Kan den klassiske musik bære de mange tidstypiske eksperimenter med formen?

(FA) Den klassiske kammermusik-tradition har forfinet en meget fokuseret form for lytten. De fleste mennesker hører en Beethoven-symfoni oftere end komponistens strygekvartetter. Men Beethoven komponerede det ‘omvendt’. Han var klar over, at på hans tid hørte de fleste kun en symfoni én gang, den skulle fise ind første gang, mens en strygekvartet blev spillet oftere, evt. også hjemme. Bl.a. derfor kunne strygekvartetten komponeres med langt flere detaljer. Pladebranchen har vendt det om, så vi kender symfonierne 100 gange bedre end strygekvartetterne! Med hensyn til rigdommen af musikalske detaljer er det omvendt! Vi kan ikke gå imod det! Det er sådan det er, og det må vi få det bedste ud af.

Jeg synes hele den klassiske udøverside har en identitetskrise. Man er godt klar over, at der skal ske noget nyt, både af ydre og indre årsager. Men man har svært ved at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til de nye udfordringer.

Som jeg forestiller mig den nære fremtid for ensemblet: For komme ud af vores nuværende identitetskrise må vi spørge, hvem er vi, hvad har vi? Jeg synes vi skal insistere på kvalitet og på rammerne – vi er et kammerensemble, ikke et lille orkester! Vi kan ikke lave big-scale kammermusik, vi kan ikke blæse det op. Det er kvalitetstid for dig selv, akkurat som når man læser en god bog. Skal bogen blæses op, skal den laves om til en film. Kammermusik kan have lige så stor oplevelseværdi som en Bruckner-symfoni, men det foregår på et andet niveau. Det tror jeg vi må holde fast ved.

- Hvad med samarbejder om store forkromede eventkoncerter?

(FA) For Esbjerg Ensemble er det mest naturligt at samarbejde med Ensemble Midtvest! Men vi har også planer med Athelas Sinfonietta Copenhagen, Holland House, Den Jyske Opera, Den nye Opera i Esbjerg. Overordnet set er både klassisk og kontemporær musik i samme båd, de er efterhånden lige trængte. Det er ingen gevinst i at genrerne modarbejder hinanden. Men for os tror jeg, det er vejen frem at adskille klassiske og kontemporære programmer, så vi fx i dag spiller Brahms i Århus, i morgen en interaktiv koncert i Berlin. Desuden har Esbjerg Ensemble en tradition for banebrydende koncerter, nye eksperimenter, og det skal vi blive ved med, men ikke på samme koncert som klassiske værker. Hvad er der galt med en koncert for 30 mennesker, hvis bevillingen er lille? Kun hvis budgettet er enormt og publikummet lille, er der et problem.

- Når Esbjerg Ensemble ikke har en egentlig kunstnerisk leder, hvorfra kommer så ideer til nye tiltag?

(FA) Jeg kan godt se problemet: Vi mangler måske en dirigent, der kommer udefra med nye ideer og indspark. Musikerne sørger alligevel for en kontinuitet, så måske skulle vi have en kunstnerisk rådgiver? Men det er en balance, når ideerne skal implementeres. Lad os tage et helt nyt tiltag, som London Sinfonietta har stået for omkring Aphex Twin. Hvor mange i Esbjerg kender Aphex Twin? Det er for mange i Esbjerg lige så fremmed som at spille Bent Sørensen. En sådan nyhed vil fungere i København, men ikke her. Ideerne skal tilpasses lokale forhold. Man ikke løbe fra, at Esbjerg Ensemble blev lavet for præsentere kammermusik i Esbjerg.

- Kunne man ikke forestille sig, at en kunstnerisk impuls kom så at sige 'indefra'?

(FA) Nemlig! Det findes der også. Jeg har bare ikke helt knækket nødden endnu. Men det kan være noget med folkemusik ...

- Der er jo en fin tradition for folkemusik i området her. Desuden er der en generel nyopblomstring af folkemusik i Danmark og dansk folkemusik i udlandet, ikke mindst på grund af uddannelsesmuligheden i Odense. Violinisten Harald Haugaard talte i en radio-udsendelse om, hvordan folkemusikken har spredt sig og forvandlet sig i sammenhæng med mange andre former for musik, bare ikke partiturmusiken. Måske er arven fra Carl Nielsen for voldsom?

(FA) Der er eksempler på nulevende danske komponister, som har folkemusikalske rødder, Bent Sørensen eksempelvis. I Carl Nielsens tilfælde synes jeg dog det er, som om han vanskeliggør melodierne, i stedet for at tage sit eget materiale og forenkle det. En komponist som Jexper Holmen bruger ikke direkte folkemusik, men skriver melodier der er enkle, og som kunne være folkemusik. Spørgsmålet er så, hvordan det skal gøres, for hjælper det at tage en slags perifer musik og spille den for et publikum som en anden, lige så perifer musik? Det er, som folkemusiken er god til at give musik et menneskeligt ansigt. Og det er det, som er vigtigt: Hvordan kan vi give Brahms et menneskeligt ansigt for mennesker i dag? Der kunne vi måske lære noget af folkemusiken!

- Når vi snakker om folkemusik, er det ret nærliggende også at tænke på amatørmusik. Hvordan placerer Esbjerg Ensemble sig her?

(FA) Ud over de årlige skole- og familiekoncerter samt undervisningsprojekter, udgør Esbjerg Ensemble grundstammen i det semiprofessionelle Vestjysk Symfoniorkester (VSO). VSO har en lang historie bas sig. Det blev startet af Peder Holm, tidligere rektor for Vestjysk Musikkonservatorium, før Esbjerg Ensemble blev skabt. Esbjerg Ensemble blev skabt bl.a.med den baggrund, at musikerne, ud over at spille kammermusik, skulle være stammen i symfoniorkesteret i Esbjerg. VSO blev dermed semiprofessionelt med de profesionelle musikere i ensemblet sammen med lokale amtørmusikere og studerende. Og i mange år fungerede det ret godt, men nu er situationen den, at amatørtraditionen ikke fungerer som tidligere. Traditionen for at være amatørviolinist, hvor man kunne stille sig op offentligt og spille, ser man ikke rigtigt mere. Samtidig er de klassiske musikinstrumenter på tilbagetog ved konservatorierne – også i Esbjerg.

Så nu er situationen den, at skal vi lave en symfonikoncert, må vi hyre professionelle musikere. En fuld symfoni-produktion med fuld træblæserbesætning, fire horn, dirigent, etc. koster os en kvart million. Det er absurd sammenholdt med, at det koster 80.000 kr. at få Sønderjyllands Symfoniorkester herop og spille. Men VSO-tanken er noget man er stolt af her i byen. Så vi skal være meget forsigtige med at lave drastisk om på tingene hvad orkesteret angår. Jeg tror dog, at vi får svært ved at lave rene symfoniorkester-koncerter i fremtiden. Skal vi lave noget i den retning, skal det kunne nå et større publikum, som fx julekoncerterne, hvor vi kan fylde en kirke eller musikhuset tre gange. Det skal vi gøre 3-4 gange om året, fordi det giver os ro til at nørde med kammermusik resten af året!

VSO fungerer stadig som orkesterskole for konservatoriestuderende i Esbjerg. Det er selvfølgelig en god ting og et godt argument for, at vi stadig skal have et VSO. Men problemet er, at amatørdelen generer kunststyrelsen, for de støtter ikke amatører. Amatørdelen har været støttet af amt og kommune. Nu forsvinder amtet, og staten overtager 75 % af driften, og de vil ikke give en eneste krone i støtte til amatører. Det er gordisk knude, som er svær at løse.

- Ville det være mod ånden at samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester?

(FA) Det gør vi jo allerede! Det vi gør nu, er at vi inviterer Odense og Sønderjyllands Symfoniorkester een gang om året. Derudover prøver vi at lave et samarbejde med Ensemble Midtvest, suppleret med studerende fra konservatoriet i Esbjerg. Så kan vi lave en Schubert- eller Mozart-symfoni med et orkester på 40-45 mand. En anden mulighed kan være, på sigt, at skille VSO ud fra Esbjerg Ensembles administration som selvstændig organistation, som vi i stedet kunne samarbejde med.

- Det lyder, som om konstruktionen kommer fra en tid, hvor kasserne var fordelt anderledes?

(FA) Det er en generel tendens. Hele den automatik, som har ligget i klassisk kunst, var ikke noget, man stillede spørgsmål til berettigelsen af. Det har ændret sig voldsomt inden for de sidste 10 år, der er ikke nogen automatik i det mere.

- Efter at Kunststyrelsen kom til ser bevillingslandskabet anderledes ud. Den oparbejdede ekspertise har skullet omdefineres til de nye forhold. Hvordan forholder Esbjerg Ensemble sig til den omstilling?

(FA) Tag fx kravet om synlighed. Jeg kan godt forstå ønsket, men må også spørge: synlighed overfor hvem? Et skrækeksempel var H.C. Andersen-jubilæet, hvor man nærmest bare skulle være synlig uden at skele til, hvem man skulle være synlig for. Hvis man fx er underground artist, som har street credibility inden for det man gør, og lige pludselig begynder at optræde i “Vild med dans”, så er synligheden og troværdigheden i dit underground miljø pludselig forsvundet over natten. Og du er så ingenting værd længere, der hvor du kommer fra, og så har du tabt mere, end du har vundet. Hvorfor skal man så inden for vores musik tænke på fru Jensen, når fru Jensen går ikke til klassisk kammermusik alligevel?

Jeg har desuden været til en evaluering af Danmark-New York projektet DaNY Arts (se også www.kunststyrelsen.dk/dc42774, red.) og kan bare konstatere, at dette med at fedtlaget skulle væk, har den konsekvens, at det bliver de, som er bedst til at skrive ansøgninger, der får pengene. Og det er ikke nødvendigvis den bedste kunst. Jeg er bekymret for, at den bevidsthed om, at tingene har ændret sig, ikke har bundfældet sig overhovedet. Dette kan også iagttages i forbindelse med sagen om vores tidligere musikchef. Man kan se på de seneste stillingsopslag vedrørende musikchefer, i Odense og i Århus, at jobformuleringerne ikke er tilpasset dagens virkelighed. Det virker som om den er tilpasset situationen, som den så ud i starten af 90erne, hvor de formodentligt sidst søgte nogen.

Man har være for dårlige til at opdrage nye folk i det danske musikmiljø. Du kan fx se på basisensemblerne. Jeg har ingen formel uddannelse overhovedet. Og jeg tvivler på, at de andre producenter har særligt megen ditto. Det er groft sagt selvlærte folk. Dermed ikke sagt at de ikke fungerer, men er det særlig betryggende?

- Kravene til administrative færdigheder er vokset, man skal ansætte folk, der både forstår maskinen og det politiske, og som kan bane vejen for kunstens udfoldelse. Ville du i din situation have lyst til at få en administrativ efteruddannelse?

(FA) Nej. Jeg vil ikke bruge to år på at studere økonomi. Skulle jeg tage en efteruddannelse, ville jeg hellere tage en i Arts Management, om hvordan man administrerer kunst. Jeg tror, det er et skråplan at kombinere det hele i én person. Man får så nogle, der er gode til at overholde budgetter, men jeg tror ikke en skid på, at man får bedre kunst ud af det. Det ville næsten være noget af det værste, der kunne ske for den klassiske musik, som er meget trængt, hvis vi fik bogholdere til at styre. Det, man lærer som Arts Manager er, at det er et kunstsen, der er udgangspunktet og alt andet må indrette sig på det. Og det er skidesvært at insistere på kunsten først, fordi man hele tiden er nødt til at gå på kompromis.

- Hvordan oplever du samarbejdet mellem den daglige ledelse og bestyrelsen?

(FA) Jeg synes, det er godt nu, men det er, fordi vi har en meget aktiv og god formand. Bestyrelsen i øvrigt, er mere fraværende i mit daglige arbejde. Måske burde det ikke være sådan. Det kan være et problem, at bestyrelsen har for lidt musikfaglig indsigt, og at den ikke været klar over ændringerne i kulturlivet. Der er kun er en musiker-repræsentant og den daglige leder. Det har medført, at man ikke var særlig præcis med hvilke mennesker og kvalifikationer man skal bruge. Og i tilfældet med den forrige musikchef betød det, at den øvrige bestyrelse, ud over de to nævnte, ikke kunne forholde sig til den kritik, som blev fremsat, netop en musikfaglig kritik. Jeg blev ansat under den forrige musikchef, formodentlig for at afhjælpe hans pressede situation. Det gjorde egentlig bare problemerne mere tydelige.

- Matcher Esbjerg Ensembles traditionelle bestyrelsesform den virkelighed, der er nu?

(FA) Der er mange måder at placere en bestyrelse på i forhold til et ensemble. Vi har bare en tradition for, at bestyrelsen består af politikere og interessegrupper. Men der er nogle problemer i det. Fx går al information til bestyrelsen gennem det her kontor, og det betyder, at hvis der er kritik rettet mod den daglige ledelse, vil det være meget nemt at undlade at fortælle det videre. Det handler om, hvem der kontrollerer informationsstrømmen. Problemet med den her organisationsform er måske også, at de, der skal leve med beslutningerne, også er dem, der har mindst indflydelse på dem – og det er musikerne. Men hvis bestyrelsen var sammensat på en anden måde – hvis det nu var musikerne, der indkaldte til bestyrelsemøde og satte dagsordenen? Måske ville forholdet mellem beslutningstager og informationsgivere så blive mere ligeværdigt!

At være musiker i Esbjerg Ensemble

Med disse bemærkninger om organisation, mødtes jeg med ensemblets bratschist Michel Camille (MC) efter en koncert i Vestjysk Musikkonservatoriums fornemme koncertsal.

- Esbjerg Ensemble er i stand til at tiltrække internationale musikere. Du er uddannet i London. Hvordan kom du i kontakt med Esbjerg Ensemble?

(MC) Jeg mødte ensemblet første gang, da jeg var på en turne med The Pelligrini String quartet. Jeg søgte derpå et barselsvikariat i 1994, der førte til ansættelse i 1995. Som så mange andre startede jeg med en masse ufokuseret ivrighed og entusiasme. Jeg overtog også det kunstneriske ansvar efter Karl Aage Rasmussen i 1997 frem til 2001. En tid hvor jeg ikke sov meget! Jeg fortsatte med at tage meget ansvar, og i 1998 startede jeg Esbjerg Internationale Kammermusik Festival. Jobbet er unikt og giver en fantastisk mulighed for at yde et kunstnerisk bidrag!

- Hvilke opgaver er indeholdt i ansættelsen?

(MC) Vi spiller kammermusik som vores hovedformål, ikke som et tillæg til at spille i orkester. Vi ikke bare spiller kammermusik, vi bliver involveret i den på alle mulige måder. Og vi har den nødvendige tid til rådighed. Tid er vitalt for kammermusik. Vi kan bedre planlægge prøver i forhold til det program, vi spiller, i modsætning til freelance ensembler der oplever konstante konflikter i planlægningen. Derudover underviser vi i kammermusik på kammermusiklinien på Vestjysk Musikkonservatorium (VMK) og deltager i Vestjysk Symfoniorkesters årlige produktioner.

- Hvad omfatter undervisningen?

(MC) Undervisningen omfatter ikke kun enetimer på Vestjysk Musikkonservatorium, men også instruktion af grupper. Vi arbejder på projekter specielt designet til studerende et par gange om året. Mængden af undervisning kan variere for de enkelte instrumenter. For nogle er der simpelthen ikke studerende. En professor fra Wien ville sige det samme. Over de seneste år har kammermusiklinien på VMK udviklet sig meget, og som musiker håber jeg, at studerende kommer udefra for at studere kammermusik, noget de måske ikke har en chance for, der hvor de kommer fra.

- Hvordan instruerer du kammermusik?

(MC) Nuvel, det er forskelligt fra en enetime. Vores rolle som kammermusik-instruktører er at inspirere, ikke at diktere hvordan folk skal spille. Det gør hovedlæreren. Elever skal spille stykket, så godt de kan, udtrykke sig selv og få inspiration om spillemåder, kompositionsstil og om komponisten. Sådan så de tager derfra med følelsen af at have lært noget nyt.

- Ny musik er normalt svær at promovere i den almindelige konservatoriestruktur. Når du instruerer, ser du så en særlig opgave i at formidle nutidig musik?

(MC) Jeg synes ikke, det er noget problem! Der er en åbenhed blandt studerende og unge mennesker over for nutidig musik. Musik for dem handler om udtryk. Selvfølgelig er det vigtigt at spille klassisk musik, instrumenterne er bygget til det. Nutidig musik udforsker nye måde at spille på, men det basale i intonation, i harmonik, problemer med at udvikle sit spil er baseret på den klassiske tradition. For at spille nutidig musik godt er det vigtigt, at der også er gode evner for det klassiske.

Det er ligeledes et stort plus i forhold til at tiltrække nye musikere til Esbjerg Ensemble, fordi vi skal være i stand til at spille klassisk musik godt. Det er nærmest en regel for os. Musikere, der kommer her, skal spille Mozart ekstremt godt. Med nutidig musik handler det om at komme ind i det musikalske sprog. Hvis du spiller et værk af Martinu, vil jeg anbefale at du også spiller et andet værk af ham. Det gælder især for musik fra det 20. århundrede. Efterhånden bliver det så nemmere. Det er det samme med spillestil. Vi kan se ligheder og forskelle i dansk musik mellem komponisterne. Det er nemme at pointere. Vi er meget heldige ved at have arbejdet sammen med danske komponister for at lære sproget at kende.

- Er det en hjælp, når de erfaringer skal overføres til de studerende?

(MC) Ja! Vi kan overføre en masse af det. Men igen: vi behøver studerende. Der er et klart behov for tidlig uddannelse, noget som er lidt ude af vores hænder. Men vi afsætter flere uger om året for at tage til musikskoler i regionen. Nogle af musikerne har ligefrem lavet musik beregnet for de 7 - 12-årige for at vække deres nysgerrighed. I nogle tilfælde virker det. Det er virkelig en vigtig funktion. Vi prøver også at arbejde i små klasser, hvor koncentrationen er bedre end i store. Dette er en del af vores uddannelsmæssige opgaver. Vores primære rolle er dog som udøvere og at inspirere!

- Som udøver og medlem af Esbjerg Ensemble hvordan ser du udviklingen gennem årerne?

(MC) Hvad der har været skønt, er mængden af musikalske sprog, vi har lært. Programmeringen har aldig været snæver. Programmer har ofte været skræddersyet til bestemte slags publikum. I Esbjerg har vi bygget et publikum op over 40 år, og hvad vi end spiller, kommer de og lytter i vores abonnomentsserie og i Esbjerg Internationale Kammermusik Festival. De er ret åbensindede. Derfor har vi som musikere muligheden for at lære mange sprog og også at optræde i mange formationer fra store grupper til solostykker. Det er uddannelse! Det er en mulighed og en udfordring, vi er meget heldige at have. Om nogle få uger spiller jeg Berios Naturale for bratsch, slagtøj og bånd, som er et 22 minutters værk, og i det samme program Spohrs Nonet. Der er mulighed for at gøre alt muligt.

- Er det, fordi ensemblet er placeret i Esbjerg? Ville det være anderledes i en større by?

(MC) Hvis vi havde en masse andre opgaver på samme tid, ville der være mange flere distraktioner. Det ville afkorte en del arbejde. Så det er altid en fordel at være i stand til at fokusere. Jeg kommer fra London, hvor antallet af distraktioner er enormt! Der gør en forskel, når man som her bare kan gå ned ad gaden – og så arbejde! Du kan udføre dit arbejde ansvarsfuldt.

- Har holdningen til 'svær' nutidig musik ændret sig gennem årene?

(MC) En ting er klar, nutidig musik er ikke sværere. Den er nogle gange bare ukendt. Nogle gange må vi finde nye klange. Og publikum er bange for, hvad der er nyt. Musik har altid været ny på et eller andet tidspunkt i historien. Grundliggende står vi altid med de samme udfordringer: at udtrykke, hvad der er skrevet på papiret. Papiret er ikke ment som en hjælp til at udtrykke os, men vi er der for at udtrykke, hvad der er skrevet.

- Hvad med den afsatte prøvetid til nutidig og klassisk musik? Nogle udøvere hævder, at den ny musik tager uforholdsmæssig megen tid at indstudere.

(MC) Balancen mellem tid der bruges på klassisk og nutidig musik har altid været rimelig lige, så længe jeg har været her. Forskellen er holdningen, og at vi kan møde komponisten og komme i dialog. Det har også været ekstremt givende at lave studieoptagelser, hvor alle er desperate for at finde de ypperste farver, fordi der ikke er noget 'i morgen'!

- Er Esbjerg Ensembles studieoptagelser tro mod koncertversionen?

(MC) Optagelserne er meget friske! Gode tonemestre kræver det. Du kan klargøre og måske overdrive visse ting, som ikke er muligt på koncert, hvis det fx er et halvtimes-værk. At optage er det mest udmattende du kan gøre, det er som er optræde 20 gange på en dag. På en koncert gør du det én gang!

- I dag hørte vi et meget stille værk af Morton Feldman. I et studie er det endnu mere relativt, hvad der er stille, og hvad der er kraftigt.

(MC) Ja! Tonemesteren kan fange alle disse lyde, som du ikke nødvendigvis kan høre fra et bestemt sted i en sal. Og nogle gange kan han bringe alle disse intrikate farver og kaleidoskoper ud i musiken. Det handler grundliggende om farver. Det er studieoptagelsernes fordel!

- Med ensemblets langvarige relation til et bestemt publikum, er det da behov for at række ud efter et nyt?

(MC) Der er altid et behov for at udvikle mod et nyt publikum. Og til at forny en selv og den måde, du adresserer publikum på. Det er meget vigtigt, hvad du skriver til publikum, og hvad du beder dem rette deres opmærksomhed mod.

– Jeg kunne i dag ikke undgå at bemærke publikummets høje gennemsnitsalder.

(MC) Det er et interessant emne. Jeg er involveret i at udvikle publikum primært i Esbjerg Internationale Kammermusik Festival. Demografien er ved at ændre sig. Sandheden er, at dem over 40 som regel har tid til at gå til koncerter. Tidsbegrænsninger, arbejde, familie, etc. får yngre mennersker til at føle, at de ikke har tid til at komme. Selvom vi ønsker at udvikle yngre folks opmærksomhed, vil vores publikum altid være ældre, og den del af befolkningen øges. Vi bør inspirere unge, men vi kan ikke garantere, at de vil komme. Vi må vise, at dette sker, så de kan vælge at komme senere. At sidde i en koncertsal kræver koncentration, indadvendthed, at man kan opsluge al den information, der kommer fra scenen. Folk som får smag for det, hungrer efter det! Det kan være et spørgsmål om at få folk ind for første gang, så er de på krogen! Vi har et ansvar for, at det sker.

- Er der nogle specifikke initiativer adresseret til unge på nuværende tidspunkt?

(MC) Vores skolearbejde er virkelig vigtigt. Og at finde nye spillesteder for få nye mennesker i tale. Og så programmeringen. Der er så megen god kammermusik, som er attraktiv for publikum. Vi bør ikke skræmme dem. Der er et fokus på det i sæsonprogrammet.

Huskomponist og workshop for komponister!

Forud for Esbjerg Ensembles koncerter "Ørenlyd – en weekend med huskomponisten" mødes jeg med huskomponisten. Esbjerg Ensemble er tilknyttet Statens Kunstfonds huskomponistordning og huser københavnske Morten Olsen frem til 2008. Ensemblet har planlagt tre koncerter med hans musik og musikalske værker, der har præget ham. Ifølge programbogen er valget af komponister kendetegnet ved, at de alle har kunnet trænge igennem til et større publikum med en musik, der er lige til at gå til. Dette signalement rimer, som det fremgår af det forudgående, iøvrigt godt med ensemblets programlinje. Der er desuden huskomponistens opgave at lede ensemblets årlige workshop for unge komponister.
Samtale med Morten Olsen, huskomponist for Esbjerg Ensemble.

- Du er huskomponist og repræsentant for en af ensemblets vigtige aktiviteter, den årlige workshop for unge komponister. Hvad vil det sige at være huskomponist?

(MO) Det ligger næsten i ordet. Det er en ordning, hvor man knyttes til et ensemble for en tid. Mine opgaver er, at jeg skal komponere nogle værker, som ensemblet skal spille, og kører den årlige workshop for unge komponister. Og det er jo super at få den mulighed. At få sine værker spillet af et ensemble, der spiller skidegodt, og som gider og har lyst til det, det er jo herligt!

- Hvad forventer du som huskomponist?

(MO) Jeg håber at lære noget af, at min musik bliver spillet af en flok virkelig gode musikere, der får et større kendskab til mit musikalske univers, end man normalt oplever. Kort sagt at blive klogere!

- Som leder af den årlige workshop – hvilke erfaringer har du gjort?

(MO) Det er supervigtigt at workshoppen er der, for deltagerne får enormt meget ud af det.

- Formen har udefra set ikke ændret sig synderligt gennem årene. Enkelte år har der været undtagelser. Er workshopformen tidssvarende?

(MO) Selvfølgelig skal man lave løbende evaluering, om det er tidssvarende og relevant. Det er noget, vi har snakket meget om. Og jeg synes, det gør en stor forskel på, om man vælger at gøre det samme som sidste år på baggrund af en diskussion. Det kan godt blive en parodi, hvis man bevidstløst år efter år indkalder nogle partiturer og bare spiller dem igennem. Men formen er svær at udvikle, fordi ressourcerne er musikerne, som gør det, de nu kan bedst, nemlig at spille noder. Indholdet vil derfor være det samme, mens måden måske kan ændres? I hvert fald taler vi om at lave det på en anden måde til næste år, om ikke andet så bare for at prøve.

- Formen har jo for det meste været, at ensemblet gør noget for komponisterne, måske kunne man lave en workshop for ensemblet?

(MO) Det har vi netop talt om! Altså det år, hvor Ivar Frounberg var workshopleder, havde det jo den drejning. Jeg synes dog, det havde det problem, at de deltagende komponister var erfarne.

- Det er jo den generelle opgave ved workshops, at definere hvem der skal lære noget af hvem. Og er det ikke nødvendigt, at der er en erfaringsforskel parterne imellem, for at der kan blive en sund udveksling? Hvis alle er på lige niveau, har det så den ønskede effekt?

(MO) Det er jo netop det, vi tilstræber med unge komponister over for et erfarent ensemble. Når man så hiver nye ting ind, forsøger man at gøre det inden for nogle rammer, der kan bære, hvis det går galt. Altså ikke med 200 mennesker i salen. For der er en fare at ensemblet bliver selvglade. Faren er i Esbjerg Ensembles tilfælde overhængende. Derfor skal der skydes stimulanser ind. Uanset om det går godt eller ej. Det er den vinkel, vi vil prøve.

Ved siden af komponist-workshoppen kunne man lave en uge i efteråret, hvor det er ensemblet, der er på skolebænken Og her kunne temaerne være frie: computermusik, klezmer, jazz, musikteater. Men jeg synes, det er vigtigt at holde fast i perspektivet omkring de unge komponister. Unge komponister på konservatorierne, der skriver svært og oplever problemer med at få medstuderende til at spille deres værker, kan få et vigtigt input, når de kommer her og oplever at for et professionelt ensemble er det stadig svært! Workshoppen kan her være med til at fjerne illusionen om at "bare jeg har nogle bedre musikere, så fungerer det". Det er en erfaring, man som ung kan have glæde af. Og jeg synes, det er bimlende sindssygt at ikke flere store kammerensembler og orkestre har det.

- I Danmark er workshops sjældent med længere perspektiv end en uge. Der findes jo eksempler i udlandet på workshops, som har flere led, fx 2-delte med en reading og en indstudering.

(MO) Det er rigtigt, at man hen imod workshopslutningen er optaget af at få det til at fungere, på bekostning af at tænke ideelt. Man kan godt forestille sig to forløb af en uge spredt ud over et længere tidsrum, men det begynder så at fylde godt op i kalenderen. Jeg vil hellere sige det på den måde, at vi ved udvælgelsen af værkerne bevidst har valgt komponister, som kunne lære noget ved det. Ensemblet har her ikke været præsenteret for decideret nye udfordringer, men unge komponisterne har til gengæld fået maksimal respons. Vi har nået meget på en uge, og det, komponisterne tager med sig, kommer dem forhåbenligt til gode i andre værker.

Fanfare for en 40 årig!

Efter endte samtaler stråler et klart indtryk af, at det ikke er spor for meget at kalde Esbjerg Ensemble en institution i dansk musikliv. Ensemblet har målrettet arbejdet med stort set alle aspekter af produktion af kunstmusik. Hele fødekæden fra musikskoler, kammerorkesterskole, amatørorkester, undervisning, over formidling til et nyt publikum og kontakt til nulevende komponister, til opførelser og indspilning på højeste niveau af klassisk og nutidig dansk musik – med udøvelsen af kammermusik, som det centrale. Det er intet mindre end imponerende. Og en mageløs standhaftighed der har måttet lægges for dagen i det karske Vestjylland.

Men krisen kradser selv for de 40-årige! Samtalen med Frode Andersen peger også på en identitetskrise, som mange af finkulturens arbejdere vil kunne nikke genkendende til. Populærkulturens fortrængning af kunstkulturen med vort eget kulturministerium som fortrop. Forlang kvalitet, indhold og sammenhæng. Men vær risikovillige og omstillingsparate! En vis bonerthed over for nye tiltag har kunnet spores. En sund konservatisme om man vil. Hvis ensemblet ønsker at udvikle sig mod nye områder, som en integreret del af dets profil, fx inden for scenekunst, elektronik eller folkemusik, kræver det samme vedholdenhed som hidtil, men anvendt målrettet og fremadrettet.

Trods Esbjerg Ensembles status som regionalt og nationalt fyrtårn, ved ingen, hvornår næste omslag i det kulturelle klima indtræffer. Kun at når det sker, går det stærkt. Der er sjældent nogen, som prikker én venligt på skulderen i forvejen.

Må det så være tilladt at tage hatten af, stramme læberne og trutte et højt fanfare-hurra for jubilaren!

På initiativ af Kulturministeriet, blev Esbjerg Ensemble oprettet i 1967 som det første professionelle kammerensemble i Danmark. Opgaven dengang var den samme som nu – at fremføre klassisk kammermusik på højeste niveau, først og fremmest i det sydvestjyske, men også nationalt og internationalt. Esbjerg Ensemble har i 40 år sat standarden for kammermusik i Danmark og har haft stor betydning for hele det kulturelle liv i regionen. Ensemblet er anerkendt for sin nyskabende programlægning og sin naturlige alsidighed og har utallige gange begejstret et stort publikum med enestående opførelser af både traditionel og moderne kammermusik. Derfor er det naturligt, at man inspireret af erfaringerne fra Esbjerg, har oprettet yderligere 4 kammerensembler (med fællesbetegnelsen basisensembler) spredt over hele Danmark.

Esbjerg Ensemble består i dag af 12 musikere fra hele verden, fordelt som blæserkvintet, strygekvintet, klaver og slagtøj. Den unikt fleksible besætning giver et enormt repertoire, spændende fra barokken til i dag, fra soloværker til musik for kammerorkester. Centralt i ensemblets formidling og udvikling af den klassiske kammermusiktradition står den fornemme kammerkoncertsal på Vestjysk Musikkonservatorium, hvor koncerter præsenteres for et stort lokalt publikum, samtidig med at Danmarks Radio sørger for, at Esbjerg Ensemble kan høres i det ganske land. Det tætte samarbejde med konservatoriet har også medført, at konservatorieundervisningen på de klassiske instrumenter særlig bliver rettet mod netop kammermusik.

Indspilninger er også en vigtig del af Esbjerg Ensembles arbejde – på tidligere tiders lp og dagens cd præsenteres musik af komponister som Beethoven, Mozart, Schostakovitch og Fauré. Mest fremtrædende er dog indspilningerne af dansk musik – Carl Nielsen, Bent Sørensen, Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård, for blot at nævne nogle.

Ud over koncerter i Danmark er Esbjerg Ensemble ofte at finde på internationale scener – senest ved koncerter i USA og Kina; men også Tyskland, Frankrig og det øvrige Skandinavien er blevet besøgt en række gange.
Esbjerg Ensemble har altid haft et nært forhold til vor tids komponister. Den årlige workshop, hvor unge komponister får mulighed for at arbejde med ensemblet, er en institution i dansk musikliv. Ensemblet er også tilknyttet Statens Kunstfonds huskomponistordning, oprettet i 2001. Indtil nu har Anders Brødsgaard og Ivar Frounberg været huskomponister – den nuværende, Morten Olsen, er tilknyttet frem til 2008.

Esbjerg Ensembles årlige koncerter m.m.

• 7-8 abonnoments-koncerter 30 skole- og familie-koncerter et antal special-koncerter på festivaler og i samproduktion 5 symfoniorkester-produktioner Et antal cd-indspilninger

Mere info findes på:
Esbjerg Ensemble
http://www.esbjerg-ensemble.dk

Esbjerg Internationale Kammermusik Festival
http://www.eicmf.dk

Årgang 81/2007, nr. 06