Majestætsfornærmelse eller 'Kritisk kærlighed'?

Af
| Årgang 81 (2007) nr. 06 - side 222-223

Debatten om den klassiske musikinstitution, som DMT har lagt spalteplads til i de seneste numre, er langt fra udtømt. I marts skrev jeg en kronik i Berlingske Tidende med titlen Fortidsøglen klassisk musik, hvor jeg med mentalt afsæt i DMT’s løbende debat om emnet fremsatte nogle tanker om hvorfor den klassiske musikinstitution kan virke som om den er kommet ud af trit med tiden, og om hvorfor denne omstændighed udgør et problem.

Reaktionerne på kronikken var mange og af vidt forskellig art. Hvor mange bakkede op, reagerede mange andre stik modsat. Jeg var ikke så overrasket over, at kronikken på denne måde skabte debat i og uden for medierne. Derimod overraskede det mig, at så mange læsere betragtede kronikken som et indlæg for populærmusikken mod enhver form for partiturmusik. En journalist fra en landsdækkende avis spurgte mig endda rent ud om »jeg helt ville begrave den klassiske musik med min kronik«.

At disse misforståelser er opstået kan skyldes, at jeg ikke har været præcis nok i mine formuleringer og dispositioner. Det overlader jeg helt til læserne at vurdere. Men misforståelserne kan også skyldes, at den klassiske musikinstitutions mange gatekeepere vanemæssigt læser indlæg af denne type som utidige og ufine angreb på institutionen selv. For blot det at sætte institutionen under debat er i Kongeriget Danmark suspekt, eftersom ingen - ingen - skal komme og sige, at denne institution ikke pr. definition er givet af en højere magt, som det derfor ikke sømmer sig at stille spørgsmål ved. Majestætsfornærmelse, simpelthen.

Lad mig derfor gøre det helt klart: Den klassiske musikinstitution er efter min opfattelse en livsnerve i musiklivet, som er helt og aldeles uundværlig. Ikke blot fordi den formidler væsentlige dele af den ældre såvel som nyere musikalske kulturarv, men også fordi den tilbyder et væsentligt alternativ til populærkulturens mange udtryksformer, som desværre lidt for ofte kan se ud til at være underlagt markedsmekanismer, smagsdommeri og hype på en måde, der har gjort den enerådende i meget store dele af det offentlige rum, i mp3-afspillere og i lytternes valg af koncertbegivenheder.

Men blot fordi man holder af noget og finder det vigtigt på mange planer, behøver det ikke at betyde, at det bør holdes væk fra debatten om musikkens mål og midler. Jeg vil gerne plædere for hvad man kunne kalde en slags 'kritisk kærlighed' til partiturmusikken og dens tilhørende institutioner. For det er umådelig vigtigt, at debatten om den klassiske musiks fremtid også handler om det og ikke bare om tal, pragmatik og vaneforestillinger. Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis skal have et kærligt forhold til det man kritiserer. Men det kan i så følsomme sager som denne være en stor fordel, at de involverede debattører har netop det. I hvert fald hjælper det muligvis til at bane vejen for en konstruktiv dialog mellem de, der vogter på traditionen og de, der gerne ser den ændret i takt med at verden, lyttevanerne og musikkens æstetiske og teknologiske forudsætninger ændrer sig.

Der er helt evident flere aktører i musiklivet og måske også i de bevilgende og evaluerende myndigheder, der helst ikke ønsker en debat af denne type. Et kendt argument herfor er, at enhver form for ændren på status quo vil være til det dårligere, sådan som Morten Zeuthen plæderer for det i sit i øvrigt tankevækkende debatindlæg i forrige nummer af DMT. Et andet argument er, at så længe der sælges billetter til de klassiske musikkoncerter, er der ingen grund til at genoverveje dynamikken bag. Men det er netop lige det, der er, hvis den klassiske musikinstitution fortsat skal kunne være en tidssvarende, uundværlig og kontinuitetsskabende institution i kulturlivet. Omfordeling af midler må derfor ikke være så tabuiseret et emne, som det hidtil har været. Og indholdet i resultatkontrakterne mellem staten og symfoniorkestre, basisensembler og specialensembler er ikke noget, der nødvendigvis giver selv. Orkesterchefernes, pr-strategernes og programudvalgenes visioner, målsætninger og generelle fornemmelser for den omgivende verdens behov heller ikke. Og om debatten også bør indbefatte DR’s ensembler og orkestre, er vel op til institutionen og dens brugere selv.

Katrine Ganer Skaugs ord fra hendes debatindlæg i DMT nr. 2 klinger stadig i mine ører: »Hvorfor spiller de fleste orkestre den samme musik på den samme måde? Oven i købet hvis de befinder sig i en konkurrencesituation?!« Det er måske dér vi skal begynde. Eller rettere fortsætte.

DMT bringer her Henrik Marstals kronik Fortidsøglen klassisk musik, der stod i Berlingske Tidende den 10. marts 2007. Kronikken er bragt med tilladelse fra forfatteren.

Torsdag den 22. februar var jeg i egenskab af musikforsker og debattør inviteret af DR P2 til at kommentere aftenens direkte transmitterede torsdagskoncert, hvor DR Radiosymfoniorkestret havde Anton Bruckners godt 80 minutter lange og omkring 120 år gamle 8. symfoni på programmet.

Opgaven lød på at diskutere, hvordan man kan finde nye veje til at lytte på et så langt og krævende værk uden at slukke for radioen undervejs eller udvandre fra koncertsalen. I dagene op til udsendelsen spurgte jeg for inspirationens skyld flere bekendte til råds om hvad de måtte mene om den sag. Disse bekendte indbefatter studerende på Rytmisk Musikkonservatorium samt en relativt nyudklækket cand.mag. i musikvidenskab – alle reflekterede personer, der lever af og ånder for musik i en sådan grad, at man roligt kan betragte dem som medlemmer af en kulturel musikelite.

Det viste sig imidlertid, at jeg ikke kunne hente råd her. For ingen af dem havde nogensinde hørt ordet torsdagskoncert før, ligesom de ikke havde noget nævneværdigt kendskab til hverken P2 eller DR Radiosymfoniorkestret.

Jeg var temmelig overrasket, og situationen fik mig til at mindes den klassiske musikanmelder, der til en koncert engang oplevede dette: På stolerækken bag ham sidder to gymnasiepiger, begge tvangsindlagte af deres klasselærer til at overvære koncerten. Da dirigenten kommer ind på podiet, og publikum klapper, mumler den ene pige til den anden: »Hvem er det? Er det komponisten?«, og den anden mumler tilbage: »Nej, det kan det ikke være, for han er død!«.

Men efterhånden som jeg tænkte tingene igennem, gik der to ting op for mig. For det første indså jeg, at man i dag ikke længere kan forvente af selv nuværende og kommende musikere og musikformidlere, at de skulle kunne have en større paratviden om den klassiske musikkultur endsige have denne kultur med sig som en parameter i deres dannelse. For det andet indså jeg, at den klassiske musikkultur i stigende grad udfolder sig i en isoleret parallelverden til de populærmusikalske musikkulturer, som de fleste yngre orbrugere primært orienterer sig inden for.

Baggrunden for situationen har at gøre med den ændrede kulturelle orientering, som er pågået i samfundet senest siden 1960erne. Den professionelle del af den klassiske musikkultur - det vil primært sige konservatorierne, symfoniorkestrene, ensemblerne samt formidlerne af klassisk musik i medierne - er i denne ændring kommet mere og mere til kort. Fra engang at have været selvlegitimerende som bærer og formidler af den ypperligste musikalske kulturarv, står kulturen nu i en stadig mere presset situation.

Det dannelsesbegreb, som tidligere fordrede indblik i den klassiske musikkultur, er faldet sammen som et korthus i takt med, at populærmusikken er blevet den primære musikkulturelle reference, at den kollektive historiske bevidsthed er blevet mere selektiv samt at behovet for at lytte til musik, som udtrykker tidsånden, er øget markant. De musiknavne, som éns dannelse engang bød én at kende til, hedder ikke længere Beethoven, Mozart og Aksel Schiøtz. Nu hedder de hos de lidt ældre generationer snarere Eric Clapton, Madonna og Kim Larsen, mens de hos de yngre generationer kan antage mange forskellige dannelsesformer, alt efter om man primært dyrker reggae, indierock, heavy metal, hip hop eller noget helt femte.

De bevillingsgrundlag, der ligger bag landets landsdelsorkestre samt DRs orkester og klassiske musikkanaler, har alle rødder i et ældre kultursyn, hvor kendskabet til klassisk musik blev anset som normdannende for det dannelsesniveau, enhver civiliseret samfundsborger måtte forventes at have. Det var derfor både godt og rigtigt at gøre den klassiske musikkultur til en bastion i kulturudbuddet. De ganske store summer, der hvert år blev tilført området som offentlige midler, var følgelig at betragte som gode, nødvendige kulturkroner, der bidrog til at sikre samfundets sammenhængskraft.

I de seneste årtier har den klassiske musikkultur imidlertid i mindre og mindre grad bidraget til denne sikring. Så sent som i 1970erne kunne DR TV stadig præsentere orkesterkoncerter i prime time samt over flere sæsoner bringe den populære klassiske musikquiz »Kontrapunkt«. Siden da er den klassiske musik i højere og højere grad blevet marginaliseret og har måttet affinde sig med at fylde stadig mindre i den kulturelle offentlighed. Den klassiske musikkultur begrænser sig nu stort set til visse af DRs musikkanaler, først og fremmest P2, samt til lokale avisomtaler og de store dagblades fortsat trofaste dækning af det klassiske musikliv i form af CD- og koncertanmeldelser og lejlighedsvise reportager og interview. At denne udvikling er beklagelig og udtrykker et smerteligt traditionstab, vil mange sikkert kunne skrive under på. Fordybelsen i de store mængder eminent musik fra den klassiske del af musikhistorien er en kilde til evig glæde, personlig udvikling og identifikation med det historiske vingesus, og derfor må den ikke gå tabt.

På den anden side er udviklingen delvis selvforskyldt. Alt for længe har der i den klassiske musikkultur nemlig været konsensus om at insistere på sin egen ufejlbarlighed og selvlegitimering. Dertil kommer, at kulturen ikke mindst i koncertsammenhænge har insisteret på at fastholde en 'ritualiseret selvforståelse' om, hvordan publikum, orkester og dirigent forventes at opføre sig undervejs. Og det uagtet at en stadig større mængde af udenforstående har oplevet denne selvforståelse som både ekskluderende og decideret latterlig, i det omfang de overhovedet har skænket den opmærksomhed. Udviklingen skyldes også andre forhold. Den massive indflydelse fra massemedierne, som enhver er underlagt fra barnsben, har skabt en kollektiv musikalsk forventningshorisont, der gør, at musikstykker normalt opfattes som langstrakte, hvis de overstiger fem-seks minutters varighed.

Symfonisk musik kan som Bruckners 8. Symfoni have satslængder på op til en halv time hver, og når musikken desuden oftest er uden vokalledsagelse, kan det være meget svært for en urutineret lytter at finde hoved eller hale i den instrumentale, begrebsløse musik, som fremføres. Kun når den har en visuel ledsagelse og optræder som lydspor til en TV-udsendelse, en film, et skuespil eller som opera, kan den for en udenforstående opleves som meningsfuld.

En anden grund til, at den klassiske musikkultur ikke rammer tidsånden, er dens modsatrettede aldersideal. Populærmusikkulturen fokuserer ofte på det at være ung, uskyldig og frisk, mens den klassiske musikkultur snarere fokuserer den anden vej. Jo ældre dirigent eller solist, jo mere autenticitet eller geni er der til stede. Vaklende, hvidhårede dirigenter med sørgmodige øjne, der rinder i vand, er hotte i den klassiske verden. De to aldersidealer er begge stærkt diskutable, men ikke desto mindre er de definerende for hver deres musikkultur - og bidrager dermed til opfattelsen af den klassiske musikkultur som verdensfjern.

Den klassiske musikkultur antager derfor mere og mere karakter af at være en fortidsøgle. Og mængden af kritiske røster, der mener, at man lige så godt kan lukke hele butikken med det samme og bruge de offentlige midler på noget mere nyttigt, vokser dag for dag. Skal den klassiske musikkultur kunne overleve denne krise, tror jeg, det kræver mindst tre ting: at den i langt højere grad indordner sig en moderne dagsorden ved at nedtone den ritualiserede selvforståelse og det dertilhørende smagssnobberi til fordel for en højere grad af uhøjtidelighed og vedkommenhed; at den i højere grad spiller med på nutidige kulturforbrugeres visuelle orientering ved at udvikle den visuelle side af musikken både til koncerter og på koncert-DVDer, samt at den helt og aldeles opgiver sin selvlegimering og i stedet formidler musikken på måder, der ansporer til diskussion, debat og opmærksomhed.

Kun derved kan den igen gøre sig selv legitim, ja måske endda uundværlig, som et velklingende, profileret og vedkommende soundtrack til nutidige menneskers musikalske liv.

Henrik Marstal er musiker og forfatter, ph.d. i musikvidenskab