To musikkulturer – én institution

Mr Smith is a MURDERER.

Mr Smith in Rhodesia er titlen på en lydcollage af den svenske kunstner åke Hodell (1919-2000). Værket indledes med lyden af en helikopter og af en mand, der i en radiotransmission beretter om, at europæerne nu har opnået kontrollen over Rhodesia og frit kan gøre, hvad de vil. Herefter hører man en mandsstemme på oxford-engelsk sige "Mr Smith is a good white man, Mr Smith is our friend and father." Ordene gentages af børnestemmer ligeledes på oxford-engelsk. Efter et par gange med enkelte variationer, hvisker en mand ind i mikrofonen: "Mr Smith is a MURDERER", hvorefter »den pæne herre« forsætter: "Mr Smith gives us food and clothing" som igen gentages af børnestemmerne. Mod værkets slutning opløses indoktrineringen mere og mere, og ved hjælp af elektronisk manipulation bliver det til korte abrupte forløb sat sammen til en collage. Her høres også udråb som "All Africa to the Africans" og traditionel afrikansk musik. Børnene siger "Mr Smith is a MURDERER", og »MURDERER« bliver herefter gentaget i flere minutter - pludselig afbrudt af maskingeværskud. Herefter høres børnene ikke længere, og mandens replik gentages nu af en robots stemme.

De 11-12 årige børn på optagelsen kom fra Den Engelske Skole i Stockholm. Da forældrene hørte om deres deltagelse i en politisk komposition, der modsatte sig premiereminister Ian Smiths hvide diktatorskab i Rhodesia, blev de chokerede. Forældrene henvendte sig straks til Den Britiske Ambassade i Stockholm, til de engelske aviser og BBC. The Daily Telegraph satte historien på forsiden, hvor børnene nu blev fremstillet som 6-7 år gamle, og at de var blevet lokket med slik til at deltage i en anti-amerikansk opera på Moderna Museet i Stockholm. Ambassaden protesterede til Den Svenske Radio, hvorefter lederen Nils-Olof Franzén i et interview forklarede, at optagelsen ville blive destrueret. Koncertforeningen Fylkingen, der var co-producent på produktionen, var ikke tilfreds med radioens beslutning og genindspillede derfor værket, nu med børn af forældre, der havde godkendt det politiske indhold. Denne indspilning blev præsenteret på Moderna Museet i april 1970, og i 1985 blev det igen tilladt at spille Mr Smith in Rhodesia i Sveriges Radio.

Første gang, jeg hørte Mr Smith in Rhodesia, var under ny musik-festivalen Warszawa Efterår i 1998, hvor der dette år var Nordisk Kulturfremstød. Den svenske komponist og tidligere leder af det svenske elektronmusikstudie EMS (Elektroakustisk Musik i Sverige) Lars Gunnar Bodin (f. 1936) præsenterede et udsnit af den svenske »text sound«-skat, som Hodells Mr Smith in Rhodesia er en del af. Hverken Bodins lidt tørre præsentation stående mellem to højttalere foran et mindre publikum eller Mr Smith vandt mit hjerte dengang. På en festival, hvor programmet ellers næsten kun bestod af nyskreven partiturmusik, virkede denne præsentation lidt besynderlig på mig. Men senere, da jeg gennem mit arbejde i Museet for Samtidskunsts arkiver igen stødte på Mr Smith, gik det bedre. Her var han kommet i selskab med bl.a. futurister, dadaister, fluxus, tidlig og nutidig elektronisk musik, lydinstallationer, happenings, performancekunst og labtop-musikere. I denne kontekst gav værket mening og kom nu til sin ret.

Historien om EMS - Klangværkstedet

Mr Smith in Rhodesia blev indspillet og produceret i 1970 på EMS og i et studie på Sveriges Radio. Det var i en tid, hvor den svenske kunstscene oplevede et boom inden for elektroakustisk musik og text sound, der satte sig igennem nationalt såvel som internationalt. Det er dog naturligvis ikke sådan, at den eletroakustiske musik først kom til Sverige med etableringen af EMS i 1964. Koncertforningen Fylkingen havde siden 1933 præsenteret svenskerne for ny og eksperimenterende musik, og Moderna Museet havde arrangeret happenings og eksperimenterende koncerter. Hertil skal det også nævnes, at de svenske komponister Rune Lindblad og Bengt Hambraeus i 1950erne allerede havde komponeret elektroakustisk musik i henholdsvis sit eget studie og i studierne i Köln. Men med etableringen af EMS kom der for alvor skub i den svenske elektroakustiske musikscene.

EMS etableredes oprindelig under Sveriges Radio. Det var daværende leder af musikafdelingen, den svenske komponist Karl Birger Blomdahl (1916-1968), der åbnede et tidligere radioteaterstudie for svenske og udenlandske kunstnere. Blomdahl havde som komponist selv eksperimenteret med elektroakustik, bl.a. i sin kendte science fiction-opera Aniara fra 1958, hvor elektronikken udgør rumskibet Aniaras kommunikation med jorden. Studiet, Blomdahl gjorde tilgængeligt på radioen, har senere fået navnet klangværkstedet. Det var et forholdsvis primitivt studie, der enten kunne betjenes af kunstnerne selv eller med hjælp fra en håndfuld af interesserede og kvalificerede radioteknikere. Det var af stor betydning for udkommet af det kunstneriske materiale, at det ikke kun var komponister, der her var velkomne, men alle der havde lyst til at arbejde med lyd som deres kunstneriske udtryk.

Det var særligt i klangværkstedet og i nogle af radioens andre studier, at de allerede nævnte text sound-kompositioner blev optaget og produceret. Begrebet text sound blev første gang præsenteret i 1967 i programhæftet til en koncert med værker af åke Hodell, Bengt Emil Johnson og Lars-Gunnar Bodin på Moderna Museet. En af text sound-udøverne, Sten Hanson, har i en artikel skrevet om begrebet: "Text sound komposition bliver (...) brugt til at betegne den intermediale genre mellem litteratur og musik, hvis praksis og æstetik udsprang af arbejdet fra »Sprog-gruppen« på Fylkingen i perioden 1967-71."1 Det var de to medlemmer af gruppen Lars-Gunnar Bodin og Bengt Emil Johnson, der oprindelig sammensatte begrebet. Gruppen bestod derudover af åke Hodell, Ilmar Laaban og Sten Hanson.

I årene 1968-74 arrangerede Fylkingen og litteratur-afdelingen på Sveriges Radio en årligt tilbagevendende text sound-festival, hvor der ud over præsentation af svenskernes egne værker også blev inviteret udenlandske prominente gæster som Emmet Williams, Charles Amirkhanian, Henri Chopin og Bob Cobbing. Ud over at festivalen årligt var med til at gøde det svenske miljø, var den også med til at sprede kendskabet til den svenske scene. "Text sound-komposition er det eneste område inden for eksperimenterende kunst, hvor svenske kunstnere er internationalt anerkendte som pionerer", skriver Hanson. For at forklare dens betydning skriver han endvidere, at genren er blevet taget op i en række europæiske lande, USA og Canada, og at kunstartens indflydelse i dag kan spores i elektronisk musik, radio-kunst og i forskellige former for lyd- og scenisk poesi.

Computermusikstudiet

Da EMS i 1969 fik status som selvstændig og uafhængig institution, var det med den norske komponist Knut Wiggen som leder. Wiggens mål var at skabe et studie, der var en baseret på de erfaringer, man havde gjort sig fra den elektroniske musik i Köln og den konkrete musik i Paris, men hvor produktionstiden blev væsentligt reduceret. I 1970 åbnede, på daværende tidspunkt (efter sigende), et af verdens mest avancerede studier. Studiet var en konkretisering af idealerne for »fremtidens musik«, der var overskriften på diskussioner og internationale seminarer afholdt i det svenske musikmiljø i 1950erne og 1960erne. Diskusisonerne omkring »fremtidens musik« var i overensstemmelse med tidens ånd, et udtryk for den stærke tro man havde på teknikkens udvikling og muligheder. Samme år arrangerede UNESCO, EMS og Det Svenske Institut en konference med titlen »Music and Technology«, hvor flere af feltets vigtigste personer deltog. Pierre Schaeffer, Michael Koenig, Jean Claude Rosset, Max Mathews og Herbert BrÜn kom til Stockholm, og igen satte svenskerne sig på et landkort, der var større end det nordiske.

Wiggens idé med studiet var, at kunstnerne her helligede sig research og udvikling. Målet var at skabe fremtidens musik, og dét skulle der arbejdes målrettet hen imod. I en tv-udsendelse fra 1963 præsenterede han forsøg med denne nye musik. Inden der bliver tændt for spolebåndoptageren, indleder journalisten klippet med at sige: "Denne musik er komponeret af en amerikansk datamaskine". Der høres herefter lyd fra en støjgenerator justeret gennem filtre, så den høres, som om den bevæger sig op og ned i et kortere dramatisk forløb. I nærbilleder ser man Knut Wiggen og journalisten lytte intenst til spolebåndoptagerens susen. Det konstateres herefter af journalisten, at Wiggen og flere andre komponister synes, at dette er musik, »faktisk smuk musik«. Wiggen forklarer diplomatisk, at musikken rent faktisk er komponeret af en komponist (og ikke af en datamaskine) og forklarer og tegner herefter dens teknologiske tilblivelse på en tavle. Dette lille tv klip på godt tre minutter er et eksempel på formildlingen af og stemningen omkring den elektroniske musik på dette tidspunkt. Fremtidens musik var noget nyt, fremmed og spændende, der ventede os. Det var en nyhed, der skulle bringes på tv, som man tog meget alvorligt, og som man i dette her tilfælde ikke stillede sig kritisk over for.

Wiggen missionerede for fremtidens musik. Han ville ikke kun gøre den tilgængelig for alle, men også give hele Sveriges befolkning mulighed for at komponere den. En del af projektet var således også at forberede, danne og uddanne folk, hvilket han skriver om i sin bog De Två Musikkulturarna fra 1971. Andre af Wiggens vigtige mål var at nedsætte produktionstiden og forenkle produktionen af værket, så komponisten ikke behøvede en tekniker ved sin side under udarbejdelsen. En computer og udviklingen af et interface kunne afhjælpe dette, og i 1970 blev den første computer (DEC PDP-15) indkøbt til EMS' studier. I årene 1971-74blev studiet åbnet for musikproduktion, og Wiggen arbejdede i disse år intensivt på at udvikle musikprogrammet music box. Et program der siden hen er blevet sammenlignet med MAX, der blev udviklet på IRCAM 20 år senere. Ud over at Wiggen fokuserede på brugervenligheden og interfacets funktion, koncentrerede han sig særligt om lydens bevægelse i rum og om elektroakustik. Det er tydeligt, at det ikke er det kunstneriske produkt, der er centrum, men at han sætter alt ind på en forskning, der kan lede ham frem til den rigtige lyd af fremtidens musik.

Konflikten

Wiggen holdt i den periode overvejende sin research for sig selv. Han ville nå frem til det rigtige resultat, inden han præsenterede det for omverdenen. I første halvdel af 1970erne opstod i praksis en konflikt mellem hans ideal og strategi og flere af de tilknyttede komponister, der bl.a. havde arbejdet i klangværkstedet. De ville ikke researche og finde frem til fremtidens musik, men i stedet komponere musik, der skulle opføres og kommunikere med publikum her og nu. Konflikten endte i et spontant boycott af studiet i 1974. Wiggen forlod i 1976 Stockholm og rejste tilbage til Norge. Med sig tog han de eksperimenter og værker, han da havde udviklet i EMS' studier, og det er derfor heller ikke muligt at finde Wiggens navn på nogen af de fortegnelser eller katalogiseringer, der er lavet over kompositioner fra EMS' studier. Først i 2004 blev Wiggens materiale tilgængeliggjort på en cd-udgivelse, der var vedlagt hans egen bog Musikkens psykiske fundament - en dør til musikkens oplevelser. På denne cd findes fem numre, som Wiggen komponerede i EMS' fra 1972-75. Det sidste af numrene bærer titlen EMS för sig själv.

Institutionen gennemgik herefter på foranledning af den svenske komponistforening en større undersøgelse. I 1977 blev den reorganiseret og 3,5 mio. blev investeret. Efter en overgangsperiode med den amerikanske komponist Jon Appleton som leder satte Lars Gunnar Bodin sig i stolen i 1979, hvor han blev frem til 1989. Herefter overtog Hans Lunnel, siden Ulf Stenberg og senest i 2004 Mats Linström chefstolen.

Historien åbner for ...

Ud over de personlige stridigheder kan uoverenstemmelserne mellem kunstnerne også ses i et større perspektiv. Ifølge den svenske musikvidenskabsmand Per O. Broman var det højteknologiske tog måske allerede kørt. Han skriver: "... 60-talets teknikutopiska framtidsvisioner börjat ersättas av 70-talets socialutopiska, och däri hade elektronmusiken ingen plats, även om tankarna om elektronmusiken som framtidens musik inte saknade socialutopiska inslag."2 Skiftet fra det teknikutopiske til det socialutopiske er én udlægning, men konflikten kan også tolkes som mødet mellem to parallelle spor, der til dels også eksisterer i dag. Krydset af de to spor oplever vi igen i dag, når vi forsøger at indkredse begrebet lydkunst, dets historiske referencer, definition og analysestrategier.

Kort fortalt kan man sige, at der på den ene side arbejdes med brede betegnelser, der med udgangspunkt i intermediebegrebet rummer et bredt felt, som når den svenske skribent Teddy Hultberg skriver: "Under paraplybetegnelsen lydkunst, eller varianter som audio art, Ars Acustica, finder vi lydinstallation, soundscapes, text sound kompositioner, poésie sonore, EAM, live-electronics og multislide såvel som performance og aktioner hvor det akustiske element er essentielt."3 I den tyske tradition defineres lydkunst smallere, her i Helga de la Mottes-Habers udlægning: "Lydkunst er til for at blive hørt og set - Der findes overgangsfelter mellem alle kunstformer. Men den væsentligste integration af tidslige og rumlige gestaltninger viser sig angiveligt stærkest i mellemregningerne mellem musik og billedkunst. Dermed viser lydkunst tilbage til en lang tradition, også selvom den måske kun har en kort historie."4 Her præsenteres begrebet som nyere genrebetegnelse, der er smallere, og som skal suppleres med betegnelser som Akustische Kunst, Elektroakustische Musik, Neues Hörspiel og Laut Poesie for at dække det samme som Hultbergs paraplybegreb.

Ingen af definitionerne er uproblematiske. Hultbergs favner så vidt, at den er den svær at anvende inden for de rammer, vi ellers arbejder med inden for musikvidenskab, hvor genren ofte har defineret den valgte analysestrategi. Omvendt vil det samtidig blive en omfangsrig og næsten umulig opgave at beskrive materialet på EMS under ét, hvis man holder sig til den tyske terminologi.

EMS havde som allerede skrevet i 1960erne og 1970erne en central placering blandt de mest markante elektroakustiske studier. Alligevel undgår den internationale historieskrivning omkring elektroakustisk musik at sammenholde det æstetisk brede materiale, der blev produceret i institutionen fra begyndelsen og frem til midten af 1970erne. I eksempelvis tre centrale oversigtsbøger om emnet af henholdsvis englænderen Peter Manning og tyskeren Martin Supper5 omtales udelukkende computersystemet og musikprogrammet MUSICBOX, mens hele text sound-delen udelades. Elena Ungeheuers bog Eletroakustische Musik undlader konsekvent at omtale studiet i Stockholm. Omvendt finder man i eksempelvis Jesper Olssons afhandling Alfabetets använding. Konkret poesi och poetisk artefaktion i svenskt 1960-tal (Munkedal 2005) kun meget lidt beskæftigelse med værkernes auditive udfoldelse og forholdet til elektroakustik.

EMS' mangfoldighed af værker produceret i både klangværkstedet og computermusikstudiet har ikke passet ind i fremstilingerne. De spænder for bredt - fra evolutionær og videnskablig computermusik til intermediale genrer som text sound og lydcollager. Materialet i EMS' arkiver indbyder til, at de forskellige spor bringes i dialog, og at analysestrategier fra et spor afprøves på et andet og vice versa. Kan elektroakustisk musik og computermusik eksempelvis tolkes som intermedial lydkunst, der komponeres med henblik på en rumlig oplevelse? Hvad sker der, hvis også elektron- og computermusikken tolkes som politiske projekter? Og endelig - giver det i virkeligheden ikke meget god mening at lave auditive og performative analyser af text sound-værkerne, fremfor at anskue dem som en gren af en litterær genre?

EMS i dag

EMS holder i dag til på Södermalm i Stockholm med seks musikstudier. EMS har stadig som målsætning at støtte udviklingen af den elektroakustiske musik, men også dens integration med andre kunstområder. Herudover står institutionen til rådighed med professionelle studier for elektroakustisk musik og initierer bl.a. seminarer, cd-udgivelser, sceniske produktioner, festivaler, bestillingsvirksomhed samt udbyder kurser sammen med Folkeuniversitetet. Det er muligt at skaffe sig fuld professionel tilgang til EMS-studier ved at gennemføre EMS' egne uddannelser eller gennem uddannelse ved nogle af landets musikkonservatorier.

Den svenske musiker og komponist Mats Lindström (ML) har siden 2004 været leder af studiet. Jeg skrev til ham for at høre lidt om nutidens EMS:

Sanne Krogh Groth (SKG): Fortæl om relationen til Rikskonserter, som institutionen nu hører ind under.

Mats Lindström: Rikskonserter er EMS' hovedorganisation, men institutionen har en selvstændig position ifølge Rikskonserters vedtægter. Ifølge overenskomsten mellem Rikskonserter og EMS garanteres også den gamle stiftelses medlemmer indflydelse over institutionen. Der findes stadig en »stiftelsesgruppe«, som blandt andet søger for udformningen af ems-dokumentet, som indeholder nærmere retningslinjer for arbejdet på EMS.

- Har sammenlægningen medført nogle ændringer for EMS?

(ML) Det er ikke en sammenlægning. EMS har fortsat en selvstændig kunstnerisk ledelse, studiechef+referencegruppe og EMS-råd. EMS har heller ikke nogen indflydelse på Rikskonserters prioriteringer angående turnéer, udgivelser eller bestillingsvirksomhed. Rikskonserters overordnede ledelse af EMS har formentlig indebåret, at EMS i større udstrækning har orienteret sig mod omverdenen, som følge af Rikskonserters generelle forpligtelse på dette område. Negativt for den elektroakustiske musik er det, at Rikskonserter har nedtrappet sine satsninger på det elektroakustiske musikområde og overladt dette til EMS uden at give modsvarende resource-forstærkning.

- Du tog sidste år initiativ til et større arkiverings- og dokumentationsprojekt af EMS' samling. Hvor langt er I på nuværende tidspunkt, og hvilke visioner har du med det?

(ML) Målsætningen er at gennemføre en total digitalisering af EMS' samlede arkiv, både lyd og andre dokumenter samt at fremtidssikre arkivet. I øjeblikket arbejder vi med projektet, men savner midler til at starte digitaliseringen af lydbåndene. Håbet er, at SLBA (Statens lyd- og billedarkiv) tager ansvaret for denne udgift, hvis vi ikke selv kan klare finansieringen.

- Hvordan ser du, at EMS positionerer sig nationalt og internationalt i dag?

(ML) EMS' nationale forpligtelse er at tilbyde studier, hvilket i princippet er lykkedes. Eftersom studierne ligger i Stockholm og svenske komponister ikke kan søge midler til at rejse og bo i Stockholm, ser vi gerne en stipendieordning, hvor man kan få hotel og rejse.

I internationale sammenhænge er EMS unik på grund af sin uafhængige status i forhold til radioen og de akademiske uddannelsesinstitutioner. Desuden retter vores arbejde sig i princippet til komponister fra hele verden. Andre eksempler er STEIM i Amsterdam og Notam i Olso.

- Hvilken betydning har institutionen i forhold til tidligere?

(ML) Det var en tid, hvor EMS i princippet var den eneste produktionsressource for elektronmusik, men denne monopollignende betydning er brudt. Betydningen i dag er dog større end nogensinde, eftersom EMS har sin betydning som nationalt centrum med internationale forpligtelser. Der savnes dog i mange tilfælde andre aktører, som forsvarer og tror på mediets kunstneriske potentiale og betydning. Som eksempel kan nævnes, at selv ikke Sveriges Radios ledelse lader til at have nogen, som tror på radioens potentiale som kunstnerisk medie.

- Er der stadig brug for en institution som EMS, efter at udviklingen har gjort det muligt at etablere hjemmestudier for relativt få penge?

(ML) Der findes en myte om, at det rækker med et redigeringsprogram på en hjemmecomputer for at udføre professionel produktion. Faktum er, at lydkvalitet er et ukrænkeligt begreb, som i dag skal forsvares mere end nogensinde. Forudsætningen for lydkvalitet er god lytning til referencemateriale, som kun findes i et rigtigt studie med god akustik. Udviklingen har indebåret, at EMS nu tilpasser studierne, så det bliver lettere for komponisten at koble sit eget udstyr til lytningen. De fleste komponister gør formentlig en stor del af grovredigeringen hjemme, og anvendelsen af studietiden er mere til højkvalitetsarbejde. Derudover har vi nu to studier til multikanalsarbejde. Så vi tilpasser os den nye tids »hjemmekomponister«.

Noter:

1 Sten Hanson: Text-sound composition during the sixties, The evolution of a genre, i Literally speaking, Motala, Sverige 1993

2 Per Olov Broman: Kort historik över framtidens musik, Aspekter på elektronmusiken i svenskt 1950- och 60-tal, upli. afhandling 2005, p. 83

3 Teddy Hultberg m.fl. (ed.): SoundArt - bits and pieces of a noisy story, Växjö 2001, p. 11

4 Klangkunst ist zum Hören und zum Sehen bestimmt. - Es gibt Übergangsfelder zwischen allen Kunstformen. Aber die wechselseitige Integration von zeitlichen und räumlichen Gestaltungen zeigt sich offensichtlich am stärksten im Zwischenbereich zwischen Musik und bildender Kunst. Damit verweist Klangkunst auf lange Traditionen zurÜck, auch wenn sie vielleicht erst eine kurze Geschichte hat. Helga de la Motte-Haber (red.): Klangkunst - Tönende Objekte und Klingende Räume (Handbuch der Musik im 20. Jahrhundert bd. 12), Laaber 1999, p. 11+13

5 Peter Manning: Electronic & Computer Music, 1985 og 1993
Martin Supper: Elektroakustische Musik und Compurmusik, Darmstadt 1997.
Elena Ungeheuer: Eletroakustische Musik.

Uddrag af vedtægterne vedrørende arbejdet på ved EMS:

Produktion Studierne skal overlades til brug for professionelle komponister til produktion af elektroakustisk musik - EAM, uanset æstetisk retning. Studierne bør være udrustede på en sådan måde, at de ligger i niveau med den internationale udvikling, såvel på apparat- som på programsiden. EMS bør selv initiere produktioner af EAM i disse forskellige former.

Udvikling EMS skal i eget regi og sammen med andre interessenter sørge for at bedrive et kunstnerisk udviklingsarbejde. Samarbejde med andre kunstområdet skal også inddrages.

Information EMS skal være centrum for EAM i Sverige. Ved EMS skal der findes et arkiv, referencebibliotek og lytterum. EMS skal i Sverige og uden for landets grænser have vitale kontakter med musiklivet generelt. EMS bør initiere koncerter og festivaler i samarbejde med andre interessenter og stimulere spredningen af EAM såvel i Stockholm som i de øvrige lande. EMS bør bevirke en kontinuerlig fonogramproduktion af EAM.

Mere info om EMS på www.ems.rikskonserter.se

Sanne Krogh Groth er ph.d.-stipendiat ved musikvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet med projektet To musikkulturer - én institution. Svensk elektroakustisk musik i 1960erne og 1970erne.