Musik til det legende menneske

Forestil dig, du skal til koncert, en klassisk koncert med et symfoniorkester. Allerede inden du træder ind i koncertsalen, har du formodentligt et klart billede af synet, som vil møde dig: Dér sidder 80 orkestermedlemmer og stemmer deres instrumenter. Dér sætter publikum sig på de lige rækker af plysbeklædte stole. Som i et klasselokale: nu skal vi høre, hvad læreren har at sige.

Måske hører du til dem, som allerede begynder at gabe og synke ned i sædet ved lyden af dirigenten, der slår med dirigentstokken og hæver armene? Forestil dig nu, at du i stedet skal til koncert med et symfoniorkester til en festival for ny lyd- og tonekunst. Inden ankomsten har du læst i festivalens programfolder, at den agter at udforske og udfordre koncertbegivenhedens rammer.

Du tumler ind i en stor mørk sal. Gulvet er fladt som til et loppemarked, og publikum er loppemarkeds-agtigt klædt. Hverdagstøj. Der er folk i alle aldersgrupper. Også børn. Men nogle skiller sig ud ved at være klædt i enten sort jakke med hvid butterfly eller i lange, skinnende kjoler. Det er tydeligvis musikerne. De står med deres instrumenter inde imellem stolerækkerne.

Rækkerne peger i forskellige retninger, og du kan ikke få øje på nogen scene. Hvor kan du sætte dig?! Lige foran trompetisten? Eller ved siden af de tre violinister, så du kan sidde og læse med i deres noder? Hist og her pulserer røde og grønne lamper på gulvet under stolene. En harpe rager op. Et andet sted står et par xylofoner og en pauketromme helt omringet af det siddende publikum. Hvor må man sætte sig? Hvor sidder man bedst?

Dirigenten kommer ind, stiller sig op på en rampe og toner frem fra forskellige vinkler på seks storskærme, der lyser op på væggene. Det er et stort rum, båret af en trækonstruktion, der minder om en banegård fra 1800-tallet, men behængt med metalrør og moderne spotlys, der rammer både publikum og musikere i flæng. Folk vender og drejer hovederne, da instrumentklange med overraskende effekt fylder forskellige dele af rummet. For musikken kommer fra alle retninger og skaber krusninger over hår, tørklæder og kasketter som fralandsvind over Århus-bugten. Her får ordet surround sound ny betydning.

For mig er det et koncertmæssigt drømmescenarie, der bliver til virkelighed, da jeg bliver øjen- og ørenvidne til Benedict Masons 2nd Music for a European Concert Hall ved SPOR-festivalens åbning i Århus i maj. Mine øresnegle spærres op på højeste modtagefrekvens, mens jeg det ene øjeblik kigger en violinist over skuldrene og spekulerer på mysteriet om, hvorfor der på hendes nodeark med fed sort håndskrift mon står skrevet »Husk: Mappen SKAL lukkes efter hver prøve eller koncert!«, mens min opmærksomhed det næste øjeblik fanges af nogle fjerne, rislende klange - er det strygere eller noget fra en højttaler? - helt ude i den anden ene af salen.

Her sidder jeg endelig over for et orkester - eller rettere: inde i et orkester - som tør prøve uudforskede grænser af for, hvordan man kan afvikle en koncert. Det handler om lyd og toner, men derudover er det ikke til at vide, hvad der venter. Her er det ikke bare instrumenterne, men selve koncertsalen, som orkestret spiller på. Og leger med. Og i.

Som publikum sidder vi som på nåle med skærpede sanser. I hvert fald de af os, som lader os lokke med på legens præmisser. Vi bliver selv en del af forestillingen. Jeg registrerer det ikke, men bagefter kan jeg konstatere, at jeg har ladet mig suge ind i kompositionens særegne fortællinger om krig og smerte, om lys og glæde. Historiens vingesus går gennem salen. Vi tilhørere er også blevet til en slags statister i filmen. En ung fyr med et meget melankolsk blik sender mine tanker afsted. Grænselinjer udviskes. »Ja, der er noget at tænke over,« siger en smokingklædt herre ind i en walkie-talkie, mens man på et nærbillede af dirigenten kan se, at han dirigerer sit store orkester, Århus Symfoniorkester, med øjenbrynene alene.

At rammerne om den klassiske symfoniorkesterkoncert ikke har ændret sig i århundreder, vil nogen sikkert se som en styrke ved traditionen. Man holder på formerne. I sammenligning med rockmusik-koncertens oplevelsesbetonede kombination af visuelle og lydlige virkemidler virker klassiske koncerter unødigt stivnede og gammeldags på mig. Men i det mindste er der historiske grunde til, at det er sådan. Det er der ikke for den ny kompositionsmusiks vedkommende.

SPOR-festivalen tog sit udgangspunkt i det, der for mig fremstår som lidt af et mysterium, nemlig at nutidens lyd- og tonekunstnere, som arbejder med nye teknologier, brud på konventionerne, kreativ opfindsomhed og nytænkning inden for kompositionens kunst, stadig vanemæssigt benytter sig af de samme fastlåste koncertrammer, som vi i århundreder har kendt dem fra den klassiske musik. Hér står kunstnerne. Dér sidder publikum.

Hvorfor skabes der ikke hele tiden nye former for koncertoplevelser? Hvorfor er der så få af de eksperimenterende lydkunstnere, som eksperimenter med måden, musikken formidles til sit publikum på? Jo, der har da været tiltag, men de har mest haft karakter af en slags 1960er-agtigt totalteater. Fordi man vil høre lydkunst, behøver man vel ikke at gå på lydkunstmuseum? Et levende lydkunstgalleri kunne - fremfor så mange andre steder - forventes netop at være det laboratorium, hvor ikke kun lyden, men også de tilstedeværendes fysiske rammer til hver en tid blev nytænkt, omtænkt, leget og eksperimenteret med. Måske er det bare for besværligt?

End ikke SPOR-festivalen, som i sin programerklæring jo havde proklameret at ville udforske og udfordre koncertrammerne, formår at gøre det, selvom det starter så lovende ved åbningskoncerten. Resten af festivalen er vi desværre tilbage i det gængse koncertklasselokale.

Og dét, ja, det oplever jeg som rigtig skuffende og ærgerligt.

Senere på åbningsaftenen tager tre DJs os med på en forrygende tour de force ud i pladevending-som-lydkunst, hvor jeg føler det som at være inviteret med ind i atelieret hos en kunstmaler, der abstrakt kaster maling på sit hvide lærred – på nogle tidspunkter aggressivt og groft, mens der andre steder finpudses i detaljen. De tre pladespillere og mixerborde er projiceret op på storskærme, så publikum kan følge med i, hvad det er, de tre herrer på scenen er så optaget af. Men bortset fra det sidder vi igen på de hårde, lige stolerækker, og koncerten ligner i sin indpakning en hvilken som helst anden koncert.

Men så gør festivalen noget, som kun festivaler kan: Den sætter levende ord på. »Hvorfor går vi til koncert?« spørger Torben Sangild fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, da han åbner et debat-arrangement om koncertens form, fremtid og relevans på festivalens tredje-dag. »Behøver vi overhovedet koncerter? Nogle af de kedeligste musikoplevelser, jeg har haft, har været til koncerter. Hvorfor er det så interessant at se en masse folk i smoking, som er koncentreret om at kigge i deres noder og op på dirigenten? Eller en laptop-komponist, som står og kigger hypnotiseret ned i sin egen skærm og lader som om, at han laver et eller andet undervejs i koncerten?«

De tilstedeværende til dette arrangement er både musikere, studerende, forskere, journalister, arrangører og festivalgæster. Alle kan tilsyneladende enes om, at det særlige nærvær og den specielle sociale situation, der skabes i koncertsituationen, aldrig vil kunne skabes af en cd-afspilning. Men til Torben Sangilds spørgsmål om, hvordan vi gerne vil have, at et koncert-rum skal være. Skal publikum være stille? Skal de sidde på hårde stole? Skal de bevæge sig rundt? Skal de ligge på madrasser? Skal der være en bar? Skal den bar benyttes under koncerten? Der er vidt forskellige holdninger, og selvom der ud af debatten ikke fluks springer en række konkrete ideer til, hvordan man kunne bryde vanetænkningen og skabe optimale koncertsituationer, hvor kommunikation og oplevelse er i højsædet, er det alligevel tydeligt, at deltagerne forlader debatmødet med følelsen af at have fået noget vigtigt at tænke videre over. Idéudviklingen fortsætter ud på gårdspladsen og tilbage på tilskuerpladserne i Ridehuset.

(Du kan lytte til Torben Sangilds 20-minutters debatoplæg på www.danskmusiktidsskrift.dk/)

Set i mit mentale bakspejl, nu hvor festivalen er passeret, fremstår dens workshops og debatmøder som rigtig vellykkede. De har givet en uvidende og udefrakommende festivalgæst som mig en unik chance for at tilegne sig ny viden og inspiration i feltet mellem computerteknologi, lydkunst og komposition.

Det er også interessant med lydinstallationerne på toiletter og i en campingvogn bag festivalbygningen - og under festivalen er jeg tit forbi en af de seks laptop-computere, som er stillet frem til publikum, sådan at man i pauserne kan gå hen og klikke sig igennem digital lydkunstværker af en lang række kunstnere.

Til gengæld er pauserne alt for lange. »For provinsielt,« tænker jeg fra tid til anden - og det ville måske lyde københavner-højrøvet, hvis ikke det var, fordi jeg er en af provinsbyens indfødte - som når publikum tålmodigt slår halvanden times forsinkelse, fordi teknikken ikke er på plads, hen med et par ekstra fadøl og indbyrdes hyggesnak, uden at de modtager et eneste forklarende ord, endsige en undskyldning, fra arrangørernes side.

Som det typisk sker ved festivaler, kan man se, at arrangørerne har været under hårdt pres de seneste dage op til premieren. Måske underbemandet og med for høje ambitioner? Backstage står én og græder, andre udstråler udmattethed, der er aflysninger, forsinkelser, og billetsalget er ikke noget at skrive hjem om.

At være 60 personer til en lydkunst-opførelse er ikke så dårligt et fremmøde endda, men i en koncertsal med 600 stole føles det, som om der var noget, der gik galt i pr-arbejdet. Men den slags kan der rettes op på. Det grundlæggende indtryk var, at her var en festival, som ville noget andet. Jeg oplevede det som en festival, der forsøgte at tage leg med lyd og musik alvorligt som noget af det bærende i tilværelsen. Her var der plads, oplevelser og stof til eftertanke for Det Legende Menneske. Den slags kan vi efter min mening aldrig få nok af. Så kom igen, SPOR, og riv os ud af vanetænkningen. Giv os nye ører på. Få nogle flere med næste gang, og revolutionér gerne både koncertbegrebet og det danske musikliv!

"Ja, der er noget at tænke over."
[skrat-skrat ...]
"Jeg tror, jeg går nu."
"Der står nogle skikkelser og ser på solnedgangen ved et springvand her ..."
[skrat-skrat...]
Skifter.

Mik Aidt er freelance journalist og musiker med eget pladeselskab, Mild Records. Redaktør af tidsskriftet Djembe og webredaktør af www.freemuse.org.

Bland dig i debatten om koncertformer, 'Live - hvorfor og hvordan?', på Torben Sangilds weblog: http://groveloejer.dk/detspekulativeoere

SPOR-festival 2007 'Composing what?' 10.-13. maj i Ridehuset i Århus. Festivalen arbejder med skiftende kuratorer. I år var programmet sammensat af Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen. www.spor-festival.dk